Forside » Børn & unge » Efterværn » Målgruppen

Målgruppen

Målgruppen for foranstaltningen efterværn er unge i alderen 18-22 år, der har haft en kontaktperson eller været anbragt udenfor hjemmet umiddelbart inden det 18. år, og som vurderes at have behov for støtte i overgangen til voksenlivet.

Forskning viser, at tidligere anbragte unge oplever vanskeligheder ved overgangen fra anbringelse til voksenlivet. Tidligere anbragte unge har oftere end andre unge problemer i forhold til bolig, uddannelse, beskæftigelse, sociale relationer, forekomst af psykiatriske diagnoser, økonomi mm sammenlignet med andre unge, og de står ofte alene uden et netværk til at støtte dem (Egelund 2009; Skårhøj 2016). Forskning peger på, at tidligere anbragte, der modtager efterværn, klarer sig bedre sammenlignet med tidligere anbragte unge, der ikke modtager efterværn, men også at det forventeligt kan være de stærkeste unge, som modtager efterværn (se fx Skårhøj et al., 2016; Mølholt et al., 2012).

Lovgivning

Kommunalbestyrelsen i den kommune, hvor den unge er bosat, skal tilbyde hjælp efter anbringelsen til unge i alderen 18-22 år, når det er af væsentlig betydning for den unges behov for støtte, og forudsat, at den unge accepterer tilbuddet om efterværn. I disse tilfælde beror det således på en konkret vurdering af den unge, om den unge tilbydes efterværn.

Kommunen kan ifølge servicelovens § 76 tilbyde efterværn til:

  • unge i alderen 18-22 år, der har været anbragt udenfor hjemmet umiddelbart inden det 18.år (SEL § 66).

  • unge i alderen 18-22 år, der har haft en fast kontaktperson op til det 18. år.

Kommunen skal desuden tilbyde efterværn i form af en kontaktperson til unge, der har været anbragt uden samtykke fra forældremyndighedsindehaveren, med mindre den unge modtager efterværn i form af opretholdt døgnophold. Kommunen skal ligeledes tilbyde efterværn i form af en kontaktperson til unge, der har været anbragt på eget værelse, kollegium mv. frem til den unge fylder 19 år, med mindre den unge får efterværn i form af opretholdt døgnophold. Du kan læse mere om lovgivningen omkring efterværn under fanen Definition.

Med Barnets Reform fra 2011 er det gjort tydeligt, at efterværn skal have et langsigtet perspektiv og forberede den unge til et selvstændigt voksenliv. Samtidig er der lagt vægt på, at indsatsen skal understøtte den unges skolegang og mulighed for at gennemføre en uddannelse samt sikre den unges muligheder for personlig udvikling, sundhed og opbygning af kompetencer til at indgå i sociale relationer og netværk på lige fod med deres jævnaldrende.

Støtte til børn og unge skal, ifølge servicelovens § 46, ydes med henblik på at sikre barnets eller den unges bedste og skal have til formål, at:

  • sikre kontinuitet i opvæksten med et trygt omsorgsmiljø samt nære og stabile relationer til voksne

  • sikre den unges muligheder for personlig udvikling og opbygning af kompetencer til at indgå i sociale relationer og netværk

  • understøtte den unges skolegang og mulighed for at gennemføre en uddannelse

  • fremme den unges sundhed og trivsel

  • forberede den unge til et selvstændigt voksenliv

Særlige udfordringer hos målgruppen

SFI’s trivselsundersøgelse blandt anbragte børn og unge fra 2015 viser, at anbragte unge generelt lever under meget forskellige livsomstændigheder og med meget forskellige sociale problemstillinger. Gruppen af tidligere anbragte er derfor heterogen: mens nogle unge er i stand til at klare sig selv og stå på egne ben, vil andre være meget afhængige af fortsat kontakt og støtte for at få hverdagen til at fungere (Ottosen et al., 2015).

