Forside » Børn & unge » Plejefamilier » Indsatser » Almindelige plejefamilier

Almindelige plejefamilier

I 2013 var 5.637 børn og unge mellem 0-17 år anbragt i almindelig familiepleje. Børn som anbringes i familiepleje har ofte en baggrund med fysiske overgreb, seksuelle overgreb eller omsorgssvigt.

& | Socialstyrelsen

Den mest anvendte form for familiepleje i Danmark er almindelig familiepleje. Anbringelsen er en foranstaltning efter Servicelovens § 52, stk. 3, nr. 7. I 2013 var 5.637 børn og unge mellem 0-17 år anbragt hos en almindelig plejefamilie.

Der er ikke meget forskning på anbringelsesområdet, som udelukkende handler om almindelige plejefamilier. Studier af samtlige former for familiepleje viser, at børn, der anbringes i familiepleje, ofte har en baggrund med fysiske eller seksuelle overgreb eller omsorgssvigt. Anbringelsesstatistikken viser, at flere piger end drenge anbringes i familiepleje.

Almindelige plejefamilier skal godkendes og gennemføre et grundkursus for at blive plejefamilie. Almindelige plejefamilier kan enten blive godkendt som generelt egnede eller som konkret egnede, hvor de godkendes som egnede til at være plejefamilie til et eller flere konkrete børn.

Det er vigtigt for en god anbringelse at finde en plejefamilie, der matcher barnets behov. Ligeledes er det vigtigt, at barnet selv ønsker at være i plejefamilien, og at barnet fra starten af anbringelsen accepteres af plejefamilien.

En del forskning tyder på, at der er en række negative effekter forbundet ved at have været anbragt. Det er dog vigtigt at gøre opmærksom på, at forskningen ikke kan konkludere, om de negative effekter skyldes anbringelsen eller de oplevelser, barnet eller den unge har haft med sig før anbringelsen. 

Læs hele artiklen

Målgruppe

Almindelig familiepleje er den form for familiepleje, som er mest anvendt i Danmark. Næsten halvdelen af alle anbragte børn og unge bor hos en almindelig plejefamilie. Derudover bor næsten hver fjerde 18-22-årige, der har døgnophold som efterværn, hos en almindelig plejefamilie.

Målgruppens omfang

Den mest anvendte form for familiepleje i Danmark er den almindelige plejefamilie. I 2013 var 5.637 børn og unge mellem 0-17 år anbragt hos en almindelig plejefamilie, svarende til 84 % af anbringelserne i familiepleje. 49 % af alle anbragte børn var i 2013 i almindelig familiepleje, hvilket er en stigning på 5 % i forhold til 2009 (Ankestyrelsen, 2014).

Almindelig familiepleje anvendes også som efterværn til anbragte unge. I 2013 havde 477 18-22-årige i efterværn døgnophold hos en almindelig plejefamilie, svarende til 23 % af alle døgnophold som led i efterværn (Ankestyrelsen, 2014).

Karakteristika ved børn der er anbragt i almindelige plejefamilier

Forskning som handler om anbringelser i plejefamilier, skelner ofte ikke mellem de forskellige former for familiepleje. Tallene nedenfor omhandler derfor ikke udelukkende almindelige plejefamilier, men også andre typer familiepleje som fx netværksplejefamilier.  

Flere piger end drenge anbringes i familiepleje (Ankestyrelsen, 2014). Ifølge et studie foretaget af SFI kan dette muligvis skyldes, at piger anbringes af årsager som kan håndteres i plejefamilier, hvorimod drenges reaktioner bedre kan imødekommes i institutioner med særligt uddannet personale (Egelund et al., 2008).

International forskning fra perioden 1993 – 2009 viser, at børn, som anbringes i familiepleje, ofte har en baggrund med fysiske eller seksuelle overgreb eller omsorgssvigt. Omfanget af disse årsager varierer dog meget fra studie til studie. Studierne viser desuden, at mange af forældrene til disse børn kæmper med psykiske problemer, misbrug eller har en forhistorie med vold (Strijker & Knorth, 2009).

Børn i alderen 0-11 år, som har været udsat for overgreb, og som anbringes i familiepleje, anbringes i væsentlig højere grad i almindelig familiepleje end i netværkspleje (Egelund et al., 2008). 

