Forside » Voksne » Civilsamfund og kommuner » Samskabelse

Samskabelse

Samskabelse er en proces, hvor borgere, civilsamfundet, offentlige aktører og/eller private aktører indgår i ligeværdige samarbejder om at udvikle innovative og langsigtede sociale løsninger på en kollektiv opgave eller et samfundsmæssigt problem.

 & | Socialstyrelsen

Formålet med samskabelse er at skabe nye, bedre og langsigtede løsninger på samfundsmæssige udfordringer. Det sker i et samarbejde mellem offentlige institutioner og borgere eller civilsamfundsaktører samt eventuelt private virksomheder eller andre relevante interessenter.

I sin idealtypiske form er samskabelse en proces, der foregår fra planlægning til udførelse af en serviceydelse eller velfærdsopgave og er baseret på ligeværdige relationer samt deling af ressourcer mellem de involverede parter. I praksis lever samskabelse dog sjældent op til samtlige af disse kendetegn. Der er derfor begrænset evidens for værdien og effekten af samskabelse.

Erfaringer viser, at der en række punkter, man skal være opmærksom på, for at samskabelse kan lykkes. Fx er det vigtigt, at der ledelsesmæssigt er fokus på demokrati, åbenhed og kreativitet, og at der skabes plads til forskelligheder ved at begrænse nulfejlskultur, bureaukrati og silotænkning.

Samskabelse kan have forskellige formål, såsom at skabe effektivitet, demokrati eller innovation. De forskellige formål lægger op til forskellige tilgange til at dokumentere og evaluere værdien af samskabelsesinitiativet. Det er derfor afgørende at gøre sig klart, hvilken værdi eller forandring der arbejdes henimod.

Samskabelse adskiller sig blandt andet fra andre samarbejdsformer ved at have fokus på at skabe langsigtede løsninger gennem samarbejder, hvor deltagerne indgår som ligeværdige parter og har et fælles ansvar. Samskabelse indebærer i sin idealtypiske form, at deltagerne i fællesskab definerer problemstillingen og sammen planlægger, designer og/eller implementerer det givne initiativ.

Denne artikel kan bruges som inspiration, hvis man arbejder med eller overvejer at igangsætte et samskabelsesinitiativ. Artiklen giver blandt andet svar på følgende spørgsmål

  • Hvad er samskabelse?
  • Hvilke former for samskabelse findes der?
  • Hvad kræver det at arbejde med samskabelse?
  • Hvordan kan et samskabelsesinitiativ se ud i praksis?
  • Hvilken værdi kan samskabelse skabe?

Definition af samskabelse

Samskabelse er gennem de senere år kommet højt på dagsordenen i både det frivillige og det kommunale Danmark. Der er dog mange forskellige bud på, hvad samskabelse er, hvordan det ser ud i praksis, og hvad udbyttet kan være (Andersen & Espersen, 2017).

Sammen om fælles udfordringer

Grundtanken i samskabelse er, at relevante parter i det offentlige, civilsamfundet og evt. i den private sektor går sammen om at løse en kollektiv opgave eller et samfundsmæssigt problem (Agger & Tortzen, 2015). Samskabelse indebærer, at de forskellige parter indgår i et konstruktivt samarbejde med afsæt i deres forskellige erfaringer, ressourcer, kompetencer og idéer. Når man taler om samskabelse mellem offentlige aktører og civilsamfundsaktører, er formålet ofte at optimere velfærdsydelser eller udvikle nye innovative løsninger, som bryder med tidligere praksis på et givent område. Samskabelse kan desuden bruges til at udvikle politikker og strategier i kommuner (Agger et al., 2018; Sørensen & Torfing, 2018).

Samskabelse er baseret på en antagelse om, at diversitet og komplementaritet fremmer innovative arbejdsgange og udviklingen af nye og bedre løsninger på samfundsmæssige udfordringer (Fogsgaard & de Jongh, 2018).

Kerneelementer i samskabelse

I den danske forskningslitteratur bruges samskabelse ofte til at beskrive en proces, hvor aktører på tværs af sektorer udvikler og håndterer velfærdsopgaver sammen. For at der er tale om samskabelse, kræver det, at opgaven løses i et fællesskab, og at problemstillingen til en vis grad gælder for alle aktører. Det betyder, at samarbejdsparterne må kombinere deres ressourcer og kompetencer for at arbejde sammen mod en fælles løsning (Andersen & Espersen, 2017).

