Forside » Børn & unge » Børn, der oplever vold » Tegn og reaktioner på traumatisering hos børn, der udsættes for vold

Tegn og reaktioner på traumatisering hos børn, der udsættes for vold

Når børn udsættes for vold i deres hjem – det kan både være aktivt og passivt – er det omkostningsfuldt for både barn, familie og samfund. Den nyeste forskning peger på, at søvnmangel, PTSD, højsensitivitet og tilknytningsvanskeligheder er blandt de mest forekommende reaktioner, man som voksen tæt på barnet bør reagere på.

 | Socialstyrelsen

Hvor mange børn og unge udsættes for vold i hjemmet?

I rapporten ’Vold og seksuelle overgreb mod børn og unge i Danmark 2016’ udarbejdet af Det Nationale Forskningscenter for Velfærd (SFI) (Oldrup et al., 2016) opgøres omfanget af 8. klasseselever, som har været udsat for fysisk vold i hjemmet gennem det seneste år, til 17 pct. Det svarer til ca. fire børn i en almindelig dansk skoleklasse. Andelen af de unge, som er udsat for psykisk vold, udgør 8 pct. Børnerådets undersøgelse fra 2016 viser samme tendens (Jønson & Eistrup, 2016). Her har man spurgt 4.039 børn i 7. klasse fordelt på 221 skoler, hvoraf de 21 pct. svarer, at de det sidste år har oplevet at blive nevet, revet i håret, rusket, slået med flad hånd, slået med knyttet hånd, slået med ting og/eller sparket. Psykiske voldelige overgreb opleves af 8,3 pct. af børnene (Jønson & Eistrup, 2016).

Hvilke tegn og reaktioner ses hos voldsramte børn og unge?

Forskning på området peger på forskellige tegn og reaktioner på traumatisering hos børn og unge, som udsættes for fysisk og/eller psykisk vold af deres nærmeste omsorgspersoner. Det kan være mor og far, der er voldsudøvere, men også mors og fars nye samlevere/ægtefæller (Øverlien, 2012; Øverlien,  2015). Ifølge den norske forsker Carolina Øverlien har det en række konsekvenser for børn at være vidne til og genstand for vold fra deres forældre eller nærmeste omsorgspersoner. Øverlien har talt med 25 børn, som alle har beskrevet deres oplevelser med både fysisk og psykisk vold i hjemmet (Øverlien, 2012).

Afbrudte søvnmønstre

Børnenes fortællinger viser bl.a., at de har afbrudte søvnmønstre. For nogle børn handler det om, at så længe barnet kan holde et vågent øje med moderen, bliver faren ikke voldelig. For andre hænger søvnen sammen med angsten for at vågne ved morens skrig i et mørkt værelse uden mulighed for trøst eller sikkerhed (Øverlien, 2012). Den manglende søvn har konsekvenser for barnets skolegang og indlæring. Flere af børnene i Øverliens interviews er fagligt bagud sammenlignet med deres jævnaldrende kammerater, og flere af børnene har ofte højt fravær fra skolen. Dette kan hænge sammen med angst for at efterlade moren hos faren eller påbud fra mor/far om at blive hjemme, indtil de synlige tegn på vold på barnets krop har fortaget sig (Øverlien, 2012; Jønson & Eistrup, 2016). 

Manglende følelsesregulering

Christensen et al. (2012) beskriver i deres forskning, hvordan det voldsudsatte barn kan have vanskeligt ved at knytte sig til andre og have svært ved at tro på, at det er muligt at få hjælp, hvis det har behov for det. Vredesudbrud og udfordringer med at tackle følelser kan også være tegn på, at barnet lever i et voldeligt hjem og derfor konstant er beredt på udsving i følelser og adfærd (Christensen et al., 2012). Da børn af voldelige forældre hele tiden forsøger at være på forkant med det næste voldelige udbrud, udvikles der ofte en højsensitivitet, som kan hjælpe barnet til at opsnappe små ændringer i adfærd og dermed anvende tillærte strategier til at skabe ro. Øverlien pointerer, at denne vagtsomhed ofte fører til PTSD-lignende tilstande hos barnet (Øverlien, 2012 ).

Registerdataundersøgelsen ’Børn, der oplever vold i familien’ udarbejdet af SFI i 2017 beskriver både de psykiske og fysiske konsekvenser af at vokse op med vold i hjemmet. Undersøgelsen påviser sammenhæng mellem vold mod mor og lav fødselsvægt/lav vækst hos barnet, ligesom det findes, at børn udsat for vold diagnosticeres med posttraumatisk belastningsreaktion (PTSD-diagnose) dobbelt så ofte som deres jævnaldrende, som vokser op i et voldsfrit hjemmemiljø (Lyk-Jensen et al., 2017). Depression og angst viser sig ofte hos børn, som oplever vold. Både hvis det drejer sig om vold forældrene imellem, eller hvis det er dem selv, volden rammer. Andre almindelige og veldokumenterede følger af at være et voldsramt barn er:

  • tvangstanker
  • manglende glæde
  • indesluttethed
  • koncentrationsbesvær
  • ensomhedsfølelse
  • separationsangst
  • dødsangst (Lyk-Jensen et al., 2017).

