Forside » Voksne » Recovery » Indsatser » Livshistoriefortællinger

Livshistoriefortællinger

Livshistoriefortællinger er en metode, der kan anvendes til at dele historien om eget liv med andre i grupper eller på tomandshånd og som kan bidrage til, at borgeren får en større forståelse og accept af sin tilværelse og af sig selv. I Danmark peger praksiserfaringer på, at livshistoriefortællinger er recovery-fremmende.

| Socialstyrelsen

Livshistoriefortællinger handler om at fortælle sin livshistorie. I fortællingen reflekterer borgeren over sit liv og forsøger at skabe mening og sammenhæng i tidligere begivenheder. Det kan bidrage til en større forståelse af, hvordan fortiden har været med til at påvirke den nuværende situation, og det kan hjælpe borgeren med at komme videre i sin recovery-proces.

Metoder, der anvender livshistoriefortællinger, er tidligere blevet anvendt til borgere, der har oplevet krise, tab af mening og som er i en recovery-proces. Arbejdet med livshistorien er ikke nødvendigvis terapi, men det kan have en terapeutisk effekt, da det kan være med til at reducere depressive symptomer samt fremme mental trivsel. Den øgede mentale trivsel kan hos borgeren bl.a. komme til udtryk ved en oplevelse af mening med livet samt en større accept af tilværelsen og af sig selv.

Der kan arbejdes med livshistoriefortællinger på forskellige måder. Livshistoriefortællinger kan anvendes individuelt mellem en borger og en fagprofessionel, eller i en gruppe, hvor flere fortæller om deres liv, og hvor en eller flere fagprofessionelle faciliterer forløbet.

Forskningsmæssigt er metoder, der anvender livshistoriefortællinger (fx life review og life review therapy) veldokumenterede i behandlingen af depression blandt ældre (+55år). Der findes også praksiserfaringer fra Danmark, hvor borgere med forskellige psykiske vanskeligheder og fagprofessionelle udtrykker, at det at arbejde med livshistorien, har haft en positiv effekt på borgerens recovery-proces.

Flere danske kommuner arbejder med livshistoriefortællinger på forskellige måder. Det gør man bl.a. også på Søndervang, et bofælleskab for borgere med psykiske og sociale vanskeligheder i Aarhus Kommune. I implementeringen af livshistoriefortællinger er ledelsesmæssig opbakning afgørende i forhold til, at der prioriteres tid og ressourcer til uddannelse af personalet samt til planlægning og gennemførelse af livshistoriefortællingsforløb. 

Læs hele artiklen

Målgruppe

Livshistoriefortællinger som metode egner sig til borgere, der har oplevet krise, tab af mening og som er i en recovery-proces. Forskningsmæssigt er livshistoriefortællinger ofte anvendt over for ældre med forskellige vanskeligheder, fx depression. I Danmark er der positive erfaringer med en mere bred målgruppe af både unge og voksne med forskellige psykiske vanskeligheder.

Livshistoriefortællinger kan anvendes til både unge, voksne og ældre med psykiske vanskeligheder (Korte et al., 2014; Gústafsson, 2014; Friborg, 2006).

Effekt over for ældre med depression

Forskningsmæssigt er behandlingsmetoder, der anvender livshistoriefortællinger, primært undersøgt blandt ældre personer (+55år) med forskellige vanskeligheder, herunder depression. Her viser forskningen, at metoden blandt andet kan være med til at reducere depressive symptomer samt give en øget mental trivsel hos borgeren i form af en større accept af eget liv (Cuijpersa, 2014; Pinquart og Forstmeier, 2012). Forskningslitteraturen beskriver metoden som velegnet til ældre voksne, der har oplevet tab af mening i deres liv og som har udviklet et negativt selvbillede (Korte et al., 2014; Korte et al., 2012).

Praksis har gode erfaringer med en bred målgruppe

Praksiserfaringer fra Danmark peger på, at livshistoriefortællinger kan anvendes både til udsatte unge og til borgere med forskellige psykiske vanskeligheder, herunder skizofreni (Gústafsson, 2014; Friborg, 2006). Andre vurderer, at livshistoriefortællinger er egnet over for alle borgere, der har oplevet krise, tab af mening eller som er i en recovery-proces (Horsdal, 2017; Gústafsson, 2014 ).

