Forside » Børn & unge » Unge og voksne hjemløse » Indsatser » Intensive Case Management (ICM)

Intensive Case Management (ICM)

Bostøttemetoden Intensive Case Management (ICM) er en manualbaseret metode, som i Danmark bl.a. anvendes til unge og voksne i hjemløshed. Metoden tilbyder et koordineret støtteforløb for borgere med komplekse problemstillinger, som vil kunne få udbytte af øget støtte og behandling fra det etablerede system.

 | Socialstyrelsen

Hjemløse borgere har ofte flere forskellige behov for støtte, men vanskeligheder ved at orientere sig og navigere i det sociale systems tilbud og behandlingsindsatser. ICM-bostøttemetoden kan medvirke til at forbedre koordineringen, tilgængeligheden og kvaliteten af tilbud om støtte og behandling, som tilbydes særligt udsatte borgere og hjemløse.

Målgruppen for ICM er borgere med komplekse problemstillinger og et langvarigt behov for udredning og støtte i forhold til psykiatriske, somatiske og misbrugsrelaterede problemer.

Med afsæt i Housing First-tilgangen foregår arbejdet med ICM ud fra et recovery-perspektiv, hvor der fokuseres på at udvikle borgerens kompetencer ved at identificere og styrke borgerens ressourcer samt understøtte skabelsen af sociale og familiære netværk. ICM kan både tilbydes borgere, som ikke har en bolig, og borgere, som har en bolig. ICM-bostøtten følger borgeren i de processer, der skal til for, at borgeren finder tryghed i boligen og bibeholder boligen.      

ICM er udviklet til det sociale arbejde med psykisk syge i USA, men er afprøvet til hjemløse borgere i en række danske kommuner med gode resultater.

Der findes en manual på dansk i anvendelsen af ICM-metoden. Indsatsen er kendt under navnet Intensive Case management og navnet Individual Case Management.

 

Læs hele artiklen

Målgruppe

ICM’s målgruppe er hjemløse unge og voksne med komplekse problemstillinger, som skønnes at have brug for en langsigtet støtte, omsorg og koordinering.

Målgruppen for en ICM-bostøtte er unge og voksne i hjemløshed, som:

  • har komplekse problematikker og et langvarigt behov for støtte fra flere indsatser og behandlingstilbud samtidigt og som opholder sig på forsorgshjem, i behandlingsinstitutioner, på gaden eller andre steder, og som enten skal til at etablere sig i egen bolig eller er etableret i egen bolig (Rambøll, 2012).

Det er borgere, som er berettiget til bostøtte efter SEL § 85, men som samtidig har behov for støtte til at få skabt kontakt, overblik, koordinering og sammenhæng mellem de mange indsatser, som borgeren tilbydes på tværs af sektorer. ICM er tidsubegrænset og fortsætter, så længe borgeren har behov for støtten (Rambøll, 2012). Det er ICM-medarbejderen, Case Manager, der har ansvaret for at opsøge borger og fastholde relationen til borgeren uanset hvor han eller hun opholder sig (Rambøll, 2012).

Baggrundsoplysninger om målgruppen

Rambøll har i et samarbejde med SFI – Det Nationale Forskningscenter for Velfærd evalueret Hjemløsestrategien, et satspuljefinansieret program, der løb fra 2009 – 2013, hvori ICM indgik. Rapporten viste, at 928 borgere blev visiteret til et ICM-forløb.

I evalueringsrapporten blev der desuden foretaget en opgørelse over baggrundsoplysninger om de 928 borgere, der modtog ICM:

  • 70 pct. var mænd, mens 30 pct. var kvinder.
  • Aldersgruppen fordelte sig over borgere i alderen 18-60 år eller derover. 38 pct. var unge i alderen 18-24 år. 51 pct. var under 30 år.
  • 86 pct. var af dansk nationalitet, 3 pct. en afrikansk nationalitet, 4 pct. mellemøstlig nationalitet, mens de resterende fordelte sig på øvrige nordiske lande og øvrige Europa.
  • Langt de fleste borgere (55 pct.) var på kontanthjælp, 26 pct. på førtidspension, mens kun 3 pct. havde en lønindtægt. De resterende var på andre typer af offentlige ydelser, fx sygedagpenge (Rambøll & SFI, 2013).