Der er fire kerneelementer, der kendetegner samskabelse som samarbejdsform:

  1. Fælles ansvar. Det offentlige og civilsamfundet og/eller borgere tager fælles ansvar og er aktive i planlægningen, designet og/eller produktionen af den opgave eller offentlige service, som initiativet omhandler.
  2. Udveksling af ressourcer. Der sker en udveksling af ressourcer mellem aktørerne, særligt i form af fælles vidensproduktion.
  3. Ligeværdig relation. Samskabelse påvirker relationen mellem borgere og offentlige aktører, så den bliver mere ligeværdig.
  4. Langvarige resultater. Samskabelse sigter mod at producere langvarige resultater (outcomes) fremfor produkter (outputs) (Tortzen, 2016; Tortzen, 2017; Agger et al., 2018).

Samskabelsens rødder: Co-creation og co-production

Samskabelsesbegrebet har sin oprindelse i de engelske begreber ”co-creation” og ”co-production”. De to begreber beskriver begge samarbejder, hvor borgere/civilsamfundsorganisationer involveres i at løse problemstillinger (Andersen & Espersen, 2017), men rummer en række forskelle:

  • Co-creation har sine rødder i forretnings- og marketingsverdenen, hvor det dækker over, når man inddrager brugere for at forbedre og nytænke produkter (Andersen & Espersen, 2017). Inden for socialområdet sigter co-creation ofte mod at udvikle en ny service og har fokus på at opnå bred tilslutning gennem bruger- eller borgerinvolvering, fx gennem brugerpaneler og workshops. Co-creation består typisk af midlertidige forløb, og samarbejdet afsluttes traditionelt efter idé- og udviklingsfasen (Andersen et al. 2018; Kobro et al., 2018).
  • Co-production relaterer sig til produktionen af offentlige services og består typisk af langvarige processer med faste samarbejdskonstruktioner, der løber fra udviklingsfasen til implementeringen af den pågældende service (Andersen & Espersen, 2017). Co-production indebærer dermed større involvering mellem parterne, og at styringen i højere grad deles, sammenlignet med i co-creation-initiativer (Andersen & Espersen, 2017).

Den danske term samskabelse rummer både den kortere og mere projektorienterede co-creation-praksis samt den længerevarende og mere forpligtigende co-production-praksis. Den form for samskabelse, der på engelsk betegnes co-production, kan dog siges at udgøre en mere idealtypisk samskabelsesform (Andersen & Espersen, 2017; Tortzen, 2017; Tortzen, 2016).

Samskabelse i sin idealtypiske form

Nogle forskere peger på, at samskabelse i sin fulde form forudsætter, at hele processen, fra planlægning til udførelse af initiativet, finder sted i samarbejde mellem de professionelle, offentlige aktører, borgere eller civilsamfundsorganisationer (Tortzen, 2016; Bovaird, 2007).

I den idealtypiske form består samskabelsen af et langvarigt og forpligtende samarbejde, hvor alle parter bidrager væsentligt til løsningen (Tortzen, 2016; Bovaird, 2007). Det kan beskrives som, at borgeren/civilsamfundsorganisationen inviteres helt ind i ”maskinrummet” og er med til at ”producere” de offentlige ydelser (Andersen & Espersen, 2017).

Den idealtypiske samskabelsesform stræber desuden mod at få etableret et ligeværdigt samarbejde, hvor der ikke er nogen, der ”sidder for bordenden” (Ulrich, 2016; Andersen & Espersen, 2017).

Hvordan adskiller samskabelse sig fra andre samarbejdsformer?

Samskabelse adskiller sig fra andre samarbejdsformer ved at have fokus på at skabe langsigtede løsninger og ligeværdige relationer på tværs af forskellige aktører. Modsat eksempelvis partnerskaber er samskabelse i sin idealtypiske form ikke centreret om en på forhånd afgrænset problemstilling eller et fastdefineret projekt, metode eller aktivitet. Derimod vil deltagerne ofte i fællesskab definere problemstillingen og sammen planlægge, designe og/eller implementere det givne initiativ (Andersen, 2006; Tortzen, 2016; Bovaird, 2007; Andersen & Espersen, 2017).

I samskabelse tillægges samarbejdet ofte værdi i sig selv. Det handler ikke kun om at arbejde mod et mål, men samarbejdet kan være mål i sig selv, fx ved at skabe medindflydelse og tillid på tværs af borgere, civilsamfund og det offentlige (Tortzen, 2016; Tortzen, 2017; Agger et al., 2018).

