Forside » Børn & unge » Børn af unge forældre

Børn af unge forældre

Børn af unge forældre
Børn af unge forældre

Børn af unge forældre er statistisk set dårligere stillet end børn af ældre forældre i forhold til adfærdsmæssige, sociale og følelsesmæssige vanskeligheder. Forskning på området peger bl.a. på, at særligt børn af teenageforældre har øget risiko for at blive diagnosticeret med ADHD, for at blive anbragt udenfor hjemmet og for at få en dom som teenager.

I temaet kan du få viden om centrale aspekter med betydning for trivsel og udvikling hos børn af unge forældre, få viden om omfanget af børn af unge forældre i Danmark samt viden om unge forældre. Temaet præsenterer den danske indsats Familiens Hus, som bl.a. tilbyder specialiserede forløb for unge mødre med henblik på at styrke deres forældreevne, netværk og mulighed for at komme i uddannelse eller arbejde. Du kan også læse om indsatsen Minding the Baby, som har fokus på at styrke forældreevnen hos sårbare, unge mødre gennem en mentaliseringsbaseret tilgang.

Målgruppen for temaet er børn og unge op til 18 år, hvis forældre havde en ung alder ved barnets fødselstidspunkt. Socialstyrelsen er ikke bekendt med, at der findes nogen skarp generel aldersmæssig definition af at være ung forælder og dermed heller ikke en definition af at være barn af unge forældre. Temaets artikler refererer til de forskellige aldersmæssige definitioner af unge forældre, som forskningen på området anvender.

Indsatser

MTB: Minding the Baby

Minding the Baby (MTB) er et støtteprogram for unge socialt udsatte førstegangsgravide. Programmet har til formål at understøtte udvikling af forældreevne, herunder evnen til at aflæse, forstå og handle på barnets behov.

Familiens Hus

Familiens Hus er en helhedsorienteret indsats målrettet alle gravide og mødre under 26 år. Indsatsen har bl.a. til formål at styrke kvindernes forældreevne og mulighed for at komme i uddannelse eller beskæftigelse. Indsatsen er udviklet i Danmark, og afprøvet og evalueret i to danske kommuner med positive resultater.
Baggrundsviden

Definition

Børn af unge forældre er i temaet defineret og afgrænset som børn i alderen minus 9 mdr. til 18 år, hvor forældrene havde en ung alder ved fødselstidspunktet. Temaets artikler refererer til de forskellige aldersmæssige definitioner af unge forældre, som forskning på området anvender.

Målgruppe

Målgruppen for temaet er børn og unge op til 18 år, som har unge forældre. Særligt børn af teenageforældre trives statistisk set dårligere end børn af ældre forældre. Det gælder i forhold til helbredsmæssige og psykosociale vanskeligheder.

Omfang

I 2016 blev ca. 1 pct. af alle levendefødte børn i Danmark født af en kvinde på under 20 år, mens ca. 17 pct. af alle levendefødte børn blev født af en kvinde på under 26 år. Andelen af børn født af teenagemødre er generelt faldende i Danmark. Der er dog stor forskel på fordelingen af børn af unge mødre i landets kommuner.

Risikofaktorer

Børn af unge forældre er statistisk set i øget risiko for at få helbredsmæssige og psykosociale vanskeligheder sammenlignet med børn af ældre forældre. En række risikofaktorer knyttet til familiens vilkår og situation kan forøge barnets risiko yderligere.

Baggrundsviden om unge mødre i udsatte positioner

Unge mødre er sammenlignet med kvinder, der har højere alder ved fødselstidspunkt bl.a. kendetegnet ved, at de i mindre grad får en kompetencegivende uddannelse, og at de i højere grad modtager offentlige ydelser.

Baggrundsviden om unge fædre i udsatte positioner

Helt unge fædre er sammenlignet med mænd, som er blevet fædre i en senere alder bl.a. kendetegnet ved, at de i højere grad har været udsat i barndommen, har lavere uddannelsesniveau, og har begået mere kriminalitet.

Litteratur

Få den samlede litteraturliste fra den systematiske søgning foretaget til temaet Børn af unge forældre