Forside » Børn & unge » Styring og sagsbehandling » Sagsbehandlingsprocessen i sager om overgreb

Sagsbehandlingsprocessen i sager om overgreb

Sagsbehandlingsprocessen i sager om overgreb adskiller sig fra andre sagsbehandlingsprocesser ved, at der er specifikke lovkrav og ofte flere aktører fra forskellige sektorer involveret.

, &  | Socialstyrelsen

Det er kommunernes opgave at behandle og træffe afgørelse i sager, hvor der er bekymring for, at et barn eller en ung har brug for særlig støtte. Det gælder også sager, hvor der er mistanke eller viden om, at der er begået overgreb mod et barn eller en ung. Som noget særligt for denne type sager er der et strafferetligt aspekt, der bevirker, at det sociale og sundhedsmæssige område skal samarbejde tæt med politi og retsvæsen.

En sag om et muligt seksuelt eller voldeligt overgreb mod et barn eller en ung kan komme til myndighedernes kendskab via forskellige kanaler. Oftest skyldes det, at kommunen har modtaget en underretning med en bekymring for et barn eller en underretning, der mere specifikt peger på en mistanke/viden om, at et barn udsættes for overgreb.

Fra bekymring til underretning

Bekymring for et barn eller en ung opstår oftest hos de fagpersoner, der dagligt arbejder med børn og unge i kommunens dagtilbud, skoler, m.v. I første omgang kan fagpersoner håndtere en bekymring ved hjælp af en række systematiske observationer af barnet i forskellige dagligdagssituationer, i et forsøg på at afdække og indkredse hvad det er, der vækker bekymring for barnet. Disse observationer kan også afdække, om det drejer sig om særlige situationer eller relationer, der er vanskelige for barnet. Det er derfor afgørende, at de fagpersoner, der arbejder med børn/unge, har de relevante kompetencer til at observere og identificere børn og unges udviklingsniveauer og er særligt opmærksomme på bekymrende ændring i adfærd og uforklarlige tegn og reaktioner hos barnet eller den unge. Hvis man som fagperson efter at have observeret barnet i en periode stadig er bekymret, skal kommunens myndighedsafdeling underrettes.

Drejer det sig om mistanke eller viden om, at et barn eller en ung udsættes for psykisk eller fysisk vold, seksuelt misbrug eller anden alvorlig omsorgssvigt, bør der altid straks ske en underretning til kommunens sociale myndigheder.

En central forudsætning for, at kommunen kan vurdere og handle på mistrivsel hos børn og unge eller bekymring i forhold til et evt. overgreb, er således, at de fagpersoner, der dagligt møder børnene i dagsinstitutioner, skoler, m.v., er bevidste om deres skærpede underretningspligt, jf. servicelovens § 153, og får beskrevet deres bekymringer, observationer eller konkrete viden i en underretning til myndighedsafdelingen i kommunen. Alle fagpersoner i dagtilbud, skoler m.v. har pligt til at reagere og handle på de tegn og reaktioner, der vidner om generel mistrivsel hos børn, og som giver anledning til mistanke om, at et barn eller en ung udsættes for overgreb. Der er ligeledes pligt til at reagere, hvis et barn udviser seksuelt grænseoverskridende adfærd overfor et andet barn.

Selve underretningen 

Der er ikke formkrav til, hvordan en underretning skal foretages, og underretningen kan således både ske skriftligt, telefonisk, mundtligt, via e-mail, sms m.v.

Indholdet i en underretning bør være så konkret og objektivt beskrevet som muligt. Underretninger fra en professionel underretter, dvs. personer, der er omfattet af den skærpede underretningspligt jf. servicelovens § 153, kan med fordel:

  • angive ajourførte data på både børn og forældre, herunder hvem der har forældremyndigheden
  • angive konkrete datoer for episoder og beskrive konkrete observationer, herunder hvad der er observeret, hvornår, og under hvilke omstændigheder
  • undlade tolkninger og vurderinger
  • beskrive barnets fysiske, psykiske og sociale forhold
  • beskrive barnets ressourcer
  • beskrive barnets vanskeligheder
  • evt. beskrive observationer af samspillet mellem barn og forældre
  • anføre, om forældrene er orienteret om underretningen, og i tilfælde af, at de ikke er orienterede om underretningen, en begrundelse herfor. 

Det skal dog understreges, at det ikke er afgørende, hvor fyldestgørende underretningen er, men at der bliver underrettet, hvis man er bekymret for et barn eller en ung eller har mistanke eller viden om, at et barn eller en ung udsættes for psykisk eller fysisk vold, seksuelt misbrug eller anden alvorlig omsorgssvigt.

Hvis mistanken retter sig mod én eller begge forældre, orienteres de ikke om underretningen. Underretningen indgives direkte til kommunen, hvorefter kommunen koordinerer med politiet, hvornår forældrene orienteres om underretningen.

