Forside » Voksne » Stofmisbrug » Aktører, ansvar og roller

Aktører, ansvar og roller

Det er kommunens ansvar at tilbyde behandling for stofmisbrug. Det er centralt, at stofmisbrugsbehandlingen tilrettelægges ud fra et helhedssyn på borgerens tilværelse og situation.

 | Socialstyrelsen

Social stofmisbrugsbehandling

Kommunerne har ifølge § 101 i serviceloven pligt til at yde social stofmisbrugsbehandling til borgere med behandlingskrævende stofmisbrug. Borgere, der ikke har andre sociale problemer end misbrug, kan ifølge servicelovens § 101a modtage anonym stofmisbrugsbehandling. Kommunerne har ligeledes pligt til at sikre forsyningen af behandlingstilbud, enten ved at oprette egne tilbud eller ved at samarbejde med andre kommunale, regionale eller private tilbud.

Servicelovens § 101 fastsætter krav om, at kommunen iværksætter et socialt stofmisbrugsbehandlingstilbud senest 14 dage efter borgerens henvendelse til kommunen, og forinden har foretaget en helhedsorienteret afdækning, og at der udarbejdes en behandlingsplan.

Mål med behandlingsindsatsen

Formålet med den sociale stofmisbrugsbehandling er at bringe et stofmisbrug til ophør eller reducere eller stabilisere forbruget og/eller reducere skaderne af stofmisbruget. Indsatsen bør sigte mod at give borgeren en bedre social og personlig funktion med henblik på at højne livskvalitet og funktionsniveau (Social- og Indenrigsministeriet, kap. 2, stk. 6).

Mange mennesker med stofmisbrug har komplekse problemer. Den kommunale indsats over for et menneske med stofmisbrug består derfor ofte af

  • en behandlingsindsats rettet mod stofmisbruget
  • en bredere social indsats rettet mod personens sociale, arbejdsrelaterede og økonomiske situation
  • en sundhedsfaglig indsats rettet mod personens fysiske helbred
  • en social og/eller psykiatrisk indsats rettet mod personens psykiske helbred (Thylstrup, 2012).
Hertil kommer den mere omsorgsorienterede indsats, der bl.a. finder sted på de kommunale væresteder eller botilbud. Denne indsats retter sig især mod de mest belastede personer med stofmisbrug (Thylstrup, 2012).

Typer af behandling

Behandlingstyperne inden for den sociale stofmisbrugsbehandling kan opdeles i tre former med stigende intensitet: ambulant behandling, dagbehandling og døgnbehandling.

Ambulant behandling

Ambulant behandling kan karakteriseres som et lavintensitetstilbud, hvor målet både kan være skadesreduktion og stoffrihed. Ydelsen leveres to til otte gange om måneden og tilpasses den enkelte borgers situation og behov. Derfor kan kontakten også variere både i intensitet og varighed, således at nogle borgerforløb er meget tætte, mens kontakten med behandlingsstedet i andre forløb foregår i varierede intervaller. Ambulant behandling er i modsætning til døgnbehandling karakteriseret ved, at behandlingen finder sted i tilknytning til personens nærmiljø. Centrale elementer i ambulant behandling er rådgivning, individuelle samtaleforløb og gruppebehandling (Pedersen & Nielsen, 2007).

Dagbehandling

I dagbehandling ydes en struktureret behandling. Borgerne møder typisk mandag til fredag, fem til otte timer dagligt, og følger et fast skema. I dagbehandling støttes borgerens individuelle mål med en kombination af aktiviteter, projektforløb, individuelle samtaler og gruppesamtaler. Forløbet kan omfatte undervisning, aktivering og sociale støttetilbud – ud over behandling for stofmisbrug. Dagbehandling kan være det primære behandlingsforløb, men kan også anvendes til for- eller efterbehandling (Pedersen & Nielsen, 2007).

Døgnbehandling

Døgnbehandling er det mest omfattende behandlingstilbud og retter sig generelt mod de mest belastede borgere med stofmisbrug. Tilbuddet gives i de tilfælde, hvor ambulant behandling eller dagbehandling ikke vurderes at være dækkende. Formålet med døgnbehandling kan være stoffrihed eller stabilisering. Stoffri døgnbehandling er oplagt, hvis man antager, at borgeren er nødt til at komme væk fra sit sædvanlige miljø og sine relationer for at kunne koncentrere sig om sin behandling og herigennem opnå stoffrihed. Nogle døgnbehandlingstilbud stræber først og fremmest efter at stabilisere borgeren og har derfor ikke stoffrihed som primært mål (Pedersen & Nielsen, 2007).

