Forside » Børn & unge » Plejefamilier » Indsatser » Netværksplejefamilier

Netværksplejefamilier

En netværksplejefamilie er en plejefamilie, hvor barnet har en relation til familien. Studier viser blandede effekter af netværkspleje i forhold til almindelig familiepleje. Et økonomisk studie foretaget af Rambøll viser, at netværksanbringelser kan have en stor økonomisk gevinst.

 | Socialstyrelsen

En netværksplejefamilie er en plejefamilie, der er rekrutteret fra det netværk, der omgiver det barn, der bliver anbragt. Det kan enten være en slægtsrelation eller relationer fra barnets netværk, såsom en pædagog, fodboldtræner eller ven af familien. Flere kommuner har igennem de seneste år haft som mål, at størstedelen af deres anbringelser skal ske i familiepleje, og at netværket skal afsøges forud for en anbringelse for at afdække, om der er en mulighed for at anbringe barnet eller den unge i netværkspleje.

Selvom denne artikel omhandler netværksplejefamilier i bred forstand, har meget af den forskning, der er gennemført på området, et særlig fokus på slægtsanbringelser. Mange af de studier, som beskrives i artiklen, omhandler derfor slægtspleje og inkluderer ikke det bredere netværk så som venner af familien.

Netværksplejefamilier skal ligesom almindelige plejefamilier godkendes. De skal derudover gennemføre et kursus for at blive plejefamilie. Dog gælder der ikke de samme godkendelseskriterier for netværksplejefamilierne. Relationen mellem barn og familie vægtes højere i godkendelsesprocessen, end den gør i godkendelsesprocessen af almindelige plejefamilier. Udover relationen mellem barn og familie, vurderes familiens motivation, kompetencer og ressourcer. Det er anbringelseskommunen, der står for godkendelsen, og som efterfølgende er ansvarlig for at tilbyde kurser, efteruddannelse og supervision. 

Forskningen omkring effekterne ved brug af netværksplejefamilier er ikke entydige. Nogle studier konkluderer, at der ikke er forskel på børnenes udvikling i forhold til børn, der er anbragt i almindelige plejefamilier. Mens andre studier tyder på, at børnene, der er anbragt i netværksplejefamilier, klarer sig bedre end børn anbragt i almindelige plejefamilier. Fordele ved netværksplejefamilier kan være mere stabilitet og færre sammenbrud i anbringelserne samt en hyppigere kontakt med forældrene. Et studie foretaget af Rambøll viser desuden, at det er billigere for kommunerne at anbringe børn i netværkspleje frem for almindelig familiepleje. 

Læs hele artiklen

Målgruppe

Børn, der er anbragt i netværksplejefamilier, adskiller sig ikke fra børn, der er anbragt i almindelige plejefamilier. Der er dog forskning, der tyder på, at anbringelsesårsagen oftere udelukkende er knyttet til forældrenes problematikker og i mindre grad til barnets egne problematikker.

I Danmark var 803 børn og unge mellem 0-17 år i 2013 anbragt i netværks- og slægtsanbringelse, svarende til 7 % af alle anbragte. Af disse var 324 anbragt uden for slægten og 479 var anbragt inden for slægten. Procentdelen har ligget stabilt på 6-7 % siden 2009 (Ankestyrelsen, 2014). I forhold til andre lande, vi normalt sammenligner os med såsom Norge og Sverige, er der tale om en relativ lav andel (Egelund et al., 2009). 

Karakteristika ved børn, der er anbragt i slægtsplejefamilier

SFI udgav i 2009 en rapport, der blandt andet beskriver karakteristika ved børn i Danmark, der er anbragt i slægtsplejefamilier (Knudsen, 2009). SFI definerer slægtspleje som alle plejeforældre, der selv eller hvis tidligere eller nuværende partner er i familie med barnet. Dette udelukker de anbringelser i netværket, hvor der ikke er en familierelation.