Sociale problematikker blandt de unge hjemløse

I evalueringen fra Rambøll og SFI (2013) indgik en undersøgelse af forskellige sociale problematikker blandt hhv. 18 – 24 årige og personer på 25 år og derover, som var en del af et ICM-forløb. Data til undersøgelsen blev indsamlet via spørgeskemaer, som medarbejdere i kommunerne udfyldte og indberettede. Undersøgelsen viste, at:

  • unge med alkoholmisbrug udgjorde 18 pct., og 39 pct. i den samlede gruppe borgere
  • unge med stofmisbrug udgjorde 24 pct., og 32 pct. i den samlede gruppe borgere
  • der var flere blandt de unge, der havde et hashmisbrug (52 pct.), sammenlignet med den samlede gruppe borgere (47 pct.)
  • 79 pct. af de unge vurderedes at have psykiske lidelser over for 85 pct. af de øvrige
  • 79 pct. af de unge havde problemer med både økonomi og socialt netværk, hvilket var på linje med de øvrige borgere.

Undersøgelsen viste desuden, at en stor del af den borgergruppe, der tilbydes et ICM-forløb, havde sammensatte problemstillinger, ofte mellem 4 og 6 problematikker (Rambøll & SFI, 2013).

Kilder

Rambøll (2012): Metodebeskrivelse: Individual Case Management

Rambøll & SFI – Det Nationale Forskningscenter for Velfærd (2013): Hjemløsestrategien – afsluttende rapport, Social og Indenrigsministeriet, maj 2013

 

Metode

ICM er en manualbaseret metode til bostøtte, som kan anvendes der, hvor den hjemløse borger opholder sig. I metoden ligger et kontinuerligt fokus på vurdering og revurdering af borgers behov for støtte.

Formålet med ICM-metoden er at øge hjemløse borgeres muligheder for at etablere sig i og fastholde egen bolig, herunder at styrke borgernes kompetencer og ressourcer, sociale og familiære netværk samt arbejde for, at borger bliver integreret i lokalsamfundet. ICM-metoden tilbydes der, hvor borgeren opholder sig, det være sig i gaderummet, i fængsler, på institutioner, behandlingstilbud, i borgerens egen bolig, etc.

ICM-metoden er kendetegnet ved, at den:

  • er funderet på et empowerment- og recovery-perspektiv
  • indeholder et individuelt tilpasset forløb 
  • tager udgangspunkt i borgerens ønsker og behov
  • er tidsubegrænset og fortsætter så længe borgeren har behov for støtten
  • er evidensbaseret (Socialstyrelsen, 2015).

Case-manager

I ICM er der et intensivt kontinuerligt fokus på vurdering og revurdering af borgrens behov for støtte. Dette arbejde foretages af en koordinerende ICM-medarbejder, en såkaldt case-managager. Borgeren bliver tilknyttet case-manageren, som udover at have en koordinerende rolle i forhold til sammensætningen og udførelsen af borgerens ICM-forløb, også er en gennemgående støtteperson, som yder omsorg samt social og praktisk støtte (Socialstyrelsen, 2015).

Case-managerens caseload er 8:1, dvs. antallet af borgere, som hver case manager anbefales at være kontaktperson for er 8 borgere. Et lavt caseload pr. medarbejder skal bl.a. give case-manageren mulighed for spontane aftaler med borgerne og for at finde på kreative løsninger på borgernes problemer (Rambøll & SFI, 2013).

Det er case-managerens opgave i tæt samarbejde med borgren at sikre koordineringen af borgerens §141-handleplan og de øvrige tilbud og planer, fx borgerens jobplan fra jobcentret. Case-manageren skal have et indgående kendskab til den organisatoriske forankring af sin egen indsats samt til de øvrige kommunale og regionale tilbud til målgruppen (Rambøll, 2012). Case-manageren skal skabe gensidig forståelse mellem borgeren og tilbuddene. Medarbejderen har ansvar for at følge borgeren til og fra behandling, deltage i møderne med borgeren og sørge for at aftalte støtte- og behandlingsplaner tilpasses borgerens behov og ønsker i forløbet (Rambøll, 2012).

