Forside » Børn & unge » Ungdomskriminalitet » Indsatser » Konfliktråd - Mægling ved kriminalitet

Konfliktråd - Mægling ved kriminalitet

Mægling ved kriminalitet indebærer, at en gerningsperson og offeret for en forbrydelse mødes med en neutral mægler for at tale om forbrydelsen og dens konsekvenser. Forskningen viser, at tiltag med udgangspunkt i mægling ved kriminalitet er lovende over for især unge lovovertrædere.

 | Socialstyrelsen

Konfliktråd er et lovmæssigt forankret og landsdækkende tilbud til parter, som har været involveret i en straffesag, om at mødes med en upartisk tredjeperson – en mægler – for at tale om den kriminelle hændelse. Formålet med konfliktråd er først og fremmest, at forurettede og gerningsperson, som supplement til den almindelige straffeproces, får mulighed for at mødes og drøfte den strafbare handling. Konfliktråd fungerer således ikke som et alternativ til almindelig strafforfølgning.

Konfliktmægling er en globalt udbredt metode, der findes i mange forskellige varianter og sammenhænge.  I det danske konfliktråd anvendes metoden victim-offender-mediation (VOM), hvor en forurettet, der har været udsat for en kriminel hændelse, får mulighed for at mødes med gerningspersonen, medieret af en eller flere upartiske mæglere. I andre mæglingsmetoder, kaldet konferencer eller stormøder, er der flere deltagere med til mødet fra gerningspersonens private og professionelle netværk.

Perspektivet, der ligger til grund for mægling ved kriminalitet, betegnes ’genoprettende ret’ eller ’restorative justice’. Inden for denne tilgang anses kriminalitet som en konflikt imellem individer, der har forvoldt skade på ofre og på samfundet. Det centrale er derfor at genoprette den forvoldte skade ved at reparere på parternes relation og forståelse af hinanden. Fokus er i mindre grad på at afklare skyldsspørgsmål eller tildele straf.

Konfliktråd er i Danmark forankret i Sekretariat for Konfliktråd hos Rigspolitiet. Hver politikreds har det lokale ansvar for at etablere og drive konfliktrådene. En analyse af organiseringen viser, at der anvendes forskellige modeller i politikredsenes lokale implementering.

En evaluering viser, at parterne i overvejende grad oplever konfliktråd som vellykket. Selvom der ikke er påvist en kriminalpræventiv effekt af konfliktråd, viser forskningen, at tiltag med udgangspunkt i genoprettende ret er lovende overfor især unge lovovertrædere.

Læs hele artiklen

Målgruppe

Målgruppen for konfliktråd er gerningspersoner og forurettede i straffesager, der lever op til visse forudsætninger. En evaluering påpeger, at det primært er unge lovovertrædere, som deltager i konfliktråd, og at sager, hvor der har været en personkontakt mellem en forurettet og en gerningsperson, typisk findes egnet til konfliktråd.

Forudsætningerne for at en forurettet og en gerningsperson kan mødes i konfliktråd er fastsat i Lov om konfliktråd i anledning af en strafbar handling (Lov nr. 467 af 12. juni 2009). Loven fastsætter, at alle straffesager som udgangspunkt kan behandles i konfliktråd, under forudsætning af, at:

  • Gerningspersonen i det væsentligste har tilstået lovbruddet.
  • Parterne deltager frivilligt i mødet.
  • Der er en identificerbar forurettet til lovbruddet.
  • Parterne efter en konkret vurdering findes egnet til at deltage i konfliktråd (Lov nr. 467 af 12. juni 2009).

Fra lovens ikrafttrædelse d. 1. januar 2010 til og med 2017 er der på landsplan gennemført 4744 sager, dvs. omkring 600 sager årligt. Hovedparten af sager, der behandles i konfliktråd, er sager om vold. Herefter sager om røveri, indbrud, tyveri, færdselslovovertrædelser og nabostridigheder (Kyvsgaard, 2016; Sekretariat for Konfliktråd).

