Forside » Børn & unge » Plejefamilier » Indsatser » Forstærkede plejefamilier og specialiserede plejefamilier

Forstærkede plejefamilier og specialiserede plejefamilier

Børn og unge med moderate til svære belastningsgrader kan ikke rummes i almene plejefamilier, men vil skulle anbringes i en forstærket plejefamilie. Andre børn og unge har så svære belastningsgrader, at en specialiseret plejefamilie vil være den rette plejefamilietype for dem.

| Socialstyrelsen

Både forstærket familiepleje og specialiseret familiepleje anvendes også som efterværn til anbragte unge efter servicelovens § 76.

Den forstærkede plejefamilie og den specialiserede plejefamilie er to plejefamilietyper, som blev indført i forbindelse med lovændringerne i serviceloven pr. 1. juli 2019.

Forstærkede plejefamilier og specialiserede plejefamilier skal, ligesom almene plejefamilier og netværksplejefamilier, godkendes, og de skal som en integreret del af godkendelsen gennemføre et grundkursus for at blive plejefamilie.

Det er vigtigt for en god anbringelse at finde en plejefamilie, der matcher barnets behov. Ligeledes er det vigtigt, at barnet selv ønsker at være i plejefamilien, og at barnet fra starten af anbringelsen accepteres af plejefamilien og herunder også af plejeforældrenes evt. egne børn.

Hver gang en plejefamilie modtager et nyt plejebarn, modtager den en intensiv støtte i starten af plejeforløbet (inden for det første år). Derefter får plejefamilien hvert år mindst to dages efteruddannelse samt den nødvendige supervision, rådgivning og vejledning svarende til behovet ift. det konkrete plejebarn.

En del forskning tyder på, at der er en række negative effekter forbundet med at have været anbragt. Det er dog vigtigt at gøre opmærksom på, at forskningen ikke kan konkludere, om de negative effekter skyldes selve anbringelsen, eller om de har baggrund i de oplevelser, som barnet eller den unge har haft før anbringelsen.

Læs hele artiklen

Målgruppe

Med ændringerne i serviceloven pr. 1. juli 2019 findes der nu fire plejefamilietyper: almene plejefamilier, forstærkede plejefamilier, specialiserede plejefamilier og netværksplejefamilier (Bekendtgørelse af lov om social service § 66, stk. 1, nr. 1-4). 

Med de forskellige plejefamilietyper er der mulighed for en differentiering i familieplejeanbringelserne, og dermed er der gode forudsætninger for at sikre et godt match mellem det enkelte plejebarns støttebehov og plejefamiliens kompetencer (Bekendtgørelse af lov om social service § 66 a). 

Målgruppen for både forstærkede plejefamilier og specialiserede plejefamilier er børn og unge, som har mere omfattende problemer end de børn og unge, som kan rummes i en almen plejefamilie. Den forstærkede plejefamilie kan modtage plejebørn, som har moderate til svære belastningsgrader. Den specialiserede plejefamilie kan modtage plejebørn med svære belastningsgrader og er den mest specialiserede af de plejefamilietyper, der anvendes i Danmark.

Klik her for at læse mere om almene plejefamilier

Klik her for at læse mere om netværksplejefamilier

Ved udgangen af 2018 (31. december 2018) var 7.678 børn og unge i alderen 0-17 år anbragt i familiepleje; heraf 52 pct. drenge og 48 pct. piger. 953 af de plejefamilieanbragte børn og unge var anbragt i netværkspleje (Danmarks statistik, 2019).

Ved udgangen af 2011 (31. december 2011) var 7.139 børn og unge i alderen 0-17 år anbragt i familiepleje; heraf 52 pct. drenge og 48 pct. piger. 835 af de plejefamilieanbragte børn og unge var anbragt i netværkspleje (Danmarks statistik, 2019). 

Ved udgangen af 2018 (31. december 2018) var 146 unge i alderen 18-22 år anbragt i familiepleje efter servicelovens § 146 (unge med funktionsnedsættelse). Heraf var 58 pct. drenge og 42 pct. piger (Danmarks statistik, 2019).

Denne kønsfordeling er anderledes i forhold til tidligere, hvor billedet har været, at flere piger end drenge anbringes i familiepleje (Egelund, 2009). 

International forskning fra perioden 1993-2009 viser, at børn, som anbringes i familiepleje, ofte har en baggrund med fysiske eller seksuelle overgreb eller omsorgssvigt. Omfanget af disse årsager varierer dog meget fra studie til studie. Studierne viser desuden, at mange af forældrene til disse børn kæmper med psykiske problemer, misbrug eller har en forhistorie med vold (Strijker & Knorth, 2009). 

En dansk undersøgelse fra 2008 af SFI - Det Nationale Forskningscenter for Velfærd finder, at børn i alderen 0-11 år, som har været udsat for overgreb, og som anbringes i familiepleje, i væsentlig højere grad anbringes i andre plejefamilietyper end netværkspleje (Egelund et al., 2008). 

Flere forskere finder ifølge Servicestyrelsen, at andelen af børn og unge med anden etnisk oprindelse end dansk, som anbringes hos plejefamilier, er signifikant mindre end andelen af børn og unge med dansk oprindelse (Servicestyrelsen, 2010). Ifølge en anden forskningsoversigt fra Servicestyrelsen vælges familiepleje som første anbringelsessted for 14 pct. af alle anbringelser af børn med indvandrerbaggrund og for 17 pct. af børn med efterkommerbaggrund. Andelen af børn med dansk oprindelse er 26 pct. (Servicestyrelsen, 2009). Der mangler undersøgelser, der kan forklare de fundne forskelle, men nogle forskere foreslår, at årsagerne evt. skal findes i manglen på plejefamilier med anden etnisk oprindelse end dansk. En mangel, som kan gøre det vanskeligt at overholde kravene i FN-konventionen om barnets rettigheder (Servicestyrelsen, 2010). Ifølge denne konventions artikel 20 skal der, når et barn anbringes uden for hjemmet, tages hensyn til sammenhæng i barnets opvækst og til barnets etniske, religiøse, kulturelle og sproglige baggrund.