Endelig udspringer samskabelse af et ønske om at skabe borger- og brugerinvolvering, til forskel fra partnerskaber der har rødder i en kontraktkultur og i mindre grad har fokus på direkte brugerinvolvering (Andersen et al. 2018; Kobro et al., 2018; Andersen, 2006; Andersen & Espersen, 2017).

Læs mere om partnerskaber på Vidensportalen

Aktører i samskabelsesinitiativer

Samskabelse tilstræber en inkluderende tilgang, og det betyder ofte, at flere forskellige aktører anses som relevante og legitime deltagere i udviklingen og implementeringen af nye velfærdsydelser (Agger & Tortzen, 2015).

Samskabelsesprocesser kan involvere kommuner eller andre offentlige institutioner, private virksomheder, enkelte borgere eller grupper af borgere samt civilsamfundsforeninger eller -organisationer (Zeitler, 2016; Ulrich, 2016). Inden for socialområdet betegner samskabelse dog typisk samarbejder mellem en offentlig aktør og en ikkeoffentlig aktør, der omhandler produktionen af velfærdsservicer (Ulrich, 2016).

Deltagere i samskabelsesinitiativer

Der kan skelnes mellem, om civilsamfundets deltagelse er kollektiv eller individuel. Kollektiv vil sige, at samarbejdet involverer civilsamfundsorganisationer eller grupper af borgere. Individuel vil sige, at samarbejdet involverer enkelte borgere (Agger & Tortzen, 2015; Tortzen, 2016).

Ligeledes kan det være forskellige former for offentlige aktører, der indgår i samskabelsessamarbejdet. Det kan fx være frontmedarbejdere, forvaltere eller politikere (Agger & Tortzen, 2015).

Deltagernes roller i samskabelsen: co-initiator, co-designer eller co-implementer

De deltagende aktører kan desuden indtage forskellige roller i samskabelsesprocessen (Voorberg et al., 2014; Agger & Tortzen, 2015). I forskningen skelnes der mellem, om civilsamfundet eller borgeren indtager rollen som co-initiator, co-designer eller co-implementer. De forskellige roller er ikke gensidigt udelukkende, og borgere og civilsamfundsaktører kan således indtage en eller flere af de nævnte roller i et samarbejde (Tortzen, 2016).

  • Som co-initiator er civilsamfundsaktøren eller borgeren initiativtager til samarbejdet og deltager i at sætte rammerne.
  • Som co-designer deltager civilsamfundsaktøren eller borgeren i at udforme den offentlige ydelse eller politik, der udgør omdrejningspunktet for samskabelsesprocessen.
  • Som co-implementer deltager civilsamfundsaktøren eller borgeren i implementeringen af en løsning eller ydelse, som det offentlige allerede har designet (Tortzen, 2016; Agger & Tortzen, 2015).

I midlertidige og projektorienterede samarbejder (som også kan betegnes som co-creation) vil civilsamfundet eller borgerne ofte udelukkende deltage i enkelte faser såsom i design- eller implementeringsfasen, og her er der således ikke tale om samskabelse i sin idealtypiske form. Civilsamfundet og borgerne vil derimod i højere grad indtage flere roller som for eksempel både co-initiator, co-designer og co-implementer i de længerevarende og mere forpligtende samarbejder (co-production).

Samskabelse i praksis

Samskabelse som begreb anvendes om meget forskelligartede samarbejder (Agger & Tortzen, 2015). Undersøgelser og evalueringer af samskabelsesinitiativer har vist, at samarbejderne i praksis ofte afviger betydeligt fra de teoretiske og idealtypiske beskrivelser af samskabelse. Mange af de initiativer, der i hverdagen omtales som samskabelse, vil typisk bestå af kortere processer af en praktisk karakter, som involverer en mindre fast samarbejdskonstruktion (Levinsen & Ibsen, 2017).

Ligeværdighed er svært i praksis

Relationen mellem de involverede parter kan i praksis ikke altid betegnes som lige, hvilket ofte skyldes organisatoriske og styringsmæssige barrierer. Det er for eksempel vanskeligt, hvis kommunen er initiativtager, eller hvis kommunen på forhånd har en dagsorden, som præger samarbejdet. Forskningen peger på, at offentlige forvaltere og politikere kan have en manglende tilbøjelighed til at afgive kontrol over processen (Tortzen, 2017). Det kan begrænse parternes udfoldelsesmuligheder og dermed spænde ben for, at der kan skabes reelle samskabelsesløsninger, hvor parternes forskellige ressourcer udnyttes fuldt ud og skaber den størst mulige værdi (Tortzen, 2017).

