Forside » Børn & unge » Styring og sagsbehandling » Indsatser » Familierådslagning

Familierådslagning

Familierådslagning bruges ofte i børnesager, fx som led i en afklaring af, om en anbringelse er den rette foranstaltning for barnet. Familierådslagning bidrager til at inddrage barnets netværk i beslutninger vedrørende barnet for at aktivere alles ressourcer og sikre de bedst mulige tiltag for barnet.

, Jane Sepstrup og | Socialstyrelsen

Målgruppen for familierådslagninger er børn og unge, hvor enten familie eller fagpersoner er alvorligt bekymrede for barnets trivsel. Familierådslagning kan bl.a. bruges som et led i en afklaring af, om en anbringelse er den rette foranstaltning for barnet. De seneste par år er man desuden i højere grad begyndt at bruge familierådslagning på skoler, i kriminalpræventivt arbejde og over for minoritetsgrupper.

Tanken bag familierådslagning er, at det udvidede netværk omkring et barn eller en ung har unikke kundskaber, erfaringer og ressourcer, som er gavnlige for beslutningsprocessen. Det kan variere fra barn til barn, hvem der indgår i det udvidede netværk. Det er således ikke nødvendigvis biologiske bånd eller geografisk nærhed, der bestemmer, hvem der ses som en del af et barns netværk.

Familierådslagning foregår i samspil med socialforvaltningen, idet socialforvaltningen har en vigtig ekspertise på fagområdet, mens netværket omkring barnet har et indgående kendskab til barnets hverdag og kan bidrage med ressourcer og viden. Familierådslagning består af en forberedelsesfase, et møde og en opfølgning. På mødet får netværket til opgave selv at udvikle et forslag til en handleplan, som efterfølgende bliver gennemgået og eventuelt revideret i samarbejde med fagpersonerne.

Flere studier viser, at familierådslagning har en positiv effekt. Amerikanske studier viser bl.a., at familierådslagning kan medvirke til, at familier føler sig styrkede, at barnet bliver hjemgivet til familien efter anbringelse, eller at barnet bliver placeret i en netværksanbringelse. Derudover viser tilfredshedsundersøgelser, at der blandt de deltagende familier er en stor tilfredshed med familierådslagning.

Dansk forskning fra 2019 viser, at langt de fleste deltagere har givet positive vurderinger af metoden. Endvidere står det klart, at langt de fleste børn, som har deltaget i familierådslagning, oplever at have haft indflydelse på de trufne beslutninger. Undersøgelsen finder desuden, at både børn og voksne mener, at familierådslagningen har ført til en plan, som de vurderer realistisk at gennemføre.

Et norsk studie fra 2017 finder, at den store og konstante udskiftning af medarbejdere samt dårlig opfølgning af handleplanen udgør en udfordring for familierådslagningsmetoden. Undersøgelsen konkluderer, at det kan være noget af forklaringen på, at metoden bliver brugt mindre, end man ville forvente til trods for stor begejstring for metoden blandt både private og professionelle aktører, og selvom implementeringen i Norge har været tilgodeset med mange ressourcer.

Hvor meget ved vi om indsatsen ?

Familierådslagning Familierådslagning bruges ofte i børnesager, fx som led i en afklaring af, om en anbringelse er den rette foranstaltning for barnet. Familierådslagning bidrager til at inddrage barnets netværk i beslutninger vedrørende barnet for at aktivere alles ressourcer og sikre de bedst mulige tiltag for barnet. ABCDMålgruppeMetodeImplementeringEffektØkonomi

Læs hele artiklen

Målgruppe

Målgruppen for familierådslagninger er børn og unge, hvor enten familie eller fagpersoner er bekymrede for barnets/den unges trivsel, og hvor det bliver vurderet, at familien og/eller barnet eller den unge har behov for støtte (Frost et al., 2012). Der kan fx være tale om familier med misbrug, hjemløshed, adfærdsproblemet hos barnet eller psykiske problemer hos barnet/forældrene (McCrae & Fusco, 2010). En sekundær målgruppe kan være familienetværket, herunder forældrene. Den sekundære målgruppe bliver inddraget i familierådslagningen og får derved hjælp til at mobilisere egne ressourcer, så barnet eller den unge kan blive støttet bedst muligt (Heino, 2009).

Familierådslagning bruges ofte i børnesager, fx som led i en afklaring af, om en anbringelse er den rette foranstaltning for barnet (McCrae & Fusco, 2010). Desuden er man i løbet af de seneste år i højere grad begyndt at benytte familierådslagning i skoler, i kriminalpræventivt arbejde og over for minoritetsgrupper (De Jong & Schout, 2011; Evans, 2011). I flere lande er der endvidere også et ønske om i højere grad at involvere familien ved psykisk sygdom (De Jong & Schout, 2011).

Ifølge forskeren Kate Morris skal det inviterede netværk i familierådslagning ses som relativt flydende, og det vil variere fra barn til barn, hvem der indgår. Det er således ikke nødvendigvis biologiske bånd eller geografisk nærhed, der bestemmer, hvem der ses som en del af et barns netværk (Morris, 2012).

Uenighed om eksklusion ved vold og seksuelle overgreb

Der er uenighed blandt forskere og leverandører om, hvorvidt man i familierådslagning bør ekskludere familier, hvor barnet har været udsat for vold eller seksuelle overgreb (McCrae & Fusco, 2010; Crea & Berzin, 2009; Weigensberg et al., 2009). Fortalere argumenterer for, at familierådslagning kan være med til at bryde tabuet om overgreb og sikre støtte fra den øvrige familie til at nå frem til en fredelig løsning. Modstandere argumenterer for, at familierådslagning kan styrke ubalancen i familien og føre til yderligere afmagt hos barnet ved at give krænkeren for meget indflydelse i forløbet (Crea & Berzin, 2009). Hvis krænkeren er en del af barnets netværk, er der dog også eksempler på, at man har afholdt en familierådslagning uden vedkommendes deltagelse.

I Esbjerg Kommune, som har anvendt familierådslagning siden 2014, har man i en testperiode på et år (fra januar 2018 til januar 2019) brugt metoden på højkonfliktfamilier (Rasmussen & Sandgaard, 2019a og 2019b). I disse sager, som karakteriseres som sager, hvor der er en verserende voldssag eller en Børnehussag, er konfliktniveauet så højt, at barnet eller den unge i nogle tilfælde ikke er med til familierådslagningen, men er repræsenteret ved en støtteperson. Det er børnenes/de unges spørgsmål, som bliver drøftet på rådslagningen, og der bliver udarbejdet en plan. I de sager, hvor barnet/den unge ikke er med til selve familierådslagningen, kan de evt. deltage i opfølgningen (Rasmussen & Sandgaard, 2019a og 2019b). Esbjerg Kommunes erfaring er, at denne målgruppe fordrer en længere proces, og at det kan være en god idé, at der sker en specialisering af samordnere til at kunne mediere i netop denne sagstype. Rasmussen og Sandgaard angiver i evaluerings- og forskningsrapporten fra 2019, at erfaringerne er, at forældrene i disse vanskelige sager begynder at kommunikere sammen og se deres børn igen efter at have deltaget i familierådslagning.

Kilder

de Jong, Gideon & Schout, Gert (2011). Family group conferences in public mental health care: An exploration of opportunities. International Journal of Mental Health Nursing, Vol. 20 (1): 63-74.

