Omfang

Hjemløsheden er stigende i Danmark. I 2017 var der 6.635 registrerede hjemløse i Danmark, hvilket udgør en stigning på 33 pct. fra 2009 til 2017.

VIVE - Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd har siden 2007 kortlagt omfanget af hjemløshed i Danmark ved hjemløsetællinger hvert andet år. Her viser det sig, at der har været en stigning i hjemløsheden fra 2009 til 2017 på 33 pct.. Hjemløsetællingen foregår i en bestemt tælleuge, og viser det antal borgere/mennesker, der befinder sig i hjemløshed i netop denne uge. Tællingen sker ved, at relevante sociale tilbud og myndigheder får udleveret personskemaer, som de skal udfylde for hver borger, de er i kontakt med, eller har kendskab til, og som befandt sig i en hjemløsesituation i tælleugen (Benjaminsen, 2017).

I 2017 var der registeret 6.635 hjemløse i Danmark. I løbet af et helt år vil flere være berørt af hjemløshed, og SFI skønnede i 2015, at det drejede sig om 2,5 gang så mange på årsbasis, dvs. at godt 15.000 mennesker var berørt af hjemløshed i 2015 (Benjaminsen & Lauritzen, 2015). Kortlægningen af hjemløse i Danmark viser en stigning i antallet af registrerede hjemløse i perioden fra 2009 til 2017:

 

Årstal

2009

2011

2013

2015

2017

Samlede antal        

4.998

5.290

5.820

6.138

6.635

(Benjaminsen, 2009; Lauritzen et al., 2011; Benjaminsen & Lauritzen, 2013; Benjaminsen & Lauritzen, 2015; Benjaminsen, 2017)

VIVE’s hjemløsetællinger viser, at stigningen i hjemløshed i særlig grad gør sig gældende blandt unge og mennesker over 50 år.

  • Antallet af unge 18-24 årige i hjemløshed er steget fra 633 i 2009 til 1.278 i 2017, svarende til en stigning på 102 pct.. Stigningen slog særligt igennem fra 2009-2013.
  • Antallet af 25-29 årige i hjemløshed er steget fra 490 i 2009 til 1.012 i 2017, en stigning på 107 pct. Stigningen slog særligt igennem fra 2013-17, hvor antallet af 25-29 årige hjemløse gik fra 617 til 1.014
  • Antallet af 50-59 årige i hjemløshed er steget fra 744 i 2009 til 1.057 i 2017, en stigning på 42 pct.
  • Antallet af hjemløse i alderen fra 60 år og derover er steget fra 235 i 2009 til 347 i 2017, en stigning på 48 pct. (Benjaminsen, 2017).

Af det samlede antal mennesker i hjemløshed i 2017 udgør unge i alderen 18-24 år 20 pct., de 25-29 årige 16 pct. og mennesker fra 50 år og derover godt 23 pct. (Benjaminsen, 2017).

Årsager til stigningen hjemløshed

Det er vanskeligt at pege på én enkelt årsag til, at hjemløsheden stiger. En række samfundsmæssige og individuelle faktorer spiller ind på hjemløsheden.

Dansk forskning (Rambøll & SFI, 2013; Benjaminsen & Lauritzen, 2015; Benjaminsen, 2017) peger på, at:

  • et stigende antal borgere der rammes af hjemløshed, har misbrugsproblemer og/eller psykiske problemer, og dermed store personlige udfordringer og brug for individuelt tilrettelagt social støtte
  • antallet af billige boliger er faldende over hele landet, bl.a. på grund af renoveringer af den eksisterende boligmasse
  • lave sociale ydelser øger efterspørgslen efter billige boliger – mange af de hjemløse er på overførselsindkomster.

Geografisk fordeling af hjemløse

Den største andel af borgere der er hjemløse, er hjemmehørende i de store kommuner i Danmark. 22 pct. af borgerne i hjemløshed er ved Hjemløsetællingen 2017 registreret i København, 27 pct. i de københavnske omegnskommuner, 12 pct. i Aarhus og 4 pct. i Aalborg. Fra 2009 til 2015 er antallet af hjemløse særligt steget i de københavnske omegnskommuner, øvrige bykommuner samt Aarhus. I Aarhus Kommune er der en kraftig stigning i antallet af unge hjemløse. 52 pct. af de hjemløse borgere i Aarhus er mellem 18-29 år mod 36 pct. på landsplan. (Benjaminsen, 2017).  

Kilder

Ankestyrelsen (2014): Ankestyrelsens statistik: Brugere af botilbud efter SEL § 110, 2014

Benjaminsen, L. (2009): Hjemløshed i Danmark 2009 – National kortlægning, SFI – Det nationale forskningscenter for velfærd

Benjaminsen, L. & Lauritzen, H. H. (2013): Hjemløshed i Danmark 2013 – National kortlægning, SFI – Det nationale forskningscenter for velfærd.

Benjaminsen, L. & Lauritzen, H. H. (2015): Hjemløshed i Danmark 2015 – National kortlægning, SFI – Det nationale forskningscenter for velfærd.

Benjaminsen, L (2017): Hjemløshed i Danmark 2017 – National Kortlægning, VIVE – Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd.

Lauritzen, H. H., et al.(2011): Hjemløshed i Danmark 2011 – Nationale kortlægning, SFI – Det nationale forskningscenter for velfærd,

Rambøll & SFI – Det Nationale Forskningscenter for Velfærd (2013): Hjemløsestrategien – afsluttende rapport, Social og Indenrigsministeriet, maj 2013

Publiceret: 28.11.2016. Sidst opdateret: 13.09.2017