Skolefravær og lavere karakterniveau
I forhold til barnets trivsel og skolegang påviser Lyk-Jensen et al. (2017) tydelige forskelle mellem børn, som oplever vold i familien, og kontrolgruppen, som ikke gør. Skolefraværet hos voldsudsatte børn er i perioden fra 7. til 9. klasse 15 dage højere end hos kontrolgruppen. Karakterniveauet målt på nationale tests var i gennemsnit 1,5 karakterpoint lavere i matematik end hos børnene i ikke-voldelige miljøer (Lyk-Jensen et al., 2017).

Liste over forskellige tegn og reaktioner på vold i hjemmet
På Socialstyrelsens hjemmeside ses en opsummeret liste over børns fysiske, psykiske og adfærdsmæssige tegn og reaktioner på vold i hjemmet. Man kan kigge efter:

  • mærker efter slag
  • brandmærker
  • mærker efter kvælningsforsøg
  • knoglebrud
  • shaken baby syndrom (ses hos babyer – barnet er blevet rusket, og hjernen har derved taget skade)
  • hyppige skadestuebesøg
  • psykosomatiske klager (mavepibe, hovedpine mm.)
  • søvnvanskeligheder
  • tidligere pubertet
  • overreaktion på pludselige bevægelser og lyde
  • tristhed
  • indadvendthed
  • isolation
  • utryg tilknytning
  • mistillid til voksne
  • dissociation (en oplevelse af at krop og bevidsthed adskilles. Barnet kan have en oplevelse af at ’gå ud af sin krop’)
  • lav selvfølelse
  • hjælpeløshed/magtesløshed
  • depression
  • angst
  • svært ved at løsrive sig fra forældre eller løsriver sig for hurtigt (Socialstyrelsen, 2016).

Hvad fagpersoner og personer omkring barnet skal være opmærksomme på

De forskellige tegn, som oplistes i denne artikel, kan forekomme isoleret eller samtidigt og har ikke nødvendigvis rod i, at barnet er offer for voldelige overgreb. Graden af hver enkelt faktor kan være meget forskellig, og der gives intet facit på, hvor mange af tegnene barnet skal udvise, for at det skal tages alvorligt. Alle adfærdsændringer som observeres hos et barn, bør kalde på ekstra opmærksomhed fra de voksne, som er tæt på (Socialstyrelsen, 2016).

Som fagperson, der arbejder med børn, er det væsentligt at kende til børns tegn og reaktioner på et voldeligt hjemmemiljø. At vide at et barns vredesudbrud, store afskedsscener med forældrene om morgenen eller forsøg på at gøre sig usynlig kan være udløst af vold og overgreb i hjemmet og ikke nødvendigvis handler om uopdragenhed, mor-syge eller mangel på vilje til at deltage i fællesskabet. Sådanne reaktioner skal man som voksen tæt på barnet være nysgerrig i forhold til og handle på (Lyk-Jensen et al., 2017).

Forskning på området understreger dog, at børns reaktionsmønstre på vold og overgreb kan være vidt forskellige og kræver en individuel bedømmelse hver gang (Øverlien, 2012; Socialstyrelsen, 2016).

Kilder

Christensen, Else et al.  (2011). Børn i familier med vold – teorierne bag behandlingsmodellerne. Servicestyrelsen.

Jønson, L & Eistrup, A. (2016). Fysisk og psykisk vold er stadig en del af mange børns hverdag. Børneindblik 3 (7), 1-28.

Lyk-Jensen, Bøg et al. (2017). Børn, der oplever vold i familien – omfang og konsekvenser. København, SFI – Det Nationale Forskningscenter for Velfærd, 17:02.

Oldrup, Helene et al. (2016). Vold og seksuelle overgreb mod børn og unge i Danmark 2016. København, SFI – Det Nationale Forskningscenter for Velfærd, 16:16.

Socialstyrelsen.dk (2016). Tegn og reaktioner på vold (sidst besøgt 10.11.2017).

Sundhed.dk (2016). Dissociative lidelser (sidst besøgt 03.10.2017). Patienthåndbogen.

Øverlien, C. (2012). Vold i hjemmet – barns strategier. Oslo, Universitetsforlaget AS.

Øverlien, C. (2015). Ungdom, vold og overgrep – skolen som forebygger og hjælper, Oslo, Universitetsforlaget AS.

Publiceret: 19.12.2017. Sidst opdateret: 23.05.2018