En ung kan være anbragt af forskellige årsager. Årsagen til anbringelsen kan ligge hos såvel den unge, forældrene eller i den unges. Disse forhold kan have stor indflydelse på om, den unge har risiko for at udvikle problemer, og dermed på den unges støttebehov, når anbringelsen ophører, både i forhold til karakteren og omfanget af støtte (Kvello, 2013).

For nogle tidligere anbragte kan opvækstvilkårene resultere i, at de unge kan være forsinkede i deres udvikling sammenlignet med jævnaldrende (Bakketeig & Backe-Hansen 2008). Dertil kommer, at anbringelsens ophør bestemmer, hvornår den unge ”flytter hjemmefra”, hvilket ofte sker, fordi den unge når myndighedsalderen, og ikke fordi den unge er klar til det (Mølholt et al., 2012). Til sammenligning bor en tredjedel af alle unge mellem 18-24 år hjemme (40 pct. af de unge mænd og 27 pct. af de unge kvinder) (Holm, 2010).

Anbragte unges overgang til voksenlivet forekommer derfor tidligere og mere komprimeret sammenlignet med andre unge, og de tidligere anbragte står ofte hurtigere alene med voksenlivets udfordringer (Mølholt et al., 2012). Forskningen understreger derfor, at der bør tages stilling til den unges konkrete livsomstændigheder og behov, når der skal tages en beslutning om efterværn.

Hvem får efterværn?

Hvordan de unge, der modtager efterværn adskiller sig fra de unge, der ikke gør, vides ikke præcist. Dog findes en række forskningsresultater og observationer, som giver et bud på forskellene mellem grupperne af unge. 

Langt størstedelen af tidligere anbragte unge har ikke krav på tilbud om efterværn. Kommunen kan vælge at tilbyde efterværn, hvis kommunen vurderer, at tilbuddet kan få betydning for den unges bolig, sundhed, uddannelse og beskæftigelse. Det er heller ikke et krav, at den unge skal tage imod tilbud om støtte, og det står således den ung frit for at afslå eventuelle tilbud om efterværn.

Kun unge, der har været anbragt uden samtykke fra forældremyndighedsindehaver, har krav på tilbud om efterværn. Men heller ikke i denne situation er der krav om, at den unge skal tage imod tilbuddet.

For langt størstedelen af de unge gælder det derfor, at den unge kan tilbydes efterværn, hvis det vurderes at være at væsentlig betydning for den unge. I denne vurderingsproces peger forskningen på, at forskellige tendenser gør sig gældende (se fx Skårhøj, et al., 2016; Mølholt et al., 2012; Bakketeig & Backe-Hansen, 2008).

Forskning om efterværnsområdet viser eksempelvis, at mange unge vurderes som for ressourcesvage i forhold til kunne profitere af de tilbud, som efterværn kan indebære. Det kan være unge med psykiske og komplekse sociale problemstillinger, som kræver mere omfattende støtte, end hvad der kan bevilges på baggrund af servicelovens § 76. Omvendt kan der også være tale om unge, der vurderes at være for ressourcestærke. Det er fx unge, som klarer sig godt i forhold til uddannelse og beskæftigelse, og hvor efterværn derfor ikke regnes som af afgørende betydning for den unge og dennes behov for støtte (Skårhøj et al., 2016).

Dertil kommer en mellemgruppe af unge, hvor nogle tildeles efterværn og nogle ikke gør. SFI argumenterer i en videns- og erfaringsopsamling om efterværn til tidligere anbragte unge fra 2012 for, at de unges opvækst før under og efter anbringelsen har stor betydning for, hvor modtagelig den unge er for hjælp og støtte, og hvilke ressourcer den unge har i forhold til at forhandle sig til støtte. Forskningen taler om de såkaldte foranstaltningstrætte unge, som kan have fragmenterede anbringelsesforløb og ønsker om at frigøre sig fra kommunen. Nogle af de foranstaltningstrætte unge vælger at takke nej til tilbud om efterværn, om end nogle af disse unge ofte står alene med relativt tunge problemstillinger (Skårhøj et al., 2016; Mølholt et a., 2012)

SFI vurderer desuden, at der kan ses en risiko for creaming i sagsbehandlingen af efterværn. Creaming eller at ”skumme fløden” betyder, at der tilbydes efterværn til de unge, som forventes at kunne klare sig godt og skabe gode resultater på baggrund af efterværnet. Det betyder også, at de unge, som har størst behov for støtte i værste fald ikke tilbydes efterværn (se fx Skårhøj et al., 2016; Mølholt et al., 2012; Bakketeig & Backe-Hansen 2018; Jakobsen et al., 2010).