Læs mere om dette i Bekendtgørelse af FN-konvention om Barnets Rettigheder

Forstærkede plejefamilier

Forstærkede plejefamilier er godkendt til at varetage omsorgen og sikre udvikling og trivsel for børn og unge med moderate til svære belastningsgrader (Bekendtgørelse af lov om social service § 66 a, nr. 2). Det kan fx være et barn eller en ung med angstproblematikker, selvskadende adfærd eller selvmordstanker. 

Børn og unge, som anbringes i en forstærket plejefamilie, kan ligesom andre plejebørn have brug for yderligere indsats end den, som plejefamilien kan levere. Der kan fx være tale om, at plejebarnet har behov for egentlig behandling, som varetages af eksterne professionelle. En forstærket plejefamilie kan samarbejde med eksterne fagpersoner om en sådan yderligere støtte til plejebarnet, mens barnet bor hos plejefamilien. Plejefamilien kan støtte op om den supplerende indsats, men kan ikke selv indgå aktivt i den. En forstærket plejefamilie kan derudover håndtere et kompliceret forældresamarbejde. 

Læs mere om de forskellige plejefamilietyper i Socialstyrelsens udgivelse Håndbog for det gode anbringelsesforløb i familiepleje

Specialiserede plejefamilier 

Specialiserede plejefamilier er godkendt til at varetage omsorgen og sikre udvikling og trivsel for børn og unge med svære belastningsgrader (Bekendtgørelse af lov om social service § 66 a, nr. 3).

Børn og unge, som anbringes i en specialiseret plejefamilie, har specialiserede behov, men vurderes samtidig at have gavn af at bo i familielignende rammer fremfor på institution. Det kan fx være et barn med fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse, eller det kan være et barn, der har været udsat for massivt omsorgssvigt. Disse børn og unge stiller krav om en høj specialiseringsgrad hos den plejefamilie, de anbringes hos. Der kan være brug for supplerende støtte og behandling udefra, og her kan den specialiserede plejefamilie ikke blot støtte op om indsatsen fra eksterne fagpersoner, men kan indgå aktivt i støtten og selve behandlingen. En specialiseret plejefamilie kan derudover håndtere et kompliceret forældresamarbejde. 

En specialiseret plejefamilie vil typisk have solid erfaring med at arbejde med udsatte børn og unge og vil derudover have særlige uddannelsesmæssige kvalifikationer. Som følge af at plejebørn hos specialiserede plejefamilier har svære belastningsgrader, har denne type plejefamilie en udvidet ret til supervision og efteruddannelse i forhold til andre plejefamilietyper. 

Rammerne for forstærkede plejefamilier og specialiserede plejefamilier findes i serviceloven samt i Bekendtgørelse om plejefamilier. 

Læs mere om serviceloven på Retsinformations hjemmeside

Læs Bekendtgørelse om plejefamilier på Retsinformations hjemmeside

Se mere om plejefamiliers efteruddannelse, supervision og faglig støtte i Socialstyrelsens udgivelse Håndbog for den gode anbringelse i familiepleje

Kilder 

Bekendtgørelse af lov om social service, LBK nr. 1287 af 28/08/2020. Tilgængelig fra: https://www.retsinformation.dk/eli/lta/2020/1287 [lokaliseret 08-01-2021].

Danmarks statistik (2019). ANBAAR5: Anbragte børn og unge pr. 31. december (erstatter ANBAAR1) efter anbringelsessted, alder og køn (AFSLUTTET). Tal for 2018. Tilgængelig fra: www.statistikbanken.dk/ANBAAR5 [lokaliseret 29-11-2019].

Egelund, Tine et al. (2008). Anbragte børns udvikling og vilkår: Resultater fra SFI’s forløbsundersøgelser af årgang 1995. København: SFI - Det Nationale Forskningscenter for Velfærd.

Egelund, Tine et al. (2009). Anbragte børn og unge: En forskningsoversigt. København: SFI - Det Nationale Forskningscenter for Velfærd.

Servicestyrelsen (2009). Helhed og sammenhæng for anbragte minoritetsbørn: Til kommunalpolitikere og Forvaltningsledelsen. København: Servicestyrelsen.

Servicestyrelsen (2010). Anbringelse af børn med etnisk minoritetsbaggrund: En forskningsoversigt. Odense: Servicestyrelsen.

Socialstyrelsen (2019). Håndbog for det gode anbringelsesforløb i familiepleje (2. udg.). Odense: Socialstyrelsen.

Strijker, Johan & Knorth, Erik J. (2009). Factors associated with the adjustment of foster children in the Netherlands. American Journal of Orthopsychiatry, Vol. 79(3): 421 - 429.  

Metode

Anbringelse i familiepleje giver børn og unge, der ikke kan bo hos deres egne forældre, mulighed for en opvækst i familielignende rammer med nære og stabile relationer til voksne. De får ligeledes en hverdag, der ligner andre børn og unges.

