Målgruppe

Målgruppen af unge, der begår kriminalitet, omfatter både småkriminelle unge og unge, der begår alvorlig kriminalitet. Flest unge begår mindre alvorlig kriminalitet og registreres for få kriminelle forhold, mens en mindre gruppe af unge begår mere alvorlig kriminalitet.

Af   Socialstyrelsen

Ungdomslivet udgør rammen for unges identitetsdannelse i overgangen fra barn til voksen. Det er i denne periode, at de unge frigør sig fra deres forældre og i højere grad former sig som selvstændige individer, der skal vælge retning i forhold til livsstil, sundhed, uddannelse, arbejde og socialt tilhørsforhold (Illeris et al.; 2009).

Risikobetonet adfærd kan i forlængelse heraf betragtes som en integreret del af unges identitetsarbejde, hvor de på den ene side øver sig – og prøver sig selv af – på voksenlivet og på den anden side tager afstand fra de krav og forventninger, som de mødes med i forbindelse med deres voksentilblivelse (Illeris et al., 2009).

Det faktum, at kriminalitetsfrekvensen er højest i midten af ungdomslivet, kan således være et udtryk for en generelt større risikovillighed i ungdommen, der afspejler, at de unge er ved at finde deres plads i omgivelserne.

Indenfor målgruppen er der imidlertid forskel på, hvor meget kriminalitet de unge begår. Rapporten Ungdomskriminalitet – de mest kriminelle fra Justitsministeriets Forskningskontor (2017) fremhæver tre kategorier af unge i alderen 10-17 år fra årgang 1996, der er registreret for kriminalitet:

De småkriminelle unge

  • udgør 76 pct. af de unge, der er registreret for kriminalitet
  • er i gennemsnit registreret for 1,7 kriminelle forhold

De alvorligt kriminelle unge

  • udgør 17 pct. af de unge, der er registreret for kriminalitet
  • er i gennemsnit registreret for 3,6 kriminelle forhold

De mest kriminelle unge

  • udgør 7 pct. af de unge, der er registreret for kriminalitet
  • er i gennemsnit registreret for 13,2 kriminelle forhold

Opdelingen viser således den forskel, der er indenfor målgruppen af unge, der er registreret for kriminalitet. Rapporten viser ligeledes, at en større andel af de mest kriminelle unge debuterer i en tidlig alder med at begå kriminalitet sammenlignet med de to andre grupper af unge, ligesom de oftere:

  • har flere skoleskift bag sig
  • ikke har afsluttet 9. klasse
  • ikke er i gang med et skoleforløb eller går på en ungdomsuddannelse
  • har haft kontakt til psykiatrien – og har forældre, der har haft kontakt til psykiatrien
  • har forældre eller søskende, der er idømt mindst en ubetinget dom.

I den forstand har især de mest kriminelle unge større udfordringer med sig ind i ungelivet, som vil påvirke dem ud over de generelle problematikker og mekanismer i overgangen fra barn til voksen og ind i voksenlivet (Østergaard, et al., 2015; Rockwool Fondens Forskningsenhed, 2017).

Læs mere om risiko- og beskyttelsesfaktorer for ungdomskriminalitet her 

Hvilken kriminalitet dømmes de unge for?

Når unge begår kriminalitet, er det ofte særlige former for kriminalitet, de begår. Det ses i figuren nedenfor, hvor antallet af strafferetlige afgørelser er fordelt efter alder og overtrædelsens art i år 2016.

Figur 1: Antal strafferetlige afgørelser blandt unge i alderen 15-24 år fordelt på alder og overtrædelsens art i år 2016

Figur 1 viser seks grafer over forskellige former for kriminalitet. Ejendomsforbrydelser ligger øverst fulgt af lov om euforiserende stoffer, voldsforbrydelser, andre straffelovsforbrydelser, våbenlov og nederst seksualforbrydelser.
(Statistikbanken.dk. Tal trukket i februar 2018).

Figuren viser, at flest unge blev dømt for ejendomskriminalitet i 2016, herunder indbrud, tyveri, hærværk og brandstiftelse. Herudover blev de unge mellem 18-21 år ofte dømt for voldsforbrydelser, mens de unge fra 17 år og opefter også i høj grad blev dømt efter lov om euforiserende stoffer.