SFI konkluderer i rapporten, at børn, der er anbragt i slægtspleje, som udgangspunkt ligner andre plejebørn. Størstedelen af børnene er etnisk danske, og de har langt hyppigere end andre børn mistet mindst én af deres forældre. Næsten alle børn, der er anbragt i de forskellige typer plejefamilie, er anbragt på grund af mindst ét forhold knyttet til deres hjem eller forældre. Mere end halvdelen er anbragt på grund af forældrenes misbrugsproblemer, og mere end 1/4 er anbragt på grund af forældrenes psykiske lidelser. Rapporten bygger på en kvantitativ undersøgelse blandt 424 slægtsplejeforældre og sammenligner effekterne for børn anbragt i slægtspleje med børn anbragt i almindelig familiepleje i Danmark (Knudsen, 2009).

Rapporten viser desuden, at børn og unge, der er anbragt i slægten, oftest er anbragt af årsager, der udelukkende knytter sig til deres forældre. Det gælder for ca. 50 % af de slægtsanbragte børn, og kun for mellem 25-33 % af plejebørnene i de almindelige plejefamilier (Knudsen, 2009). En opgørelse lavet af Ankestyrelsen viser, at anbringelsesårsagen for alle anbragte børn i 2013 i 14 % af afgørelserne udelukkende var knyttet til deres forældre (Ankestyrelsen, 2014).

I forhold til almindelig familiepleje anvendes slægtsanbringelse i mindre grad til børn, der har oplevet alvorlig konflikt eller vold mellem forældrene, eller til børn der selv har været udsat for mishandling eller grove omsorgssvigt. Desuden anvendes slægtsanbringelse i mindre grad til børn og unge, som er psykisk udviklingshæmmede, har psykiske lidelser, kammeratskabsproblemer, skoleproblemer og visse adfærdsproblemer (Knudsen, 2009).

Karakteristika ved slægtsplejefamilier

SFI’s undersøgelse fra 2009 viser blandt andet, at slægtsplejeforældre på flere måder adskiller sig fra almindelige plejeforældre. Der er større aldersmæssig spredning blandt slægtsplejeforældre end blandt almindelige plejeforældre. De er oftere enlige og har oftere kun 8. klasse eller mindre som deres højeste gennemførte skoleuddannelse. De er desuden i mindre grad i ordinær beskæftigelse. I kun 14 % af slægtsplejefamilierne er én eller begge plejeforældre fuldtidsbeskæftiget som plejeforældre. 73 % af slægtsplejeforældrene har aldrig haft andre plejebørn før. Slægtsplejefamilien er oftest bedsteforældre på moderens side, ofte en enlig mormor (Knudsen, 2009).

Kilder:                                                                                      

Ankestyrelsen (2014): Anbringelsesstatistik 2013. Ankestyrelsen. 

Egelund, Tine et al. (2009): Anbragte børn og unge: en forskningsoversigt. SFI - Det Nationale Forskningscenter for Velfærd. 

Knudsen, Lajla (2009): Børn og unge anbragt i slægten: en sammenligning af slægtsanbringelser og anbringelser i almindelig familiepleje. SFI - Det Nationale Forskningscenter for Velfærd. 

Metode

Der har igennem de seneste år været et øget fokus på, at netværket skal afsøges forud for en anbringelse for at afdække, om der er en mulighed for at anbringe barnet eller den unge i netværkspleje. Netværksplejefamilier godkendes konkret af den anbringende kommune og skal ligesom almindelige plejefamilier gennemføre et kursus i at være plejefamilie.

En netværksplejefamilie er en plejefamilie, der er rekrutteret fra det netværk, der omgiver det barn, der bliver anbragt. Det centrale er, at der er en vis tilknytning mellem barn og plejeforældre. En anbringelse hos biologisk familie, social familie eller stedfamilie vil altid være en netværksanbringelse, hvor familien skal have en konkret godkendelse, der knytter sig til det specifikke barn. Ved en anbringelse hos for eksempel barnets eller den unges fodboldtræner eller skolelærer, skal familien enten have en konkret eller en generel godkendelse afhængigt af, om den pågældende familie generelt ønsker at arbejde som plejefamilie, eller om ønsket alene vedrører det konkrete barn.