Vigtigt at tage højde for den enkeltes præferencer og situation

Det er forskelligt for den enkelte, om livshistoriefortællinger giver størst mening i grupper eller på tomandshånd. Derfor bør den professionelle tage udgangspunkt i den enkeltes præferencer. Et hollandsk kvalitativt studie kombineret med resultater fra et randomiseret kontrolleret studie viste, at deltagere, der havde det dårligt med at fortælle deres livshistorie i grupper, ikke oplevede en effekt af gruppeforløbene i forhold til deres depressive symptomer(Korte, 2014).

Der er i forskningen ikke fundet forskelle i effekten af, om livshistoriefortællinger anvendes individuelt sammenlignet med grupper. I forskningslitteraturen antydes det dog, at målgruppen af voksne omkring de 50+ har størst gavn af livshistoriefortællinger i små grupper, mens ældre borgere har størst gavn af livshistoriefortællinger individuelt. Forskningen på området er dog begrænset (Korte et al., 2014).

Derudover har borgerens aktuelle situation betydning for, om arbejdet med livshistoriefortællinger opleves meningsfuldt. Hvis borgeren er i en meget kaotisk periode af sit liv, kan det være vanskeligt at skabe mening og sammenhæng i livshistorien (Horsdal, 2017).

Det kognitive funktionsniveau kan også have en betydning for, om man er i stand til at erindre og reflektere ved hjælp af livshistoriefortællinger. Dertil har borgerens narrative kompetencer en betydning for fortællingen (Horsdal, 2017).

Kilder

Friborg, Anette (2006): Fra fucking barndom til fed fremtid – Livshistoriearbejde med anbragte børn og unge (kan lånes på bibliotek.dk)

Gústafsson, Jónas (2014): Livshistoriefortællinger – nøglen til livet (kan lånes på bibliotek.dk)

Horsdal, Marianne (2017): Tilværelsens fortællinger – Tilegnelse og anvendelse (kan lånes på bibliotek.dk)

Korte, J. et al. (2014): Life review in groups? An explorative analysis of social processes that facilitate or hinder the effectiveness of life review. Aging & Mental Health, Vol. 18, No. 3, 376–384.

Pinquart, M. & S. Forstmeier (2012): Effects of reminiscence interventions on psychosocial outcomes: A meta-analysis. Aging & Mental Health, Vol. 16, No. 5, July 2012, 541–558.

 

Metode

Gennem livshistoriefortællinger reflekterer borgeren over sin fortid, og dette kan være med til at skabe en større forståelse af den nuværende situation og en større accept af tilværelsen. Når livshistorier anvendes som en socialfaglig tilgang, er det vigtigt, at der er klare aftaler og forventningsafstemning i forhold til forløbet. Livshistoriefortællinger kan både anvendes i gruppeforløb eller individuelt.

At arbejde med livshistoriefortællinger handler i sin enkelthed om at fortælle sin livshistorie. Fortællingerne kan omhandle brudstykker eller store dele af ens livsforløb. I indsatser til borgere med psykiske vanskeligheder kan livshistoriefortællinger praktiseres som en del af et gruppeforløb eller som en individuel indsats (Gustafsson, 2014). Livshistoriefortællinger er ikke en egentlig terapiform, men kan have en terapeutisk karakter, da det kan hjælpe borgere med at mestre tab, skyld, konflikt og at finde en mening med livet (Haber, 2006). I fortællingen reflekterer borgeren over sit liv og forsøger at skabe mening og sammenhæng i fortidige begivenheder. Ved at samle og opdage røde tråde i sin historie, kan fortællingen skabe en klarlægning og forståelse af fortiden hos borgeren. Derved skabes en bedre mening med ens nuværende situation, som kan hjælpe borgerne med at komme videre i sin recovery-proces (Gustafsson, 2014; Horsdal, 2017).

I indsatser, der anvender livshistoriefortællinger, tages der udgangspunkt i, at vi som mennesker har brug for at kunne fortælle en historie om os selv, der hænger sammen og giver mening. Livshistoriefortællinger kan bidrage til at skabe selvkontinuitet; en basal oplevelse af, at på trods af de forandringer, der finder sted over tid, så forbliver man i bund og grund den samme person. Det at skabe sammenhæng i historien og kæde begivenheder sammen, kan være med til at integrere fortiden, nutiden og fremtiden, og det kan bidrage til en oplevelse af kontinuitet i selvet over tid. Borgerens identitet og selvbillede knyttes dermed op på de historier, som de fortæller om sig selv (Gustafsson, 2014).