Crea, Thomas M. & Berzin, Stephanie C. (2009). Family Involvement in Child Welfare Decision-Making: Strategies and Research On Inclusive Practices. Journal of Public Child Welfare, Vol. 3 (3): 305-327.

Evans, Carly Anne (2011). The Public Law Outline and Family Group Conferences in Childcare Practice. Child Care in Practice, Vol. 17 (1): 3-15.

Heino, Tarja (2009). Family Group Conference from a Child Perspective: Nordic Research Report. Report 9/2009. Helsinki: National Institute for Health and Welfare.

Frost, Nick et al. (2012). Child and Family Social Work. Blackwell Publishing.

McCrae, Julie S. & Fusco, Rachel A. (2010). A racial comparison of Family Group Decision Making in the USA. Child and Family Social Work, Vol. 15 (1): 41-55.

Morris, Kate (2012). Thinking Family? The Complexities for Family Engagement in Care and Protection. British Journal of Social Work, Vol. 42 (5): 906-920.

Rasmussen, B. M. & Sandgaard, A. M. (2019a). Familierådslagning i Esbjerg Kommune 2014-2018: Evaluerings- og forskningsrapport (Del 1). Esbjerg: UC Syd.

Rasmussen, B. M. & Sandgaard, A. M. (2019b). Familierådslagning i Esbjerg Kommune 2014-2018: Evaluerings- og forskningsrapport (Del 2). Esbjerg: UC Syd.

Weigensberg, Elizabeth C. et al. (2009). Family group decision making: A propensity score analysis to evaluate child and family services at baseline and after 36-months. Children and Youth Services Review, Vol. 31 (3): 383-390.

Metode

Familierådslagning kan sikre en gennemsigtig beslutningsproces, hvor fagpersoner og barnets private netværk samler alles ressourcer og opstiller fælles forpligtende mål. Anvendelse af familierådslagning er én af de måder, hvorpå det kan sikres, at der sker den systematiske inddragelse af familie og netværk, som servicelovens § 47 kræver (Bekendtgørelse af lov om social service; Vejledning om indsatser og særlig støtte til børn og unge og deres familier).

Indsatsens metode

Familierådslagning blev udviklet på New Zealand i slutningen af 1970’erne. Grundtanken i metoden er, at det udvidede netværk omkring et barn eller en ung har unik kendskab, erfaringer og ressourcer, som gør det muligt for netværket at træffe konstruktive beslutninger om barnet eller den unge og at bidrage til aktiviteterne i handleplanen. Socialforvaltningen har vigtig ekspertise, men har ikke indgående viden om barnets hverdag. Det er i samspillet mellem disse to former for kundskab, at de bedste løsninger for barnet kan skabes (Omre & Schelderup, 2009).

Familierådslagning kan anvendes for at skabe fælles mål for deltagerne, opbygge tillid og gensidig respekt, gennemføre en gennemsigtig beslutningsproces og samle ressourcer. Metoden kan desuden anvendes til at lade netværkets deltagere forstå, at de er gensidigt afhængige af hinanden og lige partnere i arbejdet med at skabe forandringer (Chandler, 2013).

Dansk forskning fra 2019 (Rasmussen & Jæger, 2019) beskriver to grundlæggende normative tilgange til inddragelsen af barnet/den unge og de betydningsfulde voksne i barnets/den unges liv. Den ene tilgang er en rettigheds- og medborgertilgang, hvor et menneske bliver inddraget i egen sag eller de beslutninger, som er knyttet til vedkommendes eget liv. Denne tilgang er en del af respekten for et menneskes autonomi, og man vurderer inddragelsen ud fra rettigheds-, etiske og processuelle kriterier om reel inddragelse.
Den anden tilgang repræsenterer en nytte- og effektivitetstilgang, hvor man vurderer inddragelsen ud fra udbyttet, og dermed hvad der kommer ud af inddragelsen. Eksempelvis kan løsningen på et givent problem med denne tilgang være, at netværket tager ansvar, eller at netværket bidrager til løsningen. I sidste instans vurderer man her inddragelsen i forhold til en ønsket progression i barnets trivsel og udvikling (Rasmussen & Jæger, 2019). Ifølge Rasmussen og Jæger indgår begge tilgange i både lovgivning og socialfaglig praksis, og det ideelle socialfaglige arbejde består i, at der sker en rettigheds- og etisk inddragelse, samtidig med at der opnås stor effekt. De to danske forskere påpeger, at tilgangene ofte sammenflettes, og at det er muligt at inddrage både rettighedsmæssigt og reelt - dvs. hvor borgeren oplever at være inddraget, uden at det får nogen væsentlig effekt, ligesom det er muligt at inddrage uetisk og uden hensyn til rettigheder, men med stor effekt (Rasmusssen & Jæger, 2019).

I den internationale litteratur bliver familierådslagning ofte præsenteret med fire hjørnestene. I nordisk regi arbejder man derudover med en femte hjørnesten (Strandbu, 2011):

  1. Familierådslagningen arrangeres i den udvidede familie. En initiativtager inviterer personer, der kender barnet og holder af det. Det kan være nære slægtninge, naboer eller gode venner af familien.

  2. Familien får hjælp af en samordner, som ikke arbejder i socialforvaltningen. Samordneren har til opgave at hjælpe familien med at planlægge og gennemføre familierådslagningen. Det er ligeledes samordnerens opgave at sørge for, at hver enkelt deltager er godt bekendt med metoden og bidrager positivt til processen.

  3. Den udvidede familie får en række informationer fra socialforvaltningen og/eller andre offentlige informanter og skal herefter have mulighed for at drøfte mulige løsninger, uden at der er offentlige personer til stede. Det er således en central værdi i metoden at bidrage til øget myndiggørelse af de familier, som indgår i møderne ved at anerkende, at familien selv kan være med til at definere og beslutte, hvilken støtte den har behov for.

  4. Familiens drøftelser skal føre til en handleplan, der så konkret som muligt beskriver, hvad der kan gøre barnets livssituation bedre, og hvem der har ansvaret for at iværksætte denne støtte. Ved at familien får mulighed for at lave en plan for barnets fremtid, bliver beslutningsprocessen mere åben, og flere får lov til at spille en aktiv part.

  5. I nordisk sammenhæng er der beskrevet en femte hjørnesten, som er børneperspektivet. Dermed bliver barnets deltagelse i familierådslagningen synliggjort. Ifølge Thørnblad et al. (2017) blev denne femte hjørnesten defineret af de svenske forskere Andersson og Bjerkmann i midten af 1990´erne. Den norske forsker Astrid Strandbu definerer i sin ph.d.-afhandling børneperspektivet som en samlet ramme, der afhænger af tre perspektiver: 1) de samfundsmæssige og kulturelle rammer for, hvilken position og retmæssig beskyttelse børnene har, 2) de voksnes evne og vilje til at finde løsninger, der er til barnets bedste ud fra viden om børns udvikling og det konkrete barns kontekst, og 3) barnets meninger, behov og ønsker, som barnet skal have lov til at ytre. Dette indebærer også, at barnet skal behandles med respekt, uanset om det har en klar mening eller ej (Strandbu, 2011).

En familierådslagning består af 1) forberedelse, 2) et møde (en rådslagning) og 3) en opfølgning (Omre & Schelderup, 2009; Thørnblad et al. 2017; Socialstyrelsen, 2018).