Hvis der derimod er tale om personer, som primært har fået tilknytningen til barnet eller den unge i forbindelse med deres professionelle virke, fx som tidligere aflastningsfamilie, er udgangspunktet, at de ikke behandles som netværksplejefamilier. Vejledningen til Serviceloven præciserer, at kun hvis personerne på eget initiativ ytrer ønske om at få barnet eller den unge anbragt som netværkspleje, kan denne mulighed overvejes. Rammerne for plejefamilieområdet findes i Serviceloven og den tilhørende vejledning nr. 3 til Serviceloven.

Flere kommuner har igennem de seneste år haft som mål, at størstedelen af deres anbringelser skal ske i familiepleje, og at netværket skal afsøges forud for en anbringelse for at afdække, om der er en mulighed for at anbringe barnet eller den unge i netværkspleje. Dette mål afspejler et nationalt fokus, der har været gennem flere år på øget brug af plejefamilier, herunder netværksplejefamilier til fordel for andre anbringelsesformer (Mehlbye et al., 2011; KL og Regeringen, 2012).

Ifølge Serviceloven § 47 skal kommunalbestyrelsen overveje, hvordan der kan ske en systematisk inddragelse af familie og netværk, når et barn har vanskeligheder med henblik på en vurdering af et barns eventuelle behov for støtte efter Serviceloven. I nogle kommuner anvendes familierådslagningsmodellen eller netværksmøder i udredningen af et barns forhold (Mehlbye et al., 2011). Andre metoder, der kan anvendes til en systematisk inddragelse af familie og netværk, er genogram, netværkskort og Signs of Safety (Bressendorff et al., 2010). Det er dog ifølge Mehlbye et al. kommunernes erfaring, at det oftest er forældre eller familiemedlemmer, der tager initiativ til at få barnet anbragt i netværket. Anbringelse i netværksplejefamilie sker sjældent alene på forvaltningens initiativ (Mehlbye et al., 2011).

Læs mere om de forskellige aktører, i artiklen Aktører - ansvar og roller.

Godkendelse, uddannelse og supervision

Netværksplejefamilier godkendes konkret af den anbringende kommune. Netværksplejefamilier skal ligesom almindelige plejefamilier gennemføre et kursus i at være plejefamilie. Herudover er den anbringende kommune forpligtet til at tilbyde efteruddannelse bestående af 2 årlige kursusdage til netværksplejefamilier. Netværksplejefamilierne er forpligtede til at deltage, og den anbringende kommune er ligeledes forpligtet til at tilbyde den fornødne supervision. Rammerne for godkendelse og supervision findes i Servicelovens Bekendtgørelse om plejefamilier.

Der gælder ikke de samme godkendelseskriterier for netværksplejefamilier som for almindelige plejefamilier. I godkendelsen af en netværksplejefamilie er der fokus på at vurdere familien og særligt relationen mellem barnet eller den unge (Ministeriet for Børn, Ligestilling, Integration og Sociale Forhold, 18/12/2013). Den godkendende kommune skal derfor ikke opstille generelle kriterier for godkendelse af netværksplejefamilier. Dog kan netværksplejefamilien kun godkendes, hvis familien har de fornødne ressourcer til at give barnet eller den unge den støtte og omsorg, som barnet har brug for, eventuelt suppleret med professionel behandling udefra.

Mehlbye et al. har kortlagt praksis og erfaringer i relation til netværksanbringelser og påpeger bl.a., at kommunerne i praksis lægger sig tæt op ad den godkendelsesprocedure, som anvendes til almindelige plejefamilier med nogenlunde samme undersøgelsesform og indhold (Mehlbye et al., 2011). Nogle kommuner har udviklet faste procedurer i forbindelse med godkendelse af netværksplejefamilier. Vurderingen bygger først og fremmest på kvaliteten af relationen mellem barn eller den unge og familien. Herudover vurderes familiens motivation, kompetencer og refleksioner omkring det at have et barn i pleje (Mehlbye et al., 2011).

Relationen mellem barn og familie vægtes meget højt i godkendelsen, og der kan derfor til tider være faktorer, der ville kunne trække ned i godkendelsen af en almindelig plejefamilie, som vægtes lavere i godkendelsen af en netværksplejefamilie. Disse faktorer kan for eksempel være plejeforældrenes alder, boligforhold, mindre forseelser på straffeattesten og mindre fysiske skavanker (Mehlbye et al., 2011). 


