Forside » Voksne » Senfølger efter seksuelle overgreb » Indsatser » Center for Seksuelt Misbrugte

Center for Seksuelt Misbrugte

Center for Seksuelt Misbrugte (CSM) tilbyder landsdækkende gratis behandling og rådgivning til voksne med senfølger efter seksuelle overgreb i barndommen og ungdommen. Centerets tilbud omfatter psykologbehandling, socialfaglig rådgivning og frivillige tilbud.

Centerets indsats skal bidrage til at forbedre målgruppens aktuelle livssituation og målgruppens muligheder for at opnå og fastholde arbejdsmarkedstilknytning og bryde uhensigtsmæssige tanke- og handlemønstre i familie- og fritidsliv.

Mennesker med senfølger kan henvende sig direkte til Center for Seksuelt Misbrugte (CSM) for at søge behandling. Der er ikke brug for en henvisning fra egen læge eller visitation via kommunen. Der kan dog være ventetid til, at man kan komme i behandling. Centeret vil ofte vejlede i, hvilke indsatser der kan være nødvendige at etablere inden opstart af behandling.

CSM tilbyder både gruppeterapi og individuel terapi. Varighed og fokus for arbejdet aftales i de indledende faser.

Evalueringer på området viser, at CSM’s behandling bl.a. medfører en reduktion af borgernes psykiske lidelser som angst, depression og PTSD.

Center for Seksuelt Misbrugte er finansieret af driftstilskud afsat på Finansloven.

Læs hele artiklen

Målgruppe

Center for Seksuelt Misbrugte (CSM) tilbyder gratis psykologbehandling, socialfaglig rådgivning og frivillige sociale indsatser til voksne med senfølger efter seksuelle overgreb i barndommen og ungdommen. 

Visitation til behandling ved Center for Seksuelt Misbrugte (CSM) baserer sig på en individuel vurdering af klientens senfølger og aktuelle behandlingsbehov, som foretages ved en visiterende samtale med en af centrets psykologer. Ved visitationen informeres om, at psykoterapeutisk behandling er et samarbejde og indebærer, at man afprøver nye måder at forstå eller forholde sig på.

Ved opstart i behandling genvurderes altid, om borgeren fortsat er i målgruppen og kan profitere af psykoterapi. Behandlingen tilbydes som udgangspunkt til alle mennesker i målgruppen, uanset hvor komplekse deres senfølger er, medmindre det viser sig ved de visiterende samtaler, at der er behov for en indsats i et andet regi, fx kommunal støtte eller psykiatrisk udredning og behandling (PwC & Videnscenter for Psykotraumatologi,, 2019; Døssing & Berthelsen, 2020).

Der kan være vilkår, der bevirker, at psykoterapeutisk behandling ikke kan afhjælpe borgerens behov for hjælp eller støtte, og der foretages derfor altid en konkret psykologfaglig vurdering, der tager hensyn til de følgende forhold:

  • misbrug
  • alvorlig psykopatologi
  • mulighed for stabilt fremmøde
  • kan profitere af psykoterapi med fokus på bearbejdning af traumer og senfølger (Døssing & Berthelsen, 2020).

Center for Seksuelt Misbrugte har følgende visitationskriterier:

  • Borgeren er fyldt 18 år.
  • Borgeren har (klare) erindringer om seksuelle overgreb før det 18. år.
  • Borgeren har senfølger efter seksuelle overgreb i barndommen.
  • Borgeren har ikke et vedvarende (fx dagligt) og skadeligt brug af alkohol eller psykoaktive stoffer, der i sig selv medfører fysiske, psykiske eller sociale problemer.
  • Borgeren har ikke anden alvorlig eller primær psykopatologi som fx skizofren sindslidelse, autisme eller nedsat kognitiv funktion.
  • Borgeren er ikke i andet behandlingsforløb.
  • Borgeren er motiveret for forandring og kan indgå stabilt i et terapeutisk forløb (Døssing & Berthelsen, 2020).

