Forside » Børn & unge » Forebyggelse og tidlig indsats » Indsatser » Model for tidlig opsporing

Model for tidlig opsporing

Opsporingsmodellen sætter fokus på børns trivsel og børns overgange til nye institutioner. En evaluering viser, at modellen har positiv effekt i forhold til tidlig opsporing.

 | Socialstyrelsen

En systematisk vurdering af alle børn sikrer, at også de børn, som ikke tydeligt skiller sig ud med risikobetonet adfærd, de stille eller meget veltilpassede børn, regelmæssigt bliver vurderet af de fagprofessionelle omkring dem.

Opsporingsmodellen understøtter en fælles systematik og et fælles sprog mellem de fagprofessionelle, der arbejder med børn i alderen 0-6 år. Den sætter fokus på børns trivsel og børns overgange til nye institutioner, og modellen understøtter de fagprofessionelle ved at give mulighed for ekstern faglig sparring og brug af en dialogmodel, som skal sikre effektive møder.

Opsporingsmodellen er udviklet for Socialstyrelsen af Det Nationale Institut for Kommuners og Regioners Analyse og Forskning (KORA) og Udviklingsforum og afprøvet i en dansk kontekst i 2010-2013 i et forskningsprojekt. Formålet var at opkvalificere den tidlige opsporing og indsats over for børn i en udsat position.

En evaluering af modellen viste, at Opsporingsmodellen havde positiv effekt i forhold til at sikre en tidligere opsporing, idet børnene var yngre ved første kontakt til familieafdelingen i de distrikter, der afprøvede Opsporingsmodellen, end børnene i kommunernes øvrige distrikter (Rambøll, 2013).

Læs hele artiklen

Målgruppe

Målgruppen for Opsporingsmodellen er 0-6-årige børn i en udsat position samt de fagprofessionelle i kommunen, som har den daglige kontakt med børnene.

Opsporingsmodellen er rettet mod 0-6-årige børn, der er i en udsat position, men modellens elementer retter sig mod fagprofessionelle som fx pædagoger, dagplejere og sundhedsplejersker, der arbejder med børnene i det daglige eller jævnligt. Øvrige faggrupper, som typisk kommer fra det specialiserede område (eks. socialrådgivere, psykologer, PPR), indgår som en del af det tværfaglige samarbejde om børnene.

Modellen skal understøtte de fagprofessionelle i en tidlig erkendelse, når et barn ikke trives – og dermed styrke muligheden for en tidlig indsats. Forskning viser, at jo tidligere det bliver opdaget, at et barn ikke trives, desto større chance er der for, at barnet kan hjælpes til øget trivsel (Østergaard et al., 2015).

Modellen giver de fagprofessionelle en fælles systematik og et fælles sprog. Den har til formål at give øget viden om børns signaler på udsathed og bedre redskaber til at identificere udsatte børn.

Børn i en udsat position er defineret som: ”Børn, hvor der enten er bekymring for mistrivsel eller begyndende mistrivsel”. Målgruppen er derfor både børn, der har behov for støtte efter lov om social service eller dagtilbudsloven, men også børn, hvis udvikling synes truet og hvor særlig opmærksomhed kræves. Et væsentligt element i Opsporingsmodellen er at sikre en systematisk vurdering af alle børn – så også de mere stille eller veltilpassede børn, som har behov for særlig støtte og opmærksomhed, regelmæssigt bliver ”set” (Mehlbye et al., 2011).

Hensigten er, at børn i en udsat position får støtte så tidligt og hurtigt som muligt, enten ved at udvidet støtte eller opmærksomhed i sundhedsplejen eller dagtilbud bliver iværksat – eller ved at iværksætte en tidlig indsats inden for det specialiserede område, herunder forebyggende foranstaltninger, som giver børn særlig støtte i eget hjem og forhindrer problemet i at udvikle sig.   

Kilder

Killén, K. (2008): Professionel udvikling og faglig vejledning (kan lånes gennem bibliotek.dk). København: Hans Reitzels forlag.

Mehlbye, J. (2013): Opkvalificering af den tidlige indsats – ved tidlig opsporing af børn i en social udsat position. Forsk­ningsrapport. København: KORA.

Mehlbye et al. (2011): Opkvalificering af den tidlige indsats - udvikling og afprøvning af Opspo­ringsmodellen. København: AKF, UdviklingsForum og Danmarks Evalueringsinstitut.