Flere forskere finder iflg. Hammen & Jensen (2010), at andelen af børn og unge med anden etnisk oprindelse end dansk, som anbringes hos plejefamilier, er signifikant mindre end andelen af børn og unge med dansk oprindelse, som anbringes hos plejefamilier. Ifølge en udgivelse af Socialstyrelsen vælges familiepleje som første anbringelsessted for 14 % af alle anbringelser af børn med indvandrerbaggrund og i 17 % af børn med efterkommerbaggrund. Andelen af børn med dansk oprindelse er 26 % (Servicestyrelsen, 2009). Der mangler undersøgelser, der kan forklare de fundne forskelle, men nogle forskere foreslår, at årsagerne evt. skal findes i manglen på plejefamilier med anden etnisk oprindelse end dansk. En mangel som kan gøre det vanskeligt at overholde kravene i FN-konventionen om barnets rettigheder (Hammen & Jensen, 2010). Ifølge denne konventions artikel 20 skal der, når et barn anbringes uden for hjemmet, tages hensyn til sammenhæng i barnets opvækst og til barnet etniske, religiøse, kulturelle og sproglige  baggrund. Læs mere om dette i Bekendtgørelse af FN-konvention om Barnets Rettigheder. 

Kilder:

Ankestyrelsen (2014): Anbringelsesstatistik: årsstatistik 2013. Ankestyrelsen

Egelund, Tine et al. (2008): Anbragte børns udvikling og vilkår: resultater fra SFI´s forløbsundersøgelser af årgang 1995. SFI – Det Nationale Forskningscenter for Velfærd. 08:23. 

Hammen, Ida & Tina Gudrun Jensen (2010): Anbringelse af børn med etnisk minoritetsbaggrund, Socialstyrelsen.

Servicestyrelsen (2009): Helhed og sammenhæng for anbragte minoritetsbørn – En forskningsoversigt.

Strijker, Johan & Erik J. Knorth (2009): Factors associated with the adjustment of foster children in the Netherlands (Kan lånes via biblotek.dk). American Journal of Orthopsychiatry. 79(3), pp. 421 - 429.  

Metode

Almindelige plejefamilier skal godkendes som enten generelt egnede eller som konkret egnede til at være plejefamilie. En vellykket anbringelse er afhængig af et godt match mellem plejefamilien og barnet/den unge. Der er dog kun meget lidt forskning, som belyser hvad der karakteriserer et godt match.

Rekruttering af almindelige plejefamilier

Almindelige plejefamilier skal godkendes som generelt egnede af socialtilsynet i det geografiske område, hvor plejefamilien bor. Herefter kan plejefamilien have plejebørn fra plejefamiliens egen bopælskommune og fra andre kommuner. En plejefamilie kan, hvis den skal være plejefamilie for ét bestemt barn eller én bestemt ung, godkendes som konkret egnet af den kommune, som anbringer barnet eller den unge. I enkelte tilfælde kan godkendelsen som konkret egnet omfatte flere bestemte børn eller unge. Krav til godkendelse er beskrevet i Lov om Socialtilsyn.

Uanset type af godkendelse skal familien, inden den modtager børn eller unge i pleje, gennemføre et grundkursus i at være plejefamilie. Ved en generel godkendelse er det den kommunalbestyrelse, der har ansvaret for socialtilsyn i området, der skal formidle kurset. Ved en konkret godkendelse er det den anbringende kommune, der skal sikre, at kurset formidles. Kurset skal have en varighed svarende til 2 hele kursusdage, hvis plejefamilien er godkendt alene til aflastning og 4 hele kursusdage, hvis plejefamilien er godkendt til døgnophold.

Den anbringende kommune er forpligtet til at tilbyde plejefamilien efteruddannelse svarende til mindst 2 hele kursusdage årligt samt den fornødne supervision i overensstemmelse med plejeopgavens omfang. (Ministeriet for Børn, Ligestilling, Integration og Sociale Forhold, 12/06/2013; 18/12/2013)

Matchning mellem barn eller ung og plejefamilie

Det er vigtigt for en god anbringelse, at man laver en god matchning mellem barnet/den unge og plejefamilie, ikke mindst for børn som har store vanskeligheder. Matchning mellem barn eller ung og plejefamilie er imidlertid kun sparsomt belyst forskningsmæssigt (Backe-Hansen et al., 2010).

