MI er en samarbejdsbaseret rådgivningsstil, der sigter mod at styrke borgerens egen motivation til at foretage forandringer.
Anvendelse af MI
MI kan anvendes som en selvstændig metode, men anvendes typisk som et supplement til andre behandlingsmetoder. MI anvendes oftest som en indledning til andre typer af behandling, fx kognitiv adfærdsterapi, eller som en del af en integreret behandlingsindsats (Westra et al., 2011).
MI er særlig anvendelig til at afklare ambivalens, fremkalde eller styrke motivation samt til at etablere en god terapeutisk relation (Kelly et al., 2011; Westra et al., 2011).
Martin et al. (2000) har påvist, at den terapeutiske relation i sig selv, uanset hvilken metode man anvendte, hænger sammen med forbedret effekt af behandling (Kelly et al., 2011).
MI dækker over forskellige praksisser
MI betragtes som en manualbaseret metode, omend der rådes til varsomhed med at følge for strikte manualer (Hettema et al., 2005). MI er i højere grad en rådgivningsstil, som har fokus på forskellige processer og som benytter sig af en række af principper.
MI er grundlæggende en korttidsintervention, der anvendes i relativt korte samtaleforløb, måske kun en enkelt samtale. Der er også erfaringer med at anvende MI i gruppeforløb.
MI kombineres ofte med andre behandlingsindsatser og anvendes typisk i begyndelsen af et behandlingsforløb. Senere i forløbet er der mulighed for at, den professionelle kan vende tilbage og anvende MI, hvis borgeren bliver ambivalent i forhold til at fortsætte behandlingen.
I praksis dækker begrebet MI over vidt forskellige praksisser, som spænder fra en enkeltstående individuel samtale med en motiverende tilgang til længerevarende behandlingsforløb (herunder gruppebehandling), hvor der er systematisk fokus på at anvende MI-metodens principper mere stringent. Overordnet kan man tale om korte og længerevarende indsatser.
Westra et al. mener, at det er et udtryk for MI’s potentiale og fleksibilitet, at MI bliver anvendt på vidt forskellige måder i behandlingsprocessen. Westra et al. peger dog også på, at det er uvist, hvilke kernekomponenter i MI, som kan medføre ændringer (Westra et al., 2011).
Grundantagelser bag MI
MI bygger på antagelsen om, at ambivalens er en del af den proces, det er at forberede sig på forandring, og kan præge processen i en længere periode. Ambivalens skyldes, at der ofte både er positive og negative følger af en bestemt adfærd (som fx misbrug) eller usikkerhed i forhold til, om en ændring er mulig at gennemføre.
Rådgiveren skal via MI etablere et partnerskab med borgeren. Det indebærer, at rådgiveren skal udvise oprigtig medfølelse med borgeren og acceptere borgeren, som vedkommende er, og derved fremkalde motivation snarere end forsøge at tilføre motivation til borgeren. (Miller & Rollnick, 2014).
Grundprincipper i MI
Det grundlæggende formål med MI er at fremkalde borgerens grundlæggende motivation for ændring. Det sker ved, at rådgiveren og borgeren samarbejder om at identificere og bringe borgerens indre værdier og mål frem. I praksis taler man om følgende fire processer i MI:
- Engagering, hvor der opbygges en god indbyrdes relation og arbejdsrelation.
- Fokusering, hvor emnet for samtalen kredses ind og der skabes retning for samtalen.
- Fremkaldelse, der indebærer at rådgiveren bringer borgerens egen motivation frem i lyset og dyrker den.
- Planlægning, som kommer i spil, når borgerens motivation når en vis tærskel og vedkommende er parat til at tale om, hvordan en forandring skal opnås.
Fremkaldelse (punkt 3) er helt centralt for MI og det, der adskiller MI fra andre indsatser, hvor planlægning (punkt 4) kan være en del af MI, men ikke behøver indgå. (Miller & Rollnick, 2014)
Det er borgerens opgave, ikke rådgiverens, at sætte ord på og arbejde med den ambivalens, der er en central del af forandring.
Det er grundtanken i MI, at man bogstaveligt talt kan overtale sig selv til forandring. Derfor lægges der i MI særlig vægt på at fremkalde forandringsudsagn fra borgeren, dvs. at få borgeren til at fortælle om den forandring, vedkommende ønsker - frem for at det er rådgiveren, der fortæller, hvad borgeren bør gøre. Samtidig er der også fokus på borgerens udsagn mod forandring – de såkaldte vedligeholdelsesudsagn. I MI vil rådgiveren anerkende borgerens vedligeholdelsesudsagn, men ikke fremdyrke dem. Antallet af forandringsudsagn stiger, når man rådgiver ud fra en ikke-dømmende og ikke-konfronterende måde, og rådgiveren bevidst dyrker muligheder for at forandringsudsagnene vokser frem (Miller & Rollnick, 2014).
Mål med MI
MI er oprindeligt udviklet til behandling af alkoholmisbrug. Det oprindelige sigte med MI har derfor været, at få borgeren til at nedsætte eller stoppe sit misbrug af alkohol. Nu anvendes MI også til andre målgrupper fx til borgere med psykiske vanskeligheder og samtidigt misbrug (Westra et al., 2011).
Det er mere kompliceret at opstille behandlingsmål i samarbejde med borgere med psykiske vanskeligheder og samtidigt misbrug, end det er at opstille mål for borgere, som udelukkende har misbrugsproblemer (Westra et al., 2011).
Det er ikke sikkert, at der fra starten skal opstilles mål om nedsættelse eller ophør af misbruget for borgere med psykiske vanskeligheder og samtidigt misbrug. I nogle tilfælde kan det første delmål være at skabe rum for overvejelse og motivere til deltagelse i en dialog, så der efterfølgende kan iværksættes behandling.
Målet for behandling kan være individuel. Det kan være at nedsætte eller stoppe misbruget, forbedret livskvalitet eller at blive en aktiv del af samfundet.
Baggrund for MI
Ophavsmændene til MI er William R. Miller og Stephen Rollnick. Deres første udgave af bogen ’Motivational Interviewing’ udkom i 1991 og fokuserede kun på misbrugsbehandling. Men MI har vundet stor udbredelse indenfor både sundhedssektoren og det sociale område, og bogen er siden udkommet både i en anden og tredje udgave. De reviderede udgaver afspejler den forskning, der sker på feltet. Den seneste udgave af ’Motivational Interviewing’ er, pga. den empiriske forankring, meget anderledes end den første (Miller & Rollnick, 2014).
Kilder
Hettema, Jennifer et al. (2005). Motivational Interviewing. Annual Review of Clinical Psychology, 1, pp. 91-111.
Kelly, Thomas M. et al. (2012). Treatment of Substance Abusing Patients with Comorbid Psychiatric Disorders. Addictive Behaviors, 37(1), pp. 11-24.
Miller, William R. & Rollnick, Stephen (2014). Den motiverende samtale - Støtte til forandring, 2. udgave. København: Hans Reitzels Forlag.
Westra, Henny A. et al. (2011). Extending Motivational Interviewing to the Treatment of Major Mental Health Problems: Current Directions and Evidence. The Canadian Journal of Psychiatry, 56(11), pp. 643-650.