Mehlbye, J. & J. Andersen (2012a): Tidlig opsporing af børn i en social udsat position. Idékatalog. København: KORA.

Mehlbye, J. & J. Andersen (2012b): Tidlig opsporing af børn i en social udsat position. Idékatalog. Bilagsbind til idékatalog. København: KORA.

Rambøll (2013): Evaluering af projektet opkvalificering af den tidlige indsats i kommunerne. Slutrapport: Opsporingsmo­dellens implementering og effekter. København: Socialstyrelsen.

Socialstyrelsen (2015): Dialog om tidlig indsats. Udveksling af oplysninger i det tværfaglige SSD samarbejde og fagperso­ners underretningspligt. København: Socialstyrelsen.

NIRAS (2012): Socialrådgivere i dagtilbud – afsluttende evaluering.

Socialstyrelsen (2015): Guide til tidlig opsporing af børn i en social udsat position. København: Socialstyrelsen.

Østergaard, S.V. et al. (2015): På vej mod ungdomskriminalitet. SFI

Metode

Opsporingsmodellen består af fire elementer, som understøtter den tidlige opsporing af børn i en udsat position.

Opsporingsmodellen sætter fokus på børns trivsel og børns overgange til nye institutioner. Men den understøtter også de fagprofessionelle ved at give mulighed for ekstern faglig sparring og brug af en dialogmodel, som skal sikre effektive møder. Opsporingsmodellen understøtter en fælles systematik og et fælles sprog mellem de fagprofessionelle, der arbejder med børn i alderen 0-6 år.

Oprindelse

Et forskningsprojekt under Socialstyrelsen i 2010-2013 havde til formål at opkvalificere den tidlige opsporing og indsats over for børn i en udsat position i sundhedspleje, dagpleje og daginstitutioner. I forbindelse med Forebyggelsespakken, Tidlig indsats - livslang Effekt, er der i 2015 sket en revidering af den oprindelige model, så den aktuelle Opsporingsmodel nu alene omfatter fire elementer:

  1. Trivselsvurdering.
  2. Overgangsmodel.
  3. Ekstern faglig sparring.
  4. Dialogmodel.

Teoretisk afsæt og Opsporingsmodellens værdier

Opsporingsmodellen er baseret på en række teorier om, hvordan børns trivsel skal observeres og forstås, samt hvordan de fagprofessionelle mest hensigtsmæssigt drøfter børns trivsel og handler, hvis de vurderer, at et barn ikke trives. Modellen er baseret på følgende centrale teorier:

  • Udviklingsøkologisk teori og systemisk teori (Bronfenbrenner (1979)): De fagprofessionelle ser og forstår barnets adfærd i dets forskellige sociale kontekster.
  • Tilknytningsteori (jf. Bowlby 1988; Ainsworth et al. 1978; Killén 2003, 2004): Fokus på det lille barns tilknytning til dets nære omsorgpersoner.
  • Resiliensteori (Borge (2004): Begrebet ”resiliens” og forskningen om, hvilke forhold der styrker et barns modstandskraft over for risikofyldte op­vækstvilkår. 
  • Positiv psykologi (Knoop 2013)
  • Narrativ psykologi (Bruner 1999; White 2006): Fokus på børn og forældres styrker og ressourcer fremfor deres mangler og i forhold til de fortællinger, der udvikles omkring børn og deres forældre.

Opsporingsmodellen arbejder desuden ud fra følgende tre værdier:

  1. Aktiv forældredeltagelse. Forældrene skal som udgangspunkt deltage aktivt i det fælles arbejde med at styrke deres barns trivsel.
  2. Fokus på barnets ressourcer og udviklingsmuligheder. Når de fagprofessionelle vurderer barnets trivsel, skal de gøre det med udgangspunkt i barnets ressourcer og udviklingsmuligheder.
  3. Styrkelse af det tværfaglige samarbejde. Det tværfaglige samarbejde mellem faggrupper med forskellige faglige vidensområder og tilgange er en ressource for både opsporingen og den efterfølgende tidlige indsats.

Indsatsens struktur og kernekomponenter

Der anvendes fire elementer i Opsporingsmodellen:

1. Trivselsvurderinger: Mindst to gange om året vurderes alle børns trivsel ved hjælp af et triv­selsskema på baggrund af de fire dimensioner: psykisk og emotionel trivsel, kognitiv trivsel, social trivsel og fysisk og sansemotorisk trivsel (jf. fx Hall 2006; Borge 2004).