I Norge har oplæringsprogrammet PRIDE for både potentielle og allerede etablerede plejefamilier været i brug siden 1997. Det udgør kernen i de norske myndigheders generelle oplæringstilbud for plejefamilier. Programmet har til formål at styrke plejefamiliernes motivation og evne til at være plejeforældre, ligesom det også identificerer de familier, som ikke egner sig til den krævende opgave, det ofte er at være plejeforældre. PRIDE rummer en grundoplæring, en videreoplæringsdel samt et kvalitetssikringssystem, og giver viden om hvilke familier, der vil egne sig som plejefamilie for bestemte børnegrupper. PRIDE er i 2014 blevet evalueret af det norske Barne-, ungdoms- og familiedirektorat. De anbefaler, at programmet, som oprindeligt er udviklet i USA, fortsat anvendes i Norge (Stefansen & Hansen, 2014). Læs mere om PRIDE i NOVA's evaluering

Kontakt med biologiske forældre, søskende m.v. under anbringelsen

Et studie af SFI viser, at børn anbragt på døgninstitutioner har mere kontakt med deres forældre end børn i plejefamilier. Ifølge anbringelsesstederne - både institutioner og plejefamilier - får 80 % besøg af deres mor og/eller far i større eller mindre omfang. En stor andel af de anbragte børn har dog ikke kontakt med søskende, bedsteforældre, fætre/kusiner osv. (Egelund et al., 2008).

Der er ikke noget enkelt svar på, hvorvidt det er en fordel for barnet, at det besøger sin biologiske familie, mens det bor hos plejefamilien. Flere forskere påpeger, at det er kvaliteten af hjemmebesøgene som er afgørende. Endvidere er det vigtigt at sikre, at barnets eller den unges besøg hos sin biologiske familie forberedes grundigt, så besøgene får tilstrækkelig kvalitet (Martínez et al., 2014; Sen & Broadhurst, 2011). Forældrenes vanskeligheder, som er medvirkende til, at barnet skal bo hos en plejefamilie, vil også kunne gøre sig gældende, når barnet er på hjemmebesøg (Martínez et al., 2014).

Det anbragte barn eller unges kontakt med den biologiske familie er ikke belyst i særlig høj grad i Danmark. Dog er der i den eksisterende forskning enighed om, at kontakt med biologiske forældre reducerer risikoen for sammenbrud af anbringelsen for større børn (Andersen, 2010).

Kilder:

Andersen, Signe Hald (red.) (2010) : Når man anbringer et barn: baggrund, stabilitet i anbringelsen og det videre liv. Syddansk Universitetsforlag. Rockwool Fondens Forskningsenhed. 

Backe-Hansen et al. (2010): Børn og unge i fosterhjem: en kunnskapsstatus. Norsk institutt for forskning om opvekst, velfærd og aldring.

Egelund, Tine et al., (2008): Anbragte børns udvikling og vilkår. Resultater fra SFI’s forløbsundersøgelse af årgang 1995. SFI – Det Nationale Forskningscenter for Velfærd (2008:23)

Martínez, María D. Salas et al. (2014): Contact visits between foster children and their birth family: The views of foster children, foster parents and social workers. I: María D. Salas Martínez et al. (2014): Child & Family Social Work, John Wiley & Sons, pp. 1 – 11.

Ministeriet for Børn, Ligestilling, Integration og Sociale Forhold (18/12/2013): (BEK nr 1554 af 18/12/2013) Bekendtgørelse om plejefamilier. Ministeriet for Børn, Ligestilling, Integration og Sociale Forhold 

Ministeriet for Børn, Ligestilling, Integration og Sociale Forhold (12/06/2013): (LOV nr 651 af 12/06/2013) Lov om ændring af lov om social service, lov om retssikkerhed og administration på det sociale område og lov om forpligtende kommunale samarbejder. Ministeriet for Børn, Ligestilling, Integration og Sociale Forhold. 

Sen, Robin & Karen Broadhust (2011): Contact between children in out-of-home placements and their family and friends networks: a research review, Child and Family Social Work, 16 (3), pp. 298 – 309. 

Stefansen, Kari & Thomas Hansen (2014) : En god forberedelse til å bli fosterforeldre” – evaluering av opplæringsprogrammet PRIDE. Oslo: Norsk institutt for forskning om oppvekst, velferd og aldring. 

Implementering

Et godt samarbejde mellem kommuner og plejefamilier er vigtigt for at sikre et godt anbringelsesforløb. Her er det vigtigt, at parterne laver en forventningsafstemning, og at plejefamilierne oplever sig selv som en respekteret samarbejdspart.