I loven er der ikke fastsat en egentlig aldersgrænse for, hvem der kan deltage i konfliktråd. Som udgangspunkt kan såvel voksne som børn og unge under 18 år deltage, sidstnævnte er dog med forældremyndighedsindehavers samtykke.

For at være i målgruppen for konfliktråd, skal begge parter findes egnet og deltage frivilligt i mødet. Fra Justitsministeriets evaluering af konfliktråd (2016) fremgår det, at:

  • Yngre lovovertrædere primært tilbydes og takker ja til at deltage.
  • Sager, hvor der har været personkontakt mellem forurettede og gerningsperson, i særlig grad findes egnet til konfliktråd. Det er også typisk dem, der har begået personfarlig kriminalitet, der takker ja til at deltage.
  • De lovovertrædere, der takker ja til at deltage, er mindre kriminelt belastet end dem, der takker nej.
  • Primært mandlige lovovertrædere deltager (Kyvsgaard, 2016).

Det Nationale Institut for Kommuners og Regioners Analyse og Forskning, KORA, konkluderer i et litteraturstudie, at VOM-modellen overordnet set, viser gode resultater i forhold til at modvirke recidiv, dvs. tilbagefald til kriminalitet, i forhold til unge lovovertrædere, som har begået mindre alvorlig kriminalitet (Berger et al., 2016).

Kilder

Berger, Nichlas Permin et al. (2015). Genoprettende Retfærdighed over for kriminalitetstruede unge: En kortlægning af viden. Det Nationale Institut for Kommuners og Regioners Analyse og Forskning.

Justitsministeriets udvalg om konfliktråd (2008). Betænkning om Konfliktråd. Justitsministeriets udvalg om konfliktråd.

Kyvsgaard, Britta (2016). Evaluering af konfliktråd. Justitsministeriets Forskningskontor.

Lov om konfliktråd i anledning af en strafbar handling, LOV nr. 467 af 12/06/2009. Tilgængelig fra: https://www.retsinformation.dk/forms/r0710.aspx?id=125406 [lokaliseret 04.03.2019]  

Sekretariat for konfliktråd (u.å). Konfliktråd i tal. Tilgængelig fra: https://konfliktraad.dk/konfliktraad-i-tal.aspx [lokaliseret 04-12-2018]

Metode

Udgangspunktet for konfliktmægling er at genoprette den forvoldte skade ved at reparere parternes relation og styrke deres forståelse for hinanden. Fokus er i mindre grad på at afklare skyldsspørgsmål eller tildele straf. I det danske konfliktråd anvendes metoden victim-offender-mediation (VOM).

Konfliktråds teoretiske afsæt er genoprettende ret, der er en samlebetegnelse for alternative tilgange til den strafferetlige proces. I stedet for at afklare skyldsspørgsmål eller tildele gerningspersonen en straf for den begåede kriminalitet, fokuserer man i genoprettende ret på at reparere de skadeslidte relationer mellem de involverede parter (Berger et al, 2015). Den tidligere norske professor i genoprettende ret, Niels Christie, beskriver, at professionelle aktører i det strafferetlige system tager monopol på samfundsborgernes konflikter. Ifølge Christie er det centrale i genoprettende ret, at konflikten ejes af de berørte parter, hvorfor det også bør være parterne selv, der er centrale aktører i efterbehandlingen af den kriminelle begivenhed (Christie, 1976).

Formålet med konfliktråd er først og fremmest, at forurettede og gerningsperson som supplement til den almindelige straffeproces, får mulighed for at mødes og drøfte den strafbare handling. Konfliktråd træder ikke i stedet for almindelig strafforfølgning, selvom deltagelse i konfliktråd kan indgå som en formidlende omstændighed i strafudmålingen (Lov nr. 467 af 12. juni 2009; Justitsministeriet udvalg om konfliktråd, 2008).

