Forside » Børn & unge » Unge med selvskadende adfærd » Aktører, ansvar og roller

Aktører, ansvar og roller

Hvilke aktører, der bidrager til forløb for børn og unge med selvskadende adfærd, afhænger i høj grad af, hvorvidt der er tale om alment forebyggende, foregribende eller indgribende indsatser

 | Socialstyrelsen

Almen forebyggelse

Kommunerne er den primære aktør til at sætte rammerne for almen forebyggelse af børn og unges selvskadende adfærd (serviceloven §§ 46 og 81).

Det er dagsinstitutionerne, skolerne og ungdomsuddannelserne mv., som typisk har mulighed for at yde forskellige forebyggende indsatser med det formål at sikre et inkluderende miljø og arbejde målrettet med at styrke børnenes og de unges sociale relationer for at forebygge udvikling af bl.a. selvskadende adfærd (Bø, 2000). WHO anbefaler, at forebyggelse af selvskadende adfærd blandt unge sker på skolerne og ungdomsuddannelserne (WHO, 2012)

Foregribende behandling

Såfremt et barn/en ung begynder at udvise selvskadende adfærd, anbefaler Center for Børn, Unge og Specialrådgivning, at kommunale fagprofessionelle tager initiativ til at involvere barnets/den unges familie. Hvis det skønnes relevant, bør barnet/den unge blive psykiatrisk udredt (Center for Børn, Unge og Specialrådgivning, 2009). Hvis barnet/den unge bor på en institution, er det institutionen, der har ansvaret for at tage initiativ til, at der bliver udarbejdet en psykiatrisk udredning (Center for Børn, Unge og Specialrådgivning, 2009).

Forskning peger på (Heckman & Lochner, 2000; Heckman, 2008), at afkast af investeringer i sundhedsfremme, trivsel og læring er større, jo tidligere indsatsen igangsættes. Center for Børn, Unge og Specialrådgivning anbefaler i deres rapport fra 2009, at der ift. selvskadende adfærd skal sættes så tidligt som muligt ind, med at få afdækket den selvskadende adfærd og få iværksat den rette behandling af adfærden med henblik på at forsøge at undgå, at adfærden eskalerer (Center for Børn, Unge og Specialrådgivning, 2009).

Indgribende behandling

Børn og unge med selvskadende adfærd kan have behov for at modtage en indgribende behandling.

Den regionale psykiatri er den primære aktør på området til at yde indgribende behandling.  Børn og unge med selvskadende adfærd kan modtage indgribende behandling, når:

  • de er til fare for sig selv
  • de har en diagnose foruden selvskaden som er kompleks og er af svær karakter.  

Indgribende behandling i den regionale psykiatri kan ske under indlæggelse på psykiatrisk hospital efter informeret samtykke fra forældremyndighedsindehaver og/eller den unge (psykiatriloven § 1, sundhedsloven §§ 15 og 17) eller under anvendelse af tvang (psykiatriloven § 5).

Rehabiliteringsindsatsen

Rehabiliteringsindsatsen på det sociale område for børn og unge med selvskadende adfærd varetages af kommunerne (serviceloven § 3). Det betyder, at børn og unge, som har betydelig nedsat funktionsevne pga. den selvskadende adfærd, og som har behov for støtte til at komme sig, kan modtage rehabiliteringsindsatser. Kommunerne kan løse opgaven ved brug af egne tilbud og ved samarbejde med andre kommuner, regioner eller private tilbud (serviceloven § 4).

Der kan være tale om en bred vifte af kommunale rehabiliterende indsatser, herunder eksempelvis gruppeforløb, familiebehandling, bostøtte og dag- og døgntilbud (serviceloven §§ 52, 85 og 107). I mange tilfælde vil børn og unge kunne blive boende i forældrenes hjem/egen bolig efter endt indgribende behandling i den regionale psykiatri, men stadigvæk have behov for et forløb efter behandlingen i form af fx støtte til at vende tilbage til skole/ungdomsuddannelse. Nogle børn og unge kan dog også have behov for et særligt intensivt opfølgende rehabiliteringstilbud efter behandlingen i den regionale psykiatri i form af et intensivt døgntilbud, hvor fagprofessionelle har kompetencer og viden om forløb for borgere med selvskade (serviceloven §§ 52 og 107)

De unge ønsker mere patientinddragelse

Ifølge en litteraturgennemgang foretaget af Metodecentret i 2016 giver de unge selv udtryk for et behov for mere inddragelse i deres behandling. I et svensk studie med 24 unge, som har været indlagt i psykiatrien, fortæller de unge, at de ønsker at blive involveret og inddraget i en åben drøftelse omkring deres behandlingsplan med de sundhedsprofessionelle. Samtidigt giver de unge udtryk for et ønske om at have en primær kontaktperson, som sikrer, at alle har de samme oplysninger og arbejder i samme retning (Metodecentret, 2016). 

Kilder

Bø, I. (2000): Barnet og de andre - nettverk som pedagogisk og sosial ressurs (kan lånes via bibliotek.dk), 3. utgave, Oslo Universitetsforlaget

Center for Børn, Unge og Specialrådgivning (CBUS) (2009): Hvad er god behandling af selvskadende børn og unge med nedsat psykisk funktionsevne?Psykiatri og Social, Region Midtjylland 

Metodecentret (2016): Virksomme indsatselementer i behandlingen af selvskadende adfærd, Metodecentret - Center for Innovation og Metodeudvikling

Heckman, J. J. & L. J. Lochner (2000): Rethinking myths about education and training: Understanding the sources of skill formation in a modern economy (kan lånes via bibliotek.dk). In S. Danziger and J. Waldfogel (Eds.), Securing the Future: Investing in Children from Birth to College. New York: Russell Sage Foundation

Heckman et al. (2008): The Rate of return to the Perry Preschool program (kan lånes via bibliotek.dk). Unpublished manuscript, University of Chicago, Department of Economics.

Publiceret: 18.12.2015. Sidst opdateret: 23.02.2017