En undersøgelse af seks udvalgte samskabelsesprojekter i norske kommuner viser, at stort set samtlige cases i praksis kun levede op til dele af elementerne i samskabelse, såsom ligeværdighed i samarbejdsrelationerne (Andersen et al., 2018).

Samskabelse som ramme for inklusion – et eksempel

Der findes også eksempler på succesfulde og langvarige samarbejder baseret på principperne for samskabelse. Eksempelvis kan nævnes den sociale virksomhed INSP!, der er et kreativt og åbent aktivitetshus i Roskilde. INSP! har blandt andet et samarbejde med Roskilde Kommune, der sigter mod, at psykisk sårbare unge deltager og inkluderes i de sociale fællesskaber i INSP! (Andersen et al., 2018; Espersen et al., 2018a).

Samarbejdspartnere i INSP! har blandt haft fokus på at skabe og vedligeholde en ligeværdig samarbejdsrelation med hinanden og deltagerne og løbende justere deres roller i forhold til hinanden. Parterne har derudover udviklet fælles mål og løbende indsamlet data, som de har brugt til at justere indsatsen undervejs, ligesom de har haft en tæt dialog på tværs. Endelig har de haft fokus på, at såvel de kommunale medarbejdere som de unge i målgruppen indgår i fællesskabet ved at deltage i aktiviteterne i INSP!-huset på lige fod med dets øvrige brugere (Andersen et al., 2018; Espersen et al., 2018a). Projektets succes skyldes ifølge evalueringen blandt andet den flydende overgang, der er blevet skabt mellem den kommunale indsats for de unge og hverdagen i INSP! (Espersen et al., 2018a).

Tilrettelæggelse af samskabelsesinitiativer

Før samskabelsen kan finde sted, er der en række kriterier, der skal være opfyldt. Det drejer sig dels om, at aktørernes ressourcer og bidrag supplerer hinanden, det vil sige, at alle aktører har noget, de kan tilbyde til opgaveløsningen. Derudover skal juridiske og bureaukratiske forhold være på plads, så de planlagte aktiviteter kan gennemføres. Yderligere skal deltagerne være motiverede for og engagerede i samskabelsesinitiativet (Zeitler 2016; Kristensen & Ibsen, 2018).

Opmærksomhedspunkter i samskabelsesinitiativer

For at sikre en succesfuld samskabelsesproces er der desuden en række opmærksomhedspunkter, som er vigtige at tage højde for igennem hele forløbet. Det drejer sig blandt andet om ledelsesmæssigt at være åben, have fokus på demokrati og kreativitet, skabe ligeværdige relationer og skabe rum for forskellige bidrag til opgaveløsningen.

Ledelse med fokus på åbenhed, demokrati og kreativitet

Ledelsesformen har afgørende betydning for, om samskabelse kan finde sted og skaber værdi (Tortzen, 2016; Fogsgaard & de Jongh, 2018).

Fremfor konventionel, topstyrende organisatorisk ledelse er det centralt, at der arbejdes hen mod at skabe rammer for en netværksorienteret ledelsesform, der fremmer åbenhed, demokrati og kreativitet, blandt andet ved at motivere og mobilisere alle deltagernes ressourcer (Tortzen, 2016; Tortzen, 2017; Kobro et al., 2018). For at gøre det er det blandt andet nødvendigt at have fokus på følgende fire hovedfunktioner i processen:

  1. Design: Relevante aktører skal inviteres og inkluderes, og spillereglerne for samarbejdet skal tilrettelægges med en høj grad af åbenhed.
  2. Rammesætning: Værdier skal fastsættes i en kollektiv ramme, og der skal skabes en fælles fortælling om, hvorfor samarbejdet etableres.
  3. Fremdrift: Netværket skal ledes fremad i interaktion med deltagerne, blandt andet gennem kvalificeringstiltag, inklusion og konflikthåndtering.
  4. Deltagelse: Der skal skabes tætte og tillidsfulde relationer, ligesom der skal være fokus på at etablere en ligeværdig dialog, så der ikke er nogen, der oplever, at deres synspunkter tilsidesættes (Kobro et al., 2018).