Når relevante tilbud om støtte og behandling er iværksat, kan case-manageren hjælpe borgeren med at blive i stand til bl.a. at fastholde egen bolig, opbygge sunde sociale netværk, få styr på økonomien, reducere misbrug og psykiske lidelser samt søge information og relevant hjælp (Rambøll & SFI, 2013).

Hvis borgeren udebliver fra behandling, er det centralt at koordineringen foregår således, at tilbud om behandling og støtte vil forsætte uanset.  Case-manageren giver ikke slip på borgeren, selvom denne udebliver og misligholder aftaler, men anvender opsøgende og relations-skabende metoder i kontakten med borger (Rambøll, 2012).

Visitation

Forud for visitation til ICM skal borgerens problematikker være tilstrækkeligt kendt eller udredt til, at det står klart, at borgeren er i målgruppen for ICM.  Da målgruppen for ICM er borgere med komplekse problematikker er det dog afgørende, at man ved opstart af ICM ikke betragter borgeren som helt færdigudredt, men, at der som et af flere elementer i ICM-metoden, sker en løbende udredning og revurdering af borgeren støtte- og behandlingsbehov (Rambøll, 2012).

Der er udviklet en dansk manual til ICM, som kan downloades på Socialstyrelsens hjemmeside.

Kilder

Rambøll (2012): Metodebeskrivelse: Individual Case Management

Rambøll & SFI (2013): Hjemløsestrategien: Afsluttende rapport/Hovedrapport

Socialstyrelsen (2015): Intensive Case Management (ICM) – manual (åbner som pdf). 

Implementering

ICM-metoden blev i forbindelse med Hjemløsestrategien afprøvet i 16 danske kommuner. Implementeringserfaringerne peger på, at det bl.a. var afgørende for implementeringen, at der blev etableret en klar og tydelig visitationspraksis for tildelingen af ICM.

Det følgende afsnit er baseret på konkrete erfaringer fra 16 kommuners implementering af Housing First samt 3 bostøttemetoder, herunder ICM, i Hjemløsestrategien 2009-2013. I forbindelse med Hjemløsestrategien afprøvede kommunerne ICM som en af de indsatser, der tilbydes under servicelovens § 85 bostøtte. Metoden blev forankret i enten forvaltningsregi eller i herberger (servicelovens § 110).

Ifølge evalueringen af Hjemløsestrategien, som blev foretaget af Rambøll og SFI i 2013, viste det sig afgørende for implementeringen af ICM, at:

  • der blev etableret en klar og tydelig visitationspraksis for tildelingen af ICM
  • ICM, som indsats, blev koblet sammen med myndighedsområdet, hvor udarbejdelsen af borgerens § 141-handleplan finder sted (Rambøll & SFI, 2013).

I evalueringen peges der på gode erfaringer med at have indsatsen forankret i forvaltningens tilbud (servicelovens § 85-bostøtte. Det betød, at ICM-bostøtten var organisatorisk og fysisk adskilt fra herbergets boform og boformens tilbud til borgerne. Denne forankringsform har givet særligt gode muligheder for at få etableret et tæt samarbejde med borgerens myndighedssagsbehandler og øvrige afdelinger i kommunens forvaltninger, som borgeren var i kontakt med, herunder jobcentret og beskæftigelsesafdelingen. Et særligt opmærksomhedspunkt ved denne forankringsform viste sig at være at få etableret et samarbejde med de lokale tilbud og særligt § 110-boformerne i forhold til at få skabt en god og tillidsfuld relation til de borgere, som var flyttet ind på herbergerne (Rambøll & SFI, 2013).

