Forside » Børn & unge » Kriminalitet » Indsatser » Mentorordninger mindsker kriminel adfærd blandt unge

Mentorordninger mindsker kriminel adfærd blandt unge

Mentorordninger er en udbredt indsats, som findes i mange afskygninger. Ordningerne er effektive i forhold til at mindske kriminel og aggressiv adfærd, mindske tilbagefald til kriminalitet samt at øge den unges skoleaktivitet.

Jane Sepstrup og Karoline Friis | Socialstyrelsen 

Mentorordninger er en indsats, der anvendes over for børn og unge i alderen 12-22 år, som er i risiko for at udvikle eller allerede har en kriminel adfærd. Indsatsen retter sig mod forebyggelsen af kriminel adfærd, aggressivitet, antisocial adfærd samt frafald fra skole og uddannelse hos unge i risikogruppen.                         

Mentorordninger tager udgangspunkt i at skabe en organiseret relation mellem den unge (mentee’en) og en ældre person (mentoren), som kan yde råd, vejledning, m.m. 

Studier af mentorordningerne viser positiv effekt på unge, der er i risiko for at udvikle kriminel adfærd.  Særligt i forhold til unge i alderen 11-14 år. Studierne viser, at indsatsens succes bl.a. afhænger af lokal tilpasning, mødernes hyppighed og varighed, samt at mentorerne får professionel støtte.

Der er ikke meget viden om indsatsens økonomi, men et studie finder ordningen rentabel.

Læs hele artiklen

Målgruppe

Målgruppen for mentorordningerne er bred men omfatter ofte unge fra 12 til 22 år, som er i risiko for at udvikle, eller som allerede udviser antisocial eller kriminel adfærd.

De børn og unge, som er i risiko for at udvikle antisocial eller kriminel adfærd er karakteriseret ved en række risikofaktorer. Risikofaktorerne kan være af miljømæssig og individuel karakter. De miljømæssige faktorer omfatter familiens indflydelse, og om den unge bor i et område med stor fattigdom, kriminalitet eller bandeaktivitet. De individuelle faktorer omfatter scoring på aggressionsmålinger, adfærdsvanskeligheder, dårlige resultater i skolen samt en aggressiv og antisocial holdning og opførsel (Tolan et al., 2013).

Læs mere om risiko- og beskyttelsesfaktorer i forhold til at udvikle kriminel adfærd her.

Kilder

Tolan, Patrick et al. (2013): Mentoring Interventions to Affect Juvenile Delinquency and associated Problems: A systematic review (Kan lånes via Bibliotek.dk). Campbell

Metode

Mentorordningernes indhold og fremgangsmåde varierer men fælles for dem er, at der er tale om en organiseret, langvarig relation mellem en ung, som er i risiko for at udvikle eller allerede har en kriminel adfærd og en voksen mentor, der giver støtte til den unge.   

Der findes mange forskellige typer mentorordninger. En mentorordning beskrives i rapporten Effekten af mentor- og fritidsindsatser for unge i risiko udgivet af Det Kriminalpræventive Råd som ”...en organiseret relation til en specifik og støttende ældre eller voksen person. Relationen er ofte længevarende. Ud over dette varierer mentorordningerne, og mentoren kan fx både være frivillig og professionel.” (Christiansen, 2012). Mentorordninger kan indeholde forskellige elementer men fælles for dem er, at mentoren ses som en rollemodel for den unge og støtter den unge i at håndtere daglige udfordringer. Der opbygges en personlig relation og tillid mellem den unge og den voksne. Mentoren kan bl.a. give råd og vejledning i forhold til skolegang, relationer til venner og familier, adfærd m.v.

Mentorordninger kan både involvere professionelle, der aflønnes, og frivillige, der modtager supervision men ingen økonomisk kompensation. Indholdet og aktiviteterne samt hyppighed og varighed i kontakten mellem mentor og mentee spænder bredt.