Anbringelse i forstærkede plejefamilier og specialiserede plejefamilier er for begges vedkommende en anbringelsesform, hvor plejefamilier med særlige kompetencer tager vare på børn og unge, der har behov for en støtte, der er mere krævende end den støtte, som en almen plejefamilie kan levere. Den specialiserede plejefamilie er den plejefamilietype, som kan modtage plejebørn med den største belastningsgrad (bekendtgørelse af lov om social service § 66 a).

Der har gennem flere år været et nationalt fokus på øget brug af familiepleje til fordel for andre anbringelsesformer. Dette fokus fremgår tydeligt i:

  • Anbringelsesreformen fra 2006 (Forslag til Lov om ændring af lov om social service og lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, 2004/1 LSF 8)
  • Barnets Reform fra 2010 (Forslag til Lov om ændring af lov om social service, lov om retssikkerhed og administration på det sociale område og forældreansvarsloven, 2009/1 LSF 178)
  • Forebyggelsespakken ”Tidlig indsats – Livslang Effekt” fra finanslovsaftalen 2014 (Forslag til Lov om ændring af lov om social service og lov om forpligtende kommunale samarbejder, 2013/1 LSF 168) og det efterfølgende initiativ ”Omlægning til en tidligere, forebyggende og mere effektiv indsats” fra satspuljeaftalen for 2016 (Social- og Indenrigsministeriet, 2015)
  • Initiativet ”Mere kvalitet i plejefamilier - en bedre opvækst for det anbragte barn” fra satspuljeaftalen for 2018 (Børne- og Socialministeriet, 2017).

Rekruttering og godkendelse af plejefamilier

Både forstærkede plejefamilier og specialiserede plejefamilier godkendes af socialtilsynet i det geografiske område, hvor plejefamilien bor. Som led i godkendelsen gennemfører plejefamilien et grundkursus i at være plejefamilie (bekendtgørelse af lov om socialtilsyn § 5 a, stk. 2). Det er socialtilsynet, som står for både godkendelse og grundkursus. Grundkurset har en varighed svarende til to gange to hele kursusdage (bekendtgørelse om plejefamilier § 4, stk. 2 og § 11, stk. 4).

De to gange to kursusdage afvikles adskilt, så de kommende plejefamilier kan reflektere over undervisningen. De får ligeledes mulighed for at inddrage deres egne børn i, hvad det vil sige at være plejefamilie (bekendtgørelse af lov om socialtilsyn, Bilag 3).

Når plejefamilien er godkendt, kan den have plejebørn fra plejefamiliens egen bopælskommune og fra andre kommuner.

Læs mere om krav til godkendelse i serviceloven på Retsinformations hjemmeside

Læs mere om krav til grundkursus på Retsinformations hjemmeside

Læs mere om godkendelse af plejefamilier på Socialstyrelsens hjemmeside

Tæt støttede opstartsforløb

Hver gang en forstærket plejefamilie eller en specialiseret plejefamilie får et nyt plejebarn, modtager den en intensiv støtte i starten af plejeforholdet. Støtten til plejefamilien starter som udgangspunkt i løbet af det første halve år og skal være afsluttet inden for det første år, hvor barnet bor hos plejefamilien (bekendtgørelse af lov om social service § 66 c, stk. 2).

Den intensive støtte til plejefamilien i starten af plejeforløbet sammensættes på en måde, så den både omhandler generelle problemstillinger, der er relevante for en plejefamilie, men også understøtter det konkrete match mellem plejebarn og plejefamilie. Dvs., at forløbet specifikt retter sig mod det opkvalificeringsbehov, som den enkelte plejefamilie har for at kunne imødekomme det nye plejebarns støttebehov. En intensiv opstartsstøtte finder derfor sted, hver gang en plejefamilie får et nyt barn i pleje – uanset om der er tale om en helt ny og uerfaren plejefamilie, eller om der er tale om en plejefamilie, som har forudgående erfaring som plejefamilie.

Socialstyrelsen har udarbejdet et modulopbygget tæt støttet opstartsforløb til plejefamilier. Kommunerne kan også anvende et andet forløb, som indholds- og omfangsmæssigt svarer til Socialstyrelsens koncept.

Læs mere om Socialstyrelsens opstartsforløb her

Efteruddannelse, supervision, rådgivning og vejledning

Den anbringende kommune er forpligtet til at tilbyde en forstærket plejefamilie eller en specialiseret plejefamilie efteruddannelse svarende til mindst to hele kursusdage årligt samt den fornødne supervision, rådgivning og vejledning i overensstemmelse med plejeopgavens omfang (bekendtgørelse om plejefamilier § 5). Den specialiserede plejefamilie har ret til yderligere efteruddannelse og supervision i overensstemmelse med plejeopgavens omfang (Bekendtgørelse om plejefamilier § 6).

Støtten til plejefamilien skal gives af en anden medarbejder end den, der står for den økonomiske side af plejeforholdet (bekendtgørelse af lov om social service § 66 c, stk. 3). Støtten kan fx gives af kommunens familieplejekonsulenter.

Kilder

Bekendtgørelse af lov om social service, LBK nr. 1287 af 28/08/2020. Tilgængelig fra: https://www.retsinformation.dk/eli/lta/2020/1287 [lokaliseret 08-01-2021].

Bekendtgørelse af lov om socialtilsyn, LBK nr. 1377 af 21/09/2020. Tilgængelig fra: https://www.retsinformation.dk/eli/lta/2020/1377 [lokaliseret 20-01-2021].