Kilder:

Bressendorff, Signe et al. (2010): Inspirationsmateriale til arbejdet med netværksanbringelser. Servicestyrelsen.

KL og Regeringen (2012): Aftale om kommunernes økonomi 2013. KL og Regeringen. 

Ministeriet for Børn, Ligestilling, Integration og Sociale Forhold (23/09/2014): (LBK nr 1023 af 23/09/2014) 

Ministeriet for Børn, Ligestilling, Integration og Sociale Forhold (07/01/2014): VEJ nr. 9007 af 07/01/2014.) Vejledning om særlig støtte til børn og unge og deres familier

Mehlbye, Jill et al. (2011) : Netværksanbringelser : praksis og erfaringer i tre nordiske lande. AKF.

Implementering

Netværksplejefamilier har ofte ikke på forhånd været forberedte på at få et barn i pleje. En løbende støtte til netværksplejefamilierne er afgørende, da den kan forebygge sammenbrud i anbringelsen.

SFI konkluderer i en forskningsoversigt om anbragte børn og unge, at socialarbejdere generelt er positive over for slægtsanbringelser, men at muligheden ikke altid bliver overvejet i praksis. En af grundene til dette kan ifølge SFI være, at barnets familienetværk ikke er tilstrækkeligt beskrevet i barnets sag (Egelund et al., 2009).

Godkendelse, uddannelse og supervision i praksis

SFI har i en kvantitativ undersøgelse sammenlignet effekterne for børn anbragt i slægtspleje med børn anbragt i almindelig familiepleje i Danmark. I undersøgelsen indgår spørgeskemabesvarelser fra 424 plejeforældre, der selv eller hvis tidligere eller nuværende partner er i familie med barnet. Dette udelukker de anbringelser i netværket, hvor der ikke er en familierelation (Knudsen, 2009).

SFI fandt i undersøgelsen, som er fra 2009, at kun lidt under halvdelen af slægtsplejeforældrene havde deltaget i mindst et kursus for plejeforældre. Herudover viste undersøgelsen, at kun 50 % af slægtsplejefamilierne havde modtaget supervision i løbet af det foregående år, og at der var færre tilsynsbesøg i slægtsplejefamilierne, sammenlignet med de almindelige plejefamilier (Knudsen, 2009). Der må dog tages forbehold for, at undersøgelsen er fra 2009, og at der siden er kommet en række nye initiativer på anbringelsesområdet i forbindelse med Barnets Reform, som blev vedtaget i 2010. 

Ifølge SFI er der en positiv sammenhæng mellem antallet af forskellige støttetyper, som plejeforældrene har modtaget og forbedringen af plejebarnets niveau af psykiske og sociale problemer. Plejeforældrene kan for eksempel modtage kurser, supervision eller økonomiske ydelser som støtte (Knudsen & Egelund, 2011).

Ifølge Mehlbye et al. 2011 er det kommunernes erfaring, at det er afgørende at have fokus på et hyppigt tilsyn med netværksplejefamilien i begyndelsen af en anbringelse samt et kontinuerligt tilsyn efterfølgende. Denne støtte er afgørende, da den kan forebygge et sammenbrud i anbringelserne. Netværksplejefamilier har ofte ikke på forhånd været forberedte på at få et barn i pleje og vil derfor have et større behov for opfølgning med den anbringende kommune (Mehlbye et al., 2011). I anbringelsesprocessen er det derfor vigtigt at gøre netværksplejefamilien opmærksom på, at det vil være helt naturligt, at den nye familiekonstellation i hjemmet kan afføde visse problematikker (Holtan, 2013).

Find mere information i Socialstyrelsens inspirationsmateriale til arbejdet med netværksanbringelser her.  Dog skal der gøres opmærksom på, at lovgivningen har ændret sig siden udgivelsen.

Kilder:

Egelund, Tine et al. (2009): Anbragte børn og unge: en forskningsoversigt. SFI - Det Nationale Forskningscenter for Velfærd.

Holtan, Amy (2013): Slektskapsposisjoner og relasjonens historie; to nyttige begreper i arbeid med slektsplasseringer. Fosterhjem hos slekt – forskningsresultater. Fosterhjem i slekt og nettverk – artikkelsamling. Oslo, Barne-, ungdoms- og familiedirektoratet Bufdir), Avd. kvalitet i barneverntiltak, seksjon for fosterhjem og fagteam.