De fagprofessionelle vurderer hvert barns samlede trivsel ud fra positionerne: Grøn position (trivsel), gul position (bekymring) og rød position (stærk bekymring). Hvis barnet ikke trives inden for mindst et af de ovennævnte trivselsområder, placeres barnet i gul eller rød position alt efter, hvor alvorlig manglen på trivsel er.

Børn i grøn position (trivsel) er børn, der trives og udvikler sig inden for alle fire trivselsområder, som det forventes af børn i aldersgruppen.

Børn i gul position (bekymring) er børn, hvor der er bekymring for, om de trives, og om de udvikler sig alderssvarende. Der er bekymring for barnets trivsel på et eller flere trivselsområder.

Børn i rød position (stærk bekymring) er børn, hvor der er stærk bekymring for barnets trivsel, og hvor barnet synes at være i mistrivsel.

Er man bekymret for, om et barn trives, skal der altid foretages en konkret vurdering af, om der skal laves en underretning. Det skal også vurderes, om der er behov for at drøfte barnets trivsel med en eller flere fagpro­fessionelle inden for det tværfaglige samarbejde. For børn i rød position skal det altid overvejes, om der skal laves en underretning.

2. Overgangsmodellen: Hver gang et barn skal skifte institution, skal den fagprofessionelle og forældrene i fællesskab udfylde et overgangsskema om barnets styrker og udfordringer. Målet er, at der sker en systematisk vidensdeling i over­gangen fra en institution til en anden.

3. Ekstern faglig sparring: De fagprofessionelle skal løbende have ekstern faglig sparring fra særligt kvalificerede fagprofessionelle. Sparringen skal give plads til at drøfte evt. tvivl i forhold til et barns trivsel.

4. Dialogmodel for effektiv og målrettet mødeafholdelse: Dialogmodellen anvendes til at forberede og evaluere møder. Modellen skal understøtte, at mødedeltagerne har samme opfattelse af, hvilke emner der skal drøftes på mødet. Målet med dialogmodellen er at styrke de fagprofessionelle i gennemførelsen af effektive møder med en klar viden om mål og indhold for mødet.

Kilder

Ainsworth et al. (1978): Patterns of attachment: A psychological study of the Strange Situation (kan lånes via. bibliotek.dk). Hillsdale, NJ: Erlbaum.

Borge, A.I.H. (2004): Resiliens: risiko og sund udvikling (kan lånes gennem bibliotek.dk). København: Hans Reitzels forlag.

Bowlby, J.C. (1988): A secure basis: Clinical application of attachment theory. London: Routledge.

Bronfenbrenner, U. (1979): The Ecology of Human Development: Experiments by nature and Design (kan lånes gennem bibliotek.dk). Cambridge: Harward University Press.

Bruner, J. (1999): Mening i handling. Aarhus (kan lånes via. bibliotek.dk). Klim.

Christensen, E. (2006): Opvækst med særlig risiko. Indkredsning af børn med behov for en tidlig forebyggende indsats (kan lånes via. bibliotek.dk). København: Socialforskningsinstituttet.

Ejrnæs, M. (2004): Faglighed og tværfaglighed i relationsprofessionerne. København: Akademisk forlag.

Hall, D.M.B. & D. Elliman (2006): Health for all Children (kan lånes gennem bibliotek.dk). Oxford: Oxford University Press.

Killén, K. (2003): Omsorgssvigt – det teoretiske grundlag (kan lånes via. bibliotek.dk). København: Hans Reitzels forlag.

Killén, K. (2004): Omsorgssvigt er alles ansvar (kan lånes via. bibliotek.dk). København: Hans Reitzels forlag.

Mehlbye, J. (2013): Opkvalificering af den tidlige indsats – ved tidlig opsporing af børn i en social udsat position. Forsk­ningsrapport. København: KORA.

Mehlbye et al. (2011): Opkvalificering af den tidlige indsats - udvikling og afprøvning af Opspo­ringsmodellen. København: AKF, UdviklingsForum og Danmarks Evalueringsinstitut.

Mehlbye, J. & J. Andersen (2012a): Tidlig opsporing af børn i en social udsat position. Idékatalog. København: KORA.

Rambøll (2013): Evaluering af projektet opkvalificering af den tidlige indsats i kommunerne. Slutrapport: Opsporingsmo­dellens implementering og effekter. København: Socialstyrelsen.

Socialstyrelsen (2015): Dialog om tidlig indsats. Udveksling af oplysninger i det tværfaglige SSD samarbejde og fagperso­ners underretningspligt. København, Socialstyrelsen.

