Forside » Børn & unge » Børn som pårørende » Bedre tværfaglig indsats

Bedre tværfaglig indsats

Projekt 'Bedre tværfaglig indsats' har udviklet en samarbejdsmodel til støtte for den tværgående indsats for børn med sindslidende eller misbrugende forældre. Modellen kan bruges fra den tidlige og forebyggende indsats til den mere omfattende og indgribende indsats.

 & Morten Wismar Nielsen | Socialstyrelsen

Når børn er pårørende til forældre med sindslidelse eller misbrug, er der ofte behov for en tværfaglig indsats, for at barnet får den nødvendige hjælp og støtte. 'Bedre tværfaglig indsats' er en samarbejdsmodel, der er udviklet til brug i det tværfaglige arbejde. Samarbejdsmodellen kan bruges af et bredt udsnit af fagfolk, som fx: sundhedsplejersker, medarbejdere i dagtilbud, skoler, psykiatriske afdelinger, distriktspsykiatrien, misbrugsbehandlingstilbud, sundhedspersonale på sygehuse, kommunale ansatte, sagsbehandlere på både børne- og voksenområdet m.fl.

Samarbejdsmodellen til en 'Bedre tværfaglig indsats' skal bidrage til:

  • At der sker en tidlig opsporing af børn mellem 0-18 år i familier med sindslidelse eller misbrug, så børnene tidligt får den støtte og hjælp, de har brug for
  • At sikre tilbud om støtte, som er rettet mod netop disse børn, og som hjælper børnene med at håndtere de særlige problemer, der er forbundet med at være barn i en familie med sindslidelse eller misbrug
  • At få etableret et samarbejde på tværs af faggrupper og sektorer, der skal sikre, at vigtig viden om børn med sindslidende eller misbrugende forældre formidles mellem faggrupper og sektorer for at skabe helhed og sammenhæng i indsatsen (Socialstyrelsen, 2012).

Samarbejdsmodellens elementer

Samarbejdsmodellen og dens redskaber og handlevejledninger kan anvendes til at tilrettelægge kommunens tværfaglige indsats til børn med sindslidende eller misbrugende forældre – både på et overordnet niveau og helt praktisk i det daglige arbejde for og med børnene.

Samarbejdsmodellen består af 4 elementer:

  1. En ’forståelsesramme’, der beskriver, hvordan samarbejdet kan tilrettelægges på tre forskellige niveauer afhængigt af problemernes omfang og antallet af involverede aktører
  2. En ’samarbejdsstruktur’ baseret på, at én aktør – stafetholderen – er ansvarlig for koordinering af det tværgående og tværfaglige samarbejde og for dokumentation af samarbejdet i stafetloggen
  3. Fem ’handlevejledninger’, der giver forskellige typer af medarbejdere med forskellige funktioner en målrettet vejledning til, hvordan de kan handle i forbindelse med opsporing, vurdering, beslutning og indsats
  4. En række helt konkrete ’redskaber’, der understøtter opsporingen, vurderingen, beslutningen og indsatsen over for det enkelte barn og dets familie, og som de enkelte medarbejdere kan bruge i den daglige praksis, når samarbejdsmodellen er implementeret (Socialstyrelsen, 2012: 11)

Til modellen er der også knyttet en implementeringsvejledning og en vejledning til selvevaluering.

Læs om vejledning til implementering og selvevaluering til samarbejdsmodellen 'Bedre tværfaglig indsats'  

Samarbejdsmodellens tre niveauer

Det er en særlig udfordring at sikre, at barnet og familien får den bedst mulige hjælp og støtte, hvor flere myndigheder eller aktører er involveret. Det kræver samarbejde på tværs af faggrupper og sektorer, og at de, der indgår som aktører, ved, hvad de øvrige aktører har af viden og handlemuligheder. Dertil kræver det, at der arbejdes efter en fælles målsætning for hjælp og støtte til barnet og dets familie

Samarbejdsmodellens udgangspunkt er, at den skal kunne fungere i flere forskellige henseender, fra den tidlige mindre omfattende indsats, der fx udøves i folkeskolen eller i et samarbejde mellem voksenpsykiatrien og folkeskolen, til den omfattende og indgribende indsats, hvor en lang række aktører er involveret, og hvor problemerne er alvorlige og omfattende. Modellen opererer derfor med 3 overordnede niveauer:

  • Niveau 1: Hvor indsatsen kun involverer et enkelt tilbud eller en afdeling (fx en børnehave), og hvor medarbejderne vurderer, at der er rimelig mulighed for gennem egen virksomhed at afhjælpe vanskelighederne i tide – evt. med råd og vejledning udefra
  • Niveau 2: Hvor der er behov for, at to eller flere tilbud koordinerer deres indsats, så der arbejdes efter en fælles målsætning, og man indbyrdes er opmærksom på de andre aktørers indsats. Det kan være en indsats, hvor skole, SFO og tilbuddet gensidigt tilpasser deres indsats til hinanden, fx hvor barnets far modtager misbrugsbehandling
  • Niveau 3: Hvor der er tale om et bredt samarbejde, der involverer mange forskellige aktører, og hvor den kommunale forvaltning – typisk i form af en sagsbehandler eller en anden instans som kommunen udpeger – involveres og normalt overtager ansvaret for koordineringen. Det kan fx være i forbindelse med en børnefaglig undersøgelse (Socialstyrelsen, 2012: 11f)

Stafetlog og stafetholder

Et af samarbejdsmodellens centrale elementer er, at der skal udpeges en tovholder, så ansvaret for at koordinere samarbejdet og indsatsen er entydigt placeret. Denne tovholderfunktion varetages i samarbejdsmodellen af stafetholderen, som samtidig er ansvarlig for dokumentation af samarbejdet i stafetloggen.

Stafetholderen fungerer også som barnets og familiens kontaktperson og indgang til de indsatser, der iværksættes. Tanken med stafetholderen er, at det er en person, som barnet og familien har tillid til, og som kan hjælpe familien igennem forløbet og sikre, at de får den hjælp, de har behov for, og som der er truffet beslutning om.

Allerede når en bekymring opstår, udpeges en fungerende stafetholder, som har ansvaret for om nødvendigt at initiere og følge op på den tværfaglige indsats og sørge for, at de forskellige indsatser sættes i værk, følges op og koordineres. Stafetholderfunktionen kan undervejs i forløbet overgå til en anden person. Her er det dog vigtigt, at stafetholderen ikke videregiver stafetten, før end den nye stafetholder har fat. Hvis den kommunale sagsbehandler er involveret, vil det ofte være relevant, at sagsbehandleren overtager ansvaret for stafetten og stafetloggen og sikrer, at der er samlet op på, hvad der er foregået hidtil, og hvordan den fremtidige indsats skal forløbe.

Stafetloggen påbegyndes, når en medarbejder i en periode er blevet tiltagende bekymret for et barn og beslutter, at følge op på om bekymringen er begrundet. Det er vigtigt at fastholde også de indledende observationer og første overvejelser og beslutninger, fordi de ofte kan være svære at huske og tidsfæste på et senere tidspunkt. Stafetloggen påbegyndes derfor allerede på niveau 1.

Stafetloggen er dels en beskrivelse af alle initiativer, vurderinger og beslutninger, dels en præcisering af, hvem der i det tværfaglige og tværsektorielle samarbejde har ansvaret for at koordinere og realisere de trufne beslutninger.

Safetloggen udarbejdes så vidt muligt i samarbejde med familien, og både barnet og forældrene bør have uhindret adgang til den. Stafetloggen bliver derved et redskab til inddragelse og til at sikre, at ansvaret for barnet og ejerskabet i forhold til de indsatser, der iværksættes, i videst muligt omfang fastholdes hos forældrene.

Læs mere om stafetholder og stafetlog i samarbejdsmodellen 'Bedre tværfaglig indsats' 

Lovgivningsmæssige forhold

Der er tre forhold som er vigtig at være opmærksom på, når man arbejder med samarbejdsmodellen ”Bedre Tværfaglig Indsats”. Det drejer sig om følgende:

1. Reglerne om samtykke til overdragelse af personlige oplysninger

Samarbejdsmodellen er baseret på, at barnet og forældrene løbende inddrages i vurderinger og beslutninger om indsatsen gennem tæt dialog og samarbejde, og de har også fri adgang og fuld indsigt i stafetloggen. Det ændrer dog ikke på, at forældrene og barnet (hvis det er fyldt 15 år) skal give samtykke til udveksling af personlige oplysninger mellem myndigheder indbyrdes og mellem myndigheder og leverandører.

Fagpersoner, der løser opgaver inden for området for udsatte børn og unge, kan indbyrdes udveksle oplysninger, hvis det må anses for nødvendigt som led i det tidlige eller forebyggende samarbejde om udsatte børn og unge, jf. Servicelovens § 49 a.

2. Reglerne om indhentning og opbevaring af personlige oplysninger

Persondataloven fastlægger regler for at indhente og opbevare personlige oplysninger. Stafetloggen kan indeholde personfølsomme oplysninger og er underlagt de samme regler som alle andre personhenførbare oplysninger. Det vil blandt andet sige:

  • At oplysninger kun må indsamles i det omfang, det er relevant for de opgaver, der skal varetages
  • At oplysningerne skal opbevares, så ingen uvedkommende kan få adgang til dem
  • At oplysningerne skal destrueres, når de ikke længere er relevante for at varetage opgaven

3. Underretningspligt

I henhold til Servicelovens § 153 skal personer, der udøver offentlig tjeneste eller offentligt hverv, underrette kommunalbestyrelsen, hvis de under udøvelsen af tjenesten eller hvervet får kendskab til eller grund til at antage:

  1. at et barn eller en ung under 18 år kan have behov for særlig støtte
  2. at et barn umiddelbart efter fødslen kan få behov for særlig støtte på grund af de vordende forældres forhold
  3. at et barn eller en ung under 18 år kan have behov for særlig støtte på grund af barnets eller den unges ulovlige skolefravær eller undladelse af at opfylde undervisningspligten
  4. at et barn eller en ung under 18 år har været udsat for overgreb

Samarbejdsmodellen understøtter dette ved handlevejledninger, som giver vejledning til, hvornår der er grundlag for en underretning, men også vejledning til, hvordan aktørerne kan agere på tidspunkter, hvor der ikke vurderes at være baggrund for en underretning.

Læs mere om lovgivningen i samarbejdsmodellen 'Bedre tværfaglig indsats'

Handlings- og beslutningsforløb

Samarbejdsmodellen tager udgangspunkt i de enkelte aktører, og der er udarbejdet handlevejledninger for de enkelte aktørgrupper. Handlevejledningerne specificerer ansvar og handlemuligheder for de enkelte aktørgrupper, men på tværs af grupperne er der nogle fællestræk for, hvorledes aktørerne kan agere i typiske situationer på samarbejdsmodellens tre niveauer.

De fem aktørgrupper er:

  1. Medarbejdere, der har direkte kontakt med børn og unge fra 0-18 år (sundhedsplejersker, medarbejdere i daginstitutioner, skoler, fritidsordninger, dagpleje m.fl.)
  2. Medarbejdere i behandlings- og socialpsykiatri og misbrugsbehandling (medarbejdere i voksenpsykiatriske afdelinger, psykiatriske skadestuer, distriktspsykiatriske enheder, socialpsykiatriske tilbud og medarbejdere i misbrugsbehandlingstilbud)
  3. Sundhedspersonale og sygehusmedarbejdere (praktiserende læger, jordemødre, sundhedspersonale på sygehuse inklusiv somatisk skadestue, børne- og skoletandlæger og psykologer)
  4. Kommunalt ansatte sagsbehandlere, der arbejder med voksne (sagsbehandlere, der arbejder med voksne borgeres økonomi: pension, sygedagpenge og kontanthjælp, med sociale tilbud til voksen og i jobcenter)
  5. Børne- og familiesagsbehandlere (sagsbehandlere ansat i den del af forvaltningen, der har ansvar for kommunens børne- og familieområde).

Læs mere om handlevejledninger for de fem aktørgrupper i samarbejdsmodellen 'Bedre tværfaglig indsats'

Redskaber

Der er udarbejdet en række redskaber, der kan understøtte opsporingen, vurderingen, beslutningen og indsatsen over for det enkelte barn og dets familie, og som den enkelte medarbejder kan bruge i den daglige praksis. Det drejer sig bl.a. om redskaber til at opfange børn og unges signaler på mulig mistrivsel, observationsskema, bekymringsskala, vejledning til bekymringssamtale og opsporingssamtale, standarddagsorden for koordinationsmøder og skabelon til netværkskort.

Læs mere om redskaberne i samarbejdsmodellen 'Bedre tværfaglig indsats'

Implementering og forankring

Det er afgørende for samarbejdsmodellens gennemslagskraft, at der er ledelsesmæssig opbakning, og at samarbejdsmodellen er forankret både inden for det sociale område og sundhedsområdet.

I organiseringen omkring implementering af samarbejdsmodellen bør der nedsættes en styre- og ressourcegruppe med bred repræsentation. Styre- og ressourcegruppen kan med fordel have 2 funktioner:

  1. At fungere som styrende, planlæggende og koordinerende enhed i hele implementeringsperioden
  2. At fungere som permanent ressourcegruppe, der kan være med til at fastholde fokus på problematikken omkring børn med forældre, der har sindslidelse eller misbrug.

Det kan også være relevant at udpege en række nøglepersoner i diverse institutioner, skoler og øvrige tilbud. Ligeledes kan det være en god idé at skabe et samlet overblik over kommunens og regionens eksisterende indsatsmuligheder for at give samtlige aktører viden om muligheder og inspiration til planlægning af indsatser.

En vigtig forudsætning for, at samarbejdsmodellen forankres er, at der til stadighed er fokus på området og viden om ansvar og handlemuligheder på de enkelte arbejdspladser. Lokale retningslinjer, tværfaglige teams og formaliserede samarbejdsaftaler kan være med til at sikre dette.

Læs mere om implementeringsvejledning for samarbejdsmodellen 'Bedre tværfaglig indsats'

Kilde

Socialstyrelsen (2012): Bedre Tværfaglig Indsats - for børn i familier med misbrug eller sindslidelse

Publiceret: 24.05.2017. Sidst opdateret: 01.08.2017