Formål med livshistoriefortællinger

Livshistoriefortællinger kan indeholde flere formål. Anvendes livshistoriefortællinger i en gruppe, kan et af de primære formål være at styrke netværk og venskaber ved at komme tættere på en anden person eller ved at udvise empati, når erfaringer deles (Gustafsson, 2014). Individuelt kan livshistoriefortællinger hjælpe den enkelte med at finde større forståelse, skabe mening i fortiden og komme videre efter en krise (Horsdal, 2017) eller bidrage til større selvaccept samt til en oplevelse af mening med og accept af sit liv (Haber, 2006). Livshistoriefortællinger kan også fremme et positivt selvbillede, fx ved at fremhæve positive aspekter af fortiden eller fortolke fortidige begivenheder på en positiv måde (Gustafsson, 2014).

Teoretisk fundament

Livshistoriefortællinger tager udgangspunkt i narratologien. Narratologien omhandler videnskaben om fortællinger og betydningen af fortælling. Forståelsen er, at vores viden om verden er båret af fortællinger, og at mennesker skaber mening og sammenhæng i deres liv gennem fortællinger. I narrativ terapi udfordres negative dominerende fortællinger. Viden om narratologisk teori og andre terapiformer, som udspringer heraf, er en forudsætning for at hjælpe borgeren med at forstå og praktisere livshistoriefortællinger (Gustafsson, 2014).

I narrativ terapi antages det, at mennesker, der mistrives, ofte har en problemorienteret historie om sig selv. Den fagprofessionelle hjælper med at få de positive fortællinger frem gennem forskellige spørgemetoder for på den måde at skabe en alternativ historie. Fortællingen er stadig borgerens på baggrund af egen opfattelse af, hvad der udgør den foretrukne fortælling. Den nye fortælling kan fremkalde en følelse af mestring og kan åbne op for nye selvforståelser (Thomsen, 2013).

Gustafsson peger på en forskel mellem narrativ terapi og anvendelsen af livshistoriefortællinger, da man i narrativ terapi tolker på borgerens udsagn, mens man undlader at tolke i arbejdet med livshistoriefortællinger (Gustafsson, 2014).

Livshistoriefortællinger har en parallel til Åben Dialog. Åben dialog er en tilgang, som kan anvendes på netværksmøder med borgeren, borgerens selvvalgte netværk og fagprofessionelle netværk, bl.a. i forhold til respekt for den enkelte deltagers unikke bidrag. Ligesom i Åben Dialog, er det vigtigt i livshistoriefortællinger, at fagpersonen har en respekt og ydmyghed over for det indhold, som fremkommer i fortællingen. Dette er også afgørende for det videre samarbejde (Gustafsson, 2014).

Læs mere om Åben Dialog på Vidensportalen

Grundelementer i livshistoriefortællinger

Livshistoriefortællinger kan udføres forskelligt, fx. kronologisk eller i temaer, og kan foregå individuelt eller i grupper. Der findes forskellige metodiske grene af livshistoriefortællinger, såsom Life Review, Life Review Therapy, Life Story Interview, Reminiscens (erindringsterapi) og Dignity Therapy (på dansk værdighedsterapi). I Danmark findes der ikke en specifik metode eller fast skabelon, som anvendes, når man beskæftiger sig med livshistoriefortællinger. Der optræder dog en række grundelementer i de danske variationer af livshistoriefortællinger, der både bruges i de individuelle forløb såvel som i gruppeforløbene. Figur 1 viser disse grundelementer, som er inddelt i fire faser i arbejdet med livshistoriefortællinger: Fase 1- Forudsætninger; Fase 2 – Forventningsafstemning, Fase 3 - Livshistoriefortællinger og Fase 4 - Evaluering. Figuren er udviklet til Vidensportal-artiklen ud fra Gustafsson (2014) og Bækdals beskrivelse af arbejdet med livshistoriefortællinger.

figur

Fase 1 - Forudsætninger for at anvende livshistoriefortællinger

Figuren viser, at der er et stort forberedende arbejde, inden den fagprofessionelle kan begynde at anvende livshistoriefortællinger som en del af sin praksis. Gustafsson et al. beskriver følgende forudsætninger for anvendelse af livshistoriefortællinger (Gústafsson, 2014):

  1. Kompetenceudvikling: Det anbefales at tage et intensivt kursus i livshistoriefortællinger. Deltagerne bør her indføres i relevant litteratur og teori om metoden, herunder også den narratologiske baggrund. Deltagerene bør forinden anvendelse af metoden afprøve både rollen som den lyttende og den fortællende.
  2. Viden om de metodiske og etiske spilleregler, som der skal arbejdes med i fase 2 og 3. Etiske spilleregler: Respekt, faglighed og ansvar.
  3. Sparring og supervision: Erfaringsudveksling og inspiration (Bækdal, 2017).