Bekendtgørelse om plejefamilier, BEK nr. 522 af 30/04/2019. Tilgængelig fra: https://www.retsinformation.dk/Forms/R0710.aspx?id=209131 [lokaliseret 04-11-2019].

Bekendtgørelse om socialtilsyn, BEK nr. 617 af 03/05/2020. Tilgængelig fra: https://www.retsinformation.dk/eli/lta/2020/617 [lokaliseret 22-01-2021].

Børne- og Socialministeriet (2017, 10. november). Aftale om statspuljen på børne- og socialområdet 2018-2021. København: Børne- og Socialministeriet.

Forslag til Lov om ændring af lov om social service og lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, 2004/1 LSF 8. Tilgængelig fra: https://www.retsinformation.dk/eli/ft/200412L00008 [lokaliseret 29-01-2021].

Forslag til Lov om ændring af lov om social service, lov om retssikkerhed og administration på det sociale område og forældreansvarsloven, 2009/1 LSF 178. Tilgængelig fra: https://www.retsinformation.dk/eli/ft/200912L00178 [lokaliseret 29-01-2021].

Forslag til Lov om ændring af lov om social service og lov om forpligtende kommunale samarbejder, 2013/1 LSF 168. Tilgængelig fra: https://www.retsinformation.dk/eli/ft/201312L00168 [lokaliseret 29-01-2021].

Social- og Indenrigsministeriet (2015, 28. oktober). Ny satspuljeaftale styrker socialområdet med 607 mio. kr. Pressemeddelelse. Tilgængelig fra: https://sim.dk/nyheder/nyhedsarkiv/2015/okt/ny-satspuljeaftale-styrker-socialomraadet-med-607-mio-kr/                                                                                                                                       

Implementering

Et godt samarbejde mellem kommuner og plejefamilier er vigtigt for at sikre et godt anbringelsesforløb. Her er det vigtigt, at parterne laver en forventningsafstemning, og at plejefamilierne oplever sig selv som en respekteret samarbejdspart.

Samarbejde mellem kommuner og plejefamilier

Ankestyrelsen har i 2014 lavet en undersøgelse i flere dele, der bl.a. belyser samarbejdet mellem plejefamilier og kommuner (Ankestyrelsen, 2014a; Ankestyrelsen, 2014b). Undersøgelsen viser, at det i størstedelen af kommunerne er to forskellige medarbejdergrupper, der henholdsvis varetager kontakt til plejefamilien og myndighedsopgaver i forhold til det anbragte barn. Denne opgavefordeling bygger på et ønske om en klar ansvarsfordeling samt en kontinuitet i arbejdet med plejefamilierne, hvor udvalgte medarbejdere oparbejder særlig viden og erfaring i forhold til denne opgave (Ankestyrelsen, 2014a). 

Ankestyrelsens resultater bygger på en spørgeskemaundersøgelse blandt 374 plejefamilier og ca. 85 kommuner samt tre fokusgruppeinterviews med plejefamilier (Ankestyrelsen, 2014a; Ankestyrelsen, 2014b).

Undersøgelsen konkluderer, at følgende faktorer har indflydelse på, om der opstår udfordringer i samarbejdet mellem kommunerne og plejefamilierne:

  • uenighed om barnets samvær med de biologiske forældre
  • vederlagsproblematikker, herunder genforhandling af vederlag under anbringelsesforløbet
  • afgørelser om ændring af anbringelsessted og hjemgivelse (Ankestyrelsen, 2014a; Ankestyrelsen, 2014b).

De faktorer, som Ankestyrelsens undersøgelse peger på som fremmende for samarbejdet, er:

  • at plejefamilierne oplever sig selv som en respekteret samarbejdspart
  • at der er løbende kommunikation med og inddragelse af plejefamilierne
  • at kommunen er tilgængelig for plejefamilien ved behov for støtte
  • at der finder en forventningsafstemning sted, særligt i forbindelse med matchningsprocessen
  • at det så vidt muligt er de samme medarbejdere fra kommunen, der står for kontakten mellem kommunen og plejefamilien (Ankestyrelsen, 2014a; Ankestyrelsen, 2014b).

Det er med lovændringerne fra 2019 fastlagt, at supervision samt råd og vejledning ikke må varetages af den samme person, som aftaler honorering og andre vilkår med plejefamilien (bekendtgørelse af lov om social service § 66 c, stk. 3).

Rekruttering og match

En vellykket anbringelse forudsætter et godt match mellem plejefamilie og plejebarn. Der er dog kun meget lidt forskning, som belyser, hvad der karakteriserer et godt match. 

Københavns Kommune har udviklet en model med tilhørende metodeguide for ”det gode match”, som bl.a. omfatter forventningssamtaler både før og efter anbringelsen samt hyppig opfølgning det første år, hvor barnet er anbragt i plejefamilien (Bressendorf og Klyvø, 2018). 

Der kan være udfordringer med at rekruttere familier med de fornødne kompetencer til at varetage de højt specialiserede plejeopgaver, samtidig med at kommunerne konkurrerer om de plejefamilier, der har sådanne særlige kompetencer.  