Kilder

Rambøll & SFI (2013): Hjemløsestrategien: Afsluttende rapport/Hovedrapport

Servicelovens § 110

Effekt

En evaluering af ICM-metoden påviser positiv effekt ift. forbedring af dagligdagsproblematikker, samt at flere borgere kommer i egen bolig. Den positive effekt gør sig også gældende for gruppen af unge hjemløse.

ICM-metoden blev afprøvet i 16 danske kommuner under Hjemløsestrategien. Metoden blev efterfølgende evalueret af Rambøll og SFI i forbindelse med den samlede evaluering af Hjemløsestrategien, et satspuljefinansieret program, der blev gennemført i årene 2009-2013. Pr. februar 2013 var antallet af afsluttede ICM-forløb i de 16 kommuner 530, svarende til 57 pct. af de samlede indberettede ICM-forløb (Rambøll & SFI, 2013). Evalueringen blev udarbejdet på baggrund af kvantitative spørgeskemaer og kvalitative interviews med medarbejdere, projektledere og indskrevne borgere.  

Evalueringen peger på, at ICM var den af de 3 bostøtte-metoder, som blev anvendt af flest kommuner til flest hjemløse borgere. For ICM viste det generelle billede, at:

  • 76 pct. af de borgere, der modtog ICM-bostøtte, kom i bolig
  • der blandt de borgere som kom i bolig med ICM-bostøtte var forholdsvis få, der mistede boligen igen.
  • for 16 pct. af de indskrevne hjemløse borgere, som modtog ICM, lykkedes det ikke at komme i egen bolig  (Rambøll & SFI, 2013).

Udvikling i borgerens problematikker

I evalueringen fra Rambøll og SFI blev borgerens problematikker målt inden for 9 domæner (alkohol, stoffer, hash, totalt misbrug eller i behandling, fysiske gener, psykiske lidelser, dagligdagsfunktioner, økonomi og socialt netværk). Analysen af udviklingen i borgerens problematikker blev baseret på medarbejdernes vurdering, hvor der skelnedes mellem positiv, uændret og negativ udvikling.

Det bør understreges, at besvarelserne er baseret på medarbejderens vurderinger af borgerens problemer, og at der derfor indgår et element af skøn i følgende oversigt (Rambøll & SFI, 2013):

  • 15 pct. vurderedes at have gennemgået en positiv udvikling ifht alkoholmisbrug, mens 16 pct. vurderes at have gennemgået en negativ udvikling
  • 16 pct. vurderedes at have en positiv udvikling ifht til deres stofmisbrug, mens 14 pct. vurderedes til at have en negativ udvikling
  • 17 pct. vurderedes at have en positiv udvikling ifht til deres hashmisbrug, mens 20 pct. vurderedes  at have en negativ udvikling
  • 7 pct. vurderedes at have en positiv udvikling ifht til deres totale misbrug, mens 4 pct. vurderedes at have en negativ udvikling
  • 18 pct. vurderedes at have en positiv udvikling ifht deres fysiske gener, mens 22 pct. vurderedes at have en negativ udvikling
  • 23 pct. vurderedes at have en positiv udvikling ifht deres psykiske lidelser, mens 23 pct. vurderes til at have en negativ udvikling
  • 25 pct. vurderedes at have en positiv udvikling ifht deres dagligdagsfunktioner, mens 22 pct. vurderedes at have en negativ udvikling
  • 30 pct. vurderedes at have en positiv udvikling ifht deres økonomi, mens 24 pct. vurderedes til at have en negativ udvikling
  • 26 pct. vurderedes at have en positiv udvikling ifht deres sociale netværk, mens 28 pct. vurderedes at have en negativ udvikling (Rambøll & SFI, 2013).

Internationale erfaringer

ICM-manualen, som er udviklet af SFI - Det Nationale Forskningscenter for Velfærd for Socialstyrelsen (Benjaminsen 2015) peger på, at amerikanske studier baseret på randomiserede forsøg, viser, at en indsats med ICM-metoden mindsker borgerens risiko for tilbagefald til hjemløshed målt over en opfølgningsperiode, når der sammenlignes med en kontrolgruppe (Hulburt et al., 1996; Nelson et al., 2007; Rosenheck et al., 2003; Shern et al., 1997; Shern et al., 2000 i Benjaminsen 2015).