Fase 2 – Forventningsafstemning forud for arbejdet med livshistoriefortællinger

Anden fase i arbejdet med livshistoriefortællinger handler om forventningsafstemning mellem borgeren/borgerne og de fagprofessionelle (Gustafsson, 2014):

  1. Forventningsafstemning: Her drøftes borgerens formål med livshistoriefortællinger. Formålet kan variere og er individuelt.
  2. Klare aftaler om rammerne: Aftaler om tid og sted indebærer en drøftelse af hvor, hvornår, hvor lang tid, og hvor mange sessioner. Fx. kan man aftale at evaluere, om forløbet skal fortsætte, hver 8. gang. Derudover kan man aftale, hvordan sessioner skal forløbe, fx om der skal være pauser undervejs, tages notater eller anvendes båndoptager.
  3. Rolleforvaltning: Her aftales det, hvad støttepersonens rolle er, fx om vedkommende primært skal lytte eller løbende stille afklarende og uddybende spørgsmål. Derudover aftales det, hvordan uønskede emner håndteres. Undervejs i fortællingen er det vigtigt, at den fagprofessionelle ikke rådgiver, tolker eller kommenterer.
  4. Fastslå ejerskab: Det er vigtigt, at det er borgerens egen fortælling. Den lyttende er omfattet af reglerne om tavshedspligt, og borgeren bestemmer selv, hvis der er noget af historien, som må videregives til andre, fx. pårørende eller andre fagprofessionelle.

Fase 3: Livshistoriefortællinger

I denne fase igangsættes selve arbejdet med livshistoriefortællinger, som enten kan foregå som gruppeforløb eller individuelle forløb. 

Gruppeforløb med livshistoriefortællinger
Der findes ikke en fast skabelon for et forløb med anvendelsen af livshistoriefortællinger i grupper. Botilbuddet Søndervangen i Aarhus Kommune har udviklet sin egen model (indsæt link til afsnittet nedenfor). Det følgende er et eksempel på et gruppeforløb, som i forskningen har vist sig effektivt til reduktion af depressive symptomer og udarbejdet af Bohlmeijer og Westerhof (2010).

Bohlmeijer og Westerhof (2010) har udviklet et livshistoriefortællingsforløb målrettet grupper, der bestod af 8 ugentlige sessioner af 2 timer. Interventionen har tre centrale fokuspunkter (Korte et al., 2014):

  1. Fokus på vanskelige livsbegivenheder fra fortiden
  2. Fokus på udvikling af meningsfulde livshistorier, der hjælper deltagerne til bedre at mestre nuværende livsbegivenheder og sætte nye mål
  3. Fokus på positive erindringer, som kan danne byggesten for nye livshistorier

Temaerne i de 8 sessioner er barndom, ungdom, arbejde og omsorg, kærlighed og konflikt, svære tider og tab.

Intervieweren, som faciliterer gruppen, har en række hjælpespørgsmål. Spørgsmålene kan anvendes til at se svære livsperioder og -begivenheder i et andet lys, fx ved at spørge ind til, hvordan vedkommende mestrer situationen, eller om vedkommende har lært noget fra perioden (Korte et. al., 2014). 

Individuelle forløb med et case-eksempel fra botilbuddet Søndervangen

Det følgende er et case-eksempel fra Søndervangen, der viser, hvordan et individuelt forløb kan gribes an:

Lone bor på Søndervangen. Medarbejderne på stedet oplever, at Lone har en negativ selvopfattelse og fortæller negative historier. En medarbejder, Else, tilbyder Lone at afprøve livshistoriefortællinger. Efter overvejelse tager Lone imod tilbuddet (Gustafsson, 2014).