Flere kommuner har igennem de seneste år haft som mål, at størstedelen af deres anbringelser skal ske i familiepleje. Dette mål afspejler et nationalt fokus gennem flere år på øget brug af familiepleje til fordel for andre anbringelsesformer. Dette fokus fremgår også tydeligt i anbringelsesreformen fra 2006 og Barnets Reform fra 2010 (Mehlbye et al., 2011; KL og Regeringen, 2012).

Samarbejde mellem kommuner og plejefamilier

Ankestyrelsen har i 2014 lavet en undersøgelse i flere dele, der bl.a. belyser samarbejdet mellem plejefamilier og kommuner (Ankestyrelsen, 2014a; Ankestyrelsen, 2014b). Undersøgelsen viser, at det i størstedelen af kommunerne er 2 forskellige medarbejdergrupper, der henholdsvis varetager kontakt til plejefamilien og myndighedsopgaver i forhold til det anbragte barn. Denne opgavefordeling bygger på et ønske om en klar ansvarsfordeling samt en kontinuitet i arbejdet med plejefamilierne, hvor udvalgte medarbejdere oparbejder særlig viden og erfaring i forhold til denne opgave (Ankestyrelsen, 2014a).

Ankestyrelsens resultater bygger på en spørgeskemaundersøgelse blandt 374 plejefamilier og ca. 85 kommuner, samt 3 fokusgruppeinterviews med plejefamilier (Ankestyrelsen, 2014a; Ankestyrelsen, 2014b).

Undersøgelsen konkluderer, at følgende faktorer har indflydelse på, om der opstår udfordringer i samarbejdet mellem kommunerne og plejefamilierne (Ankestyrelsen, 2014a; Ankestyrelsen, 2014b):

  • Uenighed om barnets samvær med de biologiske forældre.
  • Vederlagsproblematikker, herunder genforhandling af vederlag under anbringelsesforløbet.
  • Afgørelser om ændring af anbringelsessted og hjemgivelse.

De faktorer Ankestyrelsens undersøgelse peger på som fremmende for samarbejdet, er:

  • at plejefamilierne oplever sig selv som en respekteret samarbejdspart
  • at der er løbende kommunikation med og inddragelse af plejefamilierne
  • at kommunen er tilgængelig for plejefamilien ved behov for støtte
  • at der finder en forventningsafstemning sted, særligt i forbindelse med matchningsprocessen.
  • at det for så vidt muligt er de samme medarbejderne fra kommunen, der står for kontakten mellem kommunen og plejefamilien (Ankestyrelsen, 2014a, Ankestyrelsen, 2014b).

Uddannelse og supervision

Ankestyrelsens undersøgelse viser, at 29 % af de adspurgte plejefamilier ikke har modtaget efteruddannelse svarende til 2 hele kursusdage det seneste år. Flere af plejefamilierne i undersøgelsen udtrykker et ønske om, at kurserne i højere grad er niveauopdelte, og at der er flere kurser med fokus på specifikke udfordringer (Ankestyrelsen, 2014b).

Undersøgelsen viser også, at 81 % af de adspurgte plejefamilier modtager supervision. Heraf er 50 % af plejefamilierne i høj grad tilfredse og 36 % er i nogen grad tilfredse (Ankestyrelsen, 2014b).

Ikke-planlagte sammenbrud

En af de risikofaktorer der er forbundet med det at være anbragt i en plejefamilie er ikke-planlagte sammenbrud i anbringelsen. 

En norsk forskningsgennemgang påpeger, at der generelt er færre ikke-planlagte sammenbrud ved anbringelse i plejefamilier sammenlignet med institutionsanbringelser (Christiansen, 2011). Forskningsgennemgangen viser også, at en anbringelse i plejefamilie til trods for ikke-planlagte sammenbrud giver barnet nye muligheder samt værdifulde erfaringer og relationer, der også fortsætter efter anbringelsen. Det er derfor ikke alle ikke-planlagte sammenbrud, der kan anses for at være problematiske. Undersøgelsen ser på anbringelsesforløbet for 70 børn i alderen 6-12 år, der har været anbragt i mindst 4 år. Der er lavet interviews med børnene, deres forældre samt deres sagsbehandlere (Christiansen, 2011).

SFI har lavet en undersøgelse blandt anbragte unge, som viser, at 44 % af de unge oplever et eller flere sammenbrud under deres anbringelsesforløb (Egelund et. al., 2010). Resultaterne bygger på en kvantitativ undersøgelse af 227 unges anbringelsesforløb samt en kvalitativ interviewundersøgelse.