Hvis mistanken retter sig mod andre i barnets netværk, er underretter ikke forpligtet til at orientere forældremyndighedsindehaveren om sin underretning. Derimod har kommunalbestyrelsen pligt til at orientere forældremyndighedsindehaveren om, at kommunen har modtaget en underretning. Ofte vil kommunen dog have en praksis der gør, at forældremyndighedsindehaveren orienteres om mistanken samtidig med eller umiddelbart efter, at underretningen indgives til myndighedsafdelingen, bl.a. for at fastholde et godt samarbejde med familien. Kommunens praksis vedr. orientering af forældremyndighedsindehaver ved underretninger om mistanke om overgreb kan med fordel beskrives i det kommunale beredskab.

Underretningspligten er personlig. Det betyder, at man som fagperson i tilfælde hvor institutionsleder/skoleleder vurderer, at der ikke er behov for at udarbejde en underretning, stadig har pligt til at underrette, hvis man fagligt vurderer, at der er grund hertil.

Hvis man oplever, at kommunen ikke handler tilstrækkelig på baggrund af en underretning, kan man underrette Ankestyrelsen om sin bekymring. Ankestyrelsen skal sikre barnets retssikkerhed og undersøge, om kommunens indsats er tilstrækkelig.

De sagsbehandlingsveje, der skal følges, afhænger af hvem mistanken retter sig imod og hvilken grad af viden man har. I det følgende beskrives en generel sagsbehandlingsproces, hvor tværsektorielle roller og ansvar fremgår. Teksten er baseret på Socialstyrelsens vejledningsmateriale til håndtering af sager om overgreb mod børn og unge (Socialstyrelsen, 2013).

Når en underretning er modtaget  

Det er en kommunal opgave at organisere, koordinere og foretage sagsbehandlingen, når der opstår mistanke eller viden om, at et barn eller en ung har været udsat for overgreb. Håndteringen af de konkrete sager involverer en lang række fagpersoner på tværs af sektorer og afdelinger, herunder det børnehus, som kommunen er tilknyttet. Den kommunale myndighedssagsbehandler har, som barnets sagsbehandler, til opgave at koordinere sagen i henhold til den til enhver tid gældende lovgivning.

Det er således sagsbehandlerens pligt at reagere hurtigt og adækvat i forhold til underretninger fra fagfolk og borgere vedrørende børn og unge, der mistrives, og hvor der kan være mistanke eller konkret viden om overgreb. Når kommunen modtager en underretning, skal underretningen vurderes inden for 24 timer fra modtagelsen med henblik på at vurdere, om barnets sundhed eller udvikling er i fare, og om der skal iværksættes akutte foranstaltninger over for barnet eller den unge (servicelovens § 155, stk. 2). Drejer underretningen sig om et barn eller en ung, hvor der allerede er iværksat foranstaltninger, skal sagen genvurderes med deltagelse af en eller flere myndighedspersoner, som ikke tidligere har deltaget i behandling af sagen, jf. servicelovens § 155 a.

Den børnefaglige undersøgelse jf. § 50

Hvis det antages, at et barn eller en ung trænger til særlig støtte, herunder på grund af nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, skal kommunens myndighedsafdeling træffe beslutning om, hvorvidt der er grundlag for at udarbejde en børnefaglig undersøgelse, jf. servicelovens § 50. Alvorsgraden og kompleksiteten i sagen er afgørende for denne beslutning. En mistanke eller viden om overgreb mod et barn vil som udgangspunkt danne grundlag for en beslutning om at udarbejde en børnefaglig undersøgelse.

Den børnefaglige undersøgelse skal, så vidt muligt, gennemføres i samarbejde med forældremyndighedsindehaveren og den unge, der er fyldt 15 år.

Den børnefaglige undersøgelse skal anlægge en helhedsbetragtning og omfatte barnets eller den unges:

  • udvikling og adfærd
  • familieforhold
  • skoleforhold
  • sundhedsforhold
  • fritidsforhold og venskaber
  • andre relevante forhold.

Den børnefaglige undersøgelse skal gennemføres så skånsomt, som forholdene tillader, og må ikke være mere omfattende, end formålet tilsiger. Det skal i forbindelse med undersøgelsen derfor altid overvejes, hvorvidt og i hvilket omfang hvert enkelt af de seks punkter er relevante at undersøge for det enkelte barn eller den unge.

Den børnefaglige undersøgelse skal være en kvalificeret afdækning af, om der er forhold hos barnet eller den unge og familien, der bør resultere i iværksættelse af hjælpeforanstaltninger. De fagfolk, som allerede har viden om barnet eller den unge og familien, skal inddrages i dette arbejde. Hvis det er nødvendigt, skal kommunen lade barnet eller den unge undersøge af en læge eller autoriseret psykolog.

