Forside » Børn & unge » Unge med selvskadende adfærd » Risiko- og beskyttelsesfaktorer

Risiko- og beskyttelsesfaktorer

Faktorer, som omsorgssvigt, mistrivsel, seksuelle overgreb og mobning, kan øge risikoen for, at et barn eller en ung udvikler selvskadende adfærd.

 | Socialstyrelsen

Risikofaktorer

Udvikling af selvskadende adfærd kan anskues ud fra en bio-psyko-social forståelsesramme med inddragelse af biologiske, psykologiske og sociale faktorer (Møhl, 2015).

Ud fra en bio-psyko-social forståelsesramme har personen med selvskadende adfærd en medfødt eller tidligt indlært sårbarhed. Risikofaktorer for at have en sådan sårbarhed kan fx være: omsorgssvigt, opvækst i et miljø, hvor barnet eller den unge mistrives, seksuelle overgreb, tilknytningsforstyrrelser, nedsat mentaliseringsevne (forståelse af egen og andres adfærd og tolkning af andres intentioner og følelser), lav selvfølelse eller psykiske lidelser (Møhl, 2015).

En undersøgelse fra SFI – Det Nationale Forskningscenter for Velfærd (Vammen & Christoffersen, 2013) peger på, at: 

  • personer, der har været udsat for misbrug eller vanrøgt i barndommen, har mellem 2,6 og 4,6 gange større risiko for at udvikle selvskadende adfærd end personer, der ikke har været udsat for dette.

Undersøgelsen viser endvidere, at hvis den unge har været udsat for flere traumatiske belastninger i barndommen, så har han eller hun relativt større risiko for at udvikle selvskadende adfærd. Ifølge SFI kan de traumatiske belastninger bl.a. være, at den unge selv eller vedkommendes nærmeste familie eller venner har været udsat for et voldeligt overfald, selvmordforsøg, dødsfald i nærmeste familie eller en alvorlig trafikulykke (Vammen & Christoffersen, 2013). 

En person, der er blevet mobbet i skolen, har ligeledes signifikant højere risiko for at udføre selvskadende adfærd som ung end personer, der ikke er blevet mobbet i skolen (Vammen & Christoffersen, 2013; O’Connor et al., 2014). 

Der ses en tæt sammenhæng imellem personlighedsforstyrrelse (borderline eller emotionel ustabil personlighedsstruktur) og selvskadende adfærd. Sammenfaldet kan hænge sammen med, at personer inden for disse spektre er kendetegnet ved at have en følelsesmæssig dysregulering, og at den selvskadende adfærd ofte bruges til at regulere følelserne (Møhl, 2015). Denne diagnose stilles dog ofte først i de tidlige voksenår og efter længere tids observation.  

Angst, depression, impulsivitet, spiseforstyrrelse (anoreksi, bulimi og overspisning), stof- og alkoholmisbrug samt posttraumatisk stress er også risikofaktorer, der øger sandsynligheden for, at personen udvikler selvskadende adfærd (Møhl, 2015; O’Connor et al., 2014).

Beskyttende faktorer

Forskningen peger på, at en tryg tilknytning er en beskyttende faktor for selvskadende adfærd. En tryg tilknytning definerer, inden for tilknytningsteorien, en persons evne til at indgå og bevare sunde relationer (Bretherton, 1992). En persons evne til hensigtsmæssig regulering af følelser og gode sociale færdigheder er også faktorer, der kan fungere beskyttende ift. selvskadende adfærd (Vammen & Christoffersen, 2013).

SFI har undersøgt om faktoren social støtte, beskrevet som en betydningsfuld relation til nogen, man kan tale med og som kan give emotionel og praktisk støtte, er en beskyttende faktor overfor både selvskadende adfærd og spiseforstyrrelser. Undersøgelsen viser, at social støtte fungerer som en mediator, og mindsker risikoen for selvskadende adfærd (Vammen & Christoffersen, 2013).

I en litteraturgennemgang foretaget af Metodecentret i 2006 fremgår det, at gode familierelationer kan have en beskyttende effekt. Undersøgelser viser, at der er større sandsynlighed for, at en ung med selvskadende adfærd accepterer behovet for behandling, hvis forældrene bakker op om behandlingen. Forældrenes forventninger til behandlingen kan ligeledes have en afsmittende effekt på, hvorvidt og hvordan den unge deltager i behandlingen (Metodecentret, 2016). 

Metodecentrets litteraturgennemgang viser desuden, at uddannelsesprogrammer rettet mod forældrene kan bidrage til positive effekter hos både forældrene og deres børn (Metodecentret, 2016). Selvskadende adfærd har ofte en direkte negativ indvirkning på forældrenes trivsel, og forældrene kan derfor have svært ved at støtte eller forstå deres barn (Metodecentret, 2016). 

Kilder

Bretherton, I. (1992): The origins of attachment theory: John Bowlby and Mary Ainsworth. Developmental Psychology.

Metodecentret (2016): Virksomme indsatselementer i behandlingen af selvskadende adfærd, Metodecentret - Center for Innovation og Metodeudvikling

Møhl, Bo (2015): Selvskade. Psykologi og behandling (kan lånes gennem bibliotek.dk). Hans Reitzels Forlag

O'Connor et al. (2014): Adolescent self-harm: A school-based study in Northern Ireland

Vammen, K. & M. Christoffersen (2013): Unges selvskade og spiseforstyrrelse: Kan social støtte gøre en forskel? SFI, 13:18

 

Publiceret: 18.12.2015. Sidst opdateret: 26.01.2017