Knudsen, Lajla (2009): Børn og unge anbragt i slægten: en sammenligning af slægtsanbringelser og anbringelser i almindelig familiepleje. SFI - Det Nationale Forskningscenter for Velfærd. 

Knudsen, Lajla & Tine Egelund (2011): Effekter af slægtspleje : slægtsanbragte børn og unges udvikling sammenlignet med plejebørn fra almindelige plejefamilier. SFI - Det Nationale Forskningscenter for Velfærd.

Ministeriet for Børn, Ligestilling, Integration og Sociale Forhold (18/12/2013): () Bekendtgørelse om plejefamilier. 

Mehlbye, Jill et al. (2011) : Netværksanbringelser: praksis og erfaringer i tre nordiske lande. AKF.

Effekt

Der er ikke entydige forskningsresultater om effekten af netværksanbringelserne. Der er dog forskning, der tyder på, at de børn, der har været anbragt i netværksanbringelse, klarer sig bedre senere i livet sammenlignet med de børn, der har været anbragt i almindelige plejefamilier.

Årsagen til det øgede fokus på brugen af netværksplejefamilier er blandt andet, at en del forskning har vist, at netværksanbringelser er meget stabile. Forskningen er dog ikke så entydig, da dette også gør sig gældende for anbringelser i almindelige plejefamilier (Knudsen & Egelund, 2011).

Der er blandende resultater i de studier, der kortlægger fordele og ulemper ved anbringelse i henholdsvis almindelig plejefamilie og netværksplejefamilie. Nogle studier konkluderer, at der ikke er forskel på børnenes eller de unges helbred, uddannelsesaktivitet eller emotionelle og adfærdsmæssige udvikling under anbringelsen. Andre studier tyder på, at børn og unge, der er anbragt i netværksplejefamilier, klarer sig bedre end børn, der er anbragt i almindelige plejefamilier. Effektstudier af forskellen mellem de 2 typer anbringelse er desuden ofte baseret på et begrænset datamateriale, der ikke er tilfældigt udtrukket (Winokur et al., 2014; Hald Andersen et al., 2013).

En del af forskningen på anbringelsesområdet tyder på, at børn og unge, der er anbragt i netværksanbringelser, klarer sig bedre på lang sigt. Forklaringen er ofte, at disse gode resultater skyldes en kombination af, at børnene og de unge som udgangspunkt har færre vanskeligheder, og at netværksplejefamilier yder god omsorg for barnet eller den unge (Havik & Backe-Hansen, 2013). 

SFI har lavet forskningsoversigten Anbragte børn og unge: en forskningsoversigt, hvor de gennemgår dansk, nordisk og europæisk, engelsksproget forskning, herunder både kvantitativ og kvalitativ forskning om slægtsanbringelser. Den udvalgte forskning sammenligner ofte slægtsanbringelser med andre former for anbringelser for at indhente mere viden om, hvad der er særskilt for slægtsanbringelsen (Egelund et al., 2009). I forskningsoversigten konkluderes det:

  • at børn anbragt i slægtspleje har færre problemer end andre plejebørn.
  • at børnene i flere af undersøgelserne ser ud til at klare sig bedre end børn i andre anbringelsesformer. Dette skyldes muligvis, at de som udgangspunkt har færre problemer.
  • at slægtsplejeforældre er mere positive over for anbringelsen end andre plejeforældre.
  • at slægtsanbringelse lader til at være en relativt stabil anbringelsesform.
  • at der sjældnere er sammenbrud i slægtsanbringelser sammenlignet med andre anbringelsesformer.
  • at slægtsanbragte børn har hyppigere kontakt med deres biologiske familie end børn i andre former for anbringelse.
  • at kontakten med andre biologiske familiemedlemmer end plejeforældrene er med til at skabe komplekse familierelationer og dilemmaer, der kan opstå i den forbindelse.
  • at det anbragte barn kan opleve spændinger omkring loyalitet og splittelse mellem de biologiske forældre og slægtsplejeforældrene.