Det ser dermed ud til, at det kræver ressourcer hos den unge at få efterværn, samtidig med, at den unge ikke må være for ressourcestærk (Mølholt et al., 2012).

Unges anbefalinger vedr. efterværn

I en kvalitativ undersøgelse (Andersen et al., 2012) baseret på interview med 10 unge, som har været anbragt i plejefamilier, på døgninstitutioner, på socialpædagogiske opholdssteder eller i hybler, fortæller de unge om deres egne oplevelser med efterværn.

De unge anbefaler i undersøgelsen, at efterværnet tilrettelægges, så:

  • den samme voksne følger den unge fra anbringelsen og ind i voksenlivet.

  • kontakten strækker sig over flere år, så den voksne kender den unges historie og kan tale med om begivenheder i den unges liv.

  • den voksne er personlig og tør give noget af sig selv.

  • der findes en livline, som de unge kan bruge, når det brænder på, også til det praktiske i forbindelse med fx indflytninger.

  • der forventes noget af den unge, og sættes konkrete mål.

  • de voksne i efterværnet er opsøgende – også i de perioder, hvor det går den unge godt.

  • de voksne er ærlige og konkrete i deres kommunikation med de unge.

  • man så vidt muligt finder kontaktpersoner, der deler fritidsinteresser med den unge, da det styrker relationen.

De unge giver også anbefalinger til andre unge, der modtager efterværn, eller som står for at skulle etablere sig selvstændigt efter en anbringelse. Ifølge de unge er det en god idé, at de unge selv:

  • er åbne og viser tillid til de voksne.

  • beder om hjælp, når de har brug for det, også til det praktiske.

  • lader sig inspirere af den voksnes måde at leve på og hans eller hendes værdier.

  • ikke skåner de voksne for deres problemer, og stoler på, at den voksne nok skal sige fra, når det bliver for meget.

Kilder

Andersen, Marie et al.  (2012): Det Gode Efterværn. Tidligere anbragte unges positive fortællinger om efterværn. Socialstyrelsen.

Bakketeig, Elisiv & Elisabeth Backe-Hansen (2008): Forskningskunnskap om ettervern. Norsk institutt for forskning om opvekst, velferd og aldring, NOVA Rapport 17/2008.

Egelund et al., (2009): Anbragte børn og unge. En forskningsoversigt. SFI – Det Nationale Forskningscenter for Velfærd, 09:24.

Holm, Helle Harbo (2010): Danske unge flyver først fra reden, Danmarks Statistik 

Jakobsen, Turf Böcker et al. (2010): Efterværn - Støtte til tidligere anbragte unge på vej mod voksenlivet - Midtvejsevaluering af forsøg med efterværn under handlingsprogrammet "Lige Muligheder". SFI – Det Nationale Forskningscenter for Velfærd 10:31.

Kvello; Øyvind (2013): Børn i risiko. Forlaget Samfundslitteratur. 

Lov om Social Service, § 76 og § 46, www.retsinformation.dk

Mølholt, Anne et al., (2012): SFI – Det Nationale Forskningscenter for Velfærd 12:04.

Ottosen, Mai Heide et al., 2015: Anbragte børn og unges trivsel 2014, SFI – Det Nationale Forskningscenter for Velfærd, 15:01

Skårhøj, Anemone et al., (2016): Anbragte unges overgang til voksenlivet. Evaluering af efterværnsinitiativer under Efterværnspakken. SFI – Det Nationale Forskningscenter for Velfærd. 16.01.

 

 

Publiceret: 18.11.2013. Sidst opdateret: 26.10.2017