Definition

Selvskadende adfærd er adfærd, hvor en person intentionelt påfører sig selv fysisk eller psykisk skade.

| Socialstyrelsen

Hvad er selvskade?

Det internationale selskab for forskning i selvskade (International Society for the Study of Self-Injury) definerer selvskade som en bevidst, selvpåført skade på kropsvæv uden selvmordstanker og med et formål, der ikke er socialt eller kulturelt sanktioneret: “non-suicidal self-injury (NSSI) (is) … the deliberate, self-inflicted damage of body tissue without suicidal intent and for purposes not socially or culturally sanctioned” (International Society, 2021). 

Grænsen mellem, i hvilken grad personen har eller ikke har selvmordstanker eller selvmordsintentioner i forbindelse med en selvskade, er svær at trække skarpt op og er måske kun en teoretisk adskillelse (Grandclerc et al., 2016). Nogle undersøgelser medtager hele spektret, uanset om personen har tanker eller intentioner om selvmord. Det gælder fx ved flere undersøgelser af ”Self-harm” og ”Deliberate self-harm” (Beckman et al., 2019). Undersøgelser vedrørende ”Non-Suicidal Self-Injury” medtager derimod normalt ikke disse personer (Gillies et al., 2018).

I litteraturen har selvskadende adfærd haft forskellige internationale betegnelser (fx ”Self-mutilation” eller ”Deliberate self-harm”), men bl.a. på baggrund af uklarhed i definitionerne (Mangnall & Yurkovich, 2008) anvendes i nyere litteratur ofte begreber som ”Non-Suicidal Self-Injury (NSSI)”, focal suicide, self-inflicted violence, self-abuse (Møhl & Rubæk, 2020). Med de forskellige begreber følger også flere definitioner af en adfærd, hvor personen udfører intentionel direkte skade på sin krop, fx ved at skære, brænde, stikke, slå eller bide sig selv. 

I dette tema er der hovedsageligt fokus på direkte, ikke-suicidal selvskade. Temaet indbefatter dog nogle artikler, som ikke nødvendigvis skelner mellem suicidale og ikke-suicidale hensigter eller det at have suicidale tanker uden direkte at have foretaget selvmordsforsøg. Som det beskrives i artiklen ”Risiko og beskyttelsesfaktorer” er der dog for en del unge sammenhæng mellem selvskadende adfærd og risiko for selvmordstanker eller selvmordsintentioner (Gillies et al., 2018).

Klik her for at læse artiklen om Risiko- og beskyttelsesfaktorer på Vidensportalen

Ikke-suicidal, direkte eller indirekte 

Ikke-suicidal selvskade er selvpåført skade, som medfører umiddelbar ødelæggelse af kropsvæv på en måde, der ligger uden for omgivelsernes sociale normer og etik. Selvskaden er frembragt uden suicidal hensigt (Møhl, 2015). Gruppen omfatter således ikke personer med indirekte selvskade (uorganiseret/forstyrret madindtagelse eller misbrug) og ej heller selvskade med suicidal hensigt (udspring fra store højder, strangulering, overdosis af stærk medicin mv.). Tatoveringer, piercinger eller religiøse rituelle handlinger er heller ikke medtaget, selv om disse handlinger i visse tilfælde kan medføre skade og smerte (Brown & Plener, 2017).

Diagnose af ikke-suicidal selvskade

Ikke-suicidal selvskade er ikke en psykisk diagnose i henhold til den diagnostiske udredning, der følger WHO kriterierne ICD-10. ICD-10 er det diagnosesystem, der i dag hovedsageligt anvendes i Danmark og i det meste af Europa (WHO ICD-10, 2019). Der ses ofte et meget komplekst og varieret symptombillede hos individer, der skader sig selv, og det er derfor vanskeligt at gøre ikke-suicidal selvskade til en selvstændig diagnose (Møhl, 2015). I revisionen af kriterierne (ICD-11), der trådte i kraft 1. januar 2022, indgår ”Non-Suicidal Self-Injury (NSSI)” i de forskningsmæssige kriterier (WHO ICD-11, 2021).

Selv om selvskadende adfærd ikke er en selvstændig psykisk diagnose foreslår organisationen bag DSM-5, American Psychiatric Association, en række kriterier for ikke-suicidal selvskade. Et af kriterierne er, at individet inden for det sidste år på fem eller flere dage skal have udøvet intentionel ikke-suicidal selvskade, som medførte blødning, blå mærker eller smerte. Et andet kriterium er, at personen udøver selvskade for at reducere noget negativt eller opnå noget positivt. Et tredje kriterium er, at personen udøver selvskade på baggrund af fx negative begivenheder og/eller tanker (American Psychiatric Association, 2013).

Alder og køn

Selvskadende adfærd opstår oftest i de tidlige teenageår og midt i teenagealderen. Piger udøver selvskade næsten dobbelt så ofte som drenge, og de har en tendens til brug af varierede metoder (Gillies et al., 2018). Pigerne benytter oftere cutting, mens slag mod væg benyttes oftere af drenge (Brown & Plener, 2017).

Temaet om alder og køn uddybes i artiklen Omfang.

En svensk registerdatabase-undersøgelse af unge, der havde udøvet selvskade, fandt, at den selvskadende adfærd påvirkede dem negativt langt op i voksenlivet. Ved alle de undersøgte livsdomæner, som bl.a. job, ægteskab, psykisk sygdom, fandt man negativ påvirkning samt øget risiko for langvarige mentale sygdomsforløb og selvmord. 

Undersøgelsen omfattede selvskadende adfærd, der havde ført til kontakt med hospitalet, og den viste, at der var væsentlige kønsforskelle i følgerne af selvskadende adfærd i ungdomsårene. 

Mændene var i højere grad ugifte, uden børn og på arbejdsløshedsunderstøttelse. Risikoen for at dø uanset dødsårsag mellem 20-30 år var langt højere for mænd - dog var der ikke forskel på selvmordsraten. Det tydede på, at faktorer som aggression og impulsivitet spillede en stor rolle for mændene, mens den dominerende faktor for kvinderne var depression. For begge køn var der stor tendens til efterfølgende mental sygdom samt stof- og alkoholmisbrug (Beckman et al., 2019).

Blandt ikke-heteroseksuelle grupper blev der fundet højere risiko for selvskadende adfærd og selvmordstanker (Brown & Plener, 2017). For især kvinder tilhørende seksuelle minoritetsgrupper så det ud til, at lavt selvværd og symptomer på depression var afgørende faktorer for den forhøjede risiko (Oginni et al., 2019). 

Baggrunde for selvskade

En række studier har undersøgt unges bevæggrunde for at udøve selvskadende adfærd. Et review viser, at den mest almindelige begrundelse, de unge selv giver, er:

  • at undslippe fra negative følelser/tanker
  • at straffe sig selv
  • at lade nogen kende til den selvskadende adfærd
  • at få en reaktion (positiv, negativ, bekræftende m.v.).

Færre kom med begrundelser såsom ”at ville dø” eller ”i det mindste at kunne føle noget”. Nogle begrundede adfærden med at være i en presset situation, hvor kropsfornemmelsen var minimeret. Nogle svar blev vurderet til at omhandle et forsøg på at håndtere en svær situation (coping). Der blev også nævnt begrundelser såsom at være mentalt stresset, ulykkelig, deprimeret, vred, ophidset, ikke at kunne lide sig selv, familieproblemer, behov for at føle afslappelse eller at føle sig fejlslagen (Gillies et al., 2018).

Selvskadende adfærd har forskellig baggrund og sammenhæng

En australsk undersøgelse af mere end 1.500 elever mellem 11-19 år fandt, at der var forskellige undergrupper blandt de selvskadende (Stanford et al., 2017). Ud fra et psykologisk perspektiv blev der fundet fem grupper, hvor der kunne benyttes forskellige tilgange i indsats og behandling: 

Dem der psykologisk set ligner dem, der ikke har selvskadende adfærd

Gruppen havde det højeste antal af unge, der kun havde udført selvskade én gang. Gruppen blev sammenlignet med en gruppe, der ikke havde selvskadende adfærd. På en række psykologiske parametre lignede de to grupper hinanden. Det gjorde sig blandt andet gældende med hensyn til angst, depression, selvværd, impulsivitet, opmærksomhed, adfærdsvanskeligheder, mening og tilfredshed med livet og niveauet af mestringsstrategier (fx følelsesregulering).

Gruppen med angstsymptomer

Denne gruppe havde stort set ikke andre symptomer end angst og indeholdt desuden en stor overvægt af kvinder. I forhold til de andre grupper var der en god social støtte fra familie og venner, men flere af deres venner havde også selvskadende adfærd.

Gruppen af impulsive

I denne gruppe var der en ligelig kønsfordeling. Gruppen var karakteriseret af impulsivitet, eksternaliseret adfærd og opmærksomhedsudfordringer, herunder ADHD. En stor del af gruppen mobbede andre.

En gruppe med psykiatriske symptomer og en gruppe med psykiatriske symptomer og samtidig impulsivitet

Disse grupper havde komplekse sammensatte udfordringer såsom angst, depression, lavt selvværd, og de havde ringe mestringskompetencer i forhold til at håndtere udfordringer i livet. I begge grupper var mange ofre for mobning. (Stanford et al., 2017).

I flere af de ovenstående grupper indgår angstsymptomer. Det har tidligere været påpeget, at angst - eventuelt i sammenhæng med stress og frustration - kan være en kilde til selvskadende adfærd (Møhl & Rubæk, 2020). Den australske undersøgelse omtalt ovenfor viser dog, at angst ikke nødvendigvis er den betydende faktor. Opdelingen i undergrupper sætter samtidig fokus på impulsivitet og det faktum, at kompleksiteten af udfordringerne er meget varierende. Dette har stor betydning for valg af behandlingstiltag (Stanford et al, 2017). 

Forskellige former for selvskadende adfærd

Gruppen af unge med selvskadende adfærd kan også opdeles efter:

  • hyppighed
  • de antal gange, adfærden udøves
  • de metoder, der benyttes. 

Egenhændig cutting ser ud til at være mest almindeligt benyttet (ca. 45 pct. af dem, der udøver selvskadende adfærd, gør brug af denne metode). Herefter kommer det at forhindre, at sår heler op (ca. 33 pct.). Begge metoder forekommer hyppigst hos piger. Andre hyppige metoder er ”slå hoved mod noget” (31 pct.), at bide sig selv (29 pct.), kradse sig selv (28 pct.) og at slå sig selv (27 pct.). 

Indtagelse af overdosis af medicin, at brænde sig selv eller at stikke skarpe genstande ind under huden forekommer mindre hyppigt (Gillies et al., 2018). I artiklen ”Omfang” beskrives det dog, at danske undersøgelser tyder på et fald i visse former for selvskadende adfærd.

Der er fundet nogle former for digital selvskade, hvor unge fx mobber sig selv ved oprettelse af falske profiler og kritiserer sig selv for at få andre til give dem negativ kritik samt fora, hvor unge viser billeder af deres egen selvskade (ViOSS, 2020).

Klik her for at læse artiklen ”Omfang” på Vidensportalen

Kilder

American Psychiatric Association (2013). Diagnostic and Statistical Manual of Mental Disorders (5. Udg.). Arlington, VA: American Psychiatric Association.

Beckman, K. et al. (2019). Prognoses after self-harm in youth: Exploring the gender factor. Social Psychiatry and Psychiatric Epidemiology, Vol. 54(4): 437–444. 

Brown, R. C., & Plener, P. L. (2017). Non-suicidal self-injury in adolescence. Current Psychiatry Reports, Vol. 19 (Art. nr. 20): 1-8. 

Grandclerc, S. et al. (2016). Relations between nonsuicidal self-injury and suicidal behavior in adolescence: A systematic review. PloS One, Vol. 11(4): Art. nr. e0153760.

Gillies, D. et al. (2018). Prevalence and characteristics of self-harm in adolescents: Meta-analyses of community-based studies 1990–2015. Journal of the American Academy of Child & Adolescent Psychiatry, Vol. 57(10): 733-741.

International Society for the Study of Self-injury (2018, Maj). What is self-injury? Tilgængelig fra: https://itriples.org/about-self-injury/what-is-self-injury [lokaliseret 08-03-2021] 

Mangnall, J., & Yurkovich, E. (2008). A literature review of deliberate self‐harm. Perspectives in Psychiatric care, Vol. 44(3): 175-184.

Møhl, B. (2015). Selvskade: Psykologi og behandling. Kbh: Hans Reitzels Forlag.

Møhl, Bo & Rubæk, Lotte (2020). FAQ om selvskade. Kbh: Hans Reitzels Forlag.

Oginni, O. A. et al. (2019). Mediators of increased self-harm and suicidal ideation in sexual minority youth: A longitudinal study. Psychological Medicine, Vol. 49(15): 2524–2532. 

Stanford, S., Jones, M. P., & Hudson, J. L. (2016). Rethinking pathology in adolescent self-harm: Towards a more complex understanding of risk factors. Journal of Adolescence (London, England.); 54, 32-41. doi:10.1016/j.adolescence.2016.11.004 

WHO - World Health Organization (ICD-10 Browser, latest version: 2019) International Statistical Classification of Diseases and Related Health Problems (ICD) tilgængelig fra: https://www.who.int/standards/classifications/classification-of-diseases [lokaliseret 27-08-2021] 

WHO - World Health Organization (ICD-11, 2021) International Statistical Classification of Diseases and Related Health Problems (ICD) tilgængelig fra: https://www.who.int/standards/classifications/classification-of-diseases [lokaliseret 27-08-2021]

ViOSS (2020, 5. maj) Digital selvskade. https://www.lmsos.dk/selvskade/digital-selvskade [lokaliseret 08-12-2021]

Publiceret: 18.12.2015. Sidst opdateret: 21.01.2022