SFI sammenligner i en undersøgelse fra 2009 effekterne for børn anbragt i slægtspleje med børn anbragt i almindelig familiepleje i Danmark (Knudsen, 2009). Undersøgelsen viser bl.a.: 

  • at de børn, der er anbragt i slægtsplejefamilie oftest ikke har psykosociale problemer sammenlignet med de børn, der er anbragt i almindelig familiepleje.
  • at de børn, der er anbragt i slægtsplejefamilie oftere går i normalklasser i folkeskolen, friskoler eller privatskoler.
  • at de unge, der er anbragt i almindelige plejefamilier oftere har begået tyveri og hærværk sammenlignet med de unge, der er anbragt i slægtsplejefamilie.

Undersøgelsen bygger på spørgeskemabesvarelser fra 424 plejefamilier (Knudsen, 2009).

I en senere undersøgelse fra 2011 sammenligner SFI ligeledes effekterne af slægtspleje med effekterne af almindelig familiepleje. I undersøgelsen indgår spørgeskemabesvarelser fra 196 plejeforældre og 127 unge, der 2 år tidligere har været anbragt i enten slægtspleje eller almindelig familiepleje (Knudsen & Egelund, 2011). Resultaterne af undersøgelsen er blandt andet at:

  • der ikke er signifikant færre sammenbrud i slægtsanbringelser sammenlignet med almindelige plejefamilier.
  • der ikke er nogen indikationer på, at der skulle være mere kontinuitet i de slægtsanbragtes anbringelsesforløb. Dog er der flere af de slægtsanbragte, der forud for anbringelsen har haft færre anbringelser.
  • der ikke er nogen relative effekter i forhold til plejebørnenes helbred generelt. Dog udvikler plejebørnene i almindelig familiepleje imidlertid markant flere psykiske problemer.
  • der ikke kan påvises en relativ effekt i forhold til at fastholde plejebarnet i det ordinære uddannelsessystem eller i ordinær beskæftigelse. De almindelige plejefamilier synes dog at være bedre til at fastholde plejebørnene i særligt støttede uddannelsesforløb og beskæftigelsestilbud.
  • der ikke er nogen signifikante effekter i forhold til at sikre, at plejebarnet dyrker fritidsinteresser, har gode venner, ikke omgås kammerater med risikoadfærd eller selv har misbrugs- eller kriminalitetsproblemer.
  • der ses en forskel i forhold til bevarelsen af plejebarnets familienetværk og i forhold til dets relation til plejeforældrene. Her er slægtsplejefamilier bedre end almindelig familiepleje i forhold til at sikre barnet et netværk med varige relationer til både plejeforældre, forældre og andre familiemedlemmer.

Kilder:

Egelund, Tine et al. (2009): Anbragte børn og unge: en forskningsoversigt. SFI - Det Nationale Forskningscenter for Velfærd. 

Hald Andersen, Signe et al. (2013): Når man anbringer et barn II – Årsager, effekter af anbringelsesforanstaltninger og konsekvenser. Rockwool Fondens Forskningsenhed og Syddansk Universitetsforlag.

Havik, Toril og Elisabeth Backe-Hansen (2013): Fosterhjem hos slekt – forskningsresultater. Fosterhjem i slekt og nettverk – artikkelsamling. Oslo, Barne-, ungdoms- og familiedirektoratet Bufdir), Avd. kvalitet i barneverntiltak, seksjon for fosterhjem og fagteam.

Knudsen, Lajla (2009): Børn og unge anbragt i slægten: en sammenligning af slægtsanbringelser og anbringelser i almindelig familiepleje. SFI - Det Nationale Forskningscenter for Velfærd. 

Knudsen, Lajla og Tine Egelund (2011): Effekter af slægtspleje: slægtsanbragte børn og unges udvikling sammenlignet med plejebørn fra almindelige plejefamilier. SFI - Det Nationale Forskningscenter for Velfærd.

Winokur, Marc et al. (2014): Kinship Care for the Safety, Permanency, and Well-being of Children Removed from the Home for Maltreatment: A Systematic Review. Campbell Systematic Reviews 2014:2

Økonomi

Netværksplejefamilier aflønnes ikke som almindelige plejefamilier med vederlag. De har dog krav på at modtage økonomisk godtgørelse for deres udgifter.