På baggrund af et udviklingsprojekt med 13 kommuner (Deloitte, 2014) anbefales det i den afsluttende evaluering fra 2014, at:

  • være tydelig om, hvad opgaven indebærer, og hvilke vilkår plejefamilier med særlige opgaver arbejder under. Kommunerne har haft gode erfaringer med at kommunikere via hjemmesider, informationsmøder og informationspjecer.
  • have fokus på fastholdelse og løbende opkvalificering, hvis man primært rekrutterer blandt eksisterende plejefamilier. Blandt andet har flere kommuner med succes rekrutteret plejefamilier med særlige opgaver gennem tilbud om kompetenceudvikling og i det hele taget ved at have fokus på at skabe gode vilkår og rammer for alle plejefamilier (aflønning, støtte m.m.).
  • anvende manualer og procedurebeskrivelser til at sikre det rette match og fx udarbejde genogrammer – med henblik på at sikre et solidt kendskab til plejebarnets behov og familiens særlige profil og ressourcer med henblik på at styrke matchningen. Vurderingen fra kommunerne er generelt, at matchningen er styrket gennem de nye metoder og redskaber samt den kompetenceudvikling, der har fundet sted i forløbet. Dette afspejles i antallet af ikke-planlagte skift i anbringelser, der i projektperioden er faldet. Anbringelser, der ophører ikke-planlagt, kan for eksempel skyldes, at plejefamilien ikke kan varetage plejebarnets behov (Deloitte, 2014).  

Læs mere i den afsluttende evaluering af udviklingsprojektet i de 13 kommuner

Supplerende støtte til barnet  

Et barn eller en ung, som er anbragt hos en plejefamilie, vil kunne have behov for yderligere støtte end den, plejefamilien kan levere. Der kan fx være tale om personlig støtte, terapi eller anden behandling. Hvis der er et sådant behov, skal den anbringende kommune iværksætte støtten (bekendtgørelse af lov om social service § 55, stk. 1). Den supplerende støtte skal være helhedsorienteret (bekendtgørelse af lov om social service § 46). Det er fx vigtigt at have fokus på, at barnets skole eller PPR inddrages.  

Sammenbrud i anbringelser

En af de risikofaktorer, der er forbundet med anbringelse, er sammenbrud i anbringelsen. Dvs., at anbringelsesforløbet afbrydes ikke-planlagt. De fleste skift i anbringelsessted er planlagte og skyldes fx, at barnets behov har ændret sig, hvorfor et skift vil være det bedste for barnet (Ankestyrelsen, 2018). 

I Danmark er der i 2017 iværksat ændret anbringelsessted for ca. 344 børn og unge anbragt i familiepleje. Det svarer til, at 3,5 pct. af de børn og unge, som er anbragt i plejefamilie, fik ændret anbringelsessted det pågældende år (Socialstyrelsen, 2019).

Velfærdspolitisk Analyse fra 2018 fra Børne- og Socialministeriet viser, at blandt børn og unge, der blev anbragt uden for hjemmet i 2008-2009, har 27 pct. af de anbragte i netværksplejefamilier skiftet anbringelsessted eller haft et midlertidigt ophør i anbringelsen (Børne- og Socialministeriet, 2018). For børn og unge, der var anbragt i den plejefamilietype, som inden lovændringerne pr. 1. juli 2019 blev betegnet ”almindelige plejefamilier”, er tallet 33 pct. Tallene omfatter både planlagte og ikke-planlagte skift. 

Der findes endnu ikke tal for de nye plejefamilietyper, som blev indført pr. 1. juli 2019.

Beslutningen om at afslutte et plejeforhold er en proces, der foregår over tid og afhænger af dialog med familierådgiver, familieplejekonsulent, familie og netværk om problemer og løsninger (Backe-Hansen et al., 2013). Backe-Hansen et al. definerer en ikke-planlagt flytning således: en flytning fra plejefamilien tidligere end planlagt og på grund af opståede vanskeligheder (2013). 

En dansk undersøgelse fra SFI - Det Nationale Forskningscenter for Velfærd af anbragte børns trivsel viser, at jo ældre plejebørnene bliver, desto mere er de med til selv at tage initiativ til ophør af anbringelsen (Ottosen et al., 2015). I undersøgelsen oplyser 8 ud af 10 plejebørn, som for nylig har oplevet et enten planlagt eller ikke-planlagt ophør i anbringelsen, at deres liv er blevet lidt eller meget bedre, efter at de er flyttet fra plejefamilien (Ottosen et al., 2015).

Ikke-planlagte ophør af anbringelser eller egentlige sammenbrud kan betyde turbulens og belastning for plejebarn, plejefamilie og barnets familie (Socialstyrelsen, 2019). En norsk metaundersøgelse (Backe-Hansen et al., 2013) har gennemgået 58 studier fra Europa, USA og Australien, publiceret mellem 1995-2012, for at undersøge omfang og årsager til ikke-planlagte flytninger fra plejefamilier. Undersøgelsen konkluderer, at der kan være en række årsager/risikofaktorer til ikke-planlagte flytninger, og at der både kan være tale om forhold hos plejebarnet og hos plejefamilien (Backe-Hansen et al., 2013):

Årsager og risikofaktorer hos plejebarnet:
  • Plejebarnet udviser adfærdsmæssige problemer og antisocial adfærd.
  • Plejebarnet kan være til fare i plejefamilien, fordi det udsættes for fysisk eller seksuel vold.
  • Plejebarnet udviser modvilje mod placering i plejefamilie.
  • Plejebarnets behov kompliceres over tid.

Derudover konkluderer Backe-Hansen et al. (2013), at unge er mere i risiko for ikke-planlagte flytninger, end det er tilfældet for mindre børn.

Årsager og risikofaktorer hos plejefamilien:
  • Plejefamilien bliver ”brugt” pga. belastninger over tid.
  • Plejefamilien oplever problemer i relationen til kommunens myndighedsafdeling, herunder mangel på ressourcer.
  • Plejefamilien oplever ændringer i interne forhold, fx sygdom og skilsmisse.

