Forside » Børn & unge » Bander

Bander

Bander
Bander

Mennesker, der er involveret i rocker- og bandemiljøet, er karakteriseret ved at have en relativ høj belastningsgrad i forhold til den øvrige befolkning på områder, som relaterer sig til opvækst, familie, skole og deltagelse i kriminelle fællesskaber. Der er dog ikke store forskelle mellem de risikofaktorer, der gør sig gældende for rocker/bandekriminelle og andre kriminelle. Forebyggelse af rocker- og bandekriminalitet handler i vid udstrækning derfor om den kriminalitetsforebyggelse, der allerede kendes på børne- og ungeområdet.

I dette tema kan du bl.a. finde viden om, hvordan begrebet bande defineres og hvilke risiko- og beskyttelsesfaktorer, der kan have indflydelse på om et barn eller en ung bliver en del af en rocker- eller bandegruppering. Derudover kan du finde viden om indsatser, der på forskellige niveauer adresserer arbejdet med unge, som er i risiko for at indgå i rocker- og bandegrupperinger.

Indsatser

ROCA

Roca er en intensiv indsats rettet mod unge mænd i alderen 17–24 år i højrisiko for kriminalitet, bandetilhørsforhold og eksklusion fra samfundet. Indsatsens formål er, at få de unge til at ændre adfærd i en sådan grad, at de kan undgå kriminalitet, indgå i ’normale’ sociale sammenhænge samt blive selvforsørgende. Indsatsen strækker sig over 4 år.

G.R.E.A.T.: Gang Resistance Education and Training

G.R.E.A.T. er en skolebaseret forebyggende indsats med undervisningsmateriale målrettet børn og unge på 4.-7. klassetrin. Indsatsen har til formål at forebygge, at unge bliver involveret i bandeaktiviteter og ungdomskriminalitet. Evalueringer viser, at unge, der er blevet undervist i G.R.E.A.T. programmet, har mindre tilbøjelighed til at være medlem af en bande samt en mere positiv indstilling over for politiet, sammenlignet med deres jævnaldrende, som ikke er blevet undervist i G.R.E.A.T.

Lugna Gatan

Den svenske indsats Lugna Gatan har bl.a. til formål at mindske kriminalitet, rekruttering til kriminelle grupperinger, misbrug og arbejdsløshed blandt udsatte unge.
Baggrundsviden

Definition

Der findes ingen fælles definition af begrebet ’bande’. I daglig tale anvendes begrebet om kriminelle grupperinger, som er meget forskellige i bl.a. struktur og grad af kriminalitet.

Målgruppe

Målgruppen for temaet om bander varierer betydeligt, både hvad angår alder og graden af kriminalitet. Alligevel er der forhold, som er fælles for rocker- og bandegrupperinger og kriminelle ungdomsgrupper, bl.a. at grupperne langt fra er stabile.

Omfang

Det er forbundet med betydelig usikkerhed at opgøre omfanget af rocker- og bandemedlemmer. Det skyldes bl.a., at der ikke har været en konsistent registreringspraksis igennem tiden. Desuden er der et betydeligt flow ud og ind af grupperingerne. I forhold til grupperingernes kriminalitet, peger undersøgelser på, at kriminalitetsfrekvensen øges ved indtrædelse i en rocker- eller bandegruppering.

Risiko- og beskyttelsesfaktorer

Det er vanskeligt at forudsige, hvilke unge der bliver rockere og bandemedlemmer, men nærhed til miljøerne og at indgå i en kriminel ungdomsgruppe øger risikoen.

Socialstyrelsens igangværende initiativer

Socialstyrelsen har en række igangværende initiativer med relevans for temaet ’bande’. Initiativerne omhandler forebyggelse af rekruttering til bander.

Redskaber til systematisk kortlægning af børn og unge i risiko

Her præsenteres tre hæfter som alle indeholder redskaber, der kan anvendes til systematisk kortlægning af kriminalitetstruede børn og unge. Redskaberne er målrettet arbejdet med forebyggelse og tidlig indsats for børn og unge blandt eksempelvis SSP, lærere, boligsocialmedarbejdere og socialrådgivere

Aktører - ansvar og roller

Der er ofte flere forvaltninger involveret, når det drejer sig om unge, der er i risiko for at blive rekrutteret til rocker- og bandegrupperinger. De indsatser, som iværksættes, kan udøves i frivilligt, privat, kommunalt og/eller regionalt, såvel som statsligt regi.

Litteratur

Få den samlede litteraturliste fra den systematiske søgning på temaet Bander.