White, M. (2006): Narrativ teori. København: Gyldendals Forlag.

NIRAS (2012): Socialrådgivere i dagtilbud – afsluttende evaluering.

Socialstyrelsen (2015): Guide til tidlig opsporing af børn i en social udsat position. København: Socialstyrelsen.

Implementering

Opsporingsmodellen er udviklet og afprøvet i Danmark. Erfaringerne peger på, at metoden med fordel kan anvendes i danske dagtilbud og sundhedsplejen. Der er størst succes med implementeringen af de elementer, som er mest konkrete og tættest på den enkelte medarbejders praksis.

Opsporingsmodellen er oprindeligt udviklet for Socialstyrelsen af Det Nationale Institut for Kommuners og Regioners Analyse og Forskning (KORA) og Udviklingsforum og afprøvet i forbindelse med et forskningsprojekt i 2010-2013. Projektet involverede fem pilotkommuner: Assens, Norddjurs, Haderslev, Viborg og Vordingborg Kommune, som var med til at udvikle og afprøve modellen.

Sideløbende blev der udarbejdet en evaluering, som indeholdt en effektmåling og en virkningsanalyse af projektet. Evalueringen pegede på, at Opsporingsmodellen særligt har styrket de fagprofessionelles handlekompetencer i forhold til at reagere på observationer af og bekymringer i forhold til et barns trivsel. Personalet handler derfor hurtigere på en bekymring – og i forlængelse heraf bliver en tidligere indsats igangsat.

For flere af Opsporingsmodellens enkelte elementer sås en høj implementeringsgrad og implementeringskvalitet. Elementerne blev ikke alene anvendt i praksis, men også systematisk og med høj faglighed, så en mere formaliseret praksis med observationer af alle børn – og ikke kun af de børn, som man i forvejen var bekymret for – blev sikret.

Særligt trivselsskemaet, overgangsskemaet og elementet om faglig sparring er i høj grad blevet implementeret hos de faggrupper, som har daglig kontakt med børnene. Dialogredskabet er også blevet implementeret, men i lidt mindre grad.
Evalueringen konkluderer, at det er de elementer, der har været mest konkrete og tættest på den enkelte medarbejders praksis, som i størst grad er blevet en del af eksisterende praksis (Rambøll, 2013).

Implementering af den reviderede opsporingsmodel

I forbindelse med Forebyggelsespakken, Tidlig indsats - livslang Effekt, er den oprindelige model blevet revideret i 2015. Evalueringen fra 2013 viste, at kommunerne især anvendte fire metoder og derfor omfatter den aktuelle Opsporingsmodel nu alene disse fire.

Furesø, Langeland, Ringsted, Svendborg og Sønderborg Kommune afprøver og implementerer den reviderede Opspo­ringsmodel i perioden 2015-2017. Der er udviklet en guide til implementering af modellen. Guiden giver en indføring i Opsporingsmodellens grundlæggende værdier og teorier og beskriver de enkelte metoder i modellen, og hvordan de anvendes i praksis. Opsporingsmodellen og guiden er målrettet de fagprofessionelle, der beskæftiger sig med børn i 0-6-års alderen. Desuden er der udarbejdet specifikke arbejdsbeskrivelser, der er målrettet de enkelte faggrupper, som arbejder med Opsporingsmodellen.

Den reviderede opsporingsmodel resultatevalueres og sammenlignes med indsatserne, DUÅ-Baby, DUÅ-Småbørn og VIDA, i Forebyggelsespakken, Tidlig indsats - livslang effekt. Det forventes, at en implementeringsevaluering ligger klar i slutningen af 2016 og en samlet evaluering af indsatserne i Forebyggelsespakken, Tidlig Indsats - Livslang effekt, ved udgangen af 2017.

Kilder

Killén, K. (2003): Omsorgssvigt – det teoretiske grundlag (kan lånes via. bibliotek.dk). København: Hans Reitzels forlag.

Killén, K. (2004): Omsorgssvigt er alles ansvar (kan lånes via. bibliotek.dk). København: Hans Reitzels forlag

Mehlbye, J. (2013): Opkvalificering af den tidlige indsats – ved tidlig opsporing af børn i en social udsat position. Forsk­ningsrapport. København: KORA.

Mehlbye et al. (2011): Opkvalificering af den tidlige indsats - udvikling og afprøvning af Opspo­ringsmodellen. København: AKF, UdviklingsForum og Danmarks Evalueringsinstitut.