Undersøgelsen skal afdække både ressourcer og problemer hos barnet eller den unge, familien og netværket for både at undersøge de vanskeligheder, der gør sig gældende, og om der hos barnet eller den unge og/eller i familie og netværket er ressourcer, der kan bidrage til at klare vanskelighederne.

Den børnefaglige undersøgelse skal være afsluttet senest fire måneder efter, at kommunen bliver opmærksom på, at et barn eller en ung kan have behov for særlig støtte. Undersøgelsen skal resultere i en begrundet stillingtagen til, om der er grundlag for at iværksætte foranstaltninger, og i bekræftende fald hvilke. Hvis der er iværksat en foranstaltning sideløbende med gennemførelsen af den børnefaglige undersøgelse, skal der tages stilling til, hvorvidt disse foranstaltninger skal videreføres.

I forbindelse med den børnefaglige undersøgelse skal det vurderes, om der skal foretages en undersøgelse af eventuelle andre børn i familien. Den børnefaglige undersøgelse kan gennemføres som én samlet undersøgelse for flere børn i familien, dog således at der tages højde for børnenes individuelle behov.

Kommunen skal senest seks hverdage efter modtagelsen af en underretning sende en bekræftelse for modtagelsen til underretter, jf. servicelovens § 155 b. Kommunen skal orientere underretter om, hvorvidt underretningen har iværksat en undersøgelse eller foranstaltning vedrørende det barn eller den unge, som underretningen vedrører, jf. servicelovens § 155 b, stk. 2. Kommunen skal orientere underretter om, hvilken type foranstaltning underretningen har iværksat og om den planlagte varighed af foranstaltningen, hvis oplysning om dette vil kunne have væsentlig betydning for den støtte, som den pågældende kan yde barnet eller den unge, jf. servicelovens § 155 b, stk. 3.

Samtale med barnet 

Det fremgår af servicelovens § 155 a, stk. 2, at der til brug for vurdering af underretning, efter § 152 – 154 jf. stk.1, kan finde en samtale sted med barnet eller den unge. Samtalen kan finde sted uden samtykke fra forældremyndighedsindehaver og uden dennes tilstedeværelse, når hensynet til barnets eller den unges bedste taler herfor.

Ved underretninger om overgreb mod et barn eller en ung skal der finde en samtale sted med barnet eller den unge. Ved underretninger om et barn eller en ung, fra barnets eller den unges forældres side, skal samtalen foregå uden samtykke fra forældremyndighedens indehaver og uden dennes tilstedeværelse, jf. servicelovens § 155 a, stk. 2.

Samtaler efter denne bestemmelse kan, jf. servicelovens § 155a, stk. 3, undlades, i det omfang barnets eller den unges modenhed eller sagens karakter taler imod samtalens gennemførelse.

Læs mere i Vidensportalens artikel om samtaler med børn

Børnehuset inddrages 

Når et barn eller en ung har været udsat for overgreb eller ved mistanke herom, skal kommunen, til brug for den børnefaglige undersøgelse, benytte det børnehus, som kommunen er tilknyttet, jf. servicelovens § 50 b. Børnehuset kan bl.a. give råd og vejledning og foretage en udredning af barnets behov for særlig støtte, jf. servicelovens § 50.

Børnehuset skal benyttes, når kommunen vurderer, at der skal udarbejdes en børnefaglig undersøgelse og samtidig vurderer, at der er behov for at inddrage politi og/eller sundhedsvæsen (BEK nr. 1153 af 01/10/2013 stk. 1). Kommunen bevarer myndighedsansvaret i forhold til barnet eller den unge under hele forløbet i børnehuset, herunder håndtering af hele familiens situation (VEJ nr. 9142 af 26/02/2019 kapitel 9).

Børnehuset har således også til opgave at koordinere de tværsektorielle indsatser, mens arbejdet med barnet pågår.Børnehusets udredning har fokus på barnet, og udredningen tilpasses det enkelte barn. Formålet er at undersøge og udrede, hvordan barnet er påvirket af overgrebet, herunder barnets grad af traumatisering, samt at vurdere barnets behov for særlig støtte med udgangspunkt i mistanken eller viden om overgrebet.

Børnehusets udredning indgår som et led i kommunens udarbejdelse af den børnefaglige undersøgelse. Udredningen skal bidrage til at give kommunen et kvalificeret grundlag for at beslutte og iværksætte de eventuelle foranstaltninger, som barnet kan have behov for som følge af overgrebet.