Ligeværdige relationer

Samskabelse indebærer ofte, at aktørerne skal indtage nye roller og indgå i anderledes relationer, end de plejer. Rolleskiftet og de ændrede relationer for alle involverede omfatter blandt andet, at de traditionelle skel mellem, ”hvem der styrer”, og ”hvem der bliver styret” opløses. Det kan udgøre en barriere for samskabelsen, hvis parterne ikke føler ejerskab over initiativet (Larsen & Larsgaard, 2017).

Rum for forskellige bidrag til opgaveløsningen

I samskabelsesprocesser er det afgørende, at aktørernes ressourcer og bidrag supplerer hinanden i opgaveløsningen. Det kræver, at der skabes rum til forskellighed og risikovillighed bl.a. ved at undgå en nulfejlskultur, bureaukrati og silotænkning. Det er dog samtidig vigtigt at være opmærksom på, at civilsamfundet og kommunerne er underlagt forskellige forpligtelser samt har forskellige ressourcer, som har betydning for, hvor fleksible de kan være (Larsen & Larsgaard, 2017; Agger og Tortzen, 2015).

Guide: Afklar, hvordan I arbejder med samskabelse

I praksis betegnes en række forskellige initiativer som samskabelse (Andersen & Espersen, 2017). Inden samskabelsesinitiativet igangsættes, kan det derfor være relevant at gøre sig bevidst om, hvilken form for samskabelse der skal arbejdes med, og med hvilket formål.

Det er vigtigt, at være bevidst om, hvilken værdi eller forandring der arbejdes henimod, dels for at sikre en god og succesfuld samskabelsesproces og dels for at kunne følge op på, om samskabelsesprocessen lykkes (Agger et al., 2018).

Følgende guide kan hjælpe med at præcisere, hvilken form for samskabelse der skal arbejdes med, og hvilken værdi processen har til formål at skabe:

  1. Hvilken form for samskabelse er der tale om? Er der for eksempel tale om en midlertidig brugerinvolveringsproces (co-creation) eller et længerevarende og forpligtende samarbejde (co-production)?
  2. Foregår samskabelsen på kollektivt eller individuelt niveau, det vil sige med enkeltborgere eller civilsamfundsorganisationer?
  3. Finder samskabelsen sted i opstartsfasen, designfasen eller implementeringsfasen? Det vil sige indtager civilsamfundsaktøren rollen som co-initiator, co-designer eller co-implementer?
  4. Er målet med samskabelsen at øge effektiviteten og skabe økonomiske besparelser, at skabe demokrati og empowerment gennem inddragelse eller at udvikle nye og innovative løsninger? (Agger et al., 2018).

Udbytte og værdi af samskabelse

Samskabelse kan bidrage til forskellige former for værdi. Det er dog ikke nødvendigvis defineret på forhånd, hvilken form for værdi eller effekt der ønskes skabt med et givent samskabelsesinitiativ. Dermed er det heller ikke altid klart, hvad der skal måles på (Agger et al., 2018).

Tre former for udbytte: Effektivitet, demokrati og innovation

I forskningslitteraturen skelnes teoretisk mellem tre mulige typer af udbytte ved samskabelse (OECD, 2011; Verschuere et al., 2012; Tortzen, 2016; Agger et al., 2018). Det drejer sig om:

Effektivitet: Samskabelsesinitiativer, der har effektivitet som sit overordnede mål, tilstræber ofte økonomiske besparelser og/eller bedre servicekvalitet. Der mangler stadig viden om, hvordan samskabelse kan bidrage til at øge effektivitet og kvalitet i de offentlige velfærdsydelser. Forskning på området viser dog en tendens til, at samskabelse i højere grad kan bidrage til at øge kvaliteten og sikre bedre resultater (outcomes) af offentlige services end at skabe egentlige besparelser. Der er dog også eksempler på cost-benefit-analyser, der viser, at samskabelsesinitiativer har skabt økonomiske besparelser. Der imidlertid tendens til, at de potentialer i højere grad ses på den lange end den korte bane (Agger et al., 2018).

Demokrati: Ved samskabelsesinitiativer, der har et demokratisk sigte, ligger værdien i at skabe empowerment, tillid og sikre demokratisk legitimitet ved at skabe øget deltagelse. Et centralt mål for disse former for samskabelsesinitiativer er at skabe øget social kapital ved at styrke borgernes netværk samt give borgere og civilsamfund mulighed for indflydelse (Agger et al., 2018).