Netværksplejefamilier aflønnes som udgangspunkt ikke med plejevederlag. De har alene krav på at modtage økonomisk godtgørelse for deres udgifter i forbindelse med, at de har barnet boende. Ifølge Knudsen er der dog i praksis en del af slægtsplejeforældrene, der aflønnes med vederlag. Størrelsen på vederlaget er dog betydeligt mindre end de vederlag, de almindelige plejefamilier modtager (Knudsen, 2009). Udover at få dækket deres omkostninger i forbindelse med barnets eller den unges ophold kan netværksplejefamilier desuden efter en konkret vurdering få hel eller delvis hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste (Ministeriet for Børn, Ligestilling, Integration og Sociale Forhold, 12/06/2013). Anbringelseskommunen vil herudover have udgifter forbundet med godkendelse, kursus, efteruddannelse og den fornødne supervision (Ministeriet for Børn, Ligestilling, Integration og Sociale Forhold, 18/12/2013).

Økonomiske fordele ved netværksplejefamilier

Rambøll har i en rapport analyseret gevinsterne for den offentlige sektor ved at omlægge indsatsen over for udsatte børn og unge (Rambøll, 2012).  I rapporten analyserer de også gevinsten ved at omlægge til brug af slægts- og netværksplejefamilier i stedet for almindelige plejefamilier. Rambøll tager i deres rapport udgangspunkt i, at der ikke er forskel på karakteristika ved børn og unge, der er anbragt i henholdsvis slægts- og netværksplejefamilier eller almindelige plejefamilier.

Rambøll estimerer, at udgifterne til en netværksplejefamilie dels er udgifter i forbindelse med at etablere en netværksplejefamilie på 15.000 kr. pr. anbringelse og dels en årlig udgift på 108.000 kr. pr. anbringelse. Rambølls estimerer, at udgifterne til en almindelig plejefamilie i gennemsnit ligger på 225.000 kr. Dermed konkluderer Rambøll, at der vil kunne opnås en nettogevinst på ca. 115.000 kr. pr. anbringelse pr. år ved at omlægge brugen af almindelige plejefamilier til brugen af slægts- og netværksplejefamilier (Rambøll, 2012).

Nettonutidsværdien for børn og unge der har været anbragt i plejefamilier

Rambøll anslår i deres rapport nettonutidsværdien for anbragte børn (i netværkspleje såvel som almindelig familiepleje) og normalbefolkningens livsforløb (0-64 år) ved en sammenligning af registerdata (Rambøll, 2012).

Nettonutidsværdien er udregnet ud fra samfundsmæssige omkostninger over et helt livsforløb. De baggrundsfaktorer, udregningerne er baseret på, er: kriminalitet, misbrug, psykiske lidelser, overførsler og uddannelse.

For børn og unge, der har været anbragt i plejefamilier, anslår Rambøll, at nettonutidsværdien er -1.439.619 kr., hvorimod nettonutidsværdien for normalbefolkningen er 1.155.204 kr. Rambøll konkluderer, at der er store forskelle på livsforløbene og dermed også på de samfundsmæssige omkostninger, for børn der har været anbragt i plejefamilie i forhold til børn, der ingen foranstaltninger har modtaget. Dermed konkluderes det, at der er en stor gevinst at hente, hvis livsforløbet for disse børn og unge ændres (Rambøll, 2012).

Kilder

Knudsen, Lajla (2009): Børn og unge anbragt i slægten: en sammenligning af slægtsanbringelser og anbringelser i almindelig familiepleje. SFI - Det Nationale Forskningscenter for Velfærd. 

Ministeriet for Børn, Ligestilling, Integration og Sociale Forhold (12/06/2013): (LOV nr 651 af 12/06/2013) Lov om ændring af lov om social service, lov om retssikkerhed og administration på det sociale område og lov om forpligtende kommunale samarbejder. Ministeriet for Børn, Ligestilling, Integration og Sociale Forhold.

Rambøll (2012): Analyse af de økonomiske konsekvenser på området for udsatte børn og ungeafrapportering. Til Social – og Integrationsministeriet. Rambøll. 

Publiceret: 19.12.2014. Sidst opdateret: 13.10.2016