I 2014 undersøgte Ankestyrelsen 57 afgørelser, hvor kommunerne traf afgørelse om at flytte et plejebarn fra en plejefamilie til en anden plejefamilie, et opholdssted eller en døgninstitution (Ankestyrelsen, 2014c). Af undersøgelsen fremgår det, at i ca. 40 pct. af sagerne er det plejefamilien, som har opsagt plejekontrakten. Det fremgår ikke af undersøgelsen, hvorfor plejeforældrene opsiger kontrakten (Ankestyrelsen, 2014c.). 

En norsk undersøgelse fra 2011 ser på anbringelsesforløbet for 70 børn i alderen 6-12 år, der har været anbragt i mindst fire år (Christiansen, 2011). Der er lavet interviews med børnene, deres forældre samt deres sagsbehandlere 7-8 år efter den første anbringelse, suppleret med yderligere interviews med sagsbehandlere i perioden op til de 7-8 år. Undersøgelsen finder, at størsteparten af de familieplejeanbragte børn og unge oplever 1-3 skift efter den første anbringelse, samt at de fleste skift består i skift fra midlertidige anbringelser til faste og stabile anbringelser. Christiansen finder samtidig, at et stort mindretal af plejebørnene oplever egentlige sammenbrud i anbringelsen (Christiansen, 2011). I interviewene i den norske undersøgelse placerer plejebørn og forældre hovedansvaret for sammenbruddene hos plejefamilierne, selv om der er vid anerkendelse af, at plejefamilierne gør alt, hvad de kan for, at der kan blive tale om gode og stabile anbringelsesforløb for plejebørnene (Christiansen, 2011).

Christiansens undersøgelse fra 2011 (Christiansen, 2011) finder, at flere faktorer spiller ind, når anbringelsesforløb afbrydes ikke-planlagt:

  • barnets stigende alder - jo ældre barnet er, desto større er risikoen for, at anbringelsen bryder sammen
  • Antallet af tidligere anbringelser - jo flere anbringelser barnet har bag sig, desto større er risikoen for, at anbringelsen bryder sammen
  • at plejeforældrene ikke har været klar over den store opgave, det er at være plejeforældre
  • at sagsbehandlerne ikke har været gode nok til at vurdere egnetheden hos plejefamilierne, eller at de ikke i tilstrækkelig grad har forberedt plejeforældrene på opgaven
  • at børnenes biologiske forældre indirekte forhindrer barnet i at kunne falde til ro og ”have lov til at trives” i plejefamilien.

SFI - Det Nationale Forskningscenter for Velfærd har i 2010 lavet en undersøgelse blandt anbragte unge, som viser, at 44 pct. af de unge oplever et eller flere sammenbrud under deres anbringelsesforløb (Egelund et al., 2010). Resultaterne bygger på en kvantitativ undersøgelse af 227 unges anbringelsesforløb samt en kvalitativ interviewundersøgelse. SFI - Det Nationale Forskningscenter for Velfærds undersøgelse viser desuden, at sagsbehandlerskift kan øge risikoen for sammenbrud, og at sagsbehandlerne på grund af økonomiske restriktioner ofte synes, at det er vanskeligt at finde det rette anbringelsessted (Egelund et al., 2010).

Forebyggelse af sammenbrud i anbringelser

Der er ikke entydige svar på, hvordan sammenbrud i anbringelser forhindres. Der er dog en del forskning (Backe-Hansen, 2009; Christiansen, 2011; Egelund et al., 2010; Sinclair, 2010), der tyder på, at der er visse risikofaktorer, man bør være opmærksom på:

  • Der er større risiko for sammenbrud tidligt i anbringelsesforløbet.
  • Der er større risiko for sammenbrud, når barnet bliver teenager.
  • Der er større risiko for sammenbrud, hvis barnet eller den unge har alvorlige udfordringer i forhold til opførsel og tilknytning.

SFI - Det Nationale Forskningscenter for Velfærds undersøgelse af unges anbringelsesforløb viser, at følgende faktorer kan nedsætte risikoen for, at anbringelsen afbrydes ikke-planlagt: 

  • at der er udarbejdet en handleplan
  • at den unge er enig i anbringelsen
  • at den unge forud for anbringelsen har været placeret i aflastning (Egelund et al., 2010).

En engelsk undersøgelse fra 2010 viser, at børn, der har været udsat for overgreb og har ubegrænset samvær med deres biologiske familie, oplever tre gange så mange sammenbrud i anbringelsen. Undersøgelsen bygger på en kvantitativ undersøgelse, hvor 7.399 børn indgår i den statistiske analyse. Data er blevet indsamlet fra blandt andet socialarbejdere og plejefamilier (Sinclair, 2010). Undersøgelsen konkluderer, at vellykkede anbringelser i plejefamilier kan tilskrives følgende faktorer:

  • Børnene ønsker selv at være i plejefamilien.
  • Det anbragte barn accepteres fra starten af plejefamilien, plejefamiliens biologiske børn og eventuelle andre plejebørn i familien.
  • Børn, der kan lide at gå i skole, oplever i mindre grad sammenbrud i anbringelsen.

Deloitte har i 2010 lavet en undersøgelse for Socialstyrelsen af plejefamiliers rammer og vilkår. Ét af undersøgelsens resultater er, at de kompetencer, der er afgørende for et vellykket anbringelsesforløb, bl.a. er rummelighed, tålmodighed, åbenhed, empatisk formåen samt relationelle og kommunikative kompetencer hos plejefamilierne. Undersøgelsen bygger på kvalitative såvel som kvantitative data (Deloitte, 2010).