Den norske forskningsgennemgang viser, at antallet af sammenbrud i alle former for anbringelser er på mellem 20 og 50 % af de undersøgte anbringelser. Den højeste andel sammenbrud findes, når det drejer sig om teenageanbringelser (Christiansen, 2011).

Den tilgængelige forskning giver ikke entydige svar på, hvordan ikke-planlagte sammenbrud i anbringelser i plejefamilier forhindres. Den norske forskningsgennemgang påpeger, at ikke-planlagte sammenbrud må ses som et resultat af sammenspillet af flere faktorer. Der er ofte tale om en langvarig proces, hvor situationen omkring barnet/den unge bliver stadig mere kompliceret, og ikke om en pludselig opstået problematik (Christiansen, 2011).

Der er dog en del forskning, der tyder på, at der er visse risikofaktorer, man for at forebygge sammenbrud bør være opmærksom på:

  • Der er større risiko for ikke-planlagte sammenbrud tidligt i anbringelsesforløbet.
  • Der er større risiko for ikke-planlagte sammenbrud, hvis barnet eller den unge har alvorlige udfordringer i forhold til opførsel og tilknytning.

(Backe-Hansen, 2009; Christiansen, 2011; Egelund et. al. 2010; Sinclair, 2010).

Christiansens undersøgelse viser, at årsagerne til det ikke-planlagte sammenbrud skyldes forskellige faktorer:

  • Barnets stigende alder, jo ældre barnet er, desto større er risikoen for, at anbringelsen bryder sammen.
  • Antallet af tidligere anbringelser, jo flere anbringelser barnet har bag sig, desto større er risikoen for, at anbringelsen bryder sammen.
  • At plejeforældrene ikke har været klare over den store opgave, det er at være plejeforældre.
  • At sagsbehandlerne ikke har været gode nok til at vurdere egnetheden hos plejefamilierne eller ikke i tilstrækkelig grad har forberedt plejeforældrene på opgaven.
  • At børnenes biologiske forældre indirekte forhindrer barnet i at kunne falde til ro og ”have lov til at trives” i plejefamilien.

SFI’s undersøgelse viser desuden, at sagsbehandlerskift kan øge risikoen for sammenbrud, og at sagsbehandlerne på grund af økonomiske restriktioner ofte synes, at det er vanskeligt at finde det rette anbringelsessted (Egelund et al., 2010).

Faktorer der forebygger ikke-planlagte sammenbrud

SFI’s undersøgelse af unges anbringelsesforløb viser, at følgende faktorer kan nedsætte risikoen for sammenbrud i anbringelser (Egelund et al., 2010): 

  • At der er udarbejdet en handleplan.
  • At den unge er enig i anbringelsen.
  • At den unge forud for anbringelsen har været placeret i aflastning (Egelund et. al., 2010).

En engelsk undersøgelse konkluderer, at vellykkede anbringelser i plejefamilier, kan tilskrives følgende faktorer:

  • Børnene ønsker selv at være i plejefamilien.
  • Det anbragte barn accepteres fra starten af plejefamilien, plejefamiliens biologiske børn og eventuelle andre plejebørn i familien.
  • Børn der kan lide at gå i skole, oplever i mindre grad uplanlagte sammenbrud.

Undersøgelsen viser desuden, at børn, der har været udsat for overgreb og har ubegrænset samvær med deres biologiske familie, oplever tre gange så mange uplanlagte sammenbrud. Undersøgelsen bygger på en kvantitativ undersøgelse, hvor 7.399 børn indgår i den statistiske analyse. Data er blevet indsamlet fra blandt andet socialarbejdere og plejefamilier (Sinclair, 2010).

Deloitte har i 2010 lavet en undersøgelse for Socialstyrelsen af plejefamiliers rammer og vilkår. Ét af undersøgelsens resultater er, at de kompetencer, der er afgørende for et vellykket anbringelsesforløb, blandt andet er rummelighed, tålmodighed, åbenhed, empatisk formåen samt relationelle og kommunikative kompetencer hos plejefamilierne. Undersøgelsen bygger på kvalitative såvel som kvantitative data (Deloitte, 2010).

En norsk forskningsoversigt viser også, at tiltag, der forebygger adfærdsvanskeligheder hos barnet eller den unge, kan reducere risikoen for ikke-planlagte sammenbrud (Backe-Hansen, 2009).