Der er generelt en mangel på beskrivelser af sammenhængen mellem målsætninger og aktiviteter for mentorordninger (Tolan et al., 2013). Fælles for indsatserne er dog, at de bygger på en stærk tro på, at et sundt, kontinuerligt og tillidsfuldt forhold til en voksen/et andet menneske, det at have en at tale med samt en rollemodel kan have en positiv betydning for den enkelte, og at indsatsen kan afværge risikofaktorer og styrke beskyttelsesfaktorer og dermed medføre en positiv udvikling hos den unge (Christiansen, 2012; Tolan et al., 2013).

Hyppige møder og professionel støtte til mentorer anbefales

Der findes få konkrete anbefalinger for mentorordningerne. Det Kriminalpræventive Råd anbefaler, at mentee og mentor mødes ugentligt (Christiansen, 2012). De fysiske rammer er generelt ikke berørt i undersøgelserne, og kun Det Kriminalpræventive Råd peger på nogle udfordringer i forhold til indsatsens fysiske rammer. Det kan fx være en udfordring, hvis der kun er få steder at tage hen på udflugt, eller hvis mentor og mentee bor afsides, så en bil er nødvendig.

Kravene til en mentors kvalifikationer varierer, men der er bred enighed om, at oplæring og professionel støtte til mentorerne er særdeles vigtig (Det Kriminalpræventive Råd, 2012). Samtidig påpeger Det Kriminalpræventive Råd, at der er problematikker, som kun professionelle vil kunne håndtere korrekt, samt at det er vigtigt, at der er professionelle til at screene og matche mentor og mentee (Christiansen, 2012; Tolan et al., 2013).

Kilder

Tolan, Patrick et al. (2013): Mentoring Interventions to Affect Juvenile Delinquency and associated Problems: A systematic review (Kan lånes via Bibliotek.dk). Campbell

Christiansen, Henriette (2012): Effekten af mentor- og fritidsindsatser for unge i risiko (Kan lånes via Bibliotek.dk). Det Kriminalpræventive Råd. 

Det Kriminalpræventive Råd (DKR) (2012): Mentor og fritidsindsatser- Guide til den gode indsats (Kan lånes via Bibliotek.dk). 

Implementering

Der findes meget lidt konkret viden omkring implementeringen af mentorordninger. Det Kriminalpræventive Råd fremhæver dog lokal tilpasning, varighed og professionel støtte til mentorer som nogle af de vigtigste faktorer i en succesfuld implementering.

I Danmark er det især Kriminalforsorgen, der systematisk har anvendt mentorordningen, men mange kommuner har også gennem flere år brugt ordningen over for unge med kriminel adfærd.

Der findes meget lidt konkret viden om, hvad indsatsen kræver i forhold til implementering (Tolan et al., 2013; Christiansen, 2012). Den forskning, der eksisterer på området, omhandler effekterne af indsatsen og forholder sig ganske lidt til spørgsmålet om implementering. Der er derfor også stor variation i anbefalingerne af, hvilke elementer og aktiviteter der er essentielle i implementeringen af indsatsen.

10 gode råd til implementering

I dansk kontekst har Det Kriminalpræventive Råd udgivet en guide, der indeholder deres erfaringer med mentorordninger samt en række guidelines for implementeringen heraf. Ifølge guiden giver en mentorordning de bedste resultater, hvis man benytter følgende fremgangsmåde (Det Kriminalpræventive Råd, 2012):

  • Ordningen skal skræddersys lokalt og til den unges behov.
  • Ordningen indebærer emotionel støtte og en tillidsrelation, som varer over længere tid.
  • Den unge mentee er motiveret til indsatsen.
  • Ordningen indeholder en professionel matchning af mentor og mentee.
  • Matchningen tilgodeser både den unges, forældrenes og mentorens ønsker.
  • Matchningen forudsætter, at den unge og mentoren har samme interesser.
  • Alle involverede har fra starten klart definerede forventninger til indsatsen - herunder dens formål og varighed.
  • Ordningen varer mindst et år med ugentlig kontakt.
  • Der er professionelt personale til at oplære samt yde løbende støtte og supervision til mentorerne samt at holde løbende opsyn med matchet af mentee og mentor.
  • Mentor har ikke nogen forudbestemt forandring for øje på den unges vegne (Det Kriminalpræventive Råd, 2012).