En norsk forskningsoversigt fra 2009 viser, at tiltag, der forebygger adfærdsvanskeligheder hos barnet eller den unge, kan reducere risikoen for ikke-planlagte sammenbrud (Backe-Hansen, 2009).

Kilder

Ankestyrelsen (2014a). Ankestyrelsens undersøgelse af samarbejdet mellem plejefamilier og kommuner: Delundersøgelse 1: Kommuners vurdering af samarbejdet med plejefamilier. København: Ankestyrelsen.

Ankestyrelsen (2014b). Ankestyrelsens undersøgelse af samarbejdet mellem plejefamilier og kommuner: Delundersøgelse 2: Plejefamiliers vurdering af samarbejdet med kommuner. København: Ankestyrelsen. 

Ankestyrelsen (2014c). Ankestyrelsens undersøgelse af samarbejdet mellem plejefamilier og kommuner: Delundersøgelse 3: Praksisundersøgelse om anbragte børn og unge, der flytter fra en plejefamilie til et nyt anbringelsessted. København: Ankestyrelsen. 

Ankestyrelsen (2018). Kontinuitet i anbringelser. København: Ankestyrelsen.

Backe-Hansen, Elisabeth (2009). Hvordan motvirke og forebygge utilsiktet flytting fra fosterhjem? Oslo: Nasjonalt bibliotek for barnevern og familievern.

Backe-Hansen, Elisabeth et al. (2013). Utilsiktet flytting fra fosterhjem: En litteratursammenstilling. Oslo: Norsk institutt for Forskning om Oppvekst, Velferd og Aldring.  

Bekendtgørelse af lov om social service, LBK nr. 1287 af 28/08/2020. Tilgængelig fra: https://www.retsinformation.dk/eli/lta/2020/1287 [lokaliseret 08-01-2021].

Bressendorf, Signe & Klyvø, Line (2018). Det gode match: Erfaringer fra et projekt om inddragelse af børn og forældre i matchet til en plejefamilie. København: Center for Familiepleje.

Børne- og Socialministeriet (2018). Velfærdspolitisk analyse: Kontinuitet i anbringelser af børn og unge. København: Børne- og Socialministeriet.

Christiansen, Øivin (2011). Når barn plasseres utenfor hjemmet: Beslutninger, forløp og relasjoner. Bergen: Universitetet i Bergen. 

Deloitte (2010). Undersøgelse af plejefamiliers rammer og vilkår: Afrapportering. Odense: Servicestyrelsen. 

Deloitte (2014). Evaluering, videnindsamling og formidling på det specialiserede plejefamilieom­råde: Afsluttende evaluering af udviklingsprojekt i 13 kommuner. Odense: Socialstyrelsen.

Egelund, Tine et al. (2010). Sammenbrud i anbringelser af unge: Erfaringer, forklaringer og årsagerne bag. København: SFI - Det Nationale Forskningscenter for Velfærd.

Sinclair, Ian (2010). What Makes for Effective Foster Care: Some Issues. I: Fernandez, E. & Barth, R. P. (Red.), How does foster care work?: International evidence on outcomes (s. 189-207). London: Jessica Kingsley Publishers.

Ottosen, Mai Heide et al. (2015). Anbragte børn og unges trivsel 2014: 15.01. København: SFI - Det Nationale Forskningscenter for Velfærd. 

Socialstyrelsen (2019). Håndbog for det gode anbringelsesforløb i familiepleje (2. udg.). Odense: Socialstyrelsen.

Effekt

Forstærkede plejefamilier og specialiserede plejefamilier er nye plejefamilietyper, som er indført pr. 1. juli 2019. 

SFI - Det Nationale Forskningscenter for Velfærd har i en forskningsoversigt bl.a. undersøgt effekterne af anbringelse uden for hjemmet for børn og unge (Egelund et al., 2009). I undersøgelsen pointeres det, at det er vanskeligt at måle effekter på anbringelsesområdet på optimal vis. Det skyldes, at anbringelse uden for hjemmet er en yderst indgribende intervention, og at det ifølge undersøgelsen fx ikke kan forsvares etisk at trække lod om, hvem der skal og ikke skal anbringes uden for hjemmet. Det betyder, at det er svært at drage tydelige konklusioner om, hvorvidt anbringelser uden for hjemmet har positive eller negative effekter. Det er desuden ikke muligt at drage klare konklusioner om, hvorvidt forskellige anbringelsestyper har forskellig effekt (Egelund et al., 2009).

Forskningen kan heller ikke konkludere, om en negativ udvikling hos barnet eller den unge skyldes selve anbringelsen, eller om den snarere kan tilskrives de oplevelser, som barnet eller den unge har med sig fra før anbringelsen (Egelund et al., 2009; Vinnerljung et al., 2010). En svensk undersøgelse sammenligner unge, der har været anbragt i plejefamilie, med unge, der udelukkende har modtaget støtte i hjemmet. Undersøgelsen konkluderer, at begge grupper vil være påvirkede af de samme langsigtede negative effekter (Vinnerljung et al., 2010). SFI - Det Nationale Forskningscenter for Velfærd konkluderer, at de langsigtede negative effekter er tydeligere for tidligere anbragte børn både ved sammenligning med majoritetsbefolkningen og ved sammenligning af ikke-anbragte børn med lignende livsbetingelser. Sammenligningsgruppen er andre socialt udsatte børn, og det kan være problematisk at udlede klare konklusioner på baggrund af sammenligning mellem disse to grupper, da det er de mest belastede børn, der bliver anbragt (Egelund et al., 2009).