Kilder:

Ankestyrelsen (2014a): Ankestyrelsens undersøgelse af samarbejdet mellem plejefamilier og kommuner. Delundersøgelse 1: Kommunernes vurdering af samarbejdet med plejefamilier. Ankestyrelsen. 

Ankestyrelsen (2014b): Ankestyrelsens undersøgelse af samarbejdet mellem plejefamilier og kommuner. Delundersøgelse 2: Plejefamiliernes vurdering af samarbejdet med kommuner. Ankestyrelsen

Backe-Hansen, Elisabeth (2009): Hvordan motvirke og forebygge utilsiktet flytting fra fosterhjem?  Norsk institutt for forskrining om oppvekst, velferd og aldring (NOVA) for Nasjonalt bibliotek for barnevern og familievern. 

Christiansen,Øivin (2011): Når barn plasseres utenfor hjemmet: beslutninger, forløp og relasjoner : under barnevernets (ved)tak. Universitetet i Bergen 

Deloitte (2010): Undersøgelse af plejefamiliers rammer og vilkår. Afrapportering. Servicestyrelsen. Servicestyrelsen. 

Egelund, Tine et al. (2010): - Sammenbrud i anbringelser af unge. Erfaringer, forklaringer og årsager bag. SFI – Det Nationale Forskningscenter for Velfærd, 10:06. 

KL og Regeringen (2012): Aftale om kommunernes økonomi 2013. KL og Regeringen. 

Mehlbye, Jill et al. (2011) : Netværksanbringelser : praksis og erfaringer i tre nordiske lande. AKF. 

Sinclair, Ian (2010): What Makes for Effective Foster Care: Some Issues. I: How does foster care work? : international evidence on outcomesE. Fernandez & R.P. Barth (red.). Jessica Kingsley Publishers. pp. 189-207. 

 

Effekt

Der er flere udfordringer i forhold til at måle effekter på anbringelsesområdet. Der kan fx stilles spørgsmålstegn ved, om det er etisk forsvarligt at lave kontrolgruppeforsøg, hvor man trækker lod om, hvem der skal og ikke skal anbringes uden for hjemmet. Det er derfor svært at drage tydelige konklusioner om anbringelsers effekter.

SFI har i en forskningsoversigt bl.a. undersøgt effekterne af anbringelse uden for hjemmet for børn og unge. I undersøgelsen pointeres det, at det er vanskeligt at måle effekter på anbringelsesområdet på optimal vis. Det skyldes, at anbringelse uden for hjemmet er en yderst indgribende intervention, og det kan ifølge undersøgelsen ikke forsvares etisk fx at trække lod om, hvem der skal og ikke skal anbringes uden for hjemmet. Det betyder, at det er svært at drage tydelige konklusioner om, hvorvidt anbringelser udenfor hjemmet har positive eller negative effekter. Det er desuden ikke muligt at drage klare konklusioner om, hvorvidt forskellige anbringelsestyper har forskellig effekt (Egelund et al., 2009).

Forskningen kan heller ikke konkludere, om en negativ udvikling hos barnet eller den unge skyldes anbringelsen eller de oplevelser, barnet eller den unge har haft med sig fra før anbringelsen (Egelund et al., 2009; Vinnerljung et al., 2010). En svensk undersøgelse sammenligner unge, der har været anbragt i plejefamilie, med unge der udelukkende har modtaget støtte i hjemmet. Undersøgelsen konkluderer, at begge grupper vil være påvirket af de samme langsigtede negative effekter (Vinnerljung et al., 2010). SFI konkluderer, at de langsigtede negative effekter er tydeligere for tidligere anbragte børn både ved sammenligning med majoritetsbefolkningen og ved sammenligning af ikke-anbragte børn, med lignende livsbetingelser. Sammenligningsgruppen er andre socialt udsatte børn, og det kan være problematisk at udlede klare konklusioner på baggrund af sammenligning mellem disse to grupper, da det er de mest belastede børn, der bliver anbragt (Egelund et al., 2009).

Livsforløb for anbragte børn

SFI’s forløbsundersøgelse blandt 11-årige anbragte børn (Egelund et al., 2008) viser bl.a., at anbragte børn:

  • Oftere har psykiske og sociale problemer.
  • Er mere syge.
  • Har det sværere i skolen. Kun halvdelen klarer en almindelig skolegang uden specialforanstaltninger.
  • Har en meget belastet social baggrund. Deres mødre er oftere blevet forældre som teenagere, og mødrene er oftere enlige. Deres forældre har oftere problemer med misbrug, vold og kriminalitet og har flere helbredsproblemer og dårligere økonomi end majoritetsbefolkningen.