Helhedsorienteret stofmisbrugsbehandling

Mennesker med stofmisbrug kan have komplekse problemstillinger. Det er derfor centralt, at stofmisbrugsbehandlingen tilrettelægges ud fra et helhedssyn på borgerens tilværelse og situation, så borgerens ressourcer styrkes, og belastningerne ved stofmisbruget reduceres eller fjernes (Thylstrup, 2012; Socialstyrelsen, 2020).

En helhedsorienteret behandling indebærer, at behandleren har blik for ”det hele menneske” ved at kigge på borgerens samlede livssituation fremfor at se isoleret på stofmisbruget. Ofte vil psykiske, fysiske og sociale problemer have en betydning for, at en person udvikler et stofmisbrug, samtidig med at de samme faktorer kan være en konsekvens af dette forbrug. En succesfuld stofmisbrugsbehandling kan derfor være betinget eller understøttet af en helhedsorienteret afdækning og indsats, der har blik for at reducere de barrierer, der kan stå i vejen for et vellykket behandlingsforløb.

Behandlingstilbuddet har ofte et overblik over eventuelle barrierer for behandlingsforløbet og dermed et overblik over, hvilke samarbejdspartnere det er relevant at inddrage for at øge muligheden for et vellykket behandlingsforløb. Ud over koordination med indsatser på andre områder handler den helhedsorienterede indsats derfor om at tilrettelægge indsatsen ud fra borgerens behov, mål og ønsker for fremtiden (Socialstyrelsen, 2020).

Ud over stofmisbruget kan der være behov for fokus på problemer med eksempelvis boligsituation, beskæftigelse eller fysiske/psykiske sygdomme (Thylstrup, 2012; Socialstyrelsen, 2020).

Du kan læse mere om anbefalinger til den helhedsorienterede indsats i de nationale retningslinjer for social stofmisbrugsbehandling på Socialstyrelsens hjemmeside 

En social- og sundhedsfaglig indsats

Kommunen skal ifølge § 142 i sundhedsloven tilbyde personer, som ønsker at komme i stofmisbrugsbehandling, en vederlagsfri lægesamtale. Samtalen skal finde sted senest inden iværksættelse af stofmisbrugsbehandlingen. Desuden skal kommunen tilbyde vederlagsfri lægelig behandling med afhængighedsskabende lægemidler. Behandling skal iværksættes, senest 14 dage efter at en person, som ønsker at komme i stofmisbrugsbehandling, har henvendt sig til kommunen med ønske om at komme i lægelig behandling med afhængighedsskabende lægemidler.

Det fremgår af de nationale retningslinjer for social stofmisbrugsbehandling, at det er centralt, at lægelig og social stofmisbrugsbehandling koordineres og integreres, så der skabes en helhedsorienteret indsats for den enkelte borger (Socialstyrelsen, 2020).

Læs om gruppebehandlingstilbuddet HCS – Projekt Hash og Centralstimulerende stoffer

Læs om MOVE – en struktureret, forstærkende rusmiddelbehandling til unge

Læs om ICM – Intensive Case Management til borgere med stofmisbrug

Kilder

Social- og Indenrigsministeriet, Vejledning om behandlingstilbud på det sociale stofmisbrugsområde m.v. VEJ nr. 9449 af 29/06/2020.

Pedersen, M.U. & Nielsen, M.K. (2007). Behandlingsgaranti og ydelser i dansk stofmisbrugsbehandling. Aarhus: Center for Rusmiddelforskning, Aarhus Universitet.

Socialstyrelsen (2020). Nationale retningslinjer for den sociale stofmisbrugsbehandling. Odense: Socialstyrelsen. 

Thylstrup, Birgitte (2012). God social misbrugsbehandling: Hvad virker og hvad kan der gøres. Udarbejdet for KL af Birgitte Thylstrup, Center for Rusmiddelforskning, Aarhus Universitet.

Publiceret: 26.03.2019. Sidst opdateret: 01.10.2020