I en undersøgelse fra 2019 ser VIVE - Det Nationale Forsknings- og Analysecenter på, hvordan unge, der er anbragt på kostskoler, klarer sig efter endt grundskole sammenlignet med unge i andre anbringelsesformer. VIVEs undersøgelse baserer sig på registerdata ved Danmarks Statistik på alle anbragte unge i Danmark, der har afsluttet grundskolen i perioden 2005-2017. Undersøgelsen finder, at 52,4 pct. af de 25-årige, som har været anbragt i familiepleje, er i gang med eller har afsluttet en uddannelse efter endt grundskole. For 25-årige, som har været anbragt på kostskole, er tallet 56,9 pct., mens det for 25-årige, som har været anbragt på enten døgninstitution eller socialpædagogisk opholdssted, er 38,3 pct. Undersøgelsen ser på familieplejeanbringelser under ét og skelner altså ikke mellem forskellige plejefamilietyper (VIVE, 2019). 

Undersøgelsen fra VIVE - Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd finder, at 72,4 pct. af de tidligere kostskoleanbragte er selvforsørgende som 25-årige, mens tallet for tidligere plejefamilieanbragte er 67,1 pct. De unge, som har været anbragt på døgninstitution eller socialpædagogisk opholdssted, er for 54,9 pct.s vedkommende selvforsørgende som 25-årige (VIVE, 2019).

Kilder

Egelund, Tine et al. (2009). Anbragte børn og unge: En forskningsoversigt. København: SFI – Det Nationale Forskningscenter for Velfærd.  

Vinnerljung, Bo et al. (2010). Long Term Outcomes of Foster Care: Lessons from Swedish National Cohort Studies. I: Fernandez, E. & Barth, R.P. (red.), How does foster care work? : International evidence on outcomes (s. 208-223). London: Jessica Kingsley Publishers.

VIVE (2019). Anbragt på en kostskole: Hvordan klarer unge, der er anbragt på kostskoler, sig efter endt grundskole, sammenlignet med unge i andre anbringelsestyper? København: VIVE - Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd. 

Økonomi

Der er endnu ikke lavet studier af cost benefit eller cost-effectiveness af forstærkede plejefamilier og specialiserede plejefamilier.

Forstærkede plejefamilier og specialiserede plejefamilier aflønnes med vederlag, der fastsættes efter omfanget af plejeopgaven. Herudover får plejefamilien dækket de udgifter, der er forbundet med at have barnet eller den unge boende (Socialstyrelsen, 2019).

Se mere om plejefamiliers kontrakt, vilkår og vederlag i Socialstyrelsens udgivelse Håndbog for det gode anbringelsesforløb i familiepleje 

Vederlagsmodeller

En undersøgelse foretaget af Ankestyrelsen i 2014 viser, at 92 pct. af de adspurgte kommuner på det tidspunkt anvender eller tager udgangspunkt i Kommunernes Landsforenings (KL) vejledende takster og model for fastsættelse af vederlag i deres samarbejde med plejefamilier. Resultatet er baseret på en kvantitativ undersøgelse, hvor ca. 85 kommuner besvarede et spørgeskema (Ankestyrelsen, 2014).

Ankestyrelsens undersøgelse viser, at et mindre antal kommuner (ca. 8 pct. af de adspurgte kommuner) anvendte ”gennemsnitsmodellen”, også benævnt ”Aarhusmodellen”. Denne model har været afprøvet i Aarhus Kommune og anvendes nu permanent i samme kommune efter en positiv evaluering foretaget af KL i 2010 (Kommunernes Landsforening, 2010). Ankestyrelsen finder i sin undersøgelse fra 2014, at 55 pct. af de adspurgte kommuner anvender en anden fast model end ”gennemsnitsmodellen”/”Aarhusmodellen”, og 37 pct. svarer, at de ikke anvender en fast model. Både kommuner, der anvender en fast model, og kommuner, der ikke gør, svarer, at de i praksis anvender KLs vejledende takster for fastsættelse af vederlag (Ankestyrelsen, 2014).

Af en undersøgelse foretaget af Deloitte for Socialstyrelsen i 2016 fremgår det, at der tegner sig to hovedmodeller for fastsættelse og genforhandling af vederlag:

  • en gennemsnitsmodel, som er KLs nuværende model
  • KLs tidligere retningslinjer (Deloitte, 2016). 

Begge modeller tager afsæt i KLs satsregulerede beløb for vederlag, der præsenteres årligt i KLs taksttabel (Socialstyrelsen, 2019). Deloittes undersøgelse viser, at det for de kommuner, der ikke benytter gennemsnitsmodellen, oftest gør sig gældende, at kontrakten mellem kommune og plejefamilie er til genforhandling med faste kadencer, fx en gang hver halve år eller en gang årligt (Deloitte, 2016).

Kilder

Ankestyrelsen (2014). Ankestyrelsens undersøgelse af samarbejdet mellem plejefamilier og kommuner. Delundersøgelse 1: Kommuners vurdering af samarbejdet med plejefamilier. København: Ankestyrelsen.

Deloitte (2016). Kortlægning af vederlag til plejefamilier. Odense: Socialstyrelsen.

Kommunernes Landsforening (2010). Evaluering af forsøgsprojekt med ny honoreringsmodel ”Gennemsnitsmodellen. København: KL.

Socialstyrelsen (2019). Håndbog for det gode anbringelsesforløb i familiepleje (2. udg.). Odense: Socialstyrelsen.

Publiceret: 25.02.2021. Sidst opdateret: 03.03.2021