Karakteristika af målgruppen, der modtager behandling ved CSM

Hovedparten af dem, der modtager behandling ved CSM, er kvinder midt i trediverne, og knap halvdelen er arbejdsløse eller uden for arbejdsmarkedet. Størstedelen af de behandlede har moderate (39 pct.) eller svære symptomer (31,4 pct.) på psykiatriske lidelser, og ca. 16 pct. havde en psykiatrisk diagnose fem år før behandlingen. Ca. 21 pct. af de behandlede i CSM havde en fysisk sygdomsdiagnose, før de begyndte i behandling, og ca. 28 pct. af de behandlede fik en ny diagnose i årene efter behandling (PwC & Videnscenter for Psykotraumatologi, 2019).

Kilder

PricewaterhouseCoopers (PwC) & Videnscenter for Psykotraumatologi (2019). Analyse af senfølgeområdet: Afrapportering. Odense: Socialstyrelsen.

Døssing, Anne Helene, centerleder, CSM Midt Nord; Berthelsen, Gyrith Karskov, psykolog, CSM Øst (2020). Interview. November 2020.

Metode

Center for Seksuelt Misbrugte tilbyder gruppeforløb og individuelle forløb, der maksimalt varer halvandet år.

Center for Seksuelt Misbrugte (CSM) tilbyder psykologbehandling, socialfaglig rådgivning og socialt støttende indsatser ved frivillige (CSM, u.å.).

Læs mere om frivillige indsatser til voksne med senfølger

Formålet med CSM’s tilbud

  • er at reducere fysiske, psykiske og sociale skadevirkninger af overgrebene.
  • er at forbedre målgruppens muligheder for at opnå og fastholde arbejdsmarkedstilknytning.
  • er at bryde uhensigtsmæssige tanke- og handlemønstre ift. familie- og socialliv (CSM, u.å.).

Centeret tilbyder både gruppeforløb og individuelle terapiforløb. Begge behandlingsformer tilrettelægges ud fra et individuelt behandlingsbehov og kan være af kortere eller længere varighed. Behandlingen består typisk af enten en gruppesession pr. uge med to psykologer eller en individuel samtale med en psykolog hver uge. Disse forløb udføres af psykologer (Døssing & Berthelsen, 2020).

Socialfaglig rådgivning tilbydes telefonisk og ved personlige samtaler og udføres af socialrådgivere (CSM, u.å.).

Visitationsproces

Mennesker med senfølger kan henvende sig direkte til CSM for at søge behandling. Der er ikke brug for en henvisning af en læge eller en kommunal visitation. Efter en henvendelse tilbydes vedkommende at komme til en eller to visitationssamtaler hos en psykolog. På baggrund af disse samtaler vurderes det, om borgeren er i målgruppen for psykologbehandlingen. Ifm. denne proces vurderes det også, om klienten vil få mest gavn af et individuelt terapiforløb eller et gruppeforløb. Hvis personen er i målgruppe for behandling, skrives vedkommende på ventelisten. Der kan være ventetid til behandling (Døssing & Berthelsen, 2020).

Forberedende forløb i venteperioden

I venteperioden kan klienterne tilbydes forskellige former for psykoedukative sammenhænge, hhv. gruppeforløb eller undervisning og informationsmøder. Alle former varetages af centrenes psykologer. Formålet er at øge deltagernes forståelse for deres psykiske, fysiske og sociale senfølger (Døssing & Berthelsen, 2020).

Klienterne kan også henvises til CSM’s frivilligsektioner som et forberedende forløb i ventetiden. Her øver klienterne sig på at sætte ord på deres senfølger, blive mødestabile og gennem hjælp fra socialrådgivningen at skabe mest mulig ro om deres sociale forhold før behandlingen (Sølvbjerg, 2020).

Behandlingsforløb – individuel terapi eller gruppeterapi

Ifm. visitationsprocessen vurderes det, om klienten tilbydes et individuelt terapiforløb eller en gruppeterapi. Det psykoterapeutiske behandlingsforløb tilpasses den enkelte klient på baggrund af en grundig psykologfaglig vurdering af senfølger og de emner, klienten har brug for at arbejde med (Døssing & Berthelsen, 2020).