Undersøgelsen bygger på registeroplysninger om samtlige anbragte danske børn født i 1995. Derudover er der lavet en spørgeskemaundersøgelse blandt professionelle aktører omkring børnene samt interviews med udvalgte børn (Egelund et al., 2008).

Forskning tyder på, at anbragte børn også på længere sigt klarer sig dårligere end andre børn på en række parametre:

  • Der er en større forekomst af psykiatriske udfordringer.
  • Der er en højere forekomst af selvmord.
  • Der er en større tendens til at gå ind i voksenlivet kun med en grundskoleuddannelse.
  • Der er en mindre tendens til at være selvforsørgende.

Derudover ses en højere forekomst af at blive forældre i teenageårene blandt de anbragte børn (Egelund et al., 2009; Vinnerljung et al., 2010). 

En rapport fra Rambøll (Rambøll Management Consulting, 2012) konkluderer desuden, at der blandt tidligere anbragte er en overhyppighed i forhold til majoritetsbefolkningen i relation til, om de:

  • har begået kriminelle handlinger
  • har været i behandling for misbrug eller psykiske lidelser.

Rambølls undersøgelse tager udgangspunkt i Danmarks Statistiks register over udsatte børn og unge, som var opdateret til og med 2008 på daværende tidspunkt. Rambøll sammenholder i undersøgelsen oplysningerne om de 0-64-årige, der har været anbragt i plejefamilie, med majoritetsbefolkningen (Rambøll Management Consulting, 2012).. 

Bedre effekt ved anbringelse i plejefamilie

Vinnerljung et. al anbefaler, at der iværksættes forskellige tiltag for at sikre en bedre effekt af anbringelse i plejefamilie (Vinnerljung et al., 2010). Disse tiltag er:

  • at myndighederne forpligtes til at sikre, at barnet ved anbringelsen gennemgår en helbredsmæssig vurdering, at barnets helbred følges løbende under anbringelsen og at der sikres nem adgang til sundhedsydelser
  • at myndighederne forpligtes til at sikre, at der sker en vurdering af barnets kognitive potentiale ved anbringelsen, så eventuelle forhindringer for et vellykket skoleforløb identificeres og der ydes den nødvendige støtte for at sikre en vellykket skolegang
  • at myndighederne forpligtes til at sikre, at unge, der er anbragt i plejefamilier, modtager seksualundervisning og prævention.

Kilder:

Egelund, Tine et al. (2009): Anbragte børn og unge: en forskningsoversigt. – SFI rapport, 09:24. SFI – Det Nationale Forskningscenter for Velfærd. 

Egelund, Tine et al. (2008) : Anbragte børns udvikling og vilkår : resultater fra SFI’s forløbsundersøgelser af årgang 1995. SFI - Det Nationale Forskningscenter for Velfærd. 08:23. 

Rambøll Management Consulting (2012): Analyse af de økonomiske konsekvenser på området for udsatte børn og ungeafrapportering. Til Social – og Integrationsministeriet. Rambøll. 

Vinnerljung, Bo et. al (2010): Long Term Outcomes of Foster Care: Lessons from Swedish National Cohort Studies. I: E. Fernandez & R.P. Barth (red.)(2010): How does foster care work? : international evidence on outcomes (kan lånes via. bibliotek.dk). Jessica Kingsley Publishers. pp. 189-207 

Økonomi

Almindelige plejefamilier aflønnes med vederlag, der fastsættes efter omfanget af plejeopgaven. Herudover får en almindelig plejefamilie dækket de udgifter, der er forbundet med at have barnet eller den unge boende.

Godkendelse, uddannelse og supervision

Uanset type af godkendelse skal familien, inden den modtager børn eller unge i pleje, gennemføre et grundkursus i at være plejefamilie. Ved en generel godkendelse er det socialtilsynet i det geografiske område, hvor plejefamilien bor, der betaler kurset. Ved en konkret godkendelse er det den anbringende kommune, der betaler kurset.

Den anbringende kommune er desuden forpligtet til at tilbyde plejefamilien efteruddannelse svarende til mindst 2 hele kursusdage årligt. Ligeledes er de forpligtet til at betale den fornødne supervision i overensstemmelse med plejeopgavens omfang.

