Forside » Børn & unge » Plejefamilier » Forældresamarbejde ved familiepleje

Forældresamarbejde ved familiepleje

Forældre med børn i plejefamilie efterlyser forståelse for deres situation, mere information, indflydelse på beslutninger og kontinuitet i sagsbehandlingen.

Anette Sejer Perthou | Socialstyrelsen

Som en del af det norske forskningsprojekt Foreldreskap på avstand – når barn er i fosterhjem er 20 forældre blevet interviewet om deres erfaringer med at være forældre til børn i familiepleje. Forældrenes hovedbudskaber er herefter blevet diskuteret i et fokusgruppeinterview med 6 sagsbehandlere (Skilbred & Molstad, 2010).

Forskningsprojektet viser, at anbringelsen for mange forældre opleves som en krisesituation. Forældrene efterlyser større forståelse for, at det kan være vanskeligt at handle rationelt i en situation præget af stærke følelser som skyld og magtesløshed. De ønsker mere information om barnets dagligdag og større indflydelse på beslutningerne. Og så efterlyser de sagsbehandlere med livserfaring, som ikke bliver skiftet så hyppigt ud.

Sagsbehandlerne angiver tidspres, manglende personaleressourcer og organisering af arbejdsopgaverne i specialiserede enheder som begrundelse for forældrenes oplevelser. Undersøgelsen konkluderer, at hver enkelt kommune bør gennemgå sine procedurer og organisering, med henblik på at imødekomme ønskerne fra forældrene. Hvis forældrene skal have mulighed for at blive inddraget og hjælp til at formulere sine behov for støtte, kræver det flere samtaler med forældrene, så det kan afklares, hvad en plan for hjælp og opfølgning kan indeholde.

En vigtig del af en sådan plan er, at kommunen (på norsk barneverntjenesten) hjælper med at afklare, hvordan rollefordelingen mellem forældre, kommune og plejeforældre kan praktiseres til barnets bedste. Undersøgelsen peger desuden på vigtigheden af, at sagsbehandlernes egne følelser og holdninger til samarbejdet med forældrene drøftes, og at der er retningslinjer og rutiner for opfølgningen på sagen i forhold til forældrene.

Forskerne anbefaler mere aktiv brug af eksterne fagpersoner og etablering af selvhjælpsgrupper som et nyttigt supplement til kommunens egen opfølgning (Skilbred & Molstad, 2010).

Målgruppe

Målgruppen for forskningsprojektet er forældre til børn under 10 år, som er i familiepleje. Derudover er 6 erfarne sagsbehandlere i en fokusgruppe blev interviewet om deres syn på forældrenes hovedbudskaber.

Målgruppen for artiklen er fagpersoner, som arbejder med anbragte børn og unge, særligt sagsbehandlere og familieplejekonsulenter, der arbejder med plejefamilier.

Formål og baggrund

Formålet med forskningsprojektet var at få en bedre forståelse af de oplevelser, som forældre med børn i familiepleje har og at bidrage til forbedring af praksis. Forskningsspørgsmålene var: Hvilke tanker har forældre om forældreskab, når de over tid ikke har omsorgen for deres børn? Ønsker forældrene hjælp og støtte til at udvikle eller eventuelt nedtone forældreskabet? Hvad har de brug for hjælp og støtte til, hvordan kan hjælpen og støtten gives, og hvem kan bedst give den? Hvad vil ikke være hjælpsomt?

Undersøgelsen er et delstudie i forskningsprojektet "Foreldreskap på avstand – når barn er i fosterhjem", som er gennemført af Barnevernets Utviklingssenter på Vestlandet i Norge i samarbejde med Göteborg Universitet og professor Gillian Schofield ved East Anglia University i England. Undersøgelsen bygger videre på tidligere forskning ved de tre nævnte forskningsinstitutioner.

Baggrunden for forskningsprojektet er også, at flere undersøgelser peger på betydningen af, at forældre støttes og involveres i plejefamilieanbringelser. Studierne konkluderer, at der er stor uoverensstemmelse mellem anerkendelsen af forældrenes medvirken, og hvad der faktisk sker i praksis. Mens der findes en del forskning om anbringelser af børn uden for hjemmet, er der ikke megen, som har koncentreret sig om, hvordan situationen bliver for barnets forældre, når barnet bor i plejefamilie (Skilbred & Molstad, 2010).

Resultater

Hovedbudskabet fra de 20 forældre i undersøgelsen er, at børneværnstjenesten ikke udviser tilstrækkelig forståelse for, at anbringelsen kan opleves som en krisesituation præget af stærke følelser som desperation, skyld og magtesløshed. Eksempelvis at optrapning af misbrug og aggression mod kommunen mere er blevet tolket som yderligere bekræftelse på, at anbringelsen er en rigtig beslutning, end som irrationelle handlinger i en krisesituation.

De fleste har også oplever, at de har fået for lidt information om barnets dagligliv, hvilket har kunnet bidrage til problemer i gennemførelsen af samvær. Med bedre viden om barnets dagligliv, fritid og skole vil forældrene i samværene med barnet lettere kunne snakke om det, som barnet er optaget af, og på den måde få en bedre dialog.

Hyppige skift af sagsbehandlere er et andet forhold, som de interviewede forældre har oplevet. Det opleves som belastende at skulle fortælle sin historie igen og igen og danne nye relationer, ligesom det kan betyde, at forståelsen af sagen ændrer sig. Både forældre og sagsbehandlere er enige om, at det i enkelte tilfælde kan være hensigtsmæssigt at skifte sagsbehandler, hvis relationen er dårlig. Flere forældre nævner, at unge og uerfarne sagsbehandlere kan vanskeliggøre samarbejdet.