I konfliktråd er det hensigten at:

  • Den forurettede kan give udtryk for, hvordan han eller hun har oplevet den kriminelle hændelse, samt hvilke konsekvenser den har haft.
  • Gerningspersonen får mulighed for at se og forholde sig til de følger, som den strafbare handling har haft, og – i direkte kontakt med forurettede – påtage sig et ansvar for sine handlinger (Justitsministeriet udvalg om konfliktråd, 2008).

På den måde har konfliktråd både til hensigt at give den forurettede mulighed for at bearbejde følgerne af hændelsen samt at forebygge fremtidig kriminalitet hos gerningspersonen (Justitsministeriets udvalg om konfliktråd, 2008).

Konfliktmægling er en globalt udbredt metode, der findes i mange forskellige varianter og sammenhænge.  I det danske konfliktråd anvendes metoden victim-offender-mediation (VOM), hvor den forurettede og gerningspersonen får mulighed for at mødes og deltage i en struktureret diskussion af den kriminelle hændelse, medieret af en eller flere upartiske mæglere.

Den refleksive model

Professor Vibeke Vindeløv fra Det Juridiske Fakultet på Københavns Universitet betegner den fremherskende mæglingspraksis i Danmark og i Skandinavien som en refleksiv model, der som udgangspunkt beskriver en specifik tilgang til VOM-metoden. Den refleksive model hviler på nogle grundværdier som mægleren løbende forpligter sig til at reflektere over og spejle sin praksis i.

Værdisættet indebærer blandt andet, at:

  • Konflikter er et livs­vilkår.
  • Parterne i en konflikt ved bedst – de sidder selv med nøglen til en løsning.
  • I en konflikt findes der ikke én objektivt rigtig virkelighedsbeskrivelse – der er altid flere ople­vede virkeligheder.
  • Hvis parterne har viljen til det, kan der nås en gensidigt tilfredsstillende løsning (Vindeløv, 2013).

Vindeløv definerer på denne baggrund konfliktmægling som en frivillig og fortrolig konfliktløsningsmetode, hvor en eller flere upartiske tredjepersoner hjælper parterne med at finde og forhandle sig frem til en for dem tilfredsstillende løsning gennem en struktureret proces. Mægler rammesætter og leder mæglingen, men træffer ingen afgørelser i sagen (Vindeløv, 2013).

Mæglingen i konfliktråd tager også udgangspunkt i denne tilgang (Vindeløv, 2013).

Forberedelse til mæglingen

Før mægling kan komme på tale, skal de involverede parter beslutte om mæglingen bør iværksættes. Der skal aftales nærmere om de nødvendige rammer for deltagelse, hvilket blandt andet indebærer, at mægleren:

  • Sikrer sig, at begge parter er bekendt og indforstået med mæglingsprocessen. Herunder, at mægler afholder formøde med hver af parterne inden første mæglingsmøde aftales.
  • Afklarer med parterne, hvem der skal deltage i mæglingen, fx bisiddere, og hvad deres rolle på mødet er.
  • Aftaler med parterne, hvor og hvornår mæglingen skal foregå, herunder, hvor meget tid, der skal afsættes til selve mæglingsmødet (Vindeløv, 2013).

Selve mødet

Et mæglingsmøde efter den refleksive model, herunder møderne i konfliktråd, er struktureret i seks faser:

1. Åbning, hvor mægleren byder velkommen og præsenterer processen, afklarer roller og spilleregler for mødet.

2. Redegørelse og dialog, hvor hver part får mulighed for at fortælle sin version af sagen. Formålet er, at:

  • De forskellige problemstillinger afdækkes. 
  • De bagvedliggende behov og interesser kommer frem i lyset.
  • Der opnås en følelsesmæssig lettelse hos parterne, så opmærksomheden kan flyttes til fremtiden. 