Et studie af et samskabelsesinitiativ i Estland viser, at samskabelse kan bidrage til at opbygge social kapital i lokalområder ved at bidrage til styrkede netværk og forbindelser borgerne imellem (Tummers et al., 2015). Der mangler imidlertid endnu empirisk forskning til at give belæg for, hvordan og i hvor høj grad samskabelsesinitiativer kan bruges til at fremme empowerment og demokrati (Agger et al., 2018).

Det er væsentligt at understrege, at samskabelse i sin fulde form til en vis grad forudsætter demokratiske relationer som grundlag for samarbejdsprocessen. Social kapital, tillid og empowerment vil dermed på én gang være en forudsætning for og et resultat af samskabelse (Agger et al., 2018).

Innovation: Innovation bliver ofte fremhævet som et potentielt udbytte ved gennemførelse af samskabelsesinitiativer. Det beror på en antagelse om, at samskabelse medvirker til at skabe social innovation, som kan skabe bedre kvalitet, medarbejdertilfredshed, effektivitet og mere borgerinddragelse. Samskabelsesinitiativer, der er rettet mod at skabe innovation, har fokus på at udvikle nye løsninger, som kan skabe øget kvalitet i velfærdsydelserne. Den empiriske forskning om samskabelse og innovation er imidlertid ikke systematisk. Det er derfor ikke muligt at give et klart billede af, hvilke typer innovationer der kommer ud af samskabelsesinitiativer, eller i hvor høj grad samskabelse kan skabe forandring (Agger et al., 2018).

I praksis er de tre værdiformer ikke nødvendigvis skarpt afgrænsede, men de kan bruges til at skabe refleksion om og afklaring af forskellige overordnede formål og gevinster ved samskabelsen (OECD, 2011; Verschuere et al., 2012; Tortzen, 2016; Agger et al., 2018).

Et kritisk blik på udbyttet

Feltet er præget af en diskurs om, at samskabelse kan bidrage til demokratisk legitimitet gennem brugerinddragelse og medborgerskab. Forskere har imidlertid argumenteret for, at samskabelse også anskues som et middel til offentlige besparelser (Espersen et al., 2018b).

Desuden påpeges det i forskningen, at samskabelse sjældent udfolder sig i sin fulde form, men at samarbejdet i praksis ofte består i, at civilsamfundet inddrages i implementeringen af kommunale servicer og ikke i udvikling og evaluering. Dette kan begrænse det demokratiske potentiale (Espersen et al., 2018a; Ibsen & Espersen, 2016).

En undersøgelse peger på, at et pres på civilsamfundsorganisationer for at levere resultater, som det offentlige ønsker, risikerer at udfordre civilsamfundets inkluderende og demokratiske funktion. Derudover kan det udfordre civilsamfundets mulighed for at fungere som ”kritisk vagthund” (Espersen et al., 2018a; Espersen et al., 2018b).

Begrænset viden om effekten af samskabelse

Samskabelse er et forholdsvist nyt forskningsfelt, og forskningen bærer præg af, at begrebet samskabelse dels benyttes om en mangfoldighed af forskellige praksisser og dels kan være normativt ladet. Desuden kan værdien af samskabelsesinitiativer være vanskelig at indfange med traditionelle evalueringsmetoder, såsom med randomiserede kontrollerede forsøg (RCT) (Agger et al., 2018). Det har som konsekvens, at forskningen på området er relativt fragmenteret, og at der er begrænset viden om, hvilken effekt samskabelsesinitiativer har (Agger et al., 2018).

Kilder

Agger, Annika & Tortzen, Anne (2015). Forskningsreview om samskabelse. University College Lillebælt.

Agger, Annika et al. (2018). Hvilken værdi skaber vi med samskabelse – og hvordan kan den måles og dokumenteres. Sorø: Professionshøjskolen Absalon.

Andersen, Linda Lundgaard & Espersen, Helle Hygum (2017). Samskabelse, samproduktion og partnerskaber – teoretiske perspektiver. I: Socialstyrelsen (2017), Partnerskaber og samarbejder mellem det offentlige og civilsamfundet: Støtte til mennesker med psykiske vanskeligheder (s. 107-136). Odense: Socialstyrelsen.

