Forside » Børn & unge » Seksuelle overgreb » Sagsbehandlingsprocessen

Sagsbehandlingsprocessen

Sagsbehandlingsprocessen i sager om seksuelle overgreb er kompliceret, fordi der ofte er mange aktører involveret, og der er en kompleks lovgivning på området. Seksuelle overgreb er strafbare. Derfor skal det sociale og sundhedsmæssige område samarbejde tæt med politi og retsvæsen. Som fagperson er det derfor vigtigt at orientere sig i sagsbehandlingsprocessen og gøre sig klart, hvilken type overgrebssag man arbejder med.

Af  | Socialstyrelsen

En sag om seksuelle overgreb mod børn og unge kan komme til myndighedernes kendskab af mange forskellige kanaler. De sagsbehandlingsveje, der skal følges, afhænger af sagens karakter. Der kan skelnes mellem følgende typer sager:

  • Mistanke om seksuelt overgreb begået af en eller begge af barnets forældre/stedforældre.
  • Mistanke om seksuelt overgreb begået af personer i barnets netværk eller mistanke rettet mod en ukendt person.
  • Mistanke om seksuelt overgreb begået af personer ansat i de institutioner eller organisationer, hvor barnet eller den unge færdes.
  • Mistanke om seksuelt grænseoverskridende adfærd begået af et andet barn/ung (Socialstyrelsen, 2013).

Kilder

Socialstyrelsen (2013): Kommunalt beredskab – Vejledningsmateriale til håndtering af sager med overgreb mod børn og unge, Socialstyrelsen  


I det følgende beskrives en generel sagsbehandlingsproces, hvor tværsektorielle roller og ansvar fremgår.

Tiden før en underretning

En central forudsætning for, at de ansvarlige instanser kan løse deres opgave med at undersøge mistanker og standse seksuelle overgreb mod børn, er, at de fagpersoner, der dagligt møder børnene i dagsinstitutioner, skoler, fritidsordninger mv., formulerer deres bekymring om et barns mistrivsel. De skal reagere og handle på de tegn og reaktioner, der vidner om mistrivsel, og som måske giver anledning til mistanke eller konkret viden om, at et barn eller en ung udsættes for seksuelle overgreb.

Det er afgørende, at disse faggrupper har de relevante kompetencer til at observere og forstå børnenes og de unges adfærd, udtryk, tegn og reaktioner. Fagpersoner har pligt til at reagere – hvilket i denne sammenhæng først og fremmest vil sige at dokumentere deres observationer og for det andet at formulere deres bekymring og mistanke til den sociale forvaltning i form af en underretning jf. Servicelovens § 153.

Retter mistanken sig mod en eller begge forældre, må forældrene ikke orienteres om underretningen, inden den sendes til den sociale forvaltning.

Selve underretningen

Indholdet i en underretning skal være så konkret og objektivt beskrevet som muligt. Underretningen bør:

  • angive ajourførte data på både børn og forældre, herunder hvem der har forældremyndigheden
  • angive konkrete datoer for episoder og beskrive konkrete observationer - hvad er observeret, hvornår, og under hvilke omstændigheder?
  • undlade tolkninger og vurderinger
  • beskrive barnets fysiske, psykiske og sociale forhold
  • beskrive barnets ressourcer
  • beskrive barnets vanskeligheder
  • anføre, om forældrene er orienteret om underretningen, og en begrundelse herfor, hvis de ikke er orienterede om underretningen.

Hvis mistanken retter sig mod én eller begge forældre, orienteres de ikke om underretningen. Underretningen sendes direkte til kommunen. Kommunen koordinerer med politiet, hvornår forældrene orienteres om underretningen.

Underretningspligten er personlig. Det betyder, at man på trods af evt. uenighed med sin leder om hvorvidt, der skal udarbejdes en underretning, har pligt til at underrette, hvis man har mistanke eller viden om, at et barn udsættes for overgreb.

Hvis man oplever, at kommunen ikke handler tilstrækkelig på baggrund af en underretning, kan man underrette Ankestyrelsen om sin bekymring. Ankestyrelsen skal sikre barnets retssikkerhed og undersøge, om kommunens indsats er tilstrækkelig.

Når en underretning er modtaget

Det er en kommunal opgave at organisere, koordinere og foretage sagsbehandlingen, når der opstår mistanke eller viden om, at et barn eller en ung har været udsat for seksuelle overgreb. Håndteringen af de konkrete sager involverer en lang række fagpersoner på tværs af sektorer og afdelinger, herunder det børnehus, som kommunen er tilknyttet. Den kommunale myndighedssagsbehandler har som barnets sagsbehandler til opgave at koordinere sagen i henhold til den til enhver tid gældende lovgivning.

Det er således sagsbehandlerens pligt at reagere hurtigt og adækvat i forhold til underretninger fra fagfolk og borgere vedrørende børn og unge, der mistrives, og hvor der kan være mistanke eller konkret viden om seksuelle overgreb. Når socialforvaltningen modtager en underretning, skal underretningen vurderes inden for 24 timer fra modtagelsen med henblik på at vurdere, om barnets sundhed eller udvikling er i fare, og om der skal iværksættes akutte foranstaltninger over for barnet eller den unge jf. serviceloven § 155, stk. 2. Drejer underretningen sig om et barn eller en ung, hvor der allerede er iværksat foranstaltninger, skal sagen genvurderes med deltagelse af en eller flere myndighedspersoner, som ikke tidligere har deltaget i behandling af sagen, jf. serviceloven § 155 a.

Den børnefaglige undersøgelse

Hvis det antages, at et barn eller en ung trænger til særlig støtte, herunder på grund af nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, skal kommunen undersøge barnets eller den unges forhold jf. serviceloven § 50 (Børnefaglig undersøgelse).

Den børnefaglige undersøgelse skal gennemføres så vidt muligt i samarbejde med forældremyndighedsindehaveren og den unge, der er fyldt 15 år.

Den børnefaglige undersøgelse skal gennemføres så skånsomt, som forholdene tillader og må ikke være mere omfattende, end formålet tilsiger.

Den børnefaglige undersøgelse skal anlægge en helhedsbetragtning og omfatte barnets eller den unges:

  • udvikling og adfærd
  • familieforhold
  • skoleforhold
  • sundhedsforhold
  • fritidsforhold og venskaber
  • andre relevante forhold.

Det skal i forbindelse med undersøgelsen altid overvejes, hvorvidt og i hvilket omfang hvert enkelt af de 6 punkter er relevante at undersøge for det enkelte barn eller den unge. Der skal i forhold til hvert af de 6 punkter foretages en konkret vurdering af, hvilke oplysninger der skal indhentes i forbindelse med undersøgelsen.

Den børnefaglige undersøgelse skal være en kvalificeret afdækning af, om der er forhold hos barnet, den unge og familien, der bør resultere i iværksættelse af hjælpeforanstaltninger. Undersøgelsen skal i bekræftende fald også tilvejebringe et godt grundlag for at kunne vurdere, hvilke foranstaltninger der vil være formålstjenlige ud fra de vanskeligheder, der er afdækket.

Som led i den børnefaglige undersøgelse, skal der finde en samtale sted med barnet eller den unge. Hensigten er, at barnet eller den unge inddrages tidligere i behandlingen af sin sag og inddrages i undersøgelsen.

Undersøgelsen skal afdække ressourcer og problemer hos barnet, familien og netværket. Dette for at afdække om der i familie og netværket er ressourcer, der kan bidrage til at klare vanskelighederne.

De fagfolk som allerede har viden om barnet, den unge og familien, skal inddrages. Hvis det er nødvendigt, skal kommunen lade barnet eller den unge undersøge af en læge eller autoriseret psykolog.

Den børnefaglige undersøgelse skal være afsluttet senest 4 måneder efter, kommunen bliver opmærksom på, at et barn eller en ung kan have behov for særlig støtte. Undersøgelsen skal resultere i en begrundet stillingtagen til, om der er grundlag for at iværksætte foranstaltninger, og i bekræftende fald hvilke. Hvis der er iværksat en foranstaltning sideløbende med gennemførelsen af den børnefaglige undersøgelse, skal der tages stilling til, hvorvidt disse foranstaltninger skal videreføres.

I forbindelse med den børnefaglige undersøgelse skal det vurderes, om der skal foretages en undersøgelse af eventuelle andre børn i familie. Den børnefaglige undersøgelse kan gennemføres som én samlet undersøgelse for flere børn i familien, dog således at der tages højde for børnenes individuelle behov.

Samtale med barnet

Til brug for vurdering af underretning om overgreb mod et barn eller en ung, skal der finde en samtale sted med barnet eller den unge. Hvis mistanken retter sig mod forældrene, skal samtalen foregå uden forældrenes samtykke og uden deres tilstedeværelse, jf. serviceloven § 155 a, stk. 2. Samtalen kan undlades i det omfang, barnets eller den unges modenhed eller sagens karakter taler imod samtalens gennemførelse.

Kommunen skal senest 6 hverdage efter modtagelsen af en underretning sende en bekræftelse for modtagelsen til underretter jf. serviceloven § 155b. Kommunen skal orientere underretter om, hvorvidt den har iværksat en undersøgelse eller foranstaltning vedrørende det barn eller den unge, som underretningen vedrører jf. serviceloven § 155 b, stk. 2. Kommunen orienterer underretter om, hvilken type foranstaltning den har iværksat, og om den planlagte varighed af foranstaltningen, hvis oplysningen om dette vil kunne have væsentlig betydning for den støtte, som den pågældende kan yde barnet eller den unge jf. serviceloven § 155 b, stk. 3.

Børnehuset inddrages

Når et barn eller en ung har været udsat for overgreb eller ved mistanke herom, skal kommunen til brug for den børnefaglige undersøgelse benytte det børnehus, som kommunen er tilknyttet jf. servicelovens § 50 b. Børnehuset kan bl.a. give råd og vejledning og foretage en udredning af barnets behov for særlig støtte jf. servicelovens § 50.

Børnehuset skal benyttes, når kommunen vurderer, at der skal udarbejdes en børnefaglig undersøgelse og samtidig vurderer, at der er behov for at inddrage politi og/eller sundhedsvæsen. Kommunen bevarer myndighedsansvaret i forhold til barnet eller den unge under hele forløbet i børnehuset jf. VEJ nr. 9007 af 07/01/2014 kap. 27.

Politiet tager stilling til, om der skal foretages en retsmedicinsk undersøgelse og videoafhøring af barnet. I børnehuset inddrages endvidere sundhedsfagligt personale i en vurdering af barnets behov for lægelig undersøgelse og behandling. Barnet og dets nære omsorgspersoner kan desuden efter behov modtage krisestøtte i børnehuset jf. VEJ nr. 9007 af 07/01/2014 kap. 27.

Politianmeldelse

De enkelte skridt i sagsbehandlingen kan variere afhængigt af, hvem mistanken om det formodede overgreb retter sig imod. Eksempelvis er tidspunktet, hvor forældrene inddrages i sagen, afhængigt af, om mistanken rettes mod forældrene selv. Er dette tilfældet, må forældrene ikke orienteres om mistanken, før sagsbehandleren har taget stilling til en evt. politianmeldelse.

Når en sag anmeldes til politiet, er det politiet, der i efterforskningsøjemed afgør, hvornår der må rettes henvendelse til forældrene. Opgaver i den strafferetslige sektor er som følger:  

Opgaver i den strafferetslige sektor

Politianmeldelse → Vurdering af anmeldelse i relation til efterforskning → Eventuel videoafhøring af barnet → Påtaleopgivelse eller sigtelse → Tiltale → Indlevering af anklageskrift til retten → Retskendelse i form af dom eller frifindelse

Vurdering af barnet, den unge og familiens behov for særlig støtte

Det er langtfra alle sager om overgreb, der anmeldes til politiet, ligesom det langtfra er alle børn, der kommer omkring sundhedssektoren. Kræver en sag hverken inddragelse af politi eller sundhedssektor skal sagen ikke i et børnehus. Sagsbehandleren skal imidlertid altid vurdere barnets behov for sikkerhed og særlig støtte, herunder også barnets forældres behov for krisehjælp for at sikre, at de kan varetage den primære omsorg for barnet.

Sagsbehandleren skal vurdere barnets eller den unges behov for behandling på kort og på langt sigt og tage stilling til, om der eksempelvis skal iværksættes individuel psykologisk behandling, familiebehandling og / eller gruppebehandling. I de tilfælde, hvor politiet ikke iværksætter en efterforskning eller opgiver en straffesag pga. manglende bevisførelse, kan barnet eller den unge og familien fortsat have behov for særlig støtte, og kommunen kan derfor ikke henlægge sagen, før der er foretaget en konkret vurdering heraf.

En vurdering af barnets særlige behov for støtte sker på baggrund af en børnefaglig undersøgelse jf. serviceloven § 50. Undersøgelsen danner grundlag for beslutning om konkrete foranstaltninger i henhold til serviceloven § 52 eksempelvis serviceloven § 52 stk. 3, nr. 3, 6 og 7. En anbringelse uden for hjemmet uden samtykke fra forældrene jf. serviceloven § 58 kan også være aktuel i sager, der handler om seksuelle overgreb.

Formålet med at yde støtte er at skabe de bedst mulige opvækstvilkår for de krænkede børn og unge, så de på trods af de seksuelle overgreb kan opnå de samme muligheder for personlig udfoldelse, udvikling og sundhed som deres jævnaldrende jf. serviceloven § 46.

Såfremt den børnefaglige undersøgelse viser, at barnet eller den unge har behov for særlig støtte, skal der udarbejdes en handleplan jf. servicelovens § 140. Handleplanen skal angive formålet med indsatsen og beskrive hvilken indsats, der er nødvendig for at opnå formålet, herunder forventet varighed. I sager om anbringelse uden for hjemmet skal handleplanen angive hvilke former for støtte, der selvstændigt skal iværksættes overfor familien i forbindelse med, at barnet eller den unge opholder sig uden for hjemmet og i tiden efter barnet eller den unges hjemgivelse.

Inden der træffes afgørelse om undersøgelse uden samtykke fra forældre og den unge, der er fyldt 15 år, og inden der træffes afgørelse om foranstaltninger, skal sagsbehandleren tale med barnet eller den unge for at klarlægge barnets eller den unges holdning til den påtænkte afgørelse jf. serviceloven § 48.

Kilder

Socialstyrelsen (2013): Kommunalt beredskab – Vejledningsmateriale til håndtering af sager med overgreb mod børn og unge, Socialstyrelsen

Lov om social service: LBK nr 150 af 16/02/2015, afsnit IV om børn og unge, § 46, 50, 140, 150, 153

Vejledning om særlig støtte til børn og unge og deres familier: VEJ nr. 9007 af 07/01/2014, kap. 27

 

Publiceret: 13.05.2014. Sidst opdateret: 16.08.2016