Resultater af interview med sagsbehandlere

Hovedindtrykket fra fokusgruppeinterviewene med sagsbehandlere er, at det ikke nødvendigvis er mangel på forståelse for forældrenes situation eller uvilje mod at dele information, der gør sig gældende.

I nogle situationer opleves det som vanskeligt at være lyttende, empatisk og inviterende overfor forældrene. Dette gælder specielt hvor sagsbehandlerne har oplevet, at forældrene over tid har været massivt negative eller aggressive og meget kritiske i forhold til plejeforældrene og barnets situation i plejefamilien. I forhold til information har nogle sagsbehandlere oplevet, at forældre under samvær med barnet bruger denne på en uheldig måde.

Sagsbehandlerne nævner gennemgående tidspres, manglende personaleressourcer og organisering af arbejdsopgaver som begrundelser for den mangelfulde opfølgning og som årsag til de problematikker, som forældrene oplever (Skilbred & Molstad, 2010).

Fremgangsmåde, metode og teori

Undersøgelsen er lavet af Barnevernets utviklingssenter på Vestlandet i Norge. Den er et delstudie i forskningsprojektet «Foreldreskap på avstand – når barn er i fosterhjem», som er gennemført sammen med Universitetet i Gøteborg og East Anglia University i England. Undersøgelsen bygger videre på tidligere forskning fra de deltagende forskningsinstitutioner.

Der er interviewet 20 norske forældre, 16 mødre og 4 fædre, som har haft børn i plejefamilie i mindst et år. Forældrene havde forskellig alder. 7 var i arbejde, 7 fik offentlig forsørgelse, andre var studerede eller på barsel. En sad i fængsel. Få af mødrene boede sammen med barnets far. Forældrene havde til sammen 36 børn anbragt i plejefamilier. De fleste af børnene havde kontakt med deres forældre 6 gange om året eller mere. 12 af børnene havde samvær under tilsyn.

Der er anvendt en fælles interviewguide i alle delstudierne. De fleste interviews blev gennemført på forskningsinstitutionerne eller hjemme hos forældrene.

Et fokusgruppeinterview med 6 sagsbehandlere fra forskellige kommuner blev gennemført, efter at interviewene med forældrene var afsluttet, og store dele af analysearbejdet foretaget. Hensigten med fokusgruppeinterviewet var at få sagsbehandlernes synspunkter på og tolkninger af centrale fund fra interviewene med forældrene. Sagsbehandlerne kendte ikke de interviewede forældre. De blev valgt ud på baggrund af bred erfaring med samarbejde og opfølgning af forældre med barn i familiepleje.

Forskerne gør opmærksom på, at de mange forældre med negative erfaringer med kommunens opfølgning, kan skyldes den måde forældrene er blevet rekrutteret på gennem presse og henvendelser uafhængig af kommunen. Det kan have bidraget til et udvalg med flere forældre i konflikt med kommunen, end det som kommer frem i andre undersøgelser (Skilbred & Molstad, 2010).

Perspektivering og anbefalinger

Ifølge forskerne bør forældrenes ønske om mere kontinuitet i sagsbehandlingen og om sagsbehandlere med mere livserfaring give anledning til, at der sættes fokus på organisering og tilrettelæggelse af kommunens opgaver. Når forældre både i denne og tidligere undersøgelser så ofte nævner disse forhold som væsentlige for god opfølgning og samarbejde med børneværntjenesten, er det af stor betydning, at den enkelte børneværntjeneste gennemgår sine procedurer og organisering for at forsøge at imødekomme sådanne signaler fra forældrene.

Uanset organiseringsform er det vigtigste, ifølge forskerne, at børneværntjenesten arbejder for, at der sker den bedst mulige matchning mellem forældre og den person, der skal stå for opfølgningen, da det er dokumenteret gennem forskning, at relationer er vigtige i alt forandringsarbejde. Det vil dog kræve stor grad af fleksibilitet fra kommunens side.

Forskerne peger desuden på, at opfølgning må ses som en proces over tid. Hvis forældre skal have mulighed for inddragelse og hjælp til at formulere sine egne hjælpebehov, kræver det flere samtaler med forældrene. Mere "beskedne" indsatser så som at opretholde kontakten og formidle regelmæssige tilbud om hjælp over telefon eller sms kan også anvendes. Mere aktiv brug af eksterne fagpersoner og etablering af forskellige former for selvhjælpsgrupper kan være et nyttigt supplement til kommunens egen opfølgning.

Sagsbehandleres evne til at lytte, vise respekt, ydmyghed og medmenneskelighed bidrager ifølge forældrene til, at de føler sig respekteret og lettere kan opretholde deres identitet som forældre. Sagsbehandlers egne følelser og holdninger overfor forældrene er af stor betydning for udvikling af en sådan god relation og et hensigtsmæssigt samarbejde. Uafhængig af organisering og spørgsmål om ressourcer, er følelser og holdninger i forhold til samarbejdet med forældrene derfor, ifølge forskerne, væsentlige temaer at drøfte i den enkelte kommune. For gennem en åben dialog om disse spørgsmål, kan den enkelte kommune udvikle gode samarbejdsrelationer, som vil kunne imødekomme forældre og sagsbehandlere på en tilfredsstillende måde til barnets bedste (Skilbred & Molstad, 2010).

Kilder

Skilbred, Dag & Bente Molstad (2010): Når barn bor i fosterhjem. Utfordringer i samarbejdet mellem forældre og barnverntjenesten, Norges barnevern nr. 1, vol. 87.

Publiceret: 19.12.2014. Sidst opdateret: 13.09.2017