Rambøll. (2013): Evaluering af projektet opkvalificering af den tidlige indsats i kommunerne. Slutrapport: Opsporingsmo­dellens implementering og effekter. København: Socialstyrelsen.

Socialministeriet (2010): Betænkning over Forslag til lov om ændring af lov om social service, lov om retssikkerhed og administration på det sociale område og forældreansvarsloven (Barnets Reform). Betænkning afgivet af Socialudvalget den 18. maj 2010. København: Socialministeriet.

Socialstyrelsen (2015): Dialog om tidlig indsats. Udveksling af oplysninger i det tværfaglige SSD samarbejde og fagperso­ners underretningspligt. København: Socialstyrelsen.

NIRAS (2012): Socialrådgivere i dagtilbud – afsluttende evaluering.

Socialstyrelsen (2015): Guide til tidlig opsporing af børn i en social udsat position. København: Socialstyrelsen.

Effekt

Der ses en positiv effekt i forhold til at sikre en tidligere opsporing af børn i mistrivsel. Børnene var yngre ved den første kontakt med familieafdelingen i de distrikter, der afprøvede Opsporingsmodellen.

Den grundlæggende antagelse bag projektet var, at de fagprofessionelles brug af Opsporingsmodellens redskaber kunne føre til en tidligere opsporing af børn i udsatte positioner. Projektet byggede også på en formodning om, at den tidlige opsporing kunne forebygge en indgribende foranstaltning, enten ved at der blev givet en tidlig støtte og opmærksomhed i dagtilbud/sundhedspleje (almensystemet) eller ved hjælp af en forebyggende foranstaltning i regi af det sociale område.

De 5 pilotkommuners arbejde med Opsporingsmodellen fokuserede på almensystemet, men for at kunne dokumentere effekterne var det relevant at afdække, om Opsporingsmodellen førte til ændringer i praksis, både i det almene system og i specialsystemet.

I 4 af de 5 forsøgskommuner har Opsporingsmodellen været afprøvet i udvalgte distrikter (indsatsdistrikter). Evalueringen viste, at Opsporingsmodellen havde en positiv effekt i forhold til at sikre en tidligere opsporing, idet børnene var yngre ved den første kontakt med familieafdelingen i de distrikter, der afprøvede Opsporingsmodellen, end børnene i kommunernes øvrige distrikter. Den aldersmæssige forskel var mere markant, når det kom til gennemsnitsalderen på de børn, hvor der blev gennemført en § 50-undersøgelse. Det indikerer, at Opsporingsmodellen har haft en positiv virkning på de fagprofessionelles kompetencer i forhold til at opspore børn og håndtere bekymringer.

En mindre andel af de samlede nye henvendelser til familieafdelingerne kommer fra de fagprofessionelle, mens en større andel af de nye henvendelser, der fører til en social sag kommer fra de fagprofessionelle. Det indikerer, at de fagprofessionelle dels er blevet bedre til at vurdere, hvilke børneproblematikker man i familieafdelingen har bemyndigelse til at kunne tage sig af, dels er de blevet styrket i forhold til selv at kunne handle på mindre bekymringer i det almene system.

Kilder

Mehlbye, J. (2013): Opkvalificering af den tidlige indsats – ved tidlig opsporing af børn i en social udsat position. Forsk­ningsrapport. København: KORA.

Mehlbye et al. (2011): Opkvalificering af den tidlige indsats - udvikling og afprøvning af Opspo­ringsmodellen. København: AKF, UdviklingsForum og Danmarks Evalueringsinstitut.

Rambøll (2013): Evaluering af projektet opkvalificering af den tidlige indsats i kommunerne. Slutrapport: Opsporingsmo­dellens implementering og effekter. København: Socialstyrelsen.

Socialstyrelsen (2015): Dialog om tidlig indsats. Udveksling af oplysninger i det tværfaglige SSD samarbejde og fagperso­ners underretningspligt. København: Socialstyrelsen.

NIRAS (2012): Socialrådgivere i dagtilbud – afsluttende evaluering.

Socialstyrelsen (2015): Guide til tidlig opsporing af børn i en social udsat position. København: Socialstyrelsen.

Økonomi

Ved den systematiske litteratursøgning, som er foretaget i efteråret 2015, er der ikke fremkommet viden om, hvilke omkostninger og økonomiske gevinster der er forbundet med indsatsen. 

Publiceret: 18.12.2015. Sidst opdateret: 08.08.2016