ICM er en recovery- og empowerment-baseret indsats, hvor ICM-medarbejderen har en særlig opgave i at hjælpe borgeren med at navigere i de ydelser og støttetiltag, der omgiver borgeren.
Formålet med ICM er at bringe borgere med komplekse problemstillinger i kontakt med forskellige former for ydelser og støtte, fx misbrugsbehandling, når det gælder borgere med stofmisbrug, der endnu ikke er i behandling. ICM har til hensigt at hjælpe borgere, så ingen svigtes af systemet. Metoden kan indgå i en samlet indsats til mennesker med stofmisbrug og kan være forankret som en del af en mere omfattende behandlingspakke i selve misbrugsbehandlingen (Hesse, 2007).
ICM-metoden er kendetegnet ved, at den
- er funderet på et empowerment- og recovery-perspektiv
- indeholder et individuelt tilpasset forløb
- tager udgangspunkt i borgerens ønsker og behov
- er tidsubegrænset og fortsætter, så længe borgeren har behov for støtten
- er evidensbaseret (Benjaminsen, 2015).
Recovery og empowerment
ICM-metoden bygger på recovery- og empowerment-tilgange, der understøtter borgerens selvstændighed og tager udgangspunkt i borgerens egen oplevelse af behovet for støtte (Anthony, 1993; Davidson et al., 2009 & Jensen et al., 2004).
Det recovery- og empowerment-orienterede arbejde har et grundlæggende fokus på den enkeltes oplevelse af behov og på den enkeltes ressourcer. I selve ICM-forløbet handler det for ICM-medarbejderen om at anerkende borgerens individualitet og arbejde målrettet og fokuseret med borgerens behov og ønsker (Socialstyrelsen, 2015 & Benjaminsen, 2015).
ICM-metoden er en variant af casemanagementmetoden, der er udviklet på psykiatriområdet i 1970’erne for at støtte psykiatriske patienter med at fungere i lokalsamfundet og hverdagen (Turner & TenHoor, 1978).
ICM kan ifølge forsker Birgitte Thylstrup, Center for Rusmiddelforskning, Aarhus Universitet, beskrives som en socialt orienteret intervention, hvor forskellige relevante ydelser bliver inddraget. De forskellige ydelser skal være med til at løse de problemer, borgeren har, eksempelvis fysiske og/eller psykiske sygdomme, hjemløshed, arbejdsløshed etc. (Thylstrup, 2012 & Hesse et al., 2007).
Tilrettelæggelse af indsatsen
ICM-metoden kan organiseres som et opsøgende team, der er ansvarlig for en gruppe borgere, som følges over længere tid (Hesse, 2007). Der kan også udpeges en individuel casemanager, der har et antal faste borgere (Benjaminsen, 2015).
Indsatsen består af en planlægningsfase, en koordineringsfase og en opfølgningsfase. Undervejs har ICM-medarbejderen en fortalerrolle, hvor ICM-medarbejderen skal forsøge at nedbryde de barrierer, der kan være mellem borgeren og hjælpesystemet. Fortalerrollen kan indebære at tale borgerens sag og advokere for borgerens rettigheder (Hesse, 2007).
Monitorering eller manual
Forløbet med casemanageren bør ifølge Thylstrup monitoreres systematisk og løbende. Monitoreringen har til formål tidligt at opspore potentielle problemer, der kan udfordre forløbet og borgerens bedringsproces samt etablere og koordinere kontakt til relevante samarbejdspartnere (Thylstrup, 2012 & Hesse et al., 2007).
Morten Hesse, forsker ved Center for Rusmiddelforskning, Aarhus Universitet, beskriver, at ICM kan tilrettelægges på baggrund af en manual og/eller som en indsats, hvor aktiviteterne løbende skrives ned og evalueres (Hesse, 2007).
ICM-medarbejderens rolle
En ICM-medarbejder er ansvarlig for at danne sig et overblik over de problemer, behov og vanskeligheder, som borgeren har. Det er ligeledes ICM-medarbejderens opgave at fokusere på de ressourcer, borgeren besidder.
ICM-medarbejderen bør have et godt kendskab til hjælpesystemer i lokalområdet og kende lovgivning, regler og praktiske problemstillinger inden for forskellige områder i beskæftigelsesrelaterede tilbud, kriminalforsorg, hjemløsetilbud, hospitaler m.m. (Hesse, 2007).
Kilder
Anthony W.A. (1993). Recovery from mental illness: The guiding vision of the mental health service system in the 1990s, Psychosocial Rehabilitation Journal, vol. 16(4): 11-23.
Benjaminsen, Lars. (2015). Intensive Case Management (ICM): Manual. Odense: Socialstyrelsen.
Davidson, L. et al. (2009). A Practical Guide to Recovery-Oriented Practice: Tools for Transforming Mental Health care. Oxford; New York: Oxford University Press.
Hesse, M. (2007). Case management – modeord, gamle socialrådgiverdyder eller McDonaldisering af misbrugsbehandlingen? STOF, (9): 30-32.
Hesse, M. et al. (2007). Case management for persons with substance abuse disorders. Cochrane Database of Systematic Reviews. (4):CD006265.
Jensen, P. et al. (red.) (2004). Recovery på dansk – At overvinde psykosociale handicap. Aarhus: Systime Academic.
Socialstyrelsen (2015, 6. maj). Baggrund og værdigrundlag. Tilgængelig via: https://socialstyrelsen.dk/projekter-og-initiativer/voksne/udbredelses-og-forankringsprojektet-1/copy_of_udbredelse-af-hjemlosestrategien/metoden-icm/baggrund-og-vaerdigrundlag
[Lokaliseret 26-03-2019]
Thylstrup, Birgitte (2012). God social misbrugsbehandling: Hvad virker og hvad kan der gøres. Udarbejdet for KL af Birgitte Thylstrup, Center for Rusmiddelforskning. Kbh: Kommunernes Landsforening.
Turner, J.C. & TenHoor, W.J. (1978). The NIMH Community Support Program: Pilot approach to a needed social reform. Schizophrenia Bulletin, vol. 4(3): 319-348.