Kilder

Rambøll & SFI (2013): Hjemløsestrategien: Afsluttende rapport/Hovedrapport, SFI 

Benjaminsen 2015: Intensive Care Management (ICM) - Manual 

Økonomi

En samfundsøkonomisk analyse viser, at et ICM-forløb koster ca. 52.000 kr. eller ca. 93.000 kr. pr. borger afhængigt af, hvor indsatsen forankres. Der er bruttogevinster at hente særligt i forhold til en reduktion i anvendelsen af boformer og psykiatrisk behandling.

Der bruges i dag væsentlige ressourcer på at støtte hjemløse borgere. Alene for året 2012 blev der registreret i alt 659.285 overnatninger på § 110-boformer for hjemløse borgere. Taksten på ca. kr. 500-1.500 for et døgnophold gør, at budgettet for midlertidige botilbud på herberger er på flere hundrede millioner kroner i 2012-tal. (Rambøll & SFI, 2013).

For denne gruppe borgere, der ikke i tilstrækkelig grad udredes eller modtager de rette indsatser tidligt, vil der udover udgifter til midlertidig overnatning på herberger opstå sundhedsudgifter (Rambøll & SFI, 2013).

Samfundsøkonomisk analyse

Som en del af evalueringen af Hjemløsestrategien gennemførte Rambøll og SFI en samfundsøkonomisk analyse af bl.a. ICM. Den samfundsøkonomiske analyse viser, at

  • den økonomiske udgift for kommunen, som tilbyder en borger ICM er beregnet til henholdsvis ca. kr. 52.000 eller kr. 93.000 pr. borger det første år efter indsatsen i 2012-tal (Rambøll & SFI, 2013).

Prisforskellen afgøres af om ICM som indsats blev forankret under en § 110-boform/herberg eller under en indsats i forvaltningen sammen med fx § 85-bostøtte i kommunen. Udgiften til ICM for kommunen er størst, hvor metoden forankres som § 85-bostøtte, idet kommunen her afholder alle udgifter selv.

Hvis det antages, at effekterne det første år kan fastholdes også gennem det andet år af ICM-bostøtten, vil ICM i et samlet samfundsøkonomisk perspektiv have tjent sig selv ind i løbet af det andet år. Det vil sige, at ICM som indsats kan forventes at blive omkostningsneutral i løbet af det andet år efter indsatsen igangsættes (Rambøll & SFI, 2013). Det vil dog være bruttogevinster for kommunen allerede det første år, hvilket særligt skyldes reduceret brug af boformer og psykiatrisk behandling (Rambøll & SFI, 2013).  

I forhold til statens udgifter og gevinster viser undersøgelsesresultaterne desuden, at:

  • Gevinsten for staten er beregnet til ca. 8.000 kr. eller 48.000 kr. pr. indsatsborger det første år efter indsatsen, afhængigt af om indsatsen er forankret i forvaltningen sammen med § 85-bostøtte eller under en § 110-indsats.
  • For staten er det særligt reducerede udgifter til boformer og psykiatrisk behandling, der bidrager til det positive regnestykke (Rambøll & SFI, 2013). 

Metodedesign

Den samfundsøkonomiske analyse gjorde brug af et kvasieksperimentelt design for at sikre, at effekten af bostøtteformerne blev isoleret fra andre faktorer, der kunne påvirke målingen, herunder fx socioøkonomiske karakteristika(Rambøll & SFI, 2013).   

I analysen indgik tal og beregninger foretaget på baggrund af data fra hhv. registre, standardpriser, gennemsnitspriser, regnskabstal samt medarbejdernes tidsmæssige skøn udregnet i medarbejdertimer (Rambøll & SFI, 2013).    

Kilder                                                                                  

Rambøll & SFI (2013): Samfundsøkonomisk analyse af metoder – Hjemløsestrategien (åbner som pdf), Social- og Indenrigsministeriet, Maj 2013.

Publiceret: 28.11.2016. Sidst opdateret: 31.10.2017