Guiden med erfaringer fra praksis er et supplement til en rapport fra Det Kriminalpræventive Råd udgivet i 2012. Der er tale om en systematisk kortlægning gennem flerfaglige og strukturerede litteratursøgninger i 5 internationale forskningsdatabaser, samt søgning efter referencer og undersøgelser via internettet med fokus på effektundersøgelser fra 1980 til 2011.

Ifølge Det Kriminalpræventive Råd kan der desuden være fordele ved at integrere indsatsen i eksisterende lokale strukturer, således at de, der allerede er i kontakt med og arbejder med de unge lokalt involveres i oplæringen og supervisionen. Dette kan dog være tidsmæssigt ressourcekrævende (Christiansen, 2012).

Kilder

Tolan, Patrick et al. (2013):  Mentoring Interventions to Affect Juvenile Delinquency and associated Problems: A systematic review. Campbell (Kan lånes via Bibliotek.dk)

Christiansen, Henriette (2012): Effekten af mentor- og fritidsindsatser for unge i risiko (Kan lånes via Bibliotek.dk). Det Kriminalpræventive Råd. 

Det Kriminalpræventive Råd (2012): Mentor og fritidsindsatser: Guide til den gode indsats (Kan lånes via Bibliotek.dk). 

Effekt

Der er foretaget flere effektstudier af mentorordninger, der viser en moderat positiv effekt på unge, der er i risiko for at udvikle kriminel adfærd eller allerede har begået kriminalitet. Undersøgelser viser særligt positive resultater i forhold til unge i alderen 11-14 år.

Det Kriminalpræventive Råd konkluderer i en systematisk kortlægning gennem flerfaglige og strukturerede litteratursøgninger, at mentorordninger giver positive forbedringer inden for kriminalitet, adfærd, attitude, psykisk velbefindende, rusmidler, skole og relationer til venner og familie i de mest kvalificerede studier. De tydeligste effekter påvises blandt 11-14årige, som bor i storbyområder med en høj andel af socioøkonomiske problemer, og som kun i mindre grad er i risiko for at begå kriminalitet (Christiansen, 2012).

Kortlægningen er foretaget gennem litteratursøgninger i 5 internationale forskningsdatabaser med fokus på effektundersøgelser fra 1980 og frem til 2011.

I en metaanalyse (Tolan et al., 2013) påviser Campbell, at mentorordninger giver positive resultater i forhold til at:

  • reducere kriminel og aggressiv adfærd
  • reducere overfald
  • reducere stofmisbrug
  • øge skoleaktivitet

Det fremgår dog ikke af metaanalysen, hvor stor effekten er.

Metaanalysen bygger på i alt 46 studier fra primært USA men også andre engelsktalende lande, som er publiceret i perioden 1970 til 2005. Alle studierne betegnes som effektstudier af høj kvalitet. 25 af de 46 studier viser positive resultater med kriminalitetsreducering, og de øvrige viser resultater med reduceret overfald, stofmisbrug og øget skoleaktivitet. Af de 46 studier er 27 randomiserede kontrollerede forsøg, og 19 er kvasi-eksperimentelle studier. I metaanalysen bemærkes det, at det kan være svært helt at udlede, hvorfor ordningen har positiv effekt, idet ordningerne ofte har forskelligt form og indhold. Derudover viser forskningsoversigten, at studierne har fokus på forskellige effektmål (Tolan et al., 2013).

En svensk forskningsoversigt (BRÅ, 2008) viser, at mentorordninger reducerer tilbagefald til kriminalitet med mellem 4 og 10 %.  Studiet indeholder 18 ud af 48 identificerede relevante evalueringer af mentorordninger. I de 18 evalueringer sammenlignes grupper, der har haft mentorer med kontrolgrupper. De positive virkninger bliver primært målt i evalueringer og undersøgelser af lavere metodologisk kvalitet (BRÅ, 2008).