Behandlingen tager udgangspunkt i, at senfølger er eftervirkninger af, at man har været udsat for traumer under opvæksten. Behandlingen bidrager til en bearbejdning af klientens traumer og senfølger, som de kommer til udtryk i nutiden. Målet er, at klienten kan opnå indsigt og større psykologisk fleksibilitet og udvikle og afprøve nye handlemuligheder i relation til sin problemstilling. Det kan handle om at finde måder at udtrykke og tale om sine behov og følelser fremfor at trække sig og blive stille. Det kan også handle om at blive bevidst om, hvor ens grænser går, og på den måde opleve større tryghed i relation til andre mennesker. Klienten kan udvikle en ny og mere accepterende måde at se på sig selv, og dermed kan der opstå en mulighed for egenomsorg og mere overskud til familie- og arbejdsliv (Døssing & Berthelsen, 2020).

Behandlingen består primært af samtaleterapi, som tager udgangspunkt i et psykodynamisk og traumeorienteret grundlag. Disse metodiske tilgange suppleres med flere specifikke metoder, der kan afhjælpe klientens konkrete udfordringer. Med udgangspunkt i klientens behov laves der en vurdering af forløbets varighed (Døssing & Berthelsen, 2020).

Ved gruppeterapien har klienterne mulighed for at udvikle sig med udgangspunkt i de oplevelser og erfaringer, en gruppedeltagelse kan give. Sessionerne i gruppeterapien kan tage udgangspunkt i et tema, som gruppedeltagerne ønsker at tage op, eller sessionerne kan blive igangsat af nogle oplæg, som psykologerne mener er relevante for gruppen. Det kan fx være seksuelle vanskeligheder, familiemønstre, typiske traumereaktioner eller konfliktløsning (Døssing & Bertehelsen, 2020).  

Afslutning af behandling

Klienten forberedes i god tid på afslutningen af behandlingen, som tilrettelægges i samarbejde med klienten. Det forventes ikke nødvendigvis, at alle klientens problemer er løst ved behandlingens afslutning. Det er centralt, at klienten har udviklet strategier til at håndtere senfølger, som kan være en hjælp efter endt behandlingsforløb (Døssing & Berthelsen, 2020).

Kilder

CSM (u.å.). Om CSM centrene. Tilgængelig fra: https://csm-danmark.dk/om-csm-centrene [lokaliseret 15-02-2021].

Døssing, Anne Helene, centerleder, CSM Midt Nord; Berthelsen, Gyrith Karskov, psykolog, CSM Øst (2020). Interview. November 2020.

PricewaterhouseCoopers (PwC) & Videnscenter for Psykotraumatologi (2019). Analyse af senfølgeområdet: Afrapportering. Odense: Socialstyrelsen.

Sølvbjerg, Susanne, leder, Center for Seksuelt Misbrugte (2020). Interview. CSM Syd Frivilligsektion. November 2020.

Implementering

Center for Seksuelt Misbrugte (CSM) består af tre lokale centre i Danmark.

Center for Seksuelt Misbrugte (CSM) består af tre lokale centre, som ligger hhv. i København, Aarhus og Odense med tilknyttede afdelinger. CSM Øst i København dækker Region Hovedstaden og Region Sjælland, CSM Syd i Odense dækker Region Syddanmark, og CSM Midt Nord i Aarhus dækker Region Midt- og Nordjylland. Der er afdelinger i Næstved, Holbæk, Vojens og Aalborg.

De enkelte lokale centre er selvejende institutioner med egen bestyrelse, og de er leverandører til den nationale Videns- og Specialrådgivningsorganisation (VISO) på det sociale område (CSM, u.å.).

