Forside » Børn & unge » Rusmiddelproblematikker » Risiko- og beskyttelsesfaktorer

Risiko- og beskyttelsesfaktorer

Det er svært at pege på, hvorfor nogle unge udvikler rusmiddelproblematikker. Det er et komplekst samspil mellem faktorer i den unges livssituation.

| Socialstyrelsen 

Der er ikke nogen enkel forklaring på, hvorfor nogle unge udvikler et bekymrende brugsmønster eller misbrug af rusmidler. Den unges samlede livssituation, herunder baggrund, aktuel situation, relationer, udfordringer og ressourcer, er faktorer, der i samspil har betydning for udviklingen af rusmiddelproblematikker. Nogle af faktorerne kan fungere som risikofaktorer, der gør den unge sårbar i forhold til udviklingen af rusmiddelproblematikker, mens andre faktorer kan fungere som beskyttende faktorer, der er med til at modvirke en sådan udvikling (Socialstyrelsen, 2012).

Litteratur på området understreger, at samspillet mellem risikofaktorer og beskyttende faktorer er komplekst, og at der ikke kan laves en enkel ligning mellem antallet af henholdsvis risikofaktorer og beskyttende faktorer. Begge typer af faktorer har en forstærkende effekt og kan således forstærke henholdsvis en negativ eller positiv udviklingsproces (Kvello, 2013).

Undersøgelser viser, at den kumulative effekt af faktorer har afgørende betydning. Dvs. jo tidligere faktorerne er til stede, des mere varige er de. Derudover betyder det, at jo flere og mere alvorlige faktorerne er, desto større er risikoen for, at faktorerne slår igennem som negativ udvikling hos den unge (Kvello, 2013). I vurderingen af den unges situation, er det derfor afgørende at vurdere den unges samlede situation.

Risikofaktorer

Forskning (Ege, 2004; Pedersen, 2005; Pedersen & Frederiksen, 2012; Järvinen et al., 2010; Kvello, 2013) peger på følgende centrale, og ofte delvist sammenhængende, omdrejningspunkter, når det gælder risikofaktorer:

  • Opvækst i brudte hjem samt hjem med manglende støtte, omsorgssvigt, vold, misbrug eller psykiske problematikker hos forældre.
  • Mistrivsel og psykiske problematikker, som fx ADHD, ensomhed, angst, depression – med eller uden diagnose.  
  • Tidlig rusmiddeldebut og tidlig brug af rusmidler.
  • Venner/socialt netværk med problematisk brug eller misbrug af rusmidler. 
  • Ustabil eller manglende tilknytning til skole/uddannelse.

Udviklingen af rusmiddelproblematikker hos unge sker således i et komplekst samspil mellem en række faktorer hos den unge selv, den unges familie, netværk og hverdag. Unge, der fx har haft en opvækst med belastende vilkår, har større risiko for at udvikle rusmiddelproblemtikker, end unge der har haft en opvækst med støttende og nære relationer til forældrene. Omvendt betyder det ikke, at unge, der har haft en opvækst med belastende vilkår, udvikler problemer med rusmidler. De unge kan have en god og støttende relation til en anden voksen i netværket og have udviklet en god mestringsevne i forhold til vanskelige situationer og livsvilkår (Socialstyrelsen, 2012).

Beskyttelsesfaktorer

Forskning peger på følgende centrale beskyttelsesfaktorer i forhold til udvikling af rusmiddelproblematikker (Ege, 2004; Pedersen, 2005; Pedersen & Frederiksen, 2012; Järvinen m.fl., 2010; Kvello, 2013):

  • Opvækst med tryghed, støtte og en god relation til forældrene.
  • Personlig kompetence og mesteringsevne i forhold til sociale relationer og håndtering af vanskeligheder.
  • God skolegang, herunder at klare sig godt både fagligt og socialt.
  • I gang med uddannelse, især boglige uddannelser.
  • Socialt netværk og fritidsaktiviteter med fællesskaber og aktiviteter uden rusmidler.

Kilder

Ege, P. (2004): Stofmisbrug og Afhængighed hos Unge og Voksne (kan lånes gennem bibliotek.dk), Hans Reitzel

Järvinen, M. et al. (2010): Stoffer og natteliv (kan lånes gennem bibliotek.dk). Hans Reitzels Forlag. 

Kvello, Ø. (2013): Børn i risiko (kan lånes gennem bibliotek.dk). Samfundslitteratur. 

Pedersen, M. U. (2005): Udvikling af Misbrug og Afhængighed af Rusmidler (kan lånes gennem bibliotek.dk). Aarhus Universitetsforlag.

Pedersen, M. U. & K. Frederiksen (2012): Unge der misbruger rusmidler – hvor mange, behov, behandling, stofforbrug efter behandling. Center for Rusmiddelforskning. Aarhus Universitet

Socialstyrelsen (2012): Hele vejen rundt. Redskaber i arbejdet med unges rusmiddelproblemer

Publiceret: 05.11.2013. Sidst opdateret: 31.08.2016