Omfang, intensitet samt et tillidsfuldt forhold har betydning for effekten

Det er en generel opfattelse, at hyppigheden og varigheden af møder/kontakten mellem mentor og mentee er en vigtig faktor i forhold til succes (Christiansen, 2012). Forskningen indikerer, at mentor og mentee bør mødes over et år og 3-4 gange månedligt, for at ordningen skal have en positiv effekt. På den anden side kan forløb kortere end 6 måneder have negativ effekt på den unge (Christiansen, 2012).

Ifølge Det Kriminalpræventive Råd (Christiansen, 2012) giver en mentorordning de bedste resultater, hvis den:

  • er intens med ugentlige møder, der varer flere timer
  • varer mindst et år
  • tager form af støttende, tillidsfuld og emotionel relation
  • har professionelle ansatte der screener, matcher, oplærer, støtter og superviserer mentorer

Forskningsoversigten fra Campbell viser, at indsatsen har bedre forudsætninger for at lykkedes, hvis der er tale om mentorer, der har en professionel interesse for indsatsen, og hvis der er tale om støttende og følelsesmæssig opbakning (Tolan et al., 2013; Christiansen, 2012). 

Den svenske oversigt viser, at mentorforløb har større effekt, når de er del af en bredere indsats over for den unge, som også indeholder fokus på beskæftigelse, uddannelse og acceptabel opførsel (BRÅ, 2008).

Der er blandt forskere inden for feltet dog generelt enighed om, at der er store mangler i den viden, man har omkring mentorordningerne. Flere studier påpeger, at det kan være svært helt at udlede, hvorfor ordningen har positiv effekt. Der efterlyses mere dokumenteret viden omkring, hvilke elementer der fører til en succesfuld indsats samt viden om implementering og den langvarige effekt af indsatserne. (Tolan et al., 2013; Christiansen, 2012).

Kilder

Tolan, Patrick et al. (2013): Mentoring Interventions to Affect Juvenile Delinquency and associated Problems: A systematic review (Kan lånes via Bibliotek.dk). Campbell

BRÅ (2008): Mentorskaps inverkan på återfall i brott, en systematisk forskningsgenomgång (Kan lånes via Bibliotek.dk). Brottsforebygganda Rådet i Sverige. 

Christiansen, Henriette (2012): Effekten af mentor- og fritidsindsatser for unge i risiko (Kan lånes via Bibliotek.dk). Det Kriminalpræventive Råd. 

Økonomi

Der er kun begrænset viden om de økonomiske aspekter ved mentorordninger. Der findes dog et studie, der belyser økonomiske forhold omkring mentorordninger, og det konkluderer, at ordningen er rentabel.

Washington State Institute for Public Policy lavede I 2004 en cost-benefit analyse af forebyggende indsatser i USA på basis af forskningsbaserede studier. Analysen, der inkluderer en af USA´s mest udbredte og anerkendte mentororganisationer Big Brothers Big Sisters, viser, at denne mentorordning er rentabel (Aos et al., 2004).

Viden om ordningernes økonomi er også i dansk kontekst yderst begrænset, men ifølge Det Kriminalpræventive Råd koster supervision og støtte i omegnen af 6000 kr. pr. match pr. år (Det Kriminalpræventive Råd, 2012). Beløbet dækker over løn til det professionelle personale, som rekrutterer, screener, matcher og superviserer samt oplærer mentorer. Beløbet dækker her ikke mentorer, da disse ofte er frivillige (Christiansen, 2012).

Kilder

Aos, Steve et al. (2004): Benefits and Costs of Prevention and Early Intervention Programs for Youth. Olympia: Washington State Institute for Public Policy

Christiansen, Henriette (2012): Effekten af mentor- og fritidsindsatser for unge i risiko (Kan lånes via Bibliotek.dk). Det Kriminalpræventive Råd. 

Det Kriminalpræventive Råd (DKR) (2012): Mentor og fritidsindsatser- Guide til den gode indsats (Kan lånes via Bibliotek.dk). 

Publiceret: 27.02.2014. Sidst opdateret: 07.09.2016