Af rapporten Ungdomskriminalitet – de mest kriminelle (2017) fremgår det desuden, at de småkriminelle unge oftest sigtes eller mistænkes for mildere særlovsovertrædelser, herunder lov om euforiserende stoffer, færdselsloven samt mindre alvorlige ejendomsforbrydelser. I de to andre grupper er vold, trusler samt mere alvorlig ejendomskriminalitet – herunder indbrud i beboelse og forretning – mest udbredt (Pedersen & Jørgensen, 2017).

Ungdomskriminalitet og køn

Generelt er mænd overrepræsenteret i kriminalitetsstatistikkerne, både som gerningspersoner og som forurettede. Dette gælder også for unge, der begår kriminalitet, selv om forskellen mellem kønnenes kriminalitetshyppighed er blevet mindre i de senere år (Kyvsgaard, 2017; Balvig, 2017, Komiteen for Sundhedsoplysning, 2016). 

Figur 2 viser den procentvise fordeling af de strafferetlige afgørelser i 2016 i forhold til henholdsvis piger og drenge i alderen 15-24 årige.

Figur 2: Strafferetlige afgørelser blandt unge i alderen 15-24 år efter køn i 2016. I procent inden for køn.

Figur 2 viser strafferetlige afgørelser blandt unge i alderen 15-24 år efter køn i 2016. I procent inden for køn. Ejendomsforbrydelser er den mest dominerende form for forbrydelse for både mænd og kvinder. 42,67 pct. af forbrydelser begået af mænd er ejendomsforbrydelser, mens tallet for kvinder er 69,53 pct.

(Statistikbanken.dk. Tal trukket i februar 2018).

Fra figuren ses det, at unge kvinder i langt hovedparten af tilfældene blev dømt for ejendomsforbrydelser i 2016, mens unge mænd også i overvejende grad blev dømt for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer, og delvist også for voldskriminalitet.

Ungdomskriminalitet begås ofte sammen med venner

I ungdomslivet har omgangskredsen en afgørende rolle, ikke mindst fordi unge tilbringer det meste af deres tid sammen – enten i skolen eller i fritiden – men også i kraft af at unge i høj grad påvirker og bliver påvirket af hinanden. Omgangskredsen har derfor en vigtig betydning for de valg og fravalg, de unge tager i deres ungdomsliv (Warr, 2002; Illeris, et al., 2009). Det er sandsynligvis også af denne grund, at ungdomskriminalitet ofte begås sammen med venner, og at de unge ofte begår former for kriminalitet, der egner sig til at foregå i grupper, herunder ejendomsforbrydelser samt køb og salg af stoffer (Warr, 2002).

Læs mere om kriminalitet i ungdomsgrupper i Vidensportalens artikel

Kilder

Balvig, Flemming (2017). Fra barndommens gade til cyberspace. Det Kriminalpræventive Råd.

Illeris, K. et al. (2009). Ungdomsliv: Mellem individualisering og standardisering. Samfundslitteratur.

Komiteen for Sundhedsoplysning (2016). Ungeprofilundersøgelsen 2015: Pilotrapport om danske unges sundhed og trivsel, social kapital, brug af rusmidler samt kriminalitet og risikoadfærd. Komiteen for Sundhedsoplysning.

Kyvsgaard, B. (2017). Udviklingen i børne- og ungdomskriminalitet 2006-2016. Justitsministeriets Forskningskontor.

Pedersen, A. B. & Jørgensen, T. T. (2017). Ungdomskriminalitet: De mest kriminelle. Justitsministeriets Forskningskontor.

Rockwool Fondens Forskningsenhed (2017). Den sociale arv har konsekvenser hele livet. Kbh: Rockwool Fondens Forskningsenhed.

Warr, M. (2002). Companions in Crime: The Social Aspects of Criminal Conduct. Cambridge University Press.

Østergaard, S. V. et al. (2015). På vej mod ungdomskriminalitet: Hvilke faktorer i barndommen gør en forskel? København: SFI - Det Nationale Forskningscenter for Velfærd. 

Publiceret: 10.04.2019. Sidst opdateret: 13.09.2019