CSM er finansieret af driftstilskud afsat på finansloven og er forpligtet til at sikre en sammenhængende og helhedsorienteret indsats over for målgruppen med henblik på:

  • at forbedre målgruppens aktuelle livssituation ved at reducere de fysiske, psykiske og sociale skadevirkninger af overgrebene.
  • at forbedre målgruppens muligheder for at opnå og fastholde arbejdsmarkedstilknytning.
  • at bryde uhensigtsmæssige tanke- og handlemønstre ift. familie- og socialliv (CSM, u.å.).

De tre lokale centre har et formelt samarbejde indbyrdes med henblik på at koordinere fælles overordnede strategier for deres arbejde. Derudover samarbejder de med både kommuner og regioner som led i at styrke en helhedsorienteret og koordineret indsats til målgruppen (CSM, u.å.). 

Kompetencer

Behandlingen udføres af autoriserede psykologer, som er eller bliver uddannet i en bred vifte af psykoterapeutiske metoder. Medarbejdere får supervision og løbende kompetenceudvikling (CSM, u.å.).

Kilder

CSM (u.å.). Om CSM centrene. Tilgængelig fra: https://csm-danmark.dk/om-csm-centrene [lokaliseret 15-02-2021].

Døssing, Anne Helene, centerleder, CSM Midt Nord; Karskov, Gyrith, psykolog, CSM Øst (2020). Interview. November 2020.

Effekt

En evaluering viser, at behandling ved Center for Seksuelt Misbrugte (CSM) giver positive resultater for mennesker med senfølger efter seksuelle overgreb. 

Resultater fra en analyse fra 2019 af senfølgeområdet viser, at mennesker med senfølger, som behandles i Center for Seksuelt Misbrugte (CSM), oplever en positiv udvikling med hensyn til psykiatriske lidelser og symptomer på angst og depression (PwC & Videnscenter for Psykotraumatologi, 2019).

Analysen viser, at antallet af klienternes psykiatriske diagnoser er faldet markant i perioden efter behandlingen. 15,6 pct. af klienterne, der har fået behandling ved CSM, havde en psykiatrisk diagnose i perioden fem år før behandlingen, og 8,4 pct. havde modtaget en psykiatrisk diagnose i løbet af to år efter behandlingen (PwC & Videnscenter for Psykotraumatologi, 2019).

Derudover er der også konstateret en symptomnedgang for flere psykologiske lidelser som angst, depression og posttraumatisk stressforstyrrelse (PTSD), og forbruget af psykofarmaka er reduceret. 63,4 pct. af borgerne, der har fået psykologbehandling ved CSM, har brugt ordineret psykofarmaka i årene før behandlingsstart. Dette tal faldt til 50,2 pct. efter endt behandling (PwC & Videnscenter for Psykotraumatologi, 2019).

En evaluering af CSM’s behandling fra 2015 viser desuden, at CSM’s behandling viser gode resultater for deres klienter (Karstoft et al., 2014).

Evalueringen viste bl.a.:

  • Forekomsten af PTSD blandt de adspurgte klienter er næsten halveret (fra 78 pct. til 40 pct.) i løbet af et års intensiv behandling.
  • Behandlingen medførte gode resultater med hensyn til andre psykiske problemstillinger som depression og angst.
  • Der skete en signifikant stigning i klienternes selvværd.
  • Behandlingen havde en positiv indflydelse på deltagernes anvendelse af mestringsstrategier og deres tilknytningsstil, så de efter et års behandling i mindre udstrækning var usikre og undgående i deres tilknytning til andre mennesker (Karstoft et al., 2014).

Kilder

Karstoft, K. et al. (2014). Effekt af behandling: Et fokus på senfølger af seksuelle overgreb i barndommen. Odense: Videnscenter for Psykotraumatologi, Syddansk Universitet.

PricewaterhouseCoopers (PwC) & Videnscenter for Psykotraumatologi (2019). Analyse af senfølgeområdet: Afrapportering. Odense: Socialstyrelsen.

Økonomi

Der eksisterer p.t. ikke systematisk viden om udgiften til arbejdet i Center for Seksuelt Misbrugte eller en cost-benefit-analyse af behandlingen.