Lone og Else aftaler faste tidspunkter og et passende lokale, som skal danne rammen for livshistoriefortællingen. Else tager notater. Lone vælger at fortælle sin historie kronologisk. De aftaler at afsætte en time til hver seance, men efter et par gange justerer de tidsrammen til 30-40 minutter. Efter hver 8. seance vurderer de, om forløbet skal fortsætte (Gustafsson, 2014).

Lone beskriver i forløbet, at det er godt at fortælle, at hun oplever færre vredesudbrud og at det giver hende ro, at Else også kender historien. Else oplever desuden, at Lone blomstrer op og beskriver, hvordan Lone genfinder meningen med sit liv (Gustafsson, 2014). 

Fase 4: Evaluering

I denne fase evalueres forløbet med livshistoriefortællinger. I de individuelle forløb er det naturligt at evaluere efter hver seance. Her kan man sammen genoverveje de rammer, der blev aftalt i fase 2 (Gustafsson, 2014). I gruppeforløbene kan der med fordel afsluttes med en større evaluering samlet i gruppen, hvor både borgere og fagprofessionelle evaluerer forløbet (Bækdal, 2017). 

Kilder

Bækdal, Jens Søndervangen, Aarhus Kommune. Interview 10.04.2017.

Gústafsson, Jónas (2014): Livshistoriefortællinger – nøglen til livet (kan lånes på bibliotek.dk).

Haber, David (2006): Life review: implementation, theory, research and therapy, International Journal of Aging and Human Development, Vol. 63(2) 153-171, 2006.

Horsdal, Marianne (2017): Tilværelsens fortællinger – Tilegnelse og anvendelse (kan lånes på bibliotek.dk).

Thomsen, Dorthe Kirkegaard (2013): Livshistorien (kan lånes på bibliotek.dk).

Implementering

Livshistoriefortællinger anvendes i flere danske kommuner, særligt i socialpsykiatriske tilbud. Nøgleelementerne i livshistoriefortællinger er uddannelse, øvelse, tid og engagement. Erfaringer viser, at gruppeforløbene kan være vanskeligere at gennemføre end de individuelle forløb, da gruppeforløb kræver en mere grundig planlægning.

I flere danske kommuner arbejdes der med forskellige indsatser og forløb, som indeholder livshistoriefortællinger. På Søndervangen, et bofælleskab for borgere med psykiske og sociale vanskeligheder i Aarhus Kommune, arbejder man fx med livshistoriefortællinger. Her anvendes metoden både i gruppeforløb og individuelt. Da metoden ikke er stringent eller manualbaseret, eksisterer der ikke en fast struktur, som kendetegner arbejdet med livshistoriefortællinger. Søndervangen har udviklet og struktureret sine egne former for gruppeforløb. Fordelen herved er, at forløbene tilpasses deltagerne på de enkelte hold. Ulemperne er, at der skal anvendes meget tid på forberedelse, og at det kræver stærke faglige og planlægningsmæssige kompetencer for de medarbejdere, som skal facilitere og planlægge forløbet (Bækdal, 2017).

Strukturering af gruppeforløb på Søndervangen, Aarhus Kommune

Søndervangen har gennemført to gruppeforløb. Gruppeforløbet består af 12 seancer, hvoraf de 2 første møder varer 6-8 timer, mens de resterende 10 varer 2 timer. Der er 4 deltagere i hver gruppe. Deltagerne har svære psykiske vanskeligheder som bl.a. selvskadende adfærd og psykoser. I hvert gruppeforløb er der to medarbejdere tilknyttet, hvis rolle er at etablere en tydelig struktur samt udvælge temaer for hver seance. Her tydeliggøres forventningerne og rammerne ved fx at uddybe, at der er fokus på de positive fortællinger, og at man i gruppen har gensidig tavshedspligt. På første møde er det vigtigt, at der er tid til at skabe tryghed og diskutere fælles spilleregler, hvor forventninger afstemmes (Bækdal, 2017).

Temaer i gruppeforløbenes seancer:                                                                                                

  • Præsentation og forventningsafstemning
  • 0 - 4år – de første erindringer
  • 4 - 7år
  • 7 - 14år
  • 14 - 16år - konfirmation
  • Teenageårene – at vokse op - forventninger
  • ”Mit sted” - er temaet i 4 af seancerne. Hver deltager har i sin fortid haft et sted, hvor de følte sig trygge, som de opsøgte, når de havde det svært. Her besøger gruppen af deltagere på skift hinandens steder
  • Afslutning og evaluering
  • Opfølgning 3 – 6 – 12 måneder (Bækdal, 2017)

Ledelse og medarbejdere på Søndervangen forventer at gennemføre flere forløb i fremtiden (Bækdal, 2017).

