Forside » Børn & unge » Efterværn » Indsatser » SEITA – støtte til tidligere anbragte på universiteter

SEITA – støtte til tidligere anbragte på universiteter

Amerikanske universiteter bruger et særligt støtteprogram for tidligere anbragte i plejefamilier. Programmet skal medvirke til, at flere tidligere plejefamilieanbragte gennemfører ungdomsuddannelser og videregående uddannelser.

| Socialstyrelsen

Amerikanske undersøgelser viser, at en stor del af de unge, som har boet i plejefamilier, har dårlige skoleforudsætninger. Det viser sig ifølge artiklen The challenge of retaining college students who grew up in foster care ved behov for specialundervisning, dårlige læsefærdigheder, ved mange skoleskift og at de må tage et eller flere år om.

Der er derfor også væsentligt færre unge, tidligere familieplejeanbragte, som starter på college og tager en ungdomsuddannelse og/eller en videregående uddannelse. Og de som starter, har anderledes forudsætninger end de øvrige studerende.

Undersøgelsen Readiness for college engagement among students, who have aged out of foster care viser, at unge som starter på college efter at have boet i plejefamilie, er mere end eller lige så parate som deres medstuderende til at begynde. Men den viser også, at de unge fra plejefamilierne akademisk set er mindre velforberedte, når de starter og at dette ’præstationsgab’ fortsætter gennem det første semester på uddannelsen. På baggrund af dette har et universitet igangsat et særligt støtteprogram: SEITA, for at flere tidligere anbragte unge gennemfører en collegeuddannelse.

Artiklerne er skrevet af medarbejdere fra Western Michigan University og University of Wisconsin-Madison. Programmet afprøves på Western Michigan University.

Læs hele artiklen

Målgruppe

Målgruppen for SEITA skoleprogrammet er unge fra 18-25 år, som er eller tidligere har været anbragt i plejefamilier og som går på college/universitetet/sidste år på ungdomsuddannelser.

I USA ophører forpligtelserne fra børneforsorgen i de fleste stater, når de unge bliver 18 år. I nogle stater dog først ved 21 år. Forskerne skønner i artiklen The challenge of retaining college students who grew up in foster care, at der i USA hvert år er 32.000 tidligere familieplejeanbragte, som bliver 18 henholdsvis 21 år og dermed ikke længere omfattes af børneforsorgen. Der vil derfor være en stor gruppe unge, som bliver for gamle til at være i familiepleje, men som ikke er modne og selvstændige nok til at gennemføre en uddannelse uden særlig støtte.

Studiet Readiness for college engagement among students who have aged out of foster care er gennemført på Western Michigan University, hvor man anvender SEITA-programmet.  Studiet omfatter 81 unge nye studerende, som deltager i SEITA-programmet. De unge var mellem 17 og 20 år gamle, 65 % var kvinder og 55 % var fra etniske minoriteter.  De studerendes karakterer var gode nok til at blive optaget på universitetet, men var signifikant lavere end det generelle karaktersnit.

Artiklerne om SEITA henvender sig til fagpersoner samt myndighedssagsbehandlere, studievejledere, ledere og udviklingskonsulenter, der arbejder med unge tidligere anbragte i forhold til uddannelse.

Formål og baggrund

En del universiteter har udviklet programmer til at støtte unge, som har været i familiepleje. SEITA er et eksempel på et sådant program, og har til formål at:

  • øge antallet af unge tidligere familieplejeanbragte, som opnår eksamen fra college
  • opbygge et netværk af studerende blandt college-uddannede nuværende og tidligere plejefamilieanbragte unge
  • støtte unge tidligere plejefamilieanbragte i overgangen til voksenlivet gennem erfaringen fra college.

Programmet startede i 2008 på Western Michigan University, Michigan.

Baggrund

For mange unge stopper opholdet i plejefamilien alene på grund af alder og ikke fordi, de nødvendigvis kan klare sig selv og er modne og selvstændige nok til at gennemføre en uddannelse. I USA ophører statens forpligtelser, når de unge bliver enten 18 eller 21 år.

Forskning viser ifølge artiklerne, at mange familieplejeanbragte unge ikke gennemfører grundskolen, fordi forholdsmæssigt flere går i specialskole eller dropper ud, skifter skole, går klasser om eller bliver smidt ud. De samme faktorer betyder også, at mange i målgruppen har mangelfulde skolekundskaber. Samtidig har de unge tidligere anbragte dårligere økonomi, boligforhold osv., samt færre til at vejlede sig.

Ifølge artiklen The challenge of retaining college students who grew up in foster care estimeres det i forskellige undersøgelser, at ca. 50 % af de 18-24-årige i denne gruppe får en ungdomsuddannelse, mens det gælder for over 70 % af den øvrige ungepopulation. Det betyder videre, at langt færre unge tidligere anbragte søger ind på videregående uddannelser (college) eller på forskellige studieforberedende kurser. Der har derfor været en række nationale projekter for at øge andelen af de unge tidligere anbragte, som tager en videregående uddannelse.

Resultater

De unge, som kommer fra plejefamilier, oplever sig ved studiestart mere parate til at studere end deres medstuderende. I artiklen Readiness for college engagement among students who have aged out of foster care konkluderer forskerne, at de unge tidligere anbragte er:

  • mere motiverede for akademisk arbejde, for underviserne og for at afslutte college
  • mere selvstændige i forhold til at træffe beslutninger og tage lederskab
  • mere indstillede på at bruge tilbud til de studerende, f.eks. rådgivning, men mindre ift. karrierevejledning
  • mindre støttede af familien.