3. Fælles problemformulering, hvor parterne og mægler får et fælles overblik over det, der er blevet afdækket om konflikten, så der kan opnås enighed om grundlaget for den videre mæglingsproces.

4. Løsningsmuligheder, hvor flest mulige konkrete løsningsforslag formuleres uden, at der tages stillig til dem.

5. Forhandling af aftale, hvor parterne vurderer og eventuelt kombinerer de fremkomne forslag. Formålet med dette er, at parterne nærmer sig hinanden, så de kan forhandle sig frem til løsninger, som er realistiske og i videst muligt omfang imødekommer begge parters behov.

6. Aftale tjekkes og godkendes. Mægleren gennemgår aftalen med parterne, der godkender den. Aftalen kan skrives ned. Formålet med dette er at sikre, at aftalen kan føres ud i livet, og at den eller de løsninger, parterne er kommet frem til, befæstes (Greve, 2014; Vindeløv, 2013).

En aftale mellem en gerningsperson og en forurettet kan eksempelvis indeholde regler for hvordan man skal agere, hvis man møder hinanden i fremtiden, eller hvad man konkret kan gøre for, at modvirke en fremtidig konflikt. Det er dog ikke i alle sager, at mødet fører til indgåelsen af en aftale mellem gerningspersonen og forurettede. Nogle gange er behovet først og fremmest at få snakket ud om episoden, og i de tilfælde er samtalen nok i sig selv (Hansen, 2012).

Efter mødet

Som udgangspunkt er det parterne selv, der har ansvaret for, at aftalen efterleves. Det kan dog i forbindelse med mæglingen være aftalt, at der skal ske en opfølgning med parterne enten på telefon eller i et nyt møde. Opfølgningsmødet ligger ca. 2-3 måneder efter den oprindelige mægling, så parterne har tilstrækkelig med tid til at arbejde med de løsningsmuligheder, som de er kommet frem til (Vindeløv, 2013).

Kilder

Berger, Nichlas Permin et al. (2015). Genoprettende Retfærdighed over for kriminalitetstruede unge. En kortlægning af viden. Det Nationale Institut for Kommuners og Regioners Analyse og Forskning.

Christie, Nils (1977). Konflikt som eiendom. Tidsskrift for rettsvitenskap, Vol. 90: 113-132.3

Greve, Morten (2014). Forebyggelse af kriminalitet blandt børn og unge – en metode og implementeringsguide. Odense: Socialstyrelsen. 

Hansen, Finn Kenneth (2012). Evaluering af konfliktråd: Den landsdækkende ordning. Center for Alternativ Analyse (CASA).

Justitsministeriets udvalg om konfliktråd (2008). Betænkning om Konfliktråd. Justitsministeriets udvalg om konfliktråd. 

Lov om konfliktråd i anledning af en strafbar handling, LOV nr. 467 af 12/06/2009. Tilgængelig fra: https://www.retsinformation.dk/forms/r0710.aspx?id=125406 [lokaliseret 04.03.2019]

Vindeløv, Vibeke (2013). Konfliktmægling - en refleksiv model. København: Jurist- og økonomiforbundets Forlag.

Implementering

Konfliktråd er centralt forankret i Rigspolitiets Sekretariat for Konfliktråd, mens hver politikreds har det lokale ansvar for at etablere og drive konfliktrådene. En analyse af organiseringen viser, at indsatsen kan organiseres efter forskellige modeller.

Rammerne for konfliktråd er beskrevet i Lov om konfliktråd i anledning af en strafbar handling fra 2009. Loven er et resultat af et større forarbejde, der indebærer evalueringer af tidligere forsøgsordninger samt udarbejdelse af en udvalgsbetænkning. Du kan finde loven og lovarbejdet her.