Implementeringserfaringer fra Søndervangen

På baggrund af Søndervangens individuelle og gruppebaserede forløb har de fremsat en række anbefalinger til andre, som gerne vil arbejde med livshistoriefortællinger.

  • Ledelsesmæssige overvejelser og kompetencer hos fagprofessionelle
    Arbejdet med livshistoriefortællinger stiller krav til de fagprofessionelle og ledelsen. En velstruktureret tilgang er vigtig, samt at der afsættes ressourcer til kompetenceløft og vedligeholdelse. Fagpersoner, der udfører livshistoriefortællinger, skal have klare rammer for at kunne udføre metoden. Her er det vigtigt at have ledelsesmæssig opbakning, da et fælles engagement hos ledelse og medarbejdere fremmer en vedligeholdelse og prioritering af livshistoriefortællinger - og dermed også positive resultater (Bækdal, 2017).

    Det opleves som tillidsskabende, at de fagprofessionelle også delte deres små fortællinger i forløbet. En fagperson af hvert køn opleves også som en fordel. De fagprofessionelle bør være engagerede og have en vis modenhed og erfaring med deres arbejde, Det kan være en vanskelig balance på den ene side at afgøre, hvornår borgeren ikke bør indgå i eller gå i gang med et fortællerforløb, og på den anden side at undgå berøringsangst i forhold til følsomme emner (Bækdal, 2017).
  • Tydelige mål for anvendelsen af livshistoriefortællinger
    Dertil er det vigtigt at have et mål med anvendelsen af gruppebaserede livshistoriefortællinger. For Søndervangen var det primære formål at skabe relationer og tillid mellem borgerne, og at borgerne fik mulighed for at (re)formulere deres historie (Bækdal, 2017).
  • De fysiske omgivelser
    Rammerne og rummet, hvori livshistoriefortællinger foregår, skal også tages med i planlægningen. Det tilstræbes, at det opleves som et rart og trygt rum (Bækdal, 2017).

Andre anbefalinger til individuelle livshistoriefortællinger

Professor Marianne Horsdal har erfaringer med livshistoriefortællinger gennem 25 år. Horsdal beskriver, hvordan forberedelsen er vigtig for at få fortællingen til at lykkes. Derudover understreger hun, at tillid og åbenhed mellem fortæller og interviewer er fundamentalt. Horsdal anbefaler, at fortællingen blot igangsættes af et enkelt spørgsmål ”Vil du være så venlig at fortælle mig om dit liv fra begyndelsen, og til vi sidder her i dag(Horsdal, 2017).

Som interviewer har Horsdal gode erfaringer med at skrive ned, mens der fortælles. Det giver automatisk fortælleren tid til pauser og refleksion samt viser, at intervieweren lytter. Efterfølgende har fortælleren mulighed for at læse sin historie og genkende sig selv. Horsdal har erfaringer med, at livshistorien ofte tager 1-2 timer (Horsdal, 2017).  

Udfordringer i implementering af livshistoriefortællinger

Organisatoriske ændringer, skift af ledelse samt manglende tid og prioritering kan betyde, at det er vanskeligt at være systematisk og vedholdende i brugen af livshistoriefortællinger i gruppeforløb. Planlægning og afholdelse af gruppeforløbene kræver et vist overskud fra de fagprofessionelle og skal gerne skemalægges (Bækdal, 2017).

Individuelle forløb er lettere at vedligeholde, da de erfarne fagprofessionelle selv kan fortsætte forløb med borgerne og ikke er nær så afhængige af de ledelsesmæssige rammer (Bækdal, 2017).

Det kan også være en udfordring, at metoden ikke er beskrevet mere konkret, og at der ikke eksisterer en manual, som kan fungere som guide i den konkrete og systematiske implementering og anvendelse af livshistoriefortællinger.

Derudover findes der i øjeblikket (sommeren 2017) ikke en autoriseret kursusudbyder, men flere private udbydere, som tilbyder kurser og uddannelse i livshistoriefortællinger (Bækdal, 2017).