Læs mere i Vidensportalens artikel om Børnehuse

Politiet tager stilling til, om der skal foretages en retsmedicinsk undersøgelse og videoafhøring af barnet. I børnehuset inddrages endvidere sundhedsfagligt personale i en vurdering af barnets behov for lægelig undersøgelse og behandling. Barnet og dets nære omsorgspersoner kan desuden efter behov modtage krisestøtte i børnehuset, jf. VEJ nr. 9142 af 26/02/2019 kapitel 9.

Politianmeldelse 

De enkelte skridt i sagsbehandlingen kan variere afhængigt af, hvem mistanken om det formodede overgreb retter sig imod. Eksempelvis er tidspunktet, hvor forældrene inddrages i sagen, afhængigt af, om mistanken rettes mod forældrene. Er det tilfældet, må forældrene ikke orienteres om mistanken, før sagsbehandleren har taget stilling til en evt. politianmeldelse.

Når en sag anmeldes til politiet, er det politiet, der i efterforskningsøjemed afgør, hvornår der må rettes henvendelse til forældrene. Kommunen har dog ansvaret for, at barnets behov for støtte efter serviceloven imødekommes.

Opgaver i den strafferetslige sektor er som følger: 

Opgaver i den strafferetslige sektor

Politianmeldelse → Vurdering af anmeldelse i relation til efterforskning → Eventuel videoafhøring af barnet → Påtaleopgivelse eller sigtelse → Tiltale → Indlevering af anklageskrift til retten → Retskendelse i form af dom eller frifindelse

Vurdering af barnets eller den unges og familiens behov for særlig støtte

Det er ikke alle sager om overgreb, der anmeldes til politiet, ligesom det ikke er alle børn, der kommer omkring sundhedssektoren. Såfremt sagen ikke involverer andre sektorer end kommunen, involveres Børnehuset ikke. Sagsbehandleren skal imidlertid altid vurdere barnets behov for sikkerhed og særlig støtte, herunder også barnets forældres behov for krisehjælp for at sikre, at de kan varetage den primære omsorg for barnet.

Kommunen har altid mulighed for at benytte sig af konsultativ bistand fra Børnehusene.

Sagsbehandleren skal vurdere barnets eller den unges behov for behandling på kort og på langt sigt og tage stilling til, om der eksempelvis skal iværksættes individuel psykologisk behandling, familiebehandling og/eller gruppebehandling. I de tilfælde, hvor politiet ikke iværksætter en efterforskning eller opgiver en straffesag, pga. manglende bevisførelse, kan barnet eller den unge og familien fortsat have behov for særlig støtte, og kommunen kan derfor ikke henlægge sagen, før der er foretaget en konkret vurdering heraf på baggrund af en børnefaglig undersøgelse, jf. servicelovens § 50.

Formålet med at yde støtte er, jf. servicelovens § 46, at skabe de bedst mulige opvækstvilkår for de involverede børn og unge, så de på trods af et muligt overgreb kan opnå de samme muligheder for personlig udfoldelse, udvikling og sundhed som deres jævnaldrende.

Såfremt den børnefaglige undersøgelse viser, at barnet eller den unge har behov for særlig støtte, skal der, jf. servicelovens § 140, udarbejdes en handleplan. Handleplanen skal angive formålet med indsatsen og beskrive hvilken indsats, der er nødvendig for at opnå formålet, herunder forventet varighed. I sager om anbringelse uden for hjemmet skal handleplanen angive hvilke former for støtte, der selvstændigt skal iværksættes over for familien i forbindelse med, at barnet eller den unge opholder sig uden for hjemmet og i tiden efter barnets eller den unges hjemgivelse.

Inden der træffes afgørelse om undersøgelse uden samtykke fra forældre og den unge, der er fyldt 15 år, og inden der træffes afgørelse om foranstaltninger, skal sagsbehandleren tale med barnet eller den unge for at klarlægge barnets eller den unges holdning til den påtænkte afgørelse, jf. servicelovens § 48.

Kilder 

Socialstyrelsen (2013). Kommunalt beredskab: Vejledningsmateriale til håndtering af sager med overgreb mod børn og unge. Odense: Socialstyrelsen.

Lov om social service, LBK nr. 798 af 07/08/2019. Tilgængelig fra: https://www.retsinformation.dk/Forms/R0710.aspx?id=209925 [lokaliseret 18.10.2019]

Vejledning om indsatser og særlig støtte til børn og unge og deres familier, VEJ nr. 9142 af 26/02/2019. Tilgængelig fra: https://www.retsinformation.dk/Forms/R0710.aspx?id=205101 [lokaliseret 18.10.2019]

Bekendtgørelse om Børnehuse, BEK nr. 1153 af 01/10/2013. Tilgængelig fra: https://www.retsinformation.dk/Forms/R0710.aspx?id=158447 [lokaliseret 18.10.2019]

 

 

 

Publiceret: 01.09.2015. Sidst opdateret: 08.01.2020