Af loven fremgår det, at mægling i konfliktråd ikke træder i stedet for almindelig straf, hvorfor behandlingen af sager i konfliktråd foregår parallelt med en eventuelt strafferetlig proces. Af bemærkningerne til lovforslaget fremgår det dog, at gerningspersonens deltagelse i konfliktråd, efter rettens konkrete vurdering, kan indgå som formildende omstændighed i forbindelse med straffefastsættelsen (Justitsministeriets udvalg om konfliktråd, 2008).

Organisering

Sekretariat for Konfliktråd er placeret i Rigspolitiet. Sekretariatet har det overordnede ansvar for implementering af konfliktråd, samt varetagelse af uddannelses-, formidlings- og koordinationsopgaver på tværs af politikredse. Sekretariatet har også ansvar for evaluering af indsatsen (Hansen, 2012; Justitsministeriets udvalg om konfliktråd, 2008).

Af loven fremgår det, at hver politikreds har ansvaret for at etablere og drive de lokale konfliktråd. De skal også ansætte mæglere og udpege en konfliktrådskoordinator, der har ansvaret for den endelige visitation af sager til konfliktråd (Lov nr. 467 af 12. juni 2009).

De lokale politikredse har fået stor metodefrihed i organiseringen af indsatsen, hvorfor der overordnet set er lokale variationer i såvel organisering som visitationspraksis (CASA, 2012).

Center for Alternativ Analyse (CASA) evaluerede i 2012 konfliktråd med henblik på at belyse organiseringen i de enkelte politikredse, herunder konfliktrådskoordinatorens rolle og funktion samt samarbejde med politiets sagsbehandlere og mæglerne.

CASA udledte i deres analyse tre modeller, der illustrerer politikredsenes implementering af konfliktrådene:

  • Koordinatormodellen, hvor visitationen alene ligger hos koordinator. Sagsbehandler giver besked til mægler om muligt egnede sager, men udfører minimal administrativ indsats, og har lille kontakt til parterne i forhold til konfliktråd. Koordinator udfinder også selv sager til konfliktråd. Mægler får tilsendt egnede sager og aftaler nærmere med parterne.
  • Forankringsmodellen, hvor den primære visitation er lagt ud til sagsbehandlerne på de lokale politistationer. Her udpeges lokale ambassadører for konfliktråd, som sørger for at sende sagen til koordinator, der herefter tjekker om alt er i orden. Koordinator sender sagen til mægler, der aftaler nærmere med parterne.
  • Konfliktrådsmodellen, hvor den indledende visitation sker hos sagsbehandleren, mens koordinator varetager selve sagsbehandlingen og den nærmere visitation af sagen. Egnede sager sendes til mægler, der aftaler nærmere med parterne (Hansen, 2012).

Der er på baggrund af evalueringen ingen dokumentation for, at den ene fremgangsmåde er bedre end den anden i forhold til, hvilket udbytte parterne har af at deltage i konfliktråd. Evalueringen stiller dog spørgsmålstegn ved, om den forskelligartede praksis i politikredsene kan have betydning for, om der er forskel i de sager, der kommer til konfliktråd (Hansen, 2012).

Måltal som styringsredskab

Fra begyndelsen af lovens implementering har der været måltal for, hvor mange konfliktråd de enkelte politikredse skal gennemføre. Siden 2012 har dette måltal ligget på 50 gennemførte konfliktråd generelt set i politikredsene, dog 75 i Københavns politi og 10 i Bornholms Politi (Kyvsgaard, 2016).

Fra CASA’s evaluering (2012) fremgår det, at der generelt er enighed om, at måltal har været nødvendigt for at fastholde fokus på konfliktråd, men at ulempen ved anvendelse af måltal er, at tempoet sættes ned når målet er nået (Hansen, 2012).

Omvendt er der ifølge CASA’s evaluering også en risiko for, at sagerne presses igennem i slutningen af året for at nå måltallet (Hansen, 2012).  