Kilder

Gústafsson, Jónas (2014): Livshistoriefortællinger – nøglen til livet (kan lånes på bibliotek.dk)

Interview med Bækdal, Jens, Søndervangen, Aarhus Kommune, 10.04.2017.

Effekt

Effekten af livshistoriefortællinger er færre depressive symptomer og øget mental sundhed hos ældre voksne +55år. Det afhænger af den enkelte deltager, om individuelle eller gruppeforløb foretrækkes.  Danske erfaringer tyder på, at anvendelsen af livshistoriefortællinger kan fremme recovery hos voksne med psykiske vanskeligheder.

Der er gennemført flere internationale effektstudier af livshistoriefortællinger. I Danmark har Søndervangen, Aarhus Kommune, foretaget en evaluering af deres egne gruppeforløb.

Reduktion af depressive symptomer i stort RCT

Et større hollandsk randomiseret studie af Korte et al. (2012) fandt, at arbejdet med livshistoriefortællinger i et gruppeforløb havde en signifikant positiv effekt i reduceringen af depressive symptomer i sammenligning med standard behandling. I undersøgelsen deltog 202 ældre over 55år med milde til moderate depressive symptomer.100 deltog i livshistoriefortællingsgrupper og 102 fungerede som kontrolgruppe og modtog den sædvanlige pleje. Studiet anvendte livshistoriefortællinger i gruppeforløb i grupper på 4 personer (Korte et al., 2012). 

Studiet viste effekt af livshistoriefortællinger især i forhold til reduktion af depressionssymptomer, og signifikante effekter i forhold til færre angstsymptomer og bedre mental sundhed. Mental sundhed blev målt via Mental Health Continuum – Short Form (MHC-SF) (Korte et al 2012), og depression blev målt via Center for Epidemiologic Studies Depression Scale (CES-D), angst blev målt via Hospital Anxiety and Depression Scale (HADS-A). Effekterne var vedvarende i målingerne 9 måneder efter forløbet (Korte et al., 2012).

Livshistoriefortællinger anvendt i grupper

I forbindelse med Korte et al.s randomiserede studie blev der desuden udført et kvalitativt studie, som undersøgte deltagernes oplevelse af livshistoriefortællinger i grupper (Korte et al., 2014).

20 deltagere blev interviewet om fordele og ulemper ved at deltage i en livshistoriefortællingsgruppe. Deltagerne fremhævede flest fordele ved gruppeforløbene, blandt andet at forløbene bidrog til:

  • At føle et tilhørsforhold
  • At føle sig accepteret og anerkendt
  • At finde godt selskab
  • At lære at udtrykke sig
  • At indse, at andre har problemer
  • At lære af andre
  • At føle sig god til at mestre sin situation trods svære livsomstændigheder (Korte et al., 2014).

Nogle deltagere beskrev forskellige ulemper ved at deltage. 4 deltagere havde det dårligt med at dele deres historie i grupperne. 3 følte sig misforstået og 4 bekymrede sig om ikke at være gode nok, ikke interessante nok og oplevede ikke at blive forstået. Deltagere som havde en negativ oplevelse, oplevede ifølge RCT-studiet ikke en reducering af depressive symptomer (Korte et al., 2014).

Forskerne bag studiet understreger, at en god og tryg stemning i grupperne er afgørende for deltagernes udbytte. På samme måde viser studiet, at man bør imødekomme folks ønske om individuel livshistoriefortællinger i tilfælde, hvor de er meget tilbageholdne over for at dele historier i grupper (Korte et al., 2014).

Resultater af reviews

To nyere internationale metaanalyser peger på, at forløb, hvor der arbejdes med livshistorier, har en positiv effekt på psykisk trivsel blandt ældre personer med psykiske vanskeligheder.

En metaanalyse foretaget af Cuijpersa (2014) indeholdende 8 studier viser, at forløb med Life Review, der baseres på livshistoriefortællinger, har en effekt over for ældre 50+ med depression. Effekter måles bl.a. i form af grad og omfang af depressionssymptomer (Cuijpersa, 2014).