Andersen, Linda Lundgaard et al. (2018). Demokratisk innovasjon: Teorier og modeller for samskapende sosial innovasjon i norske kommuner. Skriftserien fra Høgskolen i Sørøst-Norge, vol. (24).

Andersen, Niels Åkerstrøm (2006). Partnerskabelse. Kbh: Hans Reitzels Forlag.

Bovaird, T. (2007). Beyond Engagement and Participation: User and Community Coproduction of Public Services. Public Administration Review, vol. 67(5): 846-860.

Espersen, Helle Hygum et al. (2018a). Inklusion og deltagelse af sårbare borgergrupper i samskabende arenaer: Evaluering af tre partnerskaber mellem civilsamfund og kommuner. Kbh.: VIVE.

Espersen, Helle Hygum et al. (2018b). Understøttelse og udvikling af det frivillige sociale arbejde: En analyse af udviklingstendenser og behov for kontinuitet og forandring i nationale virkemidler. Udarbejdet af VIVE og Roskilde Universitet for Socialstyrelsen og Børne- og Socialministeriet. Kbh.: VIVE.

Fogsgaard, Morten Kusk & de Jongh, Manon (2018). Indledning. I: Fogsgaard, Morten Kusk & de Jongh, Manon: Ledelse og samskabelse i den offentlige sektor. Kbh.: Dansk Psykologisk Forlag.

Ibsen, Bjarne & Espersen, Helle Hygum (2016). Kommunernes samarbejde med civile aktører: Forskelle og ligheder i forventninger, praksis, samarbejdspartnere og oplevet udbytte. Kbh.: KORA.

Kobro, Lars Ueland et al. (red.) (2018). La oss gjøre det sammen! Håndbok i lokal samskapende sosial innovasjon. Norge: Høgskolen i SørøstNorge/Senter for sosialt entreprenørskap og samskapende sosial innovasjon.

Kristensen, Tove & Ibsen, Bjarne (2018). Frivillige på plejecentre: Venneforening eller ”egne frivillige”. Odense: Center for forskning i Idræt, Sundhed og Civilsamfund, Institut for Idræt og Biomekanik, Syddansk Universitet.

Larsen, Astrid Kidde & Larsgaard, Ann Kirstin (2017). Samskabelse kræver noget andet: Et studie af ligeværd i samskabelse. Uden for nummer, vol. 18(34): 26-37.

Levinsen, Klaus & Ibsen, Bjarne (2017). Foreningers samarbejde med kommunale institutioner. Serie: Movements, 2017:2. Odense: Center for forskning i Idræt, Sundhed og Civilsamfund, Institut for Idræt og Biomekanik, Syddansk Universitet.

OECD (2011). Together for Better Public Services: Partnering with Citizens and Civil Society. Paris: OECD Public Governance Reviews, OECD Publishing.

Sørensen, Eva & Torfing, Jacob (2018). Den offentlige sektor som en arena for samskabelse. I: Fogsgaard, Morten Kusk & de Jongh, Manon: Ledelse og samskabelse i den offentlige sektor (s. 30-61). Kbh.: Dansk Psykologisk Forlag.

Tortzen, Anne (2016). Samskabelse i kommunale rammer: Hvordan kan ledelse understøtte samskabelse? Ph.d.-afhandling. Roskilde: Roskilde Universitet.

Tortzen, Anne (2017). Samskabelse som fortælling og praksis – et kritisk blik på den aktuelle samskabelsesdagsorden. Uden for nummer, vol. 18(34): 4-13.

Tummers, L. et al. (2015). Ten policy recommendations for co-creation during social Innovation. European Policy Brief no. 2. Rotterdam: LIPSE.

Ulrich, Jens (2016). Samskabelse – en typologi. CLOU Skriftsserie, ArtID: 2016-001: 1-15.

Verschuere, B. et al. (2012). Co-production: The State of the Art in Research and the Future Agenda. Voluntas: International Journal of Voluntary and Nonprofit Organizations, vol. 23(4): 1083-1101.

Voorberg, W.H. et al. (2015). A systematic review of co-creation and co-production: Embarking on the social innovation journey. Public Management Review, vol. 17(9), 1333-1357.

Zeitler, Ullrich (2016). Ny professionalisme: Samskabelse som vej til et bæredygtigt samfund. Kbh.: Akademisk Forlag. 

Publiceret: 26.09.2019. Sidst opdateret: 10.10.2019