Nogle af politikredsene har uddelegeret måltal ved at fastsætte måltal for de enkelte politistationer. Dette er for at fastholde et lokalt fokus på at visitere sager til konfliktråd. Dermed er der tale om et styrings- og planlægningsredskab, hvor:

  • Man kan følge udviklingen i egnede sager til konfliktråd fra de enkelte politistationer, og hvor
  • Man kan fastholde de lokale ledere på politistationerne i at opfylde de aftalte mål (Hansen, 2012).

Genoprettende processer i mæglingsmødet

Ph.d. Ida Helen Asmussen viser i sin afhandling, Fra Retsstat til Omsorgsstat – om syndsforladelse i konfliktråd (2014), at mødet i konfliktråd er omgærdet af særlige logikker eller sandheder. Med udgangspunkt i disse, tilbydes parterne nogle givne positioner, som de enten accepterer eller sætter sig op i mod på mødet (Asmussen, 2014).

Asmussen finder, at deltagerne på konfliktråd indtager fem forskellige positioner i konfliktråd, herunder tre legitime positioner, og to positioner, der bryder med konfliktrådets logikker:

  • Den eksemplariske gerningsmand er en legitim position, hvor gerningspersonen angrer, beklager og udviser forståelse for forurettedes følelser.
  • Det barmhjertige offer og det terapeutiske offer er også to legitime positioner, som udviser næstekærlighed og tilgiver gerningspersonen for sine gerninger.
  • Den vrede gerningsmand omdefinerer sin position til selv at være den krænkede person.
  • Det uforsonlige offer omdefinerer også sin position ved at optræde uforsonligt og udvise vrede overfor gerningspersonen (Asmussen, 2014).

Dette indebærer ifølge Asmussen, at konfliktråd for nogle bliver en kamp om at forhandle og omdefinere situationen, fordi de oplever at blive udfordret og presset på deres position eller holdninger (Asmussen, 2014).

Kilder

Asmussen, Ida Helene (2014). Fra Retsstat til Omsorgsstat: Om syndsforladelse i konfliktråd. København: Jurist- og økonomiforbundets Forlag.

Hansen, Finn Kenneth (2012). Evaluering af konfliktråd: Den landsdækkende ordning. Center for Alternativ Analyse (CASA).

Justitsministeriets udvalg om konfliktråd (2008). Betænkning om Konfliktråd. Justitsministeriets udvalg om konfliktråd. 

Kyvsgaard, Britta (2016). Evaluering af konfliktråd. Justitsministeriets Forskningskontor.

Lov om konfliktråd i anledning af en strafbar handling, LOV nr. 467 af 12/06/2009. Tilgængelig fra: https://www.retsinformation.dk/forms/r0710.aspx?id=125406 [lokaliseret 04.03.2019]  

Effekt

En evaluering viser, at parterne i overvejende grad oplever konfliktråd som vellykket. Der er ikke påvist en kriminalpræventiv effekt af konfliktråd, men forskning viser, at tiltag der tager udgangspunkt i genoprettende ret er lovende overfor især unge lovovertrædere.

Justitsministeriets Forskningskontor evaluerede i 2016 konfliktråd med henblik på at undersøge om deltagelse i konfliktråd har en kriminalpræventiv effekt. Dette er undersøgt ved at sammenligne risikoen for tilbagefald til kriminalitet, recidiv, hos hhv. gerningspersoner, der har deltaget i konfliktråd og gerningspersoner, der havde et ønske om at deltage, men hvor forurettede har fravalgt muligheden (Kyvsgaard, 2016).

Fra evalueringen fremgår det, at der ikke er forskel mellem eksperimental- og kontrolgruppens risiko for recidiv, uanset:

  • Hvilken periode grupperne observeres i.
  • Hvilken kriminalitetstype, der fokuseres på, eller
  • Hvilke kriterier for recidiv, der ses på. Fx om gerningspersonen falder tilbage til andre former for kriminalitet end det, som de er i konfliktråd for (Kyvsgaard, 2016).