En større metaanalyse foretaget af Pinquart & Forstmeier (2012) gennemgik 137 studier, hvor deltagerne i gennemsnit var 73 år. Her fandt Pinquart & Forstmeier, at forløb som Reminiscence (erindringsterapi), Life Review og Life Review Therapy har en positiv effekt på depression og accept af sit liv og en mindre, men positiv, effekt på mening i livet, mental sundhed og trivsel samt sociale integration. Opfølgende undersøgelser viser, at disse effekter er vedvarende (Pinquart & Forstmeier, 2012). Effekterne er stærkest hos ældre med depression fremfor raske ældre. Effekterne var stærkes i Life Review Therapy frem for Reminiscence og Life Review (Pinquart & Forstmeier, 2012). Life Review Therapy er den mest strukturerede af metoderne og har et meget specifikt fokus på at fremme et positivt syn på fortiden (Pinquart, Forstmeier, 2012).

Evaluering af gruppeforløbene på Søndervangen, Aarhus Kommune

Gruppeforløbene fra Søndervangen, Aarhus Kommune, blev evalueret af både borgerne og medarbejderne, som oplevede positive ændringer under og efter forløbene og som i høj grad var medvirkende til en positiv udvikling i borgernes recovery. Medarbejderne var ikke i tvivl om, at de mange positive resultater kan tilskrives livshistoriefortællingerne (Bækdal, 2017). Resultaterne er dog ikke fundet som en del af et systematisk studie med en sammenlignende kontrolgruppe.

Den interne evaluering viste bl.a. følgende resultater for 8 borgere:

  • Ingen af borgerne, der tidligere oplevede svære psykoser, var psykotiske under livshistoriefortællingsforløbene. Dette gjorde sig også gældende for de individuelle forløb.
  • 3 blev medicinfri og har nu ikke længere en psykiatrisk diagnose.
  • Efterfølgende er 5 ud af de 8 deltagere flyttet i egen bolig og en borger er flyttet til et tilbud med væsentligt mindre indgriben. Dette opleves ellers som atypisk for de fleste af borgerne.
  • Alle borgere fik en større trivsel og turde igen danne relationer til andre. Dette kunne blandt andet ses ved, at borgerne begyndte at opsøge hinanden i hverdagen under gruppeforløbet og en mere social stemning spredte sig, hvor også de borgere, som ikke deltog i forløbet, blev opsøgt. Borgerne fik mere overskud eller prioriterede anderledes, hvilket igen kunne ses ved, at de ryddede op, gik ud og handlede ind sammen eller tog i biografen sammen og genoptog kontakt til deres familie (Bækdal, 2017).

Begrænsninger i forskningen omkring brugen af livshistoriefortællinger

I den systematiske litteratursøgning indgår ikke viden om livshistoriefortællinger anvendt i forhold til aldersgruppen 18-50 år med psykiske vanskeligheder.

Der eksisterer flere fortolkninger af, hvordan livshistoriefortællinger kan anvendes – både internationalt og i Danmark - samt forskellige måder at strukturere livshistoriefortællingsforløb på. På baggrund af dette er det vanskeligt at sammenligne effekten af livshistoriefortællinger på tværs af forskningen.

Kilder

 

Cuijpersa, Pim et al. (2014): Managing depression in older age: Psychological interventions, Maturitas, Vol 79(2), Oct, 2014. pp. 160-169.

Friborg, Anette (2006): Fra fucking barndom til fed fremtid – Livshistoriearbejde med anbragte børn og unge (kan lånes på bibliotek.dk).

Gústafsson, Jónas (2014): Livshistoriefortællinger – nøglen til livet (kan lånes på bibliotek.dk).

Haber, David (2006): Life review: implementation, theory, research and therapy, International Journal of Aging and Human Development, Vol. 63(2) 153-171, 2006.

Korte, J. et al. (2012): Life review therapy for older adults with moderate depressive symptomatology: a pragmatic randomized controlled trial.Psychological Medicine, 42, 1163–1173. Cambridge University Press.

Korte, J. et al. (2014): Life review in groups? An explorative analysis of social processes that facilitate or hinder the effectiveness of life review. Aging & Mental Health, Vol. 18, No. 3, 376–384.

Pinquart, M. & S. Forstmeier (2012): Effects of reminiscence interventions on psychosocial outcomes: A meta-analysis. Aging & Mental Health, Vol. 16, No. 5, July 2012, 541–558.

Økonomi

På baggrund af den systematiske litteratursøgning, som er foretaget i efteråret 2016, er der ikke fremkommet viden om, hvilke omkostninger og økonomiske gevinster, der er forbundet med implementering af livshistoriefortællinger. 

Publiceret: 29.06.2017. Sidst opdateret: 02.11.2017