Hvis flere kommuner træffer afgørelse om anbringelse af et barn eller en ung i den samme plejefamilie, kommunale plejefamilie eller netværksplejefamilie, skal hver kommune som minimum sikre kommunens forholdsmæssige andel. Almindelige plejefamilier aflønnes med plejevederlag, der fastsættes efter omfanget af plejeopgaven. Herudover får en almindelig plejefamilie dækket de udgifter, der er forbundet med at have barnet eller den unge boende. (Ministeriet for Børn, Ligestilling, Integration og Sociale Forhold, 12/06/2013; 18/12/2013; 07/01/2014).

Rambøll har i en rapport analyseret gevinsterne for den offentlige sektor ved at omlægge indsatsen over for udsatte børn og unge. Rambøll vurderer, at de årlige udgifter til en almindelig plejefamilie i gennemsnit ligger på 225.000 kr. (Rambøll Management Consulting, 2012).

Vederlagsmodeller

En undersøgelse foretaget af Ankestyrelsen i 2014 viser, at 92 % af de adspurgte kommuner anvender eller tager udgangspunkt i KL’s vejledende takster og model for fastsættelse af vederlag i deres samarbejde med plejefamilier. Resultatet er baseret på en kvantitativ undersøgelse, hvor ca. 85 kommuner besvarede et spørgeskema.

Et mindre antal kommuner, ca. 8 % af de adspurgte kommuner, anvender ”gennemsnitsmodellen”/”Aarhusmodellen”. Denne model har været afprøvet i Aarhus Kommune siden 2010, og efter positiv evaluering anvendes denne model nu permanent i Aarhus Kommune. 55 % af de adspurgte kommuner svarer, at de anvender en anden fast model og 37 % svarer, at de ikke anvender en fast model. Dog svarer både kommuner, der anvender en fast model, og kommuner, der ikke gør, at de i praksis anvender KL’s vejledende takster for fastsættelse af vederlag (Ankestyrelsen, 2014).

Nettonutidsværdien for børn og unge der har været anbragt i plejefamilier

I Rambølls analyse anslås nettonutidsværdien for anbragte børn i familiepleje og normalbefolkningens livsforløb (0-64 år) ved en sammenligning af registerdata (Rambøll Management Consulting, 2012).

Nettonutidsværdien er udregnet ud fra de gennemsnitlige, samfundsmæssige omkostninger over et helt livsforløb. De baggrundsfaktorer udregningerne er baseret på er: kriminalitet, misbrug, psykiske lidelser, overførsler og uddannelse.

For børn og unge, der har været anbragt i plejefamilier, anslår Rambøll, at nettonutidsværdien er
-1.439.619 kr., hvorimod nettonutidsværdien for normalbefolkningen er 1.155.204 kr. Rambøll konkluderer dermed, at der er stor forskel på livsforløbene og de samfundsmæssige omkostninger, for henholdsvis tidligere anbragte børn og børn, der ingen foranstaltninger har modtaget. Rambøll konkluderer derfor, at der er en stor gevinst at hente, hvis livsforløbet for disse børn og unge ændres (Rambøll Management Consulting, 2012).

Kilder:

Ankestyrelsen (2014): Ankestyrelsens undersøgelse af samarbejdet mellem plejefamilier og kommuner. Delundersøgelse 1: Kommunernes vurdering af samarbejdet med plejefamilier. Ankestyrelsen.

Ministeriet for Børn, Ligestilling, Integration og Sociale Forhold (12/06/2013): (LOV nr 651 af 12/06/2013) Lov om ændring af lov om social service, lov om retssikkerhed og administration på det sociale område og lov om forpligtende kommunale samarbejder. Ministeriet for Børn, Ligestilling, Integration og Sociale Forhold.

Ministeriet for Børn, Ligestilling, Integration og Sociale Forhold (18/12/2013): (BEK nr 1554 af 18/12/2013) Bekendtgørelse om plejefamilier. Ministeriet for Børn, Ligestilling, Integration og Sociale Forhold 

Ministeriet for Børn, Ligestilling, Integration og Sociale Forhold (07/01/2014): (VEJ nr 9007 af 07/01/2014) Vejledning om særlig støtte til børn og unge og deres familier. Ministeriet for Børn, Ligestilling, Integration og Sociale Forhold. 

Rambøll Management Consulting (2012): Analyse af de økonomiske konsekvenser på området for udsatte børn og ungeafrapportering. Til Social – og Integrationsministeriet. Rambøll. 

Publiceret: 19.12.2014. Sidst opdateret: 01.05.2017