Forside » Børn & unge » Efterværn » Risiko- og beskyttelsesfaktorer

Risiko- og beskyttelsesfaktorer

Forskning viser, at unge i efterværn typisk er udfordret på flere områder af deres liv, men at tillidsfulde og støttende relationer samt positive forventninger til de unges evner kan have positiv indflydelse på de unges overgang til en selvstændig voksentilværelse.

Fra rapporten ”Efterværn og den gode overgang til voksenlivet” fremgår det, at unge i efterværn er udsatte i forhold til normalbefolkningen på forskellige parametre (Delloite, 2017). Ud af de unge, der i perioden 2011-2014 modtog efterværn, havde:

  • 24 pct. en dom for kriminalitet ved det 18. år
  • 18 pct. en psykiatrisk lidelse ved det 18. år
  • 10 pct. ikke afsluttet grundskolen ved det 18. år
  • 24 pct. ikke arbejde eller under uddannelse i året, hvor de fylder 18. år (Deloitte, 2017).

Forskningen viser også, at såvel tidligere anbragte børn som unge, der har modtaget forebyggende foranstaltninger i deres opvækst (herunder fast kontaktperson, jf. § 52, stk. 3), har en større risiko for at opleve vanskeligheder i overgangen til voksenlivet (Skårhøj et al., 2016; Mølholt et al., 2012; Olsen & Jamil de Montgomery, 2017).

Blandt andet viser forskningen, at de to ungegrupper er udfordret i forhold til uddannelse og beskæftigelse sammenholdt med jævnaldrende unge, da:

  • De i kortere eller længere perioder ikke har modtaget undervisning i grundskolen.
  • Har markant flere skoleskift til og med 9. klasse.
  • En større andel som 18-årige hverken er i uddannelse eller beskæftigelse (35 pct. af anbragte unge, 27 pct. af unge med forebyggende foranstaltninger og 4,1 pct. af øvrige 18-årige) (Olsen & Jamil de Montgomery, 2017).

Forskningen peger også på, at især tidligere anbragte unge oplever en række komplekse udfordringer i overgangen til voksenlivet, der – ud over uddannelse og beskæftigelse – især handler om helbredsproblematikker, sociale relationer, økonomi og boligforhold (Olsen & Lausten, 2017; Mølholt et al., 2012). Fx beskriver forskningen, at tidligere anbragte:

  • Ikke har det samme sikkerhedsnet i form af fx forældrestøtte som unge i almindelighed, og at de ofte mangler et støttende socialt netværk generelt (Mølholt, 2012; Bengtsson, 2018)
  • Ofte har ustabile boligforhold som unge, og kan opleve store udfordringer med at etablere sig i egen bolig blandt andet pga. manglende ressourcer i netværket til at søge hjælp og støtte (Bengtsson, 2018; Mølholt, 2012)
  • Har lavere selvværd og i højere grad har været udsat for alvorlige hændelser i form af fx bevidst selvskade (44 pct.) og selvmordsforsøg (28 pct.) (Olsen & Jamil de Montgomery, 2017; Olsen & Lausten, 2017).
  • Har større sandsynlighed for at være dømt for mindst en betinget eller ubetinget dom samt for at være registreret med en psykiatrisk lidelse sammenholdt med en tilsvarende gruppe unge, der ikke har været anbragt (Olsen et al., 2011).

Risiko- og beskyttelsesfaktorer i overgangen til voksenlivet

For unge, som er anbragt uden for hjemmet, er overgangen til voksenlivet mere abrupt og kortvarig end for unge i almindelighed, der ofte har indflydelse på, hvornår de flytter hjemmefra og kan tilrettelægge fraflytningen efter deres egne behov (Bengtsson, 2018; Mølholt et al., 2012).

En af de mest kendte risikofaktorer for overgangen til i en selvstændig tilværelse er således, at tidligere anbragte unge som udgangspunkt skal flytte i egen bolig når de fylder 18 år – ikke fordi de er klar til det, men fordi de er defineret som voksne, hvorved anbringelsen ophører. Dette kan medføre ustabilitet i de unges liv i en tid, hvor de på mange måder står over for større udfordringer i forhold til at stå på egne ben end unge i almindelighed (Mølholt et al., 2012).

Forskningen viser imidlertid, at en tæt relation mellem en professionel voksen og den unge, kan styrke de unge i deres overgangsproces, og at et stabilt og støttende netværk i øvrigt er vigtigt i overgangsprocessen (Marion et al., 2018, Bengtsson, 2018). Når de unge oplever at have tillidsfulde relationer i deres nære omgivelser, som de kan støtte sig op ad, er de også bedre i stand til at vælge retning og finde sig til rette i en selvstændig tilværelse (Bramsen et al., 2018).

Derudover viser forskningen, at omgivelsernes positive forventninger til de unges evner og kompetencer ift. at gennemføre uddannelse kan have betydning for de unges faktiske gennemførselsrate (Olsen et al., 2017).

Kilder

Bengtsson, Tea Torbenfeldt (2018). Creation of Belonging and Non-Belonging in the Temporal Narratives of Young People Transitioning Out of Care in Denmark. Nordic Social Work Research, Vol. 8: 54-64.

Deloitte (2017). Efterværn og den gode overgang til voksenlivet: Undersøgelse af efterværnsområdet i Danmark. Socialstyrelsen.

Mølholt, Anne-Kirstine et al. (2012). Efterværn for tidligere anbragte unge: Evidens- og vidensopsamling. SFI. 

Olsen, Rikke Fuglsang & Jamil de Montgomery, Christopher (2017). Tidligere anbragte og uddannelsessystemet. VIVE. 

Olsen, Rikke Fuglsang et al. (2011). Tidligere anbragte som unge voksne. SFI.

Olsen, Rikke Fuglsang & Lausten, Mette (2017). Anbragte unges udsathed. VIVE.

Skårhøj, Anemone et al. (2016). Anbragte unges overgang til voksenlivet: Evaluering af fire efterværnsindsatser under efterværnspakken. SFI.

Publiceret: 21.11.2013. Sidst opdateret: 21.08.2020