En mulig forklaring på resultaterne er, at konfliktråd især har fokus på den forurettede, samt at konfliktråd som indsats ikke er i stand til at afsætte så markante og varige spor hos lovovertræderne, at det afholder dem fra tilbagefald til ny kriminalitet (Kyvsgaard, 2016).

Generel effekt af genoprettende ret overfor unge

Justitsministeriets forskningskontor har kortlagt effekten af at anvende tilgangen genoprettende ret overfor unge, der har begået kriminalitet. De peger på, at:

  • Tiltag, der tager udgangspunkt i genoprettende ret, i særdeleshed er lovende overfor unge lovovertrædere.
  • Der ikke foreligger sikker viden om, hvorvidt selve victim-offender-mediation (VOM-modellen) har en kriminalpræventiv effekt.

Parternes oplevelse af konfliktrådsmødet

Fra CASA’s (2012) evaluering af konfliktråd fremgår det, at:

  • En overvejende andel af både forurettede og gerningspersoner oplevede at opnå det, de ønskede med konfliktråd.
  • Ca. 50 pct. af de forurettede og ca. 60 pct. af gerningspersonerne oplevede konfliktråd som meget vellykket.
  • Ca. 35 pct. af hhv. de forurettede og gerningspersonerne oplevede konfliktråd som vellykket.
  • Ingen oplevede, at deltagelse i konfliktråd var mislykket (Hansen, 2012).

Mæglerne peger desuden på, at det der går godt i konfliktråd er:

  • At parterne får sat ord på det, som de har oplevet og hører hinandens synspunkter.
  • At parterne via dialog om hændelsen oplever at opnå en forklaring /afklaring.
  • Når parterne kan indgå en aftale om fremtiden (Hansen, 2012).

Mæglerne peger på, at det der er svært i konfliktråd er:

  • At parterne kan have meget forskellige udgangspunkter og synspunkter.
  • Når gerningspersonen er i en svær social situation og har svært ved at deltage på mødet.
  • Når forurettede har andre forventninger til mødet end de givne rammer.
  • Hvis bisidder er for aktiv på mødet (Hansen, 2012).

Kilder

Berger, Nichlas Permin et al. (2015). Genoprettende Retfærdighed over for kriminalitetstruede unge: En kortlægning af viden. Det Nationale Institut for Kommuners og Regioners Analyse og Forskning.

Hansen, Finn Kenneth (2012). Evaluering af konfliktråd: Den landsdækkende ordning. Center for Alternativ Analyse (CASA).

Jørgensen, Tanja Tambour et al. (2015). Præventive effekter af straf og andre tiltag over for lovovertrædere: En forskningsoversigt. Justitsministeriets Forskningskontor.

Kyvsgaard, Britta (2016). Evaluering af konfliktråd. Justitsministeriets Forskningskontor.

Lov om konfliktråd i anledning af en strafbar handling, LOV nr. 467 12/06/2009. Tilgængelig fra: https://www.retsinformation.dk/forms/r0710.aspx?id=125406 [lokaliseret 04.03.2019]

Økonomi

Omkostningerne til konfliktråd finansieres af politiets samlede driftsbevilling. Det er Rigspolitiet, der forestår og afholder udgifter til uddannelse, supervision og seminarer for mæglerne. I perioden 2010 til 2017 har Rigspolitiet afholdt uddannelsesudgifter for mæglerne på i alt 1.778.883 kr. (Rigspolitiets sekretariat for konfliktråd, 2018).

Mæglerne tildeles et honorar pr. gennemført mægling på 1.800 kr. og 700 kr. pr. formøde. I gennemsnit har der i perioden 2011 til 2017 været gennemført 575 konfliktråd om året, hvilket svarer til en samlet udgift på ca. 1.437.000 kr. pr. år (Rigspolitiets sekretariat for konfliktråd, 2018).

Kilder

Rigspolitiets sekretariat for konfliktråd (2018). Interview.