Forskernes hypotese er, at de unge er så positive, fordi collegetiden for unge med en mere eller mindre kaotisk opvækst kan ses som en ’sikker havn’, hvor livet vil være struktureret og forudsigeligt, og hvor de vil have mere kontrol over beslutningerne. For de unge kan uddannelse ses som en mulighed for mere normalitet og for at skabe sig et andet liv end deres forældre gjorde.

Alligevel går det de unge tidligere anbragte relativt dårligt i starten af studiet. De har flere afbrudte kurser (47 % afbryder et kursus i forhold til 18 % af de øvrige studerende) og de får dårligere karakterer end de andre studerende. Forskellen er en afspejling af, at de unge fra plejefamilierne også har dårligere karakterer end de øvrige studerende, når de søger ind på college.

De unge er positivt indstillede over for den støtte, de kan få ved studiestart, hvilket måske hænger sammen med, at de er vant til at have rådgivere med i deres liv.  De er til gengæld mindre indstillede på at få karriererådgivning på universitetet, hvilket kan være fordi de allerede har en bestemt profession som mål, eller fordi det opleves mindre relevant ved starten af studiet.

De unge i undersøgelsen fik i meget lille grad støtte fra deres biologiske familier i forhold til at starte uddannelse. De er ofte første generation på college og kommer fra en ikke akademisk baggrund. De kan have gennemlevet traumatiske begivenheder, som kan give problemer i forhold til tilknytning, kognitive evner, adfærds kontrol m.m. og når de oplever stressende situationer på studiet, kan traumerne vende tilbage.

Fremgangsmåde, metode og teori

Studiet af de unges parathed

Forskerne har målt parathed og præstationer for unge, der kommer fra en plejefamilie (79 unge) i forhold til andre nye studerende, som ikke har boet i plejefamilie (6517 unge). Resultaterne er beskrevet i artiklen Readiness for college engagement among students who have aged out of foster care.

Undersøgelsen er lavet på baggrund af spørgeskemaer, hvor de unge forud for studiestart har angivet niveauet for deres:

  • akademiske selvtillid (ift. egen hukommelse, koncentration m.m.)
  • holdning til underviserne (som interesserede, dygtige, omsorgsfulde m.m.)
  • ønske om at fuldføre college (tro på beslutningen om at starte, forventninger)
  • intellektuelle interesser og studievaner.

Desuden måles de unges sociale motivation, og åbenhed for akademisk hjælp.

Derudover er der efter det første semester indsamlet kvantitative data fra universitetet i forhold til hvor mange, som har afbrudt et eller flere kurser, karaktererne og hvor mange af de kurser de var tilmeldt, de gennemførte.

SEITA-programmet

Programmet støtter de unge i forhold til det akademiske arbejde, økonomi og beskæftigelse, bolig, fysiske og psykiske helbred, sociale relationer og kontakter i lokalmiljøet og ’livsfærdigheder’. Programmet inkluderer et stipendium til universitetet og programmet forudsætter, at de studerende bor på campus.

Det er et krav til universiteterne i programmet, at universitetet stiller coaches til rådighed for de unge, som har erfaring med målgruppen og er klinisk trænede heri, og at medarbejderne modtagert supervision af en familieplejekonsulent.  Universitetet skal tilbyde akademisk hjælp til at dække de indlæringsmæssige huller, de unge måtte have.

Der er i programmet mulighed for økonomisk støtte til de studerende i nødsituationer.  Der indgår karriererådgivning og støtte i at kunne passe et arbejde, ligesom der er boliger til rådighed for de unge i ferier m.m.

De unge vejledes i helbredsmæssige forhold og der organiseres sociale begivenheder med andre unge, der har boet i plejefamilier og meget andet.

De studerende har adgang til 24 timers telefonstøtte. De unge er typisk i kontakt med deres campus-coach tre timer om måneden. Det kan være ansigt til ansigt, via sms’er, telefon eller e-mail. Ofte er kontakterne kortvarige (mellem 5 minutter og en time).

Perspektivering og anbefalinger

SEITA programmet er udviklet på Western Michigan University som et tiltag for at flere unge, som har boet i plejefamilier, kan gennemføre en ungdomsuddannelse og/eller en universitetsuddannelse.

Programmet er omfattende, og tilrettelagt til at håndtere spændet mellem de unges umiddelbare selvtillid og motivation, og deres kompetencer til at fuldføre et studie. Spændet kan betyde, at man i hjælpesystemet misforstår situationen og anser de unge for helt selvstændige og derfor ikke tilbyder dem hjælp.

Artiklerne fremhæver, at de unges baggrund betyder, at deres forudsætninger for at studere afviger fra de øvrige studerendes. Og at hjælpen skal tilrettelægges herefter. De unge er ofte de første i familien, som får en uddannelse, og de har lavere grad af støtte fra familien til at gennemføre uddannelsen.

SEITA er et eksempel på en indsats, der er forankret på selve uddannelsen, som en del af universitetets sociale ansvarlighed. Programmet er endnu ikke evalueret i forhold til, om deltagelsen heri øger andelen, der gennemfører studiet.

Kilder

Unrau, Yvonne, Sara“Readiness for college engagement among students who have aged out of foster care”h A. Font og Glinda Rawls, 2012,  i: Children and Youth Services Review 34 (2012), 76-83.

Unrau, Yvonne, Ronicka Hamilton og Kristian Putney, 2010, “The challenge of retaining college students who grew up in foster care” i: Retention Success, April, 1-5.

Unrau, Yvonne, 2010,From Foster Care to College. The Seita Scholars Program at Western Michigan University” i: Reclaiming Children and Youth 20 (2), 17-20.

Publiceret: 13.11.2013. Sidst opdateret: 05.08.2015