Forside » Børn & unge » Styring og sagsbehandling » Indsatser » Familierådslagning

Familierådslagning

Familierådslagning bruges ofte i børnesager, fx som led i en afklaring af om en anbringelse er den rette foranstaltning for barnet. Familierådslagning bidrager til at inddrage barnets netværk i beslutninger omkring barnet for at aktivere alles ressourcer og sikre de bedst mulige tiltag for barnet.

 & Jane Sepstrup | Socialstyrelsen

Målgruppen for familierådslagninger er børn og unge, hvor enten familie eller fagpersoner er alvorligt bekymrede for barnets trivsel. Familierådslagning kan bl.a. bruges som et led i en afklaring af, om en anbringelse er den rette foranstaltning for barnet. De seneste par år er man desuden i højere grad begyndt at bruge familierådslagning på skoler, i kriminalpræventivt arbejde og over for minoritetsgrupper.

Tanken bag familierådslagning er, at det udvidede netværk omkring et barn eller den unge har unikke kundskaber, erfaringer og ressourcer, som er gavnlige for beslutningsprocessen. Det kan variere fra barn til barn, hvem der indgår i det udvidede netværk. Det er således ikke nødvendigvis biologiske bånd og geografisk nærhed, der bestemmer, hvem der ses som en del af barns netværk.

Familierådslagning foregår i samspil med socialforvaltningen, da socialforvaltningen har en vigtig ekspertise på fagområdet, mens netværket omkring barnet har indgående kendskab til barnets hverdag og kan bidrage med ressourcer og viden. Familierådslagning består af en forberedelsesfase, et møde og en opfølgning. På mødet får netværket til opgave selv at udvikle et forslag til en handleplan, som efterfølgende gennemgås og eventuelt revideres i samarbejde med fagpersonerne. 

To implementeringsstudier fra USA viser, at for at implementere familierådslagning skal der uddannes initiativtagere og samordnere, som kender metoden praksis og teoretiske udgangspunkt. Derudover konkluderer studierne, at 3 faktorer har signifikant betydning for implementeringen af familierådslagning:

  • At der er andre kommuner i geografisk nærhed, som anvender metoden og som man kan besøge og dele erfaringer med, når man skal ændre praksis.
  • At der afsættes ressourcer indledningsvis til oplæring og støtte og til at aflaste de fagpersoner, der afholder møderne i forhold til arbejdsopgaver.
  • At man i forvejen har en kultur, hvor man prøver at koordinere indsatsen.

Flere studier viser, at familierådslagning har en positiv effekt. Amerikanske studier viser bl.a., at familierådslagning kan medvirke til, at familier føler sig styrkede, at barnet bliver hjemgivet til familien efter anbringelse, eller at barnet bliver placeret i en netværksanbringelse. Derudover viser tilfredshedsundersøgelser, at der er en stor tilfredshed med familierådslagning blandt de deltagende familier. 

Hvor meget ved vi om indsatsen ?

Familierådslagning Familierådslagning bruges ofte i børnesager, fx som led i en afklaring af om en anbringelse er den rette foranstaltning for barnet. Familierådslagning bidrager til at inddrage barnets netværk i beslutninger omkring barnet for at aktivere alles ressourcer og sikre de bedst mulige tiltag for barnet. ABCDMålgruppeMetodeImplementeringEffektØkonomi
Målgruppe
Tildeles scoren B: Rimeligt vidensgrundlag
Metode
Tildeles scoren B: Rimeligt vidensgrundlag
Implementering
Tildeles scoren B: Rimeligt vidensgrundlag
Effekt
Tildeles scoren B: Rimeligt vidensgrundlag
Økonomi
Tildeles scoren D: Intet eller yderst sparsomt vidensgrundlag

Læs hele artiklen

Målgruppe

Målgruppen for familierådslagning er børn og unge, som har behov for støtte.  Familierådslagning bruges ofte i børnesager, hvor det fx skal besluttes, om barnet eller den unge skal anbringes.

Målgruppen for familierådslagninger er børn og unge, hvor enten familie eller fagpersoner er bekymrede for barnets trivsel, og hvor det vurderes at familien og/eller barnet eller den unge har behov for støtte (Frost et al., 2012; Inddrag.nu, 2014). Der kan fx være tale om familier med misbrug, hjemløshed, psykiske problemer hos barnet eller forældrene, og adfærdsproblemer hos barnet (McCrae & Fusco, 2010). En sekundær målgruppe kan desuden siges at være familienetværket, herunder forældrene, som inddrages i familierådslagningen og som derved får hjælp til at mobilisere deres ressourcer og støtte barnet eller den unge bedst muligt (Heino, 2009). 

Familierådslagning bruges ofte i børnesager fx som led i en afklaring af, om en anbringelse er den rette foranstaltning for barnet (McCrae & Fusco, 2010; Inddrag.nu, 2014). I løbet af de seneste år er man også i højere grad begyndt at benytte familierådslagning i skoler, i kriminalpræventivt arbejde og over for minoritetsgrupper (de Jong & Schout, 2011; Evans, 2011). I flere lande er der desuden også et ønske om i højere grad at involvere familien ved psykisk sygdom (de Jong & Schout, 2011).

Ifølge forskeren Kate Morris, skal det inviterede netværk i familierådslagning ses som relativt flydende og det vil variere fra barn til barn, hvem der indgår. Det er således ikke nødvendigvis biologiske bånd og geografisk nærhed, der bestemmer, hvem der ses som en del af barns netværk (Morris, 2012).

Derudover er der gjort en del erfaringer – både i Danmark og i Norge - i forhold til anvendelse af familierådslagning i arbejdet med udsatte etniske minoritetsfamilier (Skytte, 2010; Falck & Mathiesen, 2010). Familierådslagning kan dog kun benyttes under betingelsen af, at disse familier har ressourcer og lyst til at inddrage deres udvidede familie og evt. en tolk i familierådslagningsprocessen (Falck & Mathiesen, 2010). I Norge er familierådslagning især anvendt i familier, som har oplevet traumer og hvor der er brug for at støtte forældrene i deres forældrerolle, eller i forhold til familier med spinkelt netværk (Falck & Mathiesen, 2010). Den danske evaluering af implementering af familierådslagning i seks kommuner har ikke afdækket særlige problemstillinger i forhold til anvendelse af metoden i arbejde med etniske minoritetsfamilier (Skytte, 2010).

Uenighed om eksklusion ved vold og seksuelle overgreb

Der er uenighed blandt forskere og leverandører om, hvorvidt man i familierådslagning bør ekskludere familier, hvor barnet har været udsat for vold eller seksuelle overgreb (McCrae & Fusco, 2010; Crea & Berzin, 2009; Weigensberg et al., 2009). Fortalere argumenterer for, at familierådslagning kan være med til at bryde tabuet omkring overgreb og sikre støtte fra den øvrige familie til at nå frem til en fredelig løsning. Modstandere argumenterer for, at familierådslagning kan styrke ubalancen i familien og føre til yderligere afmagt hos barnet ved at give krænkere for meget indflydelse i forløbet (Crea & Berzin, 2009). Hvis krænkeren er en del af barnets netværk, er der dog også eksempler på, at man har afholdt en familierådslagning uden vedkommendes deltagelse.

Kilder

De Jong, Gideon & Gert Schout (2011): Family group conferences in public mental health care: An exploration of opportunities (Kan lånes gennem bibliotek.dk). International Journal of Mental Health Nursing, 20, pp. 63-74.

Crea, Thomas M. & Stephanie C. Berzin (2009): Family involvement in Child Welfare Decision-Making: Strategies and Research on Inclusive Practices (Kan lånes gennem bibliotek.dk). Journal of Public Child Welfare, 3, pp. 305-327.

Evans, C. Anne (2011): The Public Law Outline and Family Group Conferences in Childcare Practice (Kan lånes gennem bibliotek.dk). Childcare in Practice, 17 (1), pp. 3-15. 

Heino, Tarja (2009): Family Group Conference from a Child Perspective: Nordic Research Report.  Report 9, National Institute for Health and Welfare.

Falck, Sturla & Anders Mathisen (2010): Implementering med Problemer: Evaluering av familieråd i Oslo brukt i familier med minoritetsbakgrunn, NOVA-notat 9

Frost, Nick et al. (2012): Family group conferences: context, process and ways forward (Kan lånes gennem bibliotek.dk). Child and Family Social Work. Blackwell Publishing.

Inddrag.nu (2014): Familierådslagning, hvornår kan det bruges

McCrae, Julie S. & Rachel A. Fusco (2010): A racial comparison of Family Group Decision Making in the USA (Kan lånes gennem bibliotek.dk). Child and Family Social Work, 15, pp. 41-55.

Morris, Kate (2012): Thinking Family? The Complexities for Family Engagement in Care and Protection (Kan lånes gennem bibliotek.dk). British Journal of Social Work, 42, pp. 906-920.

Skytte, Marianne (2010): Evaluering af projektet: Implementering af familierådslagning i etniske minoritetsfamilier

Weigensberg, Elizabeth C. et al. (2009): Family group decision making: A propensity score analysis to evaluate child and family services at baseline and after 36-months (Kan lånes gennem bibliotek.dk)Children and Youth Services Review, 31, pp. 383-390.

Metode

Familierådslagning kan sikre en gennemsigtig beslutningsproces, hvor fagpersoner og barnets private netværk samler alles ressourcer og opstiller fælles forpligtende mål.

Indsatsens metode

Familierådslagning blev udviklet på New Zealand i slutningen af 1970’erne. Grundtanken i metoden er, at det udvidede netværk omkring et barn eller en ung har unik kundskab, erfaringer og ressourcer, som gør det muligt for netværket at træffe konstruktive beslutninger om barnet eller den unge og at bidrage til aktiviteterne i handleplanen. Socialforvaltningen har vigtig ekspertise, men har ikke indgående viden om barnets hverdag. Det er i samspillet mellem disse to former for kundskab, at de bedste løsninger for barnet kan skabes (Omre & Schelderup, 2009).

Det teoretiske grundlag for metoden er især netværksteori og empowermentteori, da metoden styrker borgernes kapacitet til at handle, i et tæt samarbejde med netværket. Metoden bygger derudover på en række sociologiske teorier: den kan være med til at bygge bro mellem system- og livsverdenen, som Habermas beskriver det; den kan styrke deltagernes sociale kapital, med Bourdieus begreb, når netværket bliver stærkere og være opmærksom på konteksten for barnets udvikling, som beskrevet i Bronfenbrenners økologiske systemteori (Omre og Schelderup, 2009). 

Familierådslagning kan anvendes for at skabe fælles mål for deltagerne, opbygge tillid og gensidig respekt, gennemføre en gennemsigtig beslutningsproces, samle ressourcer, og til at forstå, at hele netværket er gensigt afhængige og lige partnere i arbejdet med at skabe forandringer (Chandler, 2013).

Metoden præsenteres ofte med fire hjørnestene i den internationale litteratur (Strandbu, 2011):

1)      Familierådslagningen arrangeres i den udvidede familie. En initiativtager inviterer personer, der kender barnet og holder af det. Det kan være nære slægtninge, naboer og gode venner af familien.

2)      Familien får hjælp af en samordner, som ikke arbejder i socialforvaltningen. Samordneren har til opgave at hjælpe familien med at planlægge og gennemføre familierådslagningen og sørge for, at hver enkelt deltager bidrager positivt til processen.

3)      Den udvidede familie får en række informationer fra socialforvaltningen og/eller andre offentlige informanter og skal herefter have mulighed for at drøfte mulige løsninger uden, at der er offentlige personer til stede. Det er således en central værdi i metoden at bidrage til øget myndiggørelse af de familier, som indgår i møderne ved at anerkende, at familien selv kan være med til at definere og beslutte hvilken støtte, den har behov for.

4)      Familiens drøftelser skal føre til en handleplan, der så konkret som muligt beskriver, hvad der kan gøre barnets livssituation bedre, og hvem, der har ansvar for at iværksætte denne støtte. Ved at familien får mulighed for at lave en plan for barnets fremtid, bliver beslutningsprocessen mere åben og flere får lov at spille en aktiv part.

5)      Endelig er der i nordisk sammenhæng også beskrevet en femte hjørnesten, som er børneperspektivet. Den norske forsker Astrid Strandbu har i sin ph.d.–afhandling defineret børneperspektivet som en samlet ramme, der afhænger af tre perspektiver: De samfundsmæssige og kulturelle rammer for, hvilken position og retsmæssig beskyttelse børnene har. De voksnes evne og vilje til at finde løsninger, der er til barnets bedste, ud fra viden om børns udvikling og det konkrete barns kontekst. Og endelig barnets meninger, behov og ønsker, som barnet skal have lov at udtale sig om. Det indebærer også, at barnet skal behandles med respekt, uanset om det har en klar mening eller ej.

En familierådslagning består af en forberedelse, et møde og en opfølgning (Omre & Schelderup, 2009; Inddrag.nu, 2014).

I forberedelsen afgrænser initiativtageren sammen med forældre og evt. barn de spørgsmål, der skal behandles på mødet, fx kan et spørgsmål til det udvidede netværk være, hvordan man støtter barnet i at få en stabil skolegang. I forberedelsen laves også en afdækning af familiens netværk i forhold til at få inviteret de relevante ressourcer med til mødet. Initiativtageren vil ofte være barnets socialrådgiver, men kan også være eksempelvis en lærer eller en pædagog med kendskab til barnet.

Mødet starter med en informationsdel for at sikre, at det udvidede netværk kender til baggrunden for det, der skal drøftes på mødet. Herefter udarbejder det udvidede netværk en handleplan, uden at der er fagprofessionelle til stede. Samordner og initiativtager kan tilkaldes under denne del af mødet, hvis der er opklarende spørgsmål. Herefter tilkaldes fagpersonerne igen for at få præsenteret planen. Initiativtageren vurderer her, om planen vil kunne sikre, at barnet får tilstrækkelig hjælp i forhold til formålet med mødet. Netværket kan evt. blive bedt om at præcisere planen, og mødet afsluttes som udgangspunkt med at planen godkendes. Mødet afholdes et neutralt sted, fx på skolen eller i et familiehus, men ikke i forvaltningen. Mødet varer ofte op til tre timer.

Der sker en opfølgning af mødet ved, at der afholdes en ny familierådslagning noget tid efter med henblik på at evaluere planen. Derudover kan der ske konkret opfølgning i forhold til de aftaler, der træffes på mødet.

Familierådslagningen forudsætter som udgangspunkt, at barnet eller den unge deltager. Der kan dog hos nogle fagpersoner være en angst for, at deltagelsen belaster barnet, og en opfattelse af, at man beskytter barnet ved at skærme det mod inddragelse (Strandbu, 2011). Der er ikke fundet studier, som viser en direkte sammenhæng mellem barnets deltagelse og dets udvikling på længere sigt. Men der kan til gengæld være en række indirekte sammenhænge mellem barnets deltagelse og trivsel. Først og fremmest kan en større inddragelse give en følelse af kontrol, mestring og velvære, så barnet oplever en større grad af forudsigelse og sammenhæng. Det kan også være en måde at informere barnet eller den unge om sin rolle som pårørende, i tilfælde hvor forældrene har en sygdom, et misbrug, eller andet, som barnet har behov for at få information om på en realistisk, sandfærdig og tilpasset måde. Strandbu (2011) refererer således Kari Killens argumenter om, at såvel kliniske erfaringer som undersøgelser viser, at børn overlever omsorgssvigt bedst, hvis de får hjælp til at bearbejde deres oplevelser af situationen, mens de befinder sig i den.

I forhold til at anvende familierådslagning i sager, der omhandler etniske minoritetsfamilier viser erfaringer fra Norge, at man skal tage hensyn til familiens historik og evt. traumatiske oplevelser, familiens etniske oprindelse, hvor længe de har opholdt sig i deres nye hjemland og endelig faktorer som en kompliceret familiestruktur eller netværk bosiddende i udlandet (Falck & Mathisen, 2010).

I Danmark har man erfaret, at det i disse sager er nødvendigt at være opmærksom på, om der skal anvendes tolk i rådslagningsprocessen, da deltagerne bliver introduceret for mange nye begreber og har brug for at koncentrere sig om problematikkerne vedr. barnet, frem for at skulle tolke for hinanden (Skytte, 2010).

Kilder

Chandler, Susan Meyers (2013): The Application of Colloboration Models to Family Group Con-ferencing, Journal of Policy Practice, 12:1, 3-22. 

Falck, Sturla & Mathisen, Anders (2010): Implementering med Problemer: Evaluering av familieråd i Oslo brukt i familier med minoritetsbakgrunn, NOVA-notat 9

Omre, Cecilie og Liv E. Schelderup (2009): Barn i barnevernet: en studie om barns deltakelse og styrkeprocesser i familieråd. Tapir Akademisk forlag. 

Skytte, Marianne (2010): Evaluering af projektet: Implementering af familierådslagning i etniske minoritetsfamilier

Strandbu, Astrid (2011): Barnets deltakelse, Hverdagslige og vanskelige beslutninger. Universitetsforlaget.

Inddrag.nu (2014)

Implementering

For at implementere familierådslagning skal der uddannes initiativtagere og samordnere, som kender metodens praksis og teoretiske udgangspunkt. Hvis modellen implementeres med høj fidelitet giver den en produktiv beslutningsproces, inkluderer familiens ressourcer og sikrer, at fagpersonerne understøtter processen.

Familierådslagning er udviklet på New Zealand, hvor den blev skrevet ind i lovgivningen i 1989. Derfra har den bredt sig til Skandinavien, Europa, USA, Australien, Canada m.m. (Raukis et al., 2010). Metoden blev første gang afprøvet i Danmark i perioden 2000-2002 som en forsøgsordning. Siden har der været flere mindre projekter i regi af Ministeriet for Børn, Ligestilling, Integration og Sociale Forhold, og metoden anvendes i dag i en række danske kommuner.

Metoden anvendes i stort omfang i Norge. Her har man organiseret arbejdet med en national koordinator og regionale kontaktpersoner med ansvar for oplæring og løbende opkvalificering af metoden. På hjemmesiden Bufdir.no kan man således læse, at metoden nu anvendes i 276 norske kommuner (ud af 428), det vil sige i over halvdelen af kommunerne. I forhold til implementering af familierådslagning i arbejdet med etniske minoritetsfamilier, er der blevet gennemført en evaluering af implementeringsprocesser i enkelte bydele i Oslo (Falck & Mathisen, 2010).

Hvad skal der til for at implementere indsatsen?

Som en del af Socialstyrelsens kursuskatalog udbydes kurser, der har til formål at opkvalificere organisationen i at anvende familierådslagning, inddragende netværksmøder og forældresamarbejde. Der findes både et femdages praksiskursus i inddragende metoder og et endags videnskursus, der præsenterer metoderne og giver deltagerne viden om forståelse for vigtigheden af samarbejdet og det inddragende arbejde.

Læs mere om det femdages praksiskursus på VIA University College hjemmeside

Læs mere om videnskurset på VIA University College hjemmeside  

Der er ikke krav om certificering.

De to centrale personer i en familierådslagning er initiativtageren og samordneren. Initiativtagerne kan fx være barnets socialrådgiver, men det kan også være en pædagog, en lærer, eller en anden fagperson, som vurderer, at der er behov for at afholde en familierådslagning for at støtte op om barnet i dets hverdag. Initiativtageren skal kende til metodens værdigrundlag og forløb, for at kunne planlægge og afholde mødet i overensstemmelse med metodens intentioner.

Samordneren er en uvildig person, der får til opgave at planlægge selve mødet. Det indebærer, at samordneren kontakter alle de inviterede fra barnets netværk, ofte ved hjemmebesøg, for at forberede dem på, at familierådslagning er et forum, hvor netværket selv skal udarbejde en plan for barnets bedste. Der er ikke krav til, at samordneren skal have en bestemt uddannelse eller profession, men vedkommende skal være god til at kommunikere med barnets familie og netværk, også i situationer med stærke følelser og eventuelt konflikter (Falck, 2006).

En kommune, som vil implementere metoden, skal afklare, hvem der skal have tilbud om en familierådslagning og hvordan der kan visiteres hertil.

Derudover er det væsentligt, at kommunen har tydelige rammer for initiativtagers kompetence, i forhold til om vedkommende kan godkende familiens plan, eller først skal have planen godkendt af en leder, hvis den indeholder støtte fra forvaltningen, skolen, eller andre offentlige institutioner.

Skal familierådslagning anvendes i arbejdet med etniske minoritetsfamilier, vil det medføre et øget tidsforbrug evt. grundet familiens begrænsede sprogkundskaber, netværk som skal inviteres fra udlandet samt behovet for at anvende tolkning i rådslagningen (Skytte, 2010; Falck & Mathisen, 2010).

På Socialstyrelsens hjemmeside kan der findes mere om metoden og støtteredskaber til afholdelse af Familierådslagning

Væsentlige faktorer for implementering

Familierådslagning anvendes også i USA, og der er bl.a. lavet to implementeringsstudier af brugen af metoden i Pennsylvania (Rauktis et al., 2010 og 2013). Studierne undersøger, hvilke faktorer der har været afgørende for, om metoden er blevet implementeret i de enkelte regioner. Forskerne har kombineret en kvalitativ og en kvantitativ undersøgelse og fået svar fra 180 fagpersoner på hvilke barrierer og forudsætninger, der har været de centrale for implementering. Forskerne har herefter analyseret svarene i forhold til en række objektive parametre, som fx befolkningstæthed, antal børn under 18 år, antal sager om overgreb mod børn m.m.

Studierne konkluderer, at 3 faktorer har signifikant betydning for implementeringen af familierådslagning (Rauktis et al., 2010):

  • At der er andre kommuner i geografisk nærhed, som anvender metoden og som man kan besøge og dele erfaringer med, når man skal ændre praksis.
  • At der afsættes ressourcer indledningsvis til oplæring og støtte og til at aflaste de fagpersoner, der afholder møderne i forhold til arbejdsopgaver.
  • At man i forvejen har en kultur, hvor man prøver at koordinere indsatsen.

Til gengæld har forskerne ikke fundet nogen sammenhæng mellem antallet af børn under 18, eller graden af socioøkonomisk belastning, eller overgrebssager og brugen af metoden. Det er således tilsyneladende ikke kendetegn ved børnene, men ved forvaltningen, der har betydning for om metoden implementeres.

I forhold til implementeringen af familierådslagning i arbejdet med udsatte etniske minoritetsfamilier, anbefaler Falck og Mathisen at skabe en enkel tilgang til samordnede og tolkebistand (evt. ved hjælp af en database) (Falck & Mathisen, 2010). Skytte konkluderer, at erfarne samordnere styrker implementeringen, da de kan fungere som sparringspartnere for rådgivere i sager vedr. etniske minoritetsfamilier (Skytte, 2010).

Implementering med fidelitet

Forskning viser, at det er afgørende for at opnå effekt af en metode, at den er implementeret med fidelitet, dvs. i overensstemmelse med egne kerneprincipper. Forskerne fra Pennsylvania har i 2013 lavet et stort kvantitativt studie baseret på ca. 5.500 spørgeskemabesvarelser fra forældre, unge og fra barnets netværk, samt fra fagpersoner. Skemaerne er udfyldt efter familierådslagningen og analyseret statistisk. På baggrund af analysen definerer forskerne, at rådslagningen er udført med høj fidelitet, når (Rauktis et al., 2013):

  • beslutningsprocessen er produktiv (processen er forberedt med klarhed over roller, den gennemføres med respekt over for familiens kultur, og med fokus på deltagernes sikkerhed og der laves en plan som godkendes)
  • familien og netværket er inkluderet (der er flere fra familien, end der er professionelle, deltagerne kommer fra forskellige sider af familien, så både fars og mors slægtninge er repræsenteret)
  • fagpersonerne er understøttende i forhold til familien (der er klare roller, fagpersonerne udviser respekt og opmærksomhed på familiens viden og samordneren har fokus på processen).

Man vil kunne måle fideliteten ved at uddele simple spørgeskemaer efter familierådslagningen til deltagerne. På hjemmesiden Inddrag.nu kan der som inspiration findes evalueringsskemaer, som kan anvendes. Skemaerne er ikke lavet med baggrund i det amerikanske studie, men omhandler nogle af de samme temaer.

Implementeringserfaringer fra Faaborg-Midtfyn Kommune

Faaborg-Midtfyn Kommune har arbejdet med familierådslagning siden 1999. Styrkerne ved metoden er ifølge børne- og ungechef Jørgen Kyed, at man sikrer sig, at man får belyst sagerne grundigt og kommer frem til bedre løsninger sammen med borgerne. Børne- og ungechefen oplever desuden, at familierådslagning giver familierne en større oplevelse af, at kommunen hjælper dem.

Erfaringer fra Faaborg-Midtfyn Kommune viser, at følgende faktorer er meget vigtige for implementeringen af familierådslagning:

  • 100 % overholdelse af metoden: Når man i Faaborg-Midtfyn vælger at lave en familierådslagning, laves den ”lige efter bogen”. Resultaterne bliver ikke lige så gode, hvis man kun bruger dele af metoden.
  • Dygtige, uvildige samordnere: I Faaborg Midtfyn Kommune har man selv udvalgt og uddannet sine 6 samordnere. Kommunen lægger meget vægt på, at samordnerne er udefrakommende, som kun er ansat fra sag til sag.
  • Tryghed ved metoden: Hvis man som socialrådgiver ikke er tryg ved familierådslagning, kan det være svært at få familierne til at deltage.
  • Neutralt afholdelsessted: Det er vigtigt, at man afholder familierådslagningen på et neutralt sted, dvs. hverken på fx rådhuset, skoler, eller hos familiemedlemmer. 
  • Inddragelse af barnet: Man bør hele tiden fastholde, at det er barnets rådslagning. I Faaborg-Midtfyn inddrager man bl.a. barnet ved at lade det deltage i forberedelserne, lave bordkort og vælge mad til familierådslagningen.
  • Gode spørgsmål: I Faaborg-Midtfyn har man arbejdet meget med at gøre de spørgsmål man bruger til familierådslagningen helt åbne, så de giver familien plads til selv at komme med nye kreative inputs.
  • Fælles spisning efter familierådslagningen: Mange springer denne del af familierådslagningen over, men det kan være en rigtig god afslutning på et langt møde med mange drøftelser.
  • Hurtig opfølgning: Det er utrolig vigtigt, at socialrådgiveren afsætter tid til at følge op på familierådslagningen allerede dagen efter, den bliver afholdt, så man fastholder familiens motivation. 

I dag er alle medarbejderne i Børne- ungerådgivningen i Kommunen (herunder også PPR) uddannede i familierådslagning, og det forventes at de laver familierådslagninger, når det er relevant. Faaborg-Midtfyn Kommune har haft som mål at afholde 200 familierådslagninger i 2014, hvilket allerede er blevet nået i starten af december 2014.

Kilder

Bufdir.no – Vekst og utvikling for barn, unge og familier (2014) 

Falck, Sturla (red.) (2006): Hva er det med familieråd? Samlerapport fra projektet ”Nasjonal satsning på utprøvning og evaluering av familieråd i Norge”. NOVA: Norsk Institutt for forskning om oppvekst,  velfærd og aldring. 18:06.

Falck, Sturla & Anders Mathisen (2010): Implementering med Problemer: Evaluering av familieråd i Oslo brukt i familier med minoritetsbakgrunn, NOVA-notat 9

Inddrag.nu – børn og unges netværk (2014)  

Rauktis, Mary E. et al. (2010): Innovation in child welfare: the adoption and implementation of Family Group Decision Making in Pennsylvania. Children and Youth Services Review 32 (2010), 723-239.

Rauktis, Mary E. et al. (2013): Family group decision making: Measuring fidelity to practice principles in public child welfare (Kan lånes gennem bibliotek.dk). Children and Youth Services Review 35 (2013), 287-295.

Skytte, Marianne (2010): Evaluering af projektet: Implementering af familierådslagning i etniske minoritetsfamilier

Kontaktoplysninger, Faaborg-Midtfyn Kommune, Jørgen Kyed, Børne- og ungechef, tlf. 72 53 31 01, e-mail

Effekt

Flere studier viser, at familierådslagning har en god effekt i forhold til at sikre kvalitet i anbringelser, eller genforening med familien. Familier er generelt meget positive over for forløbet.

Familier er meget positive over for familierådslagning

Tilfredshedsundersøgelser viser, at der generelt er stor tilfredshed med familierådslagning blandt de deltagende familier, og at familierådslagningen medvirker til at styrke positive bånd i familierne (Crea & Berzin, 2009) .

Et amerikansk studie viser, at familierne, der modtager familierådslagning føler sig styrkede, har en bedre opfattelse af, hvad der forventes af dem i forhold til deres børn og i højere grad evner at indgå i planlægningen omkring deres barn, i forhold til forældrene, der modtager kommunens almindelige tilbud (Sheets et al., 2009).

Et amerikansk litteraturstudie peger på, at familierne finder processen vanskelig og meget følelsesladet, men at de værdsætter at blive lyttet til. Familierne synes generelt at familierådslagning er en god metode at træffe beslutninger på, som de gerne vil bruge igen ved eventuelle nye problemstillinger (Frost et al., 2012a; Frost et al., 2012b).

Blandede resultater i effektstudier

Flere litteraturstudier viser, at effektevalueringerne af familierådslagning er tvetydige på grund af undersøgelsernes design (Crea & Berzin, 2009; Frost et al., 2012b; Morris & Connolly, 2012). Der kan være en stor variation i udførelsen af familierådslagning i praksis, som evalueringerne ikke altid tager højde for, og som derfor kan påvirke, hvordan effekterne skal tolkes (Crea & Berzin, 2009). Hvis metoden ikke anvendes stringent og med høj fidelitet, er det vanskeligt at måle effekter.

Positive effekter ved familierådslagning

Et amerikansk registerstudie undersøger effekten af familierådslagning i forhold til, om familieplejeanbragte børn kommer i permanente anbringelser (Wang et al., 2012). Studiet viser, at børn, som modtager familierådslagning, har:

  • 28 % større chance for at blive hjemgivet til deres familier
  • 7,3 % større chance for at blive placeret i en netværksanbringelse end børn, der ikke modtager familierådslagning
  • 45 % mindre sandsynlighed for at komme fra plejefamilien til bortadoption end børn, der ikke modtager familierådslagning.

Studiet viser desuden, at det tager lige lang tid at finde en permanent løsning for de børn, som har modtaget familierådslagning som for de, der ikke har. For begge grupper går det hurtigst, hvis løsningen er en genforening med familien, dernæst hvis der etableres en anbringelse hos slægten og langsomst, hvis børnene i sidste ende bliver bortadopteret (Wang et al., 2012). Undersøgelsen bygger på registerdata blandt 80.690 børn, hvoraf 12.224 har modtaget familierådslagning (Wang et al., 2012). 

De positive effekter for anbragte børn understøttes af et andet amerikansk studie, som sammenligner børn der har deltaget i familierådslagning med børn, hvor forældrene har givet input til udviklingen af barnets handleplan og deltaget i møde herom (Sheets et al., 2009).

Studiet viser, at primære omsorgspersoner generelt vurderer børnene, der har deltaget i familierådslagning, til at have mindre angst end børnene i kontrolgruppen. Derudover viser studiet også, at børnene, der har modtaget familierådslagning, er anbragte i kortere tid end kontrolgruppen, og oftere bliver hjemgivet til deres familie. Et år efter anbringelsen er 48 % af børnene, som har deltaget i en familierådslagning enten blevet hjemgivet, anbragt hos slægten, eller bortadopteret. Dette gælder kun for 33 % af børnene i kontrolgruppen (Sheets et al., 2009)

En norsk spørgeskemaundersøgelse fra 2006, som er foretaget blandt sagsbehandlere i børneværnet, viser også positive resultater af familierådslagning (Falck & Clausen, 2006). Studiet viser, at familierådslagning bl.a. medvirker til at:

  • andelen af familier, som ikke har behov for støtte fra socialforvaltningen stiger fra en femtedel til en tredjedel
  • 57 % af familierne har et bedre samarbejde med de hjælpeinstanser, de er i kontakt med, efter familierådslagningen
  • socialforvaltningen vurderer halvt så mange sager til at være middel eller meget alvorlige et år efter familierådslagningen
  • socialforvaltningen ændrer i 67 % af sagerne med familierådslagning deres vurdering fra alvorlig til mindre alvorlig efter familierådslagningen, hvilket kun gælder for 49 % i sammenligningsgruppen.

Undersøgelsen bygger på en spørgeskemaundersøgelse foretaget lige efter familierådslagningen og et år efter. Undersøgelsen omfatter 170 børn i første spørgeskemarunde og 68 i anden. Resultaterne bliver desuden sammenholdt med familier, der modtager andre tiltag fra børneværnet end familierådslagning (Falck, 2006).

Et amerikansk studie viser, at familier, der har modtaget familierådslagning, i højere grad modtager rådgivning om barnet, psykologisk behandling, eller andre foranstaltninger i forhold til kontrolgruppen. Forskerne ser dette som et tegn på, at familierådslagning skaber en kobling til foranstaltninger i det sociale system, så familierne hurtigere får hjælp. Ved en opfølgning efter 3 år er der dog ikke signifikant forskel på de ydelser de to grupper får (Weigensberg et al., 2009). Dette kan hænge sammen med, at der ikke i alle sager laves opfølgende familierådslagninger, men det er ikke noget, studiet har undersøgt.

I Norge er Regionalt kunnskapssenter for barn og unge i gang med et studie, som gennem kvalitative såvel som kvantitative metoder, undersøger brugen af familierådslagning i anbringelsesarbejdet. Studiet ser på 110 familierådslagninger, og foregår i perioden august 2011-december 2018 (uit.no, 2014; helseforskning.etikkom.no, 2014).

Kulturelle forhold kan have indflydelse på effekten

Forskerne Sheets et al. viser i deres studie af brugen af familierådslagning i Texas, at der er størst effekt hos afro- og latinamerikanske familier. De argumenterer for, at det kan skyldes, at disse etniske grupper i særlig grad har familieorienterede værdier og praksisser, som familierådslagningen støtter op om (Sheets et al, 2009). Forskerne Morris og Connolly argumenterer ligeledes for, at samfund, præget af en større kollektiv ansvarsfølelse i familien, kan have lettere ved at involvere den bredere familie end samfund, hvor kernefamilien er i fokus (Morris & Connolly, 2012). Dette kan ses i forlængelse af, at familierådslagning oprindeligt blev udviklet for at imødekomme maoriernes kulturelle baggrund i det sociale arbejde på New Zealand (Crea & Berzin, 2009).

Der findes ingen effektstudier, der viser, at familierådslagning er særligt egnet til arbejdet med etniske minoritetsfamilier i Norden. Falck og Mathisen understreger, at metoden er bygget på lokale traditioner i New Zealand og derfor ikke nødvendigvis kan overføres til etniske minoritetsfamilier i Norden (Falck & Mathisen, 2010). Faktorer som begrænsede sprogkundskaber, mistillid til det offentlige system, komplicerede familierelationer, manglende netværk i det nye hjemland, ekstra udgifter til tolkebistand eller familiens definition af skam og ære kan modvirke formålet ved anvendelsen af familierådslagning (Falck & Mathisen, 2010).

Kilder

Crea, Thomas M. & Stephanie C. Berzin (2009): Family involvement in Child Welfare Decision-Making: Strategies and Research on Inclusive Practices (Kan lånes gennem bibliotek.dk). Journal of Public Child Welfare, 3, pp. 305-327.

Falck, Sturla & Sten-Erik Clausen (2006): ?: Samlerapport fra prosjektet ”Nasjonal satsing for utprøving og evaluering av familieråd i Norge”, ed. Sturla Falck, Norsk institutt for forskning om oppvekst, velferd og aldring (NOVA)

Falck, Sturla & Anders Mathisen (2010) Implementering med Problemer: Evaluering av familieråd i Oslo brukt i familier med minoritetsbakgrunn, NOVA-notat 9

Frost, Nick et al. (2012a): Family group conferences: context, process and ways forward (Kan lånes gennem bibliotek.dk), Child and Family Social Work, 19 (4), pp. 480-490.

Frost, Nick et al. (2012b): Family group conferences: evidence, outcomes and future research (Kan lånes gennem bibliotek.dk), Child and Family Social Work, 19 (4), pp. 501-507.

Morris, Kate & Marie Connolly (2012): Family Decision Making in Child Welfare: Challenges in Developing a Knowledge Base for Practice (Kan lånes gennem bibliotek.dk), Child Abuse Review, 21, pp. 41-52.

helseforskning.etikkom.no (2014), Forskningsprojekt - Bruk av familieråd i fosterhjemsarbeid, REK – Regionale Komiteer for Medisinsk og Helsefaglig Forskningetikk 

Sheets, Janess et al. (2009): Evidence-based practice in family group decision-making for Anglo, African American and Hispanic families, Children and Youth Services Review, 31, pp. 1187-1191.

UiT.no (2014), Familieråd i fosterhjemsarbeid, Uit - Norges Arktiske Universitet 

Wang, Eugene W. et al. (2012): Expediting permanent placement from foster care systems: The role of family group decision-making (Kan lånes gennem bibliotek.dk), Children and Youth Services Review, 34, pp. 845-850.

Weigensberg, Elizabeth C. et al. (2009): Family group decision making: A propensity score analysis to evaluate child and family services at baseline and after 36-months (Kan lånes gennem bibliotek.dk), Children and Youth Services Review, 31, pp. 383-390. 

Økonomi

Socialstyrelsen har foretaget en omkostningsvurdering af Familierådslagning og vurderer, at den samlede omkostning pr. gennemført deltagerforløb er 45.517kr.

Omkostningsvurderingen er opdelt i:

  • Forberedelse: Seminarer.dk, som leverer uddannelsen i metoden, afholder telefoninterview med relevante ledere i kommunen. Derudover afholdes 1-2 indledende dage med lederne.
  • Uddannelse af initiativtagere (op til 4 dage) og inkluderer udgifter til kursusafgift, timeforbrug og evt. omkostninger til lokale og forplejning
  • Drift: medarbejdernes tidsforbrug og løn, tillæg for rådighed uden for almindelig arbejdstid og kørselsgodtgørelse
  • Øvrige udgifter: fx udgifter til tolkebistand, leje af lokale til afholdelse af rådslagningerne (Socialstyrelsen, 2016).

I den følgende tabel fremgår en oversigt over omkostninger pr. gennemført deltagerforløb som omfatter 3 rådslagninger samt tilknyttede aktiviteter:

SamletKommuneStat
Omkostninger pr. gennemført deltagerforløb (3 rådslagninger samt tilknyttede aktiviteter) 45.517 43.451 2.067


(Socialstyrelsen, 2016)

Det samlede overblik over omkostninger pr. gennemført deltagerforløb ser således ud:

  • Forberedelse: 118kr.
  • Uddannelse: 10.298kr
  • Drift af indsatsen: 30.811kr
  • Øvrige omkostninger: 4290kr. (Socialstyrelsen, 2016)

Tallene i omkostningsvurderingen baserer sig på et scenarie, hvor der er taget udgangspunkt i Esbjerg kommune. Her er målsætningen 120 rådslagninger pr. år og der beregnes derfor omkostninger ved at opstarte og drive Familierådslagning, når det antages, at der er 120 rådslagninger pr. år (Socialstyrelsen, 2016).

Kilder

Socialstyrelsen (2016): Omkostningsvurdering af Familierådslagning

Hvor meget ved vi om indsatsen ?

Familierådslagning Familierådslagning bruges ofte i børnesager, fx som led i en afklaring af om en anbringelse er den rette foranstaltning for barnet. Familierådslagning bidrager til at inddrage barnets netværk i beslutninger omkring barnet for at aktivere alles ressourcer og sikre de bedst mulige tiltag for barnet. ABCDMålgruppeMetodeImplementeringEffektØkonomi
Målgruppe
Målgruppen for familierådslagning er velbeskrevet. Der er viden målgruppens problemstillinger, og erfaringer med hvordan man bedst inddrager barnet, de pårørende og det øvrige netværk. Familierådslagning kan anvendes i mange sammenhænge og er dermed rettet med en bred målgruppe af borgere. Man bør dog være opmærksom på, at der ikke er enighed om, hvorvidt metoden kan anvendes i forhold til børn og unge, som har været udsat for vold eller seksuelle overgreb, hvor krænker er en del af familiens netværk. Der foreligger således ikke klare eksklusionskriterier for metoden. Der er ikke beskrevet støtteredskaber til at identificere målgruppen. På den baggrund tildeles vidensgrundlaget for indsatsens målgruppe scoren B.
Metode
D teoretiske fundament for familierådslagning som metode er velbeskrevet. Metodens indhold, forløb, delelementer og forventninger til medarbejdere er velbeskrevne. Forandringsteorien for metoden fremgår implicit af metodebeskrivelsen. Krav om uddannelse af medarbejdere er beskrevet, ligesom procedurer til at understøtte metodeintegritet. Der er udviklet lokale redskaber til at monitorere fidelitet, men ikke fælles internationale. Der er ikke krav om certificering, og der er ikke udarbejdet eksplicitte effektindikatorer eller krav til en bestemt form for implementeringsstøtte. Det er dog beskrevet, hvilke gevinster metoden tilstræber. På den baggrund tildeles vidensgrundlaget for indsatsens metode scoren B.
Implementering
Der foreligger stor viden om, hvordan man implementerer familierådslagning. Væsentlige barrierer for implementeringen er også beskrevet. Der foreligger bl.a. implementeringsstudier fra USA, Norge og Danmark. De danske implementeringsstudier er dog ikke helt aktuelle. Der er beskrevne retningslinjer for implementering af metoden i dansk sammenhæng, og Socialstyrelsen rådgiver omkring implementering. Dog er der kun få større implementeringsstudier og heller ikke generelle retningslinjer for at sikre fidelitet i implementeringen. På den baggrund tildeles vidensgrundlaget for indsatsens implementering scoren B.
Effekt
Der er generelt en del forskning i familierådslagning. Der er gennemført en række effektstudier af familierådslagning, dog ikke i dansk kontekst. Der er i Norge lavet opfølgningsstudie med effekt et år efter familierådslagningen. Der har været meget fokus på netværkets oplevelser, men der er også mange studier som ser på forandring for barnet, fx i forhold til en anbringelse. Nogle studier er dog begrænset af, at der ikke har været kontrol af fideliteten i metoden. Der er foretaget mindre studier i Danmark men ikke inden for de seneste fem år. På den baggrund tildeles vidensgrundlaget for indsatsens effekt scoren B.
Økonomi
Der er ikke i søgningen fremkommet cost-effectiveness eller cost-benefit analyser vedr. familierådslagning. Der er viden om, hvor mange timer der i gennemsnit anvendes af initiativtager og samordner men ikke sat i forhold til alternative aktiviteter. I forhold til udsatte etniske minoritetsfamilier kan der være ekstraudgifter forbundet med metoden til at dække tolkebistand og transport af familiemedlemmer fra udlandet. På den baggrund tildeles vidensgrundlaget for indsatsens økonomi scoren D.

Publiceret: 18.12.2014. Sidst opdateret: 19.06.2017