1. Forberedelsen

I forberedelsen afgrænser initiativtageren sammen med forældrene og evt. barn de spørgsmål, der skal behandles på mødet. Eksempelvis kan et spørgsmål til det udvidede netværk være, hvordan man støtter barnet i at få en stabil skolegang. I forberedelsen laves også en afdækning af familiens netværk med henblik på at få inviteret de relevante ressourcer med til mødet. Initiativtageren vil ofte være barnets socialrådgiver, men kan fx også være en lærer eller en pædagog med kendskab til barnet.

2. Mødet - rådslagningen

Mødet starter med en informationsdel for at sikre, at det udvidede netværk kender til baggrunden for det, der skal drøftes på mødet. Det er offentlige informanter som fx barnets lærer, en læge eller psykolog, som står for denne del. Herefter udarbejder det udvidede netværk en handleplan, uden at der er fagprofessionelle til stede. Det er muligt at tilkalde samordner og initiativtager under denne del af mødet, hvis der er opklarende spørgsmål. Herefter tilkaldes fagpersonerne igen for at få præsenteret planen. Initiativtageren vurderer her, om planen vil kunne sikre, at barnet får tilstrækkelig hjælp i forhold til formålet med mødet. Netværket kan evt. blive bedt om at præcisere planen, og mødet afsluttes som udgangspunkt med, at planen bliver godkendt. Mødet bliver afholdt et neutralt sted (fx på skolen eller i et familiehus), men ikke i forvaltningen. Den første familierådslagning varer ofte op til fem timer.

3. Opfølgningen

Der sker en opfølgning af mødet ved, at der afholdes en ny familierådslagning noget tid efter med henblik på at evaluere planen. Derudover kan der ske konkret opfølgning i forhold til de aftaler, der træffes på mødet. Varigheden på en opfølgende rådslagning er 2-3 timer. 

I nordisk regi forudsætter familierådslagningen som udgangspunkt, at barnet/den unge deltager (Thørnblad et al., 2017). Dog kan der hos nogle fagpersoner være en bekymring for, at deltagelsen kan belaste barnet, samt en opfattelse af at man beskytter barnet ved at skærme det mod inddragelse (Strandbu, 2011). Der er ikke fundet studier, som viser en direkte sammenhæng mellem barnets deltagelse og dets udvikling på længere sigt. Til gengæld kan der være en række indirekte sammenhænge mellem barnets deltagelse og trivsel. Først og fremmest kan en større grad af inddragelse give en følelse af kontrol, mestring og velvære, så barnet oplever forudsigelighed og sammenhæng. I tilfælde hvor forældrene har en sygdom, et misbrug eller andet, som barnet har behov for at få information om på en realistisk, sandfærdig og tilpasset måde, kan en familierådslagning være en måde at informere barnet eller den unge om sin rolle som pårørende. Strandbu (2011) refererer således til Kari Killens argumenter om, at såvel kliniske erfaringer som undersøgelser viser, at børn overlever omsorgssvigt bedst, hvis de får hjælp til at bearbejde deres oplevelser af situationen, mens de befinder sig i den.

Man kan evt. vælge at inddrage en støtteperson i familierådslagning. Støttepersonen, der er en person, som barnet er særlig tryg ved, kan både direkte og indirekte påvirke barnets position, og vedkommende spiller dermed en central rolle i sikringen af barnets deltagelse i familierådgivningsprocessen (Thørnblad et al, 2017). I modsætning til samordneren, som skal have en neutral og upartisk position, er støttepersonen partisk i den forstand, at personen først og fremmest skal varetage barnets interesser gennem hele familierådslagningsprocessen (Thørnblad et al., 2017). Thørnblad henviser til den generelle magtulighed, som eksisterer i det hierarkiske forhold mellem barn og voksen, og som kan omfatte interessekonflikter mellem barn og voksen, hvilket kan være yderst krævende for børn og unge. I sådanne tilfælde kan støttepersonen få stor betydning i familierådslagningsprocessen. En dansk undersøgelse af ti børn og unge i alderen 11-16 år finder, at børn anser det som vigtigt, at støttepersonen er en person, som kender barnet og familiens situation på forhånd, og at det er en person, som barnet vil kunne mødes og tale med senere – dvs. efter familierådslagningen (Mortensen, 2007).

Internationalt er der stor forskel i anvendelse af støtteperson til barnet, ligesom benævnelsen varierer (Thørnblad et al., 2017). I England har barnet ret til at få hjælp af en neutral støtteperson. I Norge deltager en støtteperson altid i familierådslagningen (Thørnblad et al, 2017). I den danske kommune Faaborg-Midtfyn, som har anvendt familierådslagning siden 1999, vendes behovet for støtteperson med barn og forældre ved hver familierådslagning (Telefoninterview med Faaborg-Midtfyn Kommune, 2019).

I forhold til at anvende familierådslagning i sager der omhandler etniske minoritetsfamilier, viser erfaringer fra Norge, at man skal tage hensyn til familiens historik og evt. traumatiske oplevelser, familiens etniske oprindelse, og hvor længe de har opholdt sig i deres nye hjemland. Endelig er en kompliceret familiestruktur eller netværk bosiddende i udlandet vigtige faktorer, som skal tages med i betragtning (Falck & Mathisen, 2010).

I Danmark har man erfaret, at det i disse sager er nødvendigt at være opmærksom på, om der skal anvendes tolk i rådslagningsprocessen, idet deltagerne bliver introduceret for mange nye begreber og har brug for at koncentrere sig om problematikkerne vedrørende barnet frem for at skulle tolke for hinanden (Skytte, 2011).

Kilder

Bekendtgørelse af lov om social service VEJ nr. 9142 af 26/02/2019.

Chandler, Susan Meyers (2013). The Application of Collaboration Models to Family Group Conferencing. Journal of Policy Practice, Vol. 12 (1): 3-22.

Falck, Sturla & Mathisen, Anders (2010). Implementering med Problemer: Evaluering av familieråd i Oslo brukt i familier med minoritetsbakgrunn. NOVA-notat nr. 9/2010. Olso: NOVA – Norsk institutt for forskning om opvekst, velferd og aldring.

Mortensen, Birgit (2007). Børneperspektivet i familierådslagning. Odense: Styrelsen for Specialrådgivning og Social Service.

Omre, Cecilie & Schelderup, Liv E. (2009). Barn i barnevernet: En studie om barns deltakelse og styrkeprocesser i familieråd. Trondheim: Tapir Akademisk Forlag.

Rasmussen, B. M. & Jæger, S. (2019). Netværksinddragelse og familierådslagning, Socialrådgivernes mikrofaglige udfordringer og behov for viden. Esbjerg: UC SYD.

Skytte, Marianne (2011). Evaluering af projektet: Implementering af familierådslagning i etniske minoritetsfamilier: Udviklingsprojekt i Albertslund, Helsingør, Ishøj og Køge kommuner: 2007 - 2009. Aalborg: FOSO – Netværk for forskning i socialt arbejde, Det Samfundsvidenskabelige Fakultet, Institut for Sociologi og Socialt Arbejde.

Socialstyrelsen (21. juni 2018). Hvad er familierådslagning? Tilgængelig fra: https://socialstyrelsen.dk/tvaergaende-omrader/sagsbehandling-born-og-unge/netvaerksinddragende-metoder/hvad-er-familieradslagning [lokaliseret 13-12-2019].

Strandbu, Astrid (2011). Barnets deltakelse, Hverdagslige og vanskelige beslutninger. Oslo: Universitetsforlaget.

Vejledning om indsatser og særlig støtte til børn og unge og deres familier, VEJ nr. 9142 af 26/02/2019.

Thørnblad, Renee et al. (2017). Fortolkninger og praktisering av støttepersonrollen i familieråd i Norge. Tidsskriftet Norges Barnevern. Vol. 94 (4): 254-272.

Implementering

For at implementere familierådslagning skal der uddannes initiativtagere og samordnere, som kender metodens teoretiske- og værdimæssige udgangspunkt og praktiske udførelse. Hvis modellen bliver implementeret med høj fidelitet, giver den en produktiv beslutningsproces, inkluderer familiens ressourcer og sikrer, at fagpersonerne understøtter processen.

Læs mere her om implementering

Familierådslagning er udviklet på New Zealand, hvor den blev skrevet ind i lovgivningen i 1989. Derfra har den bredt sig til Skandinavien og det øvrige Europa, USA, Australien, Canada m.m. (Rauktis et al., 2010). Metoden blev første gang afprøvet i Danmark i perioden 2000-2002 som en forsøgsordning. Siden har der været flere projekter i regi af Social- og Indenrigsministeriet, og i dag bliver metoden anvendt i en lang række danske kommuner. Internationalt bliver metoden anvendt i mere end 30 lande (Thørnblad et al., 2017).

For så vidt angår implementering af familierådslagning i arbejdet med etniske minoritetsfamilier, er der blevet gennemført en evaluering af implementeringsprocesser i enkelte bydele i Oslo (Falck & Mathisen, 2010).

Hvad skal der til for at implementere indsatsen?

De to centrale personer i en familierådslagning er initiativtageren og samordneren.

Initiativtageren:

  • Initiativtagerne kan fx være barnets socialrådgiver, men det kan også være en pædagog, en lærer eller en anden fagperson, som vurderer, at der er behov for at afholde en familierådslagning for at støtte op om barnet i dets hverdag. Initiativtageren skal kende til metodens værdigrundlag og teori samt det praktiske forløb for at kunne planlægge og afholde mødet/rådslagningen i overensstemmelse med metodens intentioner.
  • Derudover er det væsentligt, at kommunen har tydelige rammer for initiativtagers kompetence, i forhold til om vedkommende kan godkende familiens plan eller først skal have planen godkendt af en leder, hvis den indeholder støtte fra forvaltningen, skolen eller andre offentlige institutioner.

Samordneren:

  • Samordneren er en uvildig person, der får til opgave at planlægge selve mødet. Det indebærer, at samordneren kontakter alle de inviterede fra barnets netværk, ofte ved hjemmebesøg, for at forberede dem på, at familierådslagning er et forum, hvor netværket selv skal udarbejde en plan for barnets bedste. Der er ikke krav om, at samordneren skal have en bestemt uddannelse eller profession, men vedkommende skal være god til at kommunikere med barnets familie og netværk - også i situationer med stærke følelser og eventuelle konflikter (Falck, 2006).

En kommune, som vil implementere metoden, skal afklare, hvem der skal have tilbud om en familierådslagning, og hvordan visitationen hertil skal foregå.

Skal familierådslagning anvendes i arbejdet med etniske minoritetsfamilier, vil det medføre et øget tidsforbrug evt. grundet familiens begrænsede sprogkundskaber, netværk som skal inviteres fra udlandet samt behovet for at anvende tolkning i rådslagningen (Skytte, 2011; Falck & Mathisen, 2010).

Socialstyrelsens kursuskatalog udbyder kurser, der har til formål at opkvalificere organisationen i at anvende familierådslagning og andre netværksinddragende metoder. Der findes kurser, der præsenterer inddragende metoder og giver deltagerne en forståelse for vigtigheden af samarbejdet og det inddragende arbejde.

Læs mere om kurserne på VIA University Colleges hjemmeside

Der er ikke krav om certificering i forbindelse med brug af metoden.

Socialstyrelsens hjemmeside kan der findes mere om metoden og støtteredskaber til afholdelse af familierådslagning.

Væsentlige faktorer for implementering

Familierådslagning anvendes også i USA, og der er bl.a. lavet to implementeringsstudier af brugen af metoden i Pennsylvania (Rauktis et al., 2010 og 2013). Studierne undersøger, hvilke faktorer der har været afgørende for, om metoden er blevet implementeret i de enkelte regioner. Forskerne har kombineret en kvalitativ og en kvantitativ undersøgelse og fået svar fra 180 fagpersoner på, hvilke barrierer og forudsætninger der har været de centrale for implementering. Forskerne har herefter analyseret svarene i forhold til en række objektive parametre såsom befolkningstæthed, antal børn under 18 år, antal sager om overgreb mod børn m.m.

Studierne konkluderer, at tre faktorer har signifikant betydning for implementeringen af familierådslagning (Rauktis et al., 2010):

  • at der er andre kommuner i geografisk nærhed, som anvender metoden, og som man kan besøge og dele erfaringer med, når man skal ændre praksis
  • at der indledningsvist afsættes ressourcer til oplæring og støtte samt til aflastning af de deltagende fagpersoner i forhold til andre arbejdsopgaver
  • at man i forvejen har en kultur, hvor man har fokus på at koordinere indsatserne.

Forskerne har ikke fundet nogen sammenhæng mellem antallet af børn under 18, graden af socioøkonomisk belastning eller overgrebssager og brugen af metoden. Det er således tilsyneladende ikke kendetegn ved børnene, men ved forvaltningen, der har betydning for, om metoden implementeres (Rauktis et al., 2010).

I forhold til implementeringen af familierådslagning i arbejdet med udsatte etniske minoritetsfamilier anbefaler Falck og Mathisen at skabe en enkel tilgang til både samordnere og tolkebistand (evt. ved hjælp af en database) (Falck & Mathisen, 2010). Skytte konkluderer, at erfarne samordnere styrker implementeringen, da de kan fungere som sparringspartnere for rådgivere i sager vedrørende etniske minoritetsfamilier (Skytte, 2011).

Implementering med fidelitet

Forskning viser, at det for at opnå effekt af en metode er afgørende, at den bliver implementeret med fidelitet, dvs. i overensstemmelse med metodens kerneprincipper. På baggrund af en undersøgelse fra Pennsylvania fra 2013 definerer forskerne, at familierådslagning er udført med høj fidelitet, når:

  • Beslutningsprocessen er produktiv; dvs. processen er forberedt med klarhed over roller, den gennemføres med respekt over for familiens kultur og med fokus på deltagernes sikkerhed, og der laves en plan, som godkendes.
  • Familien og netværket er inkluderet; dvs. der er flere fra familien, end der er professionelle, og at deltagerne kommer fra forskellige sider af familien, så både fars og mors slægtninge er repræsenteret.
  • Fagpersonerne er understøttende i forhold til familien; dvs. fagpersonerne udviser respekt og opmærksomhed på familiens viden, og samordneren har fokus på processen (Rauktis et al., 2013).

Undersøgelsen består af et stort kvantitativt studie baseret på ca. 5.500 spørgeskemabesvarelser fra forældre, unge og fra barnets netværk samt fagpersoner. Skemaerne er udfyldt efter familierådslagningen og analyseret statistisk (Rauktis et al., 2013).

Man vil kunne måle fideliteten ved at uddele simple spørgeskemaer til deltagerne efter familierådslagningen.

Socialstyrelsens hjemmeside findes der evalueringsskemaer til inspiration, som kan anvendes. Skemaerne er ikke lavet med baggrund i det amerikanske studie, men omhandler nogle af de samme temaer.

Implementeringserfaringer fra Faaborg-Midtfyn Kommune

Faaborg-Midtfyn Kommune har arbejdet med familierådslagning siden 1999 og gør det fortsat (Faaborg-Midtfyn Kommune, u.å). Kommunens erfaringer er, at nedenstående faktorer er meget vigtige for implementeringen af familierådslagning (Telefoninterview med Faaborg-Midtfyn Kommune, d. 10. december 2019):

100 % overholdelse af metoden:

Når man i Faaborg-Midtfyn Kommune vælger at foretage en familierådslagning, bliver den foretaget ”lige efter bogen”. Resultaterne bliver ikke lige så gode, hvis man kun bruger dele af metoden.

Dygtige, uvildige samordnere:

I Faaborg-Midtfyn Kommune har man selv udvalgt og uddannet sine samordnere. Kommunen lægger meget vægt på, at samordnerne er udefrakommende, som kun er ansat fra sag til sag.

Tryghed ved metoden:

Hvis man som socialrådgiver ikke er tryg ved familierådslagning, kan det være svært at få familierne til at deltage. Den enkelte rådgiver får den nødvendige sparring og støtte fra en erfaren rådgiver, som også deltager i rådslagninger, hvis der er behov for det.

Neutralt afholdelsessted:

Det er vigtigt, at familierådslagningen afholdes på et neutralt sted, dvs. hverken på fx rådhuset, skoler eller hos familiemedlemmer. I stedet afholdes rådslagningen på biblioteket, i svømmehallen eller i en særlig bygning, som udelukkende bruges til møder med borgere og herunder til familierådslagninger.

Inddragelse af barnet:

Man bør hele tiden fastholde, at det er barnets rådslagning. I Faaborg-Midtfyn Kommune inddrager man bl.a. barnet ved at lade det deltage i forberedelserne, lave bordkort og vælge mad til familierådslagningen. Barnet er med til at udforme det spørgsmål, som familierådslagningen skal handle om. I en egentlig tale i starten af rådslagningen sker en direkte henvendelse til barnet, så barnet inddrages: ”Kære … ”. Ved hver familierådslagning vendes det med barn og forældre, hvorvidt barnet skal have en støtteperson.

Gode spørgsmål:

I Faaborg-Midtfyn Kommune har man arbejdet meget med at gøre de spørgsmål, man bruger til familierådslagningen helt åbne, så de giver familien plads til selv at komme med nye og kreative inputs. Familierne er altid med til at udforme spørgsmålene.

Fællesspisning under familierådslagningen:

Der afholdes altid en fællesspisning som led i en familierådslagning. Barnet bestemmer menuen.

I dag er alle medarbejderne i Børne- og familieafdelingen samt i Opvækst og læring i Faaborg-Midtfyn Kommune (herunder også PPR) uddannede i familierådslagning, og det forventes, at der foretages familierådslagninger, når det er relevant.

Implementeringserfaringer fra Norge

I Norge har familierådslagning været anvendt som beslutningsmodel i blandt andet børnesager siden midten af 1990´erne (Saus et al., 2017), og siden 2010 er familierådslagning blevet omtalt som en kerneopgave for barnevernet i Norge (Thørnblad et al., 2017). Den norske stat har igangsat to store implementeringsprocesser med henblik på øget brug af metoden, og det er en politisk målsætning, at slægt og netværk altid skal vurderes i anbringelsessager (Saus et al, 2017). Begge statslige implementeringsprocesser er fulgt forskningsmæssigt (Saus et al., 2017). Familierådslagning afprøves i forhold til stadig nye målgrupper inden for det norske barneværn, og i 2011 tog Barne- ungdoms- og familiedirektoratet (Bufdir) initiativ til en systematisk afprøvning af familierådslagning i familieplejearbejdet i 50 norske kommuner i alle landets regioner (Thørnblad et al., 2017).

Familierådslagning blev indført i Norge ud fra et ønske om øget brugerinddragelse, og der blev knyttet forventninger til metoden om styrkelse af både barnets og familiens indflydelse på beslutningerne, ligesom der var et ønske om en stærkere betoning af familiens ressourcer (Saus et al., 2017). De norske erfaringer er ifølge Saus et al., at selvom der hos både private og offentlige aktører er stor begejstring for familierådslagning, og selvom implementeringen har været tilgodeset med mange ressourcer, så bruges metoden relativt lidt i børnesagsarbejdet. Saus et al. har i en undersøgelse fra 2017 undersøgt dette paradoks. Kritikere af familierådslagningsmetoden peger ifølge. Saus et al. (2017) på, at metoden reproducerer og opretholder en ubalance i de magtforhold, der allerede er internt i familien. En anden kritik lyder på, at der kan være en tendens til, at metoden medvirker til en symbolsk magtudjævning, dvs. at familierådslagning kun tilsyneladende medvirker til at etablere en demokratisk situation for børn, familie og netværk. Endelig er der kritik af opfølgningen på familierådslagninger, hvor der kan være udfordringer med at iværksætte det, som er besluttet under familierådslagningen. Denne kritik har ført til en praksis i Norge med én eller flere opfølgende familierådslagninger, hvor handleplanen evalueres og evt. justeres, og hvor nye problemstillinger kan diskuteres (Saus et al., 2017).

Saus et al. har i undersøgelsen fra 2017 telefoninterviewet 16 børnesagsmedarbejdere, som har anvendt familierådslagning. Der er blevet interviewet to gange, og det er det sidste interview, som blev gennemført et år efter udført familierådslagning, der udgør datamaterialet i undersøgelsen. Alle de børnesager, som var baggrund for undersøgelsen, havde to temaer, idet de alle omhandlede plejefamilier, og hvor barnet skulle bo. Derudover var sagerne forskellige. De fleste sager omfattede børn og unge i alderen 11-18 år. Kun i tre sager var barnet under 10 år, og det yngste barn var 7 år. Blandt de 22 børn var lige mange piger og drenge. De interviewede medarbejdere var 13 kvinder og 3 mænd.

Saus et al. (2017) finder, at den store og konstante udskiftning af medarbejdere samt en dårlig opfølgning af handleplanen udgør en udfordring for familierådslagningsmetoden. Undersøgelsen konkluderer, at dette kan være noget af forklaringen på, at metoden bruges mindre, end man ville forvente. Undersøgelsen finder, at det ser ud til, at der opleves et mindre ansvar for at bidrage til det opfølgningsarbejde, som følger af at have afholdt en familierådslagning, når der kommer en ny sagsbehandler på en sag. Manglende tid og kapacitet på familieområdet kan yderligere bidrage til, at nye sagsbehandlere, som kobles på sagen efter selve familierådslagningen – herunder nye sagsbehandlere i andre afdelinger, som overtager sagen - ikke foretager en tilpas grundig opfølgning (Saus et al., 2017).

Undersøgelsen knytter den store faglige entusiasme sammen med de relationelle og processuelle aspekter ved familierådslagning, men anfører, at det norske børneværn ofte organiserer og administrerer sagerne over en model med et lineært sagsforløb med fastlagte faser. Saus et al. (2017) siger, at denne model vanskeliggør god kommunikation både indad i private netværk og mellem det private og det offentlige. Når man anvender familierådslagning, har beslutninger ikke en lineær, men derimod en cirkulær form, hvor beslutningerne hele tiden er under udvikling og forandring, og hvor nye forhold løbende bliver indarbejdet. Barneværnets indre organisering og administrative systemer er ikke i samme grad tilpasset en sådan dialogbaseret fleksibilitet, siger Saus et al. Undersøgelsen peger desuden på, at ændringer i de strukturelle rammebetingelser i retning af mere samarbejde og samhandling samt en dialogbaseret fleksibilitet – undersøgelsen taler om et cirkulært sagsflow - kunne befordre en større brug af familierådslagningsmetoden (Saus et al., 2017).

Kilder

Faaborg-Midtfyn Kommune (u.å.). Familierådslagning. Tilgængelig fra: https://www.fmk.dk/borger/familie-boern-og-unge/raadgivning-og-stoette/familieraadslagning/ [lokaliseret 13-12-2019].

Falck, Sturla (red.) (2006). Hva er det med familieråd? Samlerapport fra projektet: ”Nasjonal satsning på utprøvning og evaluering av familieråd i Norge”. Rapport 18/06. Oslo: NOVA - Norsk Institutt for forskning om oppvekst, velferd og aldring.

Falck, Sturla & Mathisen, Anders (2010). Implementering med Problemer: Evaluering av familieråd i Oslo brukt i familier med minoritetsbakgrunn, NOVA-notat nr. 9/2010. Oslo: NOVA - Norsk Institutt for forskning om oppvekst, velferd og aldring.

Rauktis, Mary E. et al. (2010). Innovation in child welfare: The adoption and implementation of Family Group Decision Making in Pennsylvania. Children and Youth Services Review, Vol. 32 (5): 723-739.

Rauktis, Mary E. et al. (2013). Family group decision making: Measuring fidelity to practice principles in public child welfare. Children and Youth Services Review, Vol. 35 (2): 287-295.

Saus, Merete et al. (2017). Mellom entusiasme og anvendelse: Barnevernsarbeideres oppfatninger og erfaringer med Familieråd. Tidsskriftet Norges Barnevern, Vol. 94 (1): 54-70.

Skytte, Marianne (2011). Evaluering af projektet: Implementering af familierådslagning i etniske minoritetsfamilier: Udviklingsprojekt i Albertslund, Helsingør, Ishøj og Køge kommuner. 2007 - 2009. Aalborg: FOSO – Netværk for forskning i socialt arbejde, Det Samfundsvidenskabelige Fakultet, Institut for Sociologi og Socialt Arbejde.

Thørnblad, Renee et al. (2017). Fortolkninger og praktisering av støttepersonrollen i familieråd i Norge. Tidsskriftet Norges Barnevern. Vol. 94 (4): 254-272.

Effekt

Flere studier viser, at familierådslagning har en god effekt i forhold til at sikre kvalitet i anbringelser eller genforening med familien. Familier er generelt meget positive over for forløbet.

Familier er meget tilfredse med familierådslagning

Tilfredshedsundersøgelser viser, at der generelt er stor tilfredshed med familierådslagning blandt de deltagende familier, og at familierådslagningen medvirker til at styrke positive bånd i familierne (Crea & Berzin, 2009).

Et amerikansk studie viser, at familierne, der modtager familierådslagning:

  • føler sig styrkede
  • har en god opfattelse af, hvad der forventes af dem i forhold til deres børn
  • evner at indgå i planlægningen vedrørende deres barn (Sheets et al., 2009).

Studiet tager udgangspunkt i kontrasten mellem grupper af forældre, der modtager hhv. familierådslagning og kommunens almindelige tilbud. 

Et amerikansk litteraturstudie peger på, at familierne finder processen vanskelig og meget følelsesladet, men at de værdsætter at blive lyttet til. Familierne synes generelt, at familierådslagning er en god metode til at træffe beslutninger, og at de gerne vil bruge den igen ved eventuelle nye problemstillinger (Frost et al., 2012a; Frost et al., 2012b).

Evaluerings- og forskningsrapport fra Esbjerg Kommune

Esbjerg Kommune har, ifølge en dansk evaluerings- og forskningsrapport fra 2019, siden 2014 været én af de kommuner i Danmark, der har lavet flest familierådslagninger (Rasmussen & Sandgaard, 2019a og 2019b). Kommunen har i perioden 2014-2018 gennemført 779 familierådslagninger, herunder opfølgende familierådslagninger (2019 a). Datagrundlaget i evaluerings- og forskningsrapporten består af spørgeskemaer, som samtlige deltagere i familierådslagningerne har udfyldt efter hver rådslagning. Udover spørgeskemaundersøgelsen er der som led i det i det samlede forskningsprojekt (som er et samarbejde mellem Esbjerg Kommune og UC Syd) udført flere aktionsforskningsprojekter (Rasmussen & Sandgaard, 2019a og 2019b). Forskerne konkluderer, at langt de fleste deltagere i familierådslagninger i Esbjerg Kommune har givet positive vurderinger af metoden.

  • 97 pct. af børnene og 96 pct. af familierne svarer, at det er en god måde at træffe beslutninger på.
  • 97 pct. af børnene og 96 pct. af familierne svarer, at de vil anbefale familierådslagningsmetoden til andre.
  • 85 pct. af børnene og 89 pct. af familierne svarer, at der har været en god stemning ved familierådslagningerne.
  • 92 pct. af børnene og 27 pct. af familierne svarer, at de har haft indflydelse på beslutningerne.
  • 93 pct. af børnene og 88 pct. af familierne svarer, at de har fået lavet en plan, som de tror på (Rasmussen & Sandgaard, 2019b).

Til de opfølgende familierådslagninger efter 3-6 mdr. svarer de fleste deltagere, at planen er blevet realiseret, og at barnets trivsel har undergået en positiv udvikling (Rasmussen & Sandgaard, 2019b):

  • 75 pct. af børnene og 72 pct. af familierne svarer, at planen er realiseret.
  • 19 pct. af børnene og 17 pct. af familierne svarer, at planen er nogenlunde realiseret.
  • 68 pct. af børnene og 60 pct. af familierne svarer, at der har været en positiv virkning på barnets trivsel.
  • 23 pct. af børnene og 27 pct. af familierne svarer, at der i nogen grad har været en positiv virkning på barnets trivsel (Rasmussen & Sandgaard, 2019b).

Evalueringen af Esbjerg Kommunes familierådslagning består af flere datasæt. I det sidste datasæt, som rummer det største antal besvarelser, og som muliggør en sondring mellem svar fra hhv. barn/ung og familie/netværk, fremgår der fortsat en positiv vurdering, men der fremgår også nuancer, som supplerer vurderingen (Rasmussen & Sandgaard, 2019a). De voksne, som indgår i disse datasæt, er ikke helt så positive, når det gælder vurdering af planens realisering og dens betydning for barnets trivsel. De fleste angiver dog, at planen har påvirket barnet positivt:

  • 21 pct. af de voksne deltagere svarer, at de godt kunne have ønsket sig ”noget anderledes” i planen.
  • 3 pct. af de voksne, som har deltaget i en familierådslagning, vil ikke anbefale andre en familierådslagning til andre (Rasmussen & Sandgaard, 2019a).

Blandede resultater i effektstudier

Flere litteraturstudier viser, at effektevalueringerne af familierådslagning er tvetydige på grund af undersøgelsernes design (Crea & Berzin, 2009; Frost et al., 2012b; Morris & Connolly, 2012). Der kan være en stor variation i udførelsen af familierådslagning i praksis, som evalueringerne ikke altid tager højde for, og som derfor kan påvirke, hvordan effekterne skal tolkes (Crea & Berzin, 2009). Hvis metoden ikke bliver anvendt stringent og med høj fidelitet, er det vanskeligt at måle effekter.

Effekter af familierådslagning for det sociale arbejde

Et amerikansk registerstudie undersøger effekten af familierådslagning, i forhold til om familieplejeanbragte børn kommer i permanente anbringelser (Wang et al., 2012). Studiet viser, at børn, som modtager familierådslagning, har:

  • 28 pct. større chance for at blive hjemgivet til deres familier
  • 7,3 pct. større chance for at blive placeret i en netværksanbringelse, end børn der ikke modtager familierådslagning 
  • 45 pct. mindre sandsynlighed for at komme fra plejefamilien til bortadoption, end børn der ikke modtager familierådslagning. 

Studiet viser desuden, at det tager lige så lang tid at finde en permanent løsning for de børn, som har modtaget familierådslagning, som for de børn der ikke har deltaget i en rådslagning. For begge grupper går det hurtigst, hvis løsningen er en genforening med familien, dernæst hvis der etableres en anbringelse hos slægten, og langsomst, hvis børnene i sidste ende bliver bortadopteret (Wang et al., 2012). Undersøgelsen bygger på registerdata blandt 80.690 børn, hvoraf 12.224 har modtaget familierådslagning (Wang et al., 2012).

De positive effekter for anbragte børn bliver understøttet af et andet amerikansk studie, hvor børn, som har deltaget i familierådslagning, sammenlignes med børn, hvor forældrene har givet input til udviklingen af barnets handleplan og deltaget i mødet herom (Sheets et al., 2009).

Studiet viser, at primære omsorgspersoner generelt vurderer børnene, der har deltaget i en familierådslagning, til at have mindre angst end børnene i kontrolgruppen. Derudover viser studiet også, at børnene, der har modtaget familierådslagning, er anbragt i kortere tid end kontrolgruppen og oftere bliver hjemgivet til deres familier. Et år efter anbringelsen er 48 pct. af børnene, som har deltaget i en familierådslagning, enten blevet hjemgivet, anbragt hos slægten eller bortadopteret. Dette gælder kun for 33 pct. af børnene i kontrolgruppen (Sheets et al., 2009).

En norsk spørgeskemaundersøgelse fra 2006, som er foretaget blandt sagsbehandlere i børneværnet, viser positive resultater af familierådslagning (Falck & Clausen, 2006). Studiet viser, at familierådslagning bl.a. medvirker til, at:

  • andelen af familier, som ikke har behov for støtte fra socialforvaltningen, stiger fra en femtedel til en tredjedel
  • 57 pct. af familierne efter familierådslagningen har et bedre samarbejde med de hjælpeinstanser, de er i kontakt med
  • socialforvaltningen vurderer halvt så mange sager til at være middel eller meget alvorlige et år efter familierådslagningen
  • socialforvaltningen i 67 pct. af sagerne ændrer deres vurdering fra alvorlig til mindre alvorlig efter familierådslagningen, hvilket kun gælder for 49 pct. i sammenligningsgruppen.

Undersøgelsen bygger på en spørgeskemaundersøgelse foretaget hhv. lige efter familierådslagningen og et år efter. Undersøgelsen omfatter 170 børn i første spørgeskemarunde og 68 i anden. Resultaterne bliver desuden sammenholdt med familier, der modtager andre tiltag fra børneværnet end familierådslagning (Falck & Clausen, 2006).

Et amerikansk studie viser, at familier, der har modtaget familierådslagning, i højere grad end kontrolgruppen modtager rådgivning om barnet, psykologisk behandling eller andre foranstaltninger. Forskerne ser dette som et tegn på, at familierådslagning skaber en kobling til foranstaltninger i det sociale system, så familierne hurtigere får hjælp. Ved en opfølgning efter tre år er der dog ikke signifikant forskel på de ydelser, de to grupper får (Weigensberg et al., 2009). Dette kan hænge sammen med, at der ikke bliver lavet opfølgende familierådslagninger i alle sager, men dette er ikke noget, studiet har undersøgt.

Kulturelle forhold kan have indflydelse på effekten

Forskerne Sheets et al. viser i deres studie af brugen af familierådslagning i Texas, at der er størst effekt hos afro- og latinamerikanske familier. Sheets el al. argumenterer for, at det kan skyldes, at disse etniske grupper i særlig grad har familieorienterede værdier og praksisformer, som familierådslagningen støtter op om (Sheets et al, 2009). Forskerne Morris og Connolly argumenterer ligeledes for, at samfund præget af en større kollektiv ansvarsfølelse i familien kan have lettere ved at involvere den bredere familie end samfund, hvor kernefamilien er i fokus (Morris & Connolly, 2012). Dette kan ses i forlængelse af, at familierådslagning oprindeligt blev udviklet for at imødekomme maoriernes kulturelle baggrund i det sociale arbejde på New Zealand (Crea & Berzin, 2009).

Der findes ingen effektstudier, der viser, at familierådslagning er særligt egnet til arbejdet med etniske minoritetsfamilier i Norden. Falck og Mathisen understreger, at metoden er bygget på lokale traditioner i New Zealand og derfor ikke nødvendigvis kan overføres til etniske minoritetsfamilier i Norden (Falck & Mathisen, 2010). Faktorer såsom begrænsede sprogkundskaber, mistillid til det offentlige system, komplicerede familierelationer, manglende netværk i det nye hjemland, ekstra udgifter til tolkebistand eller familiens definition af skam og ære kan modvirke formålet med at anvende familierådslagning (Falck & Mathisen, 2010).

Kilder

Crea, Thomas M. & Berzin, Stephanie C. (2009). Family involvement in Child Welfare Decision-Making: Strategies and Research on Inclusive Practices. Journal of Public Child Welfare, Vol. 3 (3): 305-327.

Falck, Sturla & Clausen, Sten-Erik (2006). Endrer familieråd barnas situasjon?: En kvantitativ analyse av hvem de er og hvordan det gikk. I: Falck, Sturla (red.), Hva er det med familieråd?: Samlerapport fra prosjektet ”Nasjonal satsing for utprøving og evaluering av familieråd i Norge” (s. 81-103). Oslo: NOVA – Norsk Institutt for forskning om oppvekst, velferd og aldring.

Falck, Sturla & Mathisen, Anders (2010). Implementering med Problemer: Evaluering av familieråd i Oslo brukt i familier med minoritetsbakgrunn. NOVA-notat nr. 9/2010. Oslo: NOVA – Norsk Institutt for forskning om oppvekst, velferd og aldring.

Frost, Nick et al. (2012a). Family group conferences: Context, process and ways forward. Child and Family Social Work, Vol. 19 (4): 480-490.

Frost, Nick et al. (2012b). Family group conferences: Evidence, outcomes and future research. Child and Family Social Work, Vol. 19 (4): 501-507.

Morris, Kate & Connolly, Marie (2012). Family decision making in child welfare: Challenges in developing a knowledge base for practice, Child Abuse Review, Vol. 21 (1): 41-52.

Rasmussen, B. M. & Sandgaard, A. M. (2019a). Familierådslagning i Esbjerg Kommune 2014-2018: Evaluerings- og forskningsrapport (Del 1). Esbjerg: UC Syd.

Rasmussen, B. M. & Sandgaard, A. M. (2019b). Familierådslagning i Esbjerg Kommune 2014-2018: Evaluerings- og forskningsrapport (Del 2). Esbjerg: UC Syd.

Sheets, Janess et al. (2009). Evidence-based practice in family group decision-making for Anglo, African American and Hispanic families. Children and Youth Services Review, Vol. 31 (11): 1187-1191.

Wang, Eugene W. et al. (2012). Expediting permanent placement from foster care systems: The role of family group decision-making. Children and Youth Services Review, Vol. 34 (4): 845-850.

Weigensberg, Elizabeth C. et al. (2009). Family group decision making: A propensity score analysis to evaluate child and family services at baseline and after 36-months. Children and Youth Services Review, Vol. 31 (3): 383-390.

Økonomi

Socialstyrelsen har i forbindelse med et projekt, som fra 2015-2019 udbredte netværksinddragende metoder, herunder familierådslagning, foretaget en omkostningsvurdering.

Omkostningsvurderingen baserer sig på oplysninger indsamlet i 2016, og de nævnte priser er gældende i 2016 (Socialstyrelsen, 2016). Omkostningsvurderingen af familierådslagning vurderer, at den samlede omkostning pr. gennemført deltagerforløb er 45.517 kr.

Omkostningsvurderingen er opdelt i:

  • Forberedelse: Seminarer.dk, som leverer uddannelsen i metoden, afholder telefoninterview med relevante ledere i kommunen. Derudover afholdes 1-2 indledende dage med lederne.
  • Uddannelse af initiativtagere (op til 4 dage), som inkluderer udgifter til kursusafgift, timeforbrug og evt. omkostninger til lokale og forplejning
  • Drift: medarbejdernes tidsforbrug og løn, tillæg for rådighed uden for almindelig arbejdstid og kørselsgodtgørelse
  • Øvrige udgifter: fx udgifter til tolkebistand og leje af lokale til afholdelse af rådslagningerne (Socialstyrelsen, 2016).

Omkostningerne pr. gennemført deltagerforløb (tre rådslagninger samt tilknyttede aktiviteter) er samlet 45.571 kr., hvoraf 43.451 kr. er kommunens omkostninger, og 2.067 kr. er statens (Socialstyrelsen, 2016).

  • Forberedelse: 118 kr.
  • Uddannelse: 10.298 kr.
  • Drift af indsatsen: 30.811 kr.
  • Øvrige omkostninger: 4.290 kr. 

Tallene i omkostningsvurderingen baserer sig på et scenarie, hvor Esbjerg Kommune agerer udgangspunkt. Her er målsætningen 120 rådslagninger pr. år, og omkostningsvurderingen beregner derfor omkostninger ved at opstarte og drive familierådslagning, når det antages, at der er 120 rådslagninger pr. år (Socialstyrelsen, 2016).

Læs hele omkostningsvurderingen her.

Kilder

Socialstyrelsen (2016). Omkostningsvurdering af Familierådslagning. Odense: Socialstyrelsen.

Hvor meget ved vi om indsatsen ?

Familierådslagning Familierådslagning bruges ofte i børnesager, fx som led i en afklaring af, om en anbringelse er den rette foranstaltning for barnet. Familierådslagning bidrager til at inddrage barnets netværk i beslutninger vedrørende barnet for at aktivere alles ressourcer og sikre de bedst mulige tiltag for barnet. ABCDMålgruppeMetodeImplementeringEffektØkonomi
Målgruppe
Målgruppen for familierådslagning er velbeskrevet. Der er viden målgruppens problemstillinger, og erfaringer med hvordan man bedst inddrager barnet, de pårørende og det øvrige netværk. Familierådslagning kan anvendes i mange sammenhænge og er dermed rettet med en bred målgruppe af borgere. Man bør dog være opmærksom på, at der ikke er enighed om, hvorvidt metoden kan anvendes i forhold til børn og unge, som har været udsat for vold eller seksuelle overgreb, hvor krænker er en del af familiens netværk. Der foreligger således ikke klare eksklusionskriterier for metoden. Der er ikke beskrevet støtteredskaber til at identificere målgruppen. På den baggrund tildeles vidensgrundlaget for indsatsens målgruppe scoren B.
Metode
D teoretiske fundament for familierådslagning som metode er velbeskrevet. Metodens indhold, forløb, delelementer og forventninger til medarbejdere er velbeskrevne. Forandringsteorien for metoden fremgår implicit af metodebeskrivelsen. Krav om uddannelse af medarbejdere er beskrevet, ligesom procedurer til at understøtte metodeintegritet. Der er udviklet lokale redskaber til at monitorere fidelitet, men ikke fælles internationale. Der er ikke krav om certificering, og der er ikke udarbejdet eksplicitte effektindikatorer eller krav til en bestemt form for implementeringsstøtte. Det er dog beskrevet, hvilke gevinster metoden tilstræber. På den baggrund tildeles vidensgrundlaget for indsatsens metode scoren B.
Implementering
Der foreligger stor viden om, hvordan man implementerer familierådslagning. Væsentlige barrierer for implementeringen er også beskrevet. Der foreligger bl.a. implementeringsstudier fra USA, Norge og Danmark. De danske implementeringsstudier er dog ikke helt aktuelle. Der er beskrevne retningslinjer for implementering af metoden i dansk sammenhæng, og Socialstyrelsen rådgiver omkring implementering. Dog er der kun få større implementeringsstudier og heller ikke generelle retningslinjer for at sikre fidelitet i implementeringen. På den baggrund tildeles vidensgrundlaget for indsatsens implementering scoren B.
Effekt
Der er generelt en del forskning i familierådslagning. Der er gennemført en række effektstudier af familierådslagning, dog ikke i dansk kontekst. Der er i Norge lavet opfølgningsstudie med effekt et år efter familierådslagningen. Der har været meget fokus på netværkets oplevelser, men der er også mange studier som ser på forandring for barnet, fx i forhold til en anbringelse. Nogle studier er dog begrænset af, at der ikke har været kontrol af fideliteten i metoden. Der er foretaget mindre studier i Danmark men ikke inden for de seneste fem år. På den baggrund tildeles vidensgrundlaget for indsatsens effekt scoren B.
Økonomi
Der er ikke i søgningen fremkommet cost-effectiveness eller cost-benefit analyser vedr. familierådslagning. Der er viden om, hvor mange timer der i gennemsnit anvendes af initiativtager og samordner men ikke sat i forhold til alternative aktiviteter. I forhold til udsatte etniske minoritetsfamilier kan der være ekstraudgifter forbundet med metoden til at dække tolkebistand og transport af familiemedlemmer fra udlandet. På den baggrund tildeles vidensgrundlaget for indsatsens økonomi scoren D.