Forside » Børn & unge » ADHD og opmærksomhedsforstyrrelser » Risiko- og beskyttelsesfaktorer

Risiko- og beskyttelsesfaktorer

Opmærksomhedsforstyrrelser, herunder ADHD, er præget af en høj grad af arvelighed. Udviklingen af forstyrrelserne sker dog i et kontinuerligt samspil mellem bestemte risiko- og beskyttelsesfaktorer gennem barnets opvækst, der kan være biologisk, psykologisk eller socialt betingede.

| Socialstyrelsen

Udvikling af ADHD og opmærksomhedsforstyrrelser sker i et samspil mellem bestemte risiko- og beskyttelsesfaktorer. Faktorernes indvirkning påvirkes af barnets eller den unges egen udvikling, af det nære omgivende miljø og af den sociale kontekst. Det betyder, at risiko- og beskyttelsesfaktorer kan forekomme på individuelt niveau, socialt niveau og strukturelt niveau (Socialstyrelsen, 2017).

Den måde, hvorved faktorerne påvirker, kan forekomme samtidigt eller på forskellige tidspunkter i den enkeltes liv. Hvilke faktorer der har størst betydning for den enkeltes udvikling, afhænger af sammensætningen og de livsbetingelser, der i øvrigt gør sig gældende (Jeppesen, 2020; Bendiksen et al., 2020; Rasmussen et al., 2018).

Beskyttende faktorer

På det individuelle plan vil en række faktorer være beskyttende for yderligere udvikling af forstyrrelsen eller fremkomst af følgevirkninger. På det psykologiske plan vil det fx være stærke kognitive evner, positiv selvopfattelse og god resiliens, dvs. det at have opnået evne til at kunne være i og modstå forskellige udfordringer (Rasmussen et al., 2018). Socialt set er det følelse af tilhørsforhold og gode kommunikationsevner, der er beskyttende faktorer, og desuden medvirker god fysisk sundhed (Socialstyrelsen, 2017).

I det omgivende sociale miljø beskytter trygge familiære relationer med tydelig kommunikation og lavt konflikt- og stressniveau, det at deltage i fælleskaber, støttende sociale relationer samt succes med uddannelse (Socialstyrelsen, 2017).

Strukturelt set er det beskyttende at komme fra et højt socialt og økonomisk miljø, hvor forældrene har lang uddannelse, at der er sikre, trygge rammer med adgang til uddannelse og sociale støttefunktioner, samt det at omgivelserne kender til problematikkerne (Jeppesen et al., 2020; Socialstyrelsen, 2017).

Risikofaktorer

Risikofaktorer er faktorer, der kan bevirke en forværring af problematikkerne og udvikling af følgevirkninger. På det individuelle psykologiske plan er risikofaktorer nedsatte kognitive og sproglige evner, lavt selvværd samt ringe modstