Forside » Børn & unge » Plejefamilier » Risiko- og beskyttelsesfaktorer

Risiko- og beskyttelsesfaktorer

Når et barn først er anbragt i en plejefamilie, kan flere forskellige risiko- og beskyttelsesfaktorer have indflydelse på, om der sker et sammenbrud i anbringelsen. Risikofaktorer omfatter bl.a. sagsbehandlerskift, antisocial adfærd hos barnet/den unge samt manglende samtykke i anbringelsen. Beskyttelsesfaktorer omfatter bl.a. samtykke i anbringelsen og udarbejdelsen af en handleplan.

 | Socialstyrelsen

Sammenbrud i anbringelser generelt

I 2013 var antallet af sammenbrud i alle anbringelser 545 eller 4,7 % af det samlede antal anbragte.  Dette tal har været faldende de sidste 5 år, og i 2013 har der været det laveste antal sammenbrud i den 5-årige periode (Ankestyrelsen, 2014).

SFI har undersøgt omfanget af sammenbrud i anbringelser generelt, blandt 13-17-årige – det vil sige ikke alene for plejefamilieanbragte. Rapporten er baseret på en kvantitativ og en kvalitativ undersøgelse. Der er lavet en opfølgning på 227 unge fra 17 kommuner, som alle er blevet anbragt på ny i 2004. De unge er fulgt 3 gange i perioden 2005-2008 via spørgeskemaer til deres sagsbehandlere. 10 af de 227 unge har deltaget i den kvalitative undersøgelse, som bygger på interviews med de unge selv, deres forældre, deres sagsbehandlere, personale på anbringelsessteder samt kontaktpersoner. Der er i alt foretaget 45 interviews (Egelund et al., 2010).

Rapporten viser, at:

  • sammenbrud, der skete kort tid efter anbringelsesforløbets start, oftest skyldtes emotionelle problemer.
  • sagsbehandlerskift øgede risikoen for sammenbrud.
  • sagsbehandlerne oplevede det som vanskeligt at finde det rette anbringelsessted på grund af økonomiske restriktioner.
  • sammenbrud kan have negative konsekvenser for de anbragte børn og unge, dels fordi sammenbrud kan være en traumatisk oplevelse, dels fordi det skaber risiko for en usikker situation, hvor den unge kan stå uden støtte fra voksne.
  • der er begrænset viden om konsekvenserne af sammenbrud.
  • den høje frekvens af sammenbrud tyder på, at de anbringelsesforanstaltninger, der er til rådighed, ikke modsvarer de berørte børns situation og konflikter. Det gælder især unge med antisocial adfærd.

Blandt de faktorer, der nedsatte risikoen for sammenbrud var, at:

  • der var udarbejdet en handleplan.
  • der ikke var sagsbehandlerskift.
  • den unge var enig i anbringelsen.
  • den unge forud for anbringelsen havde været placeret i aflastning (Egelund et. al., 2010)

En forskningsoversigt viser, at antisocial adfærd er den stærkeste risiko for sammenbrud i anbringelsen (Egelund, 2006). Den viser også, at især unge med antisocial adfærd ikke får den hjælp, der modsvarer deres behov og situation. Ifølge oversigten er dette er et alvorligt problem, fordi en af hovedårsagerne til anbringelse af større børn netop er antisocial adfærd. Forskningsoversigten er baseret på en litteratursøgning i databaserne CSA, Ebsco, Google Scholar og Swets Wise (Egelund, 2006).

Backe-Hansen konkluderer ud fra en forskningsgennemgang fra 2009, at den tilgængelige forskning ikke giver svar på, hvordan utilsigtede sammenbrud i anbringelser i plejefamilier forebygges (Backe-Hansen, 2009). Dog er der en del viden om, at der er en større risiko for uplanlagte sammenbrud tidligt i anbringelsesforløbet. Det indikerer, at det er vigtigt med tæt opfølgning i begyndelsen af et anbringelsesforløb. Ligeledes tyder forskningen på, at tiltag, der forebygger adfærdsvanskeligheder hos barnet eller den unge kan reducere risikoen for uplanlagte sammenbrud (Backe-Hansen 2009).

I en forskningsgennemgang fra 2011, påpeger Christiansen, at uplanlagte sammenbrud må ses som et resultat af samspillet mellem flere faktorer, og at sammenbrud ofte er resultatet af en stadig mere kompliceret situation og ikke en pludselig opstået problematik. Særligt adfærdsvanskeligheder, barnets stigende alder samt antallet af tidligere anbringelser lader til at være faktorer der øger risikoen for uplanlagte sammenbrud (Christiansen, 2011).

Læs forskningsgennemgangen her 

I en undersøgelse fra 2010 konkluderer Sinclair, at anbringelser, der er vellykkede, kan tilskrives følgende faktorer:

  • Børnene ønsker selv at være i plejefamilien.
  • Børnene har ingen alvorlige udfordringer i forhold til opførsel og tilknytning.
  • Det anbragte barn accepteres fra starten af anbringelsen af plejefamilien, plejefamiliens biologiske børn og eventuelle andre plejebørn i familien.
  • Børn, der kan lide at gå i skole, oplever i mindre grad uplanlagte sammenbrud.
  • Børn, der har været udsat for overgreb og har ubegrænset samvær med deres biologiske familie, oplever 3 gange så mange uplanlagte sammenbrud.

Undersøgelsen bygger på en kvantitativ undersøgelse, hvor 7.399 børn indgår i den statistiske analyse, og der er blevet indsamlet data fra blandt andet socialarbejdere og plejefamilier (Sinclair, 2010).

Tilknytning til plejefamilien

En anden risikofaktor i forhold til at få et godt anbringelsesforløb er, hvis der ikke sker en tilknytning mellem den unge og plejefamilien. En afhandling om unges tilknytning viser, at tilknytningen udvikler sig over tid (Hedin, 2012). Tilknytningen er stærkest, når der er tale om slægtsplejefamilier og svagest, når der er tale om traditionelle plejefamilier. Afhandlingen viser, at de unge er aktive i at skabe tilknytning, og at de trives bedre i plejefamilier, hvor tilknytningen lykkes. Den peger også på, at det er væsentligt, at de unge inddrages i valget af plejefamilie. Desuden er det vigtigt, at plejefamilien og den unge har mulighed for at knytte sig til hinanden, og at der gøres plads til dette i hverdagen. Der er således en væsentlig opgave for den unge og plejefamilien i at være sammen, lave aktiviteter og herigennem knytte sig til hinanden, fordi det er en væsentlig beskyttelsesfaktor i forhold til at være anbragt i en plejefamilie. Afhandlingen bygger på et studie af 17 unge, der er anbragt i forskellige former for familiepleje. Der er anvendt dybdegående interviews, udarbejdelse af netværkskort samt dataindsamling via mobiltelefoner (Hedin, 2012).

En norsk ph.d.-afhandling viser, at anbringelser uden samtykke kan medføre et voldsomt tab af relationer – både til forældre, søskende, kammerater og andre (Angel, 2009). Flere børn, som tvangsanbringes kender ikke den nærmere årsag til anbringelsen og reagerer derfor med mistillid og afstandtagen til voksne. Dette kan betyde, at disse børn har svært ved at indgå i følelsesmæssige relationer med plejeforældrene. Mange af børnene oplever at skulle tilpasse sig plejefamilien i højere grad end at opleve gensidighed. Det kan være en forklaring på, at nogle tvangsanbragte børn distancerer sig fra plejefamilien og undlader at knytte sig til plejeforældrene. Afhandlingen bygger på et kvalitativt studie af 10 børn og unge, som er anbragt i plejefamilier uden samtykke (Angel, 2009).

Læs den norske  ph.d.-afhandling her. 

Flere anbragte børn i samme plejefamilie

Mange plejefamilier har flere børn anbragt. Dette kan udgøre en risikofaktor for, at der sker et sammenbrug i anbringelsen. Det viser et kvalitativt studie, der fokuserer på hvordan det påvirker et allerede anbragt barn, når der kommer et nyt barn til familien (Ingley & Earley, 2008). Studiet konkluderer, at mange sammenbrud kan føres tilbage til konflikter mellem børnene i familien. Enten mellem de anbragte børn eller mellem det anbragte barn og plejefamiliens egne børn eller børnebørn. Studiet tyder på, at hvis konflikterne i sidste ende fører til et sammenbrud af anbringelsen, er det det barn, som allerede er etableret i plejefamilien, som ender med at flytte, og ikke det nye barn, der anbringes i familien (Ingley & Earley, 2008). Studiet opsummerer 3 typiske forklaringer på sammenbrud:

  1. Barnets historie og fremtoning
  2. Plejeforældrenes færdigheder og graden af støtte, de modtager
  3. Matchet mellem disse

På baggrund af studiet anbefaler forfatterne, at man tager hensyn til udviklingen af barnets tilknytning til plejeforældrene, når man matcher barnet og plejefamilien, og når man planlægger at anbringe endnu et barn i familien. De anbefaler også at se på det ’etablerede barns' psykiske ressourcer i forhold til at håndtere de følelsesmæssige krav fra et nyt medlem af familien - fx barnets evne til at udtrykke følelser og have empati for andres behov. Kommunen kan opmuntre plejeforældre til at have en åben dialog med barnet om deres egne følelser i forhold til det nye barn og støtte dem i at forudse de følelser, dette vil kunne generere hos dem selv og hos det ’etablerede barn’. Rent praktisk vil man eksempelvis kunne forberede det først ankomne barn ved at inddrage det i planlægningen af det nye barns ankomst. På samme måde som ældre søskende kan være med til at finde tøj osv. frem til en ny lillebror eller lillesøster.  Studiet bygger på en audit på 42 børn i plejefamilier (Ingley & Earley, 2008).

Samvær med forældre

Der tages ikke altid det fornødne hensyn til børnenes ønsker og behov, når der træffes beslutninger om familieplejeanbragte børns samvær med deres forældre. Det viser en undersøgelse foretaget af Videnscenter for Familiepleje i Københavns Kommune (Klyvø, 2011). Undersøgelsen afdækker, hvordan samvær tilrettelægges i praksis. Den konkluderer, at lovgivning og praksis på området afspejler:

  • En bestemt norm om ”røddernes betydning”, hvor man mener, at børn og biologiske forældre bør være uadskillelige, og at biologiske forældre bør være de primære, mens plejeforældre bør være den sekundære, professionelle og mindre følelsesmæssige voksenkontakt for barnet
  • At det ofte tages for givet, at ”samvær er godt for børn” og at forældrenes og børnenes behov er sammenfaldende

Dette kan betyde, at de anbragte børn og unge ikke i tilstrækkelig grad inddrages, når beslutningerne om samværet træffes. Undersøgelsen viser, at børnenes og forældrenes behov for samvær langt fra altid stemmer overens. Ofte er forældrenes ønsker styrende, og barnets stemme ekskluderes på bekostning af dets trivsel og behov. Derfor anbefaler rapporten et øget fokus på børneperspektivet, når beslutningerne om samvær træffes. Rapporten kommer med en række anbefalinger til sagsbehandlere, tilsynsførende og familieplejekonsulenter, som kan lede til forbedringer i tilrettelæggelsen af samværet. Læs om rapportens anbefalinger her. 

Undersøgelsen er baseret på interviews med 5 anbragte børn og unge, 5 forældre, 5 plejeforældre, 20 sagsbehandlere og børne- og ungekonsulenter i Københavns Kommune. Der er foretaget både enkeltmands- og gruppeinterview. Derudover er der foretaget deltagerobservation ved hjemmebesøg (Klyvø, 2011.)

Ankestyrelsen undersøgte i 2014 samarbejdet mellem plejefamilier og kommuner. Ankestyrelsen fandt i undersøgelsen, at der var visse faktorer der havde indflydelse på, om der opstår udfordringer i samarbejdet. En af de faktorer, der ifølge de adspurgte kommuner og plejefamilier oftest fører til udfordringer i samarbejdet, er uenighed om barnets samvær med de biologiske forældre. 40 % af de adspurgte kommuner angiver dette som en faktor, der har indflydelse på om der opstår udfordringer i samarbejdet, oftest grundet uenighed mellem plejefamilie og anbringelseskommunen om omfanget af samværet. 64 % af plejefamilierne vurderer dog, at de i næsten alle tilfælde er blevet hørt af kommunen ved beslutning om ændring af samvær (Ankestyrelsen, 2014a; Ankestyrelsen, 2014b).

Læs ankestyrelsens undersøgelse her

Årsager til anbringelse af børn og unge med etnisk minoritetsbaggrund

Socialstyrelsen har i samarbejde med SFI – Det Nationale Forskningscenter for Velfærd udarbejdet en rapport, som blandt andet viser forskellige risikofaktorer, der kan få betydning for anbringelse af et barn eller ung med etnisk minoritetsbaggrund. Først og fremmest konkluderer rapporten, at de anbragte minoritetsbørns sociale baggrund i stor udstrækning ligner baggrunden hos majoritetsfamilier til anbragte børn (Hammen og Jensen 2010). Dette giver sig ofte til kende ved familier præget af lavt uddannelsesniveau, høj arbejdsløshed, store økonomiske problemer og bolignød. I begge grupper er der samme omfang af sociale og psykiske problemer. Dog fordeler årsagerne til anbringelse sig forskelligt hos henholdsvis majoritetsbørnene og minoritetsbørnene. Da der i Danmark forekommer sparsom forskningsbaseret viden om disse årsager, tager rapporten udgangspunkt i socialarbejderes angivelser. Årsagerne skal derfor først og fremmest læses som tendenser og ikke faktuel viden. Tendenserne peger således på, at:

  • Børn med etnisk minoritetsbaggrund anbringes relativt hyppigere pga. omsorgssvigt, mishandling og fysiske skader, blandt andet opstået ved afstraffelse i opdragelsesøjemed, end andre anbragte børn.
  • Børn med etnisk minoritetsbaggrund anbringes relativt sjældnere pga. forældrenes eller den unges eget rusmiddelforbrug end andre anbragte børn (Hammen og Jensen 2010). 

Kilder

Angel, Bjørn Øystein (2009): Å flytte hjem igjen etter å ha bodd i fosterhjem - en analyse av barns selvoppfatninger og livshistorier. Norges teknisk-naturvitenskapelig universitet. Fakultet for samfunnsvitenskap og teknologiledelse. Institutt for sosialt arbeid og helsevitenskap. 

Ankestyrelsen (2014a): Ankestyrelsens undersøgelse af samarbejdet mellem plejefamilier og kommuner. Delundersøgelse 1: Kommunernes vurdering af samarbejdet med plejefamilier. Ankestyrelsen. 

Ankestyrelsen (2014b): Ankestyrelsens undersøgelse af samarbejdet mellem plejefamilier og kommuner. Delundersøgelse 2: Plejefamiliernes vurdering af samarbejdet med kommuner. Ankestyrelsen. 

Backe-Hansen, Elisabeth (2009): Hvordan motvirke og forebygge utilsiktet flytting fra fosterhjem?  Norsk institutt for forskrining om oppvekst, velferd og aldring (NOVA) for Nasjonalt bibliotek for barnevern og familievern. 

Christiansen,Øivin (2011): Når barn plasseres utenfor hjemmet: beslutninger, forløp og relasjoner : under barnevernets (ved)tak. Universitetet i Bergen 

Egelund, Tine (2006): Sammenbrud i anbringelser. En forskningsmæssig belysning. SFI – Det Nationale Forskningscenter for Velfærd (06:01)

Egelund, Tine et al. (2010): Sammenbrud i anbringelse af unge. Erfaringer, forklaringer og årsagerne bag. SFI – Det Nationale Forskningscenter for Velfærd (10:06)

Hammen, Ida og Tina Gudrun Jensen (2010): Anbringelse af børn med etnisk minoritetsbaggrund. Servicestyrelsen.

Sinclair, Ian (2010): What Makes for Effective Foster Care: Some Issues. I: E. Fernandez & R.P. Barth (red.) (2010): How does foster care work? : international evidence on outcomes. Jessica Kingsley Publishers. pp. 189-207

Publiceret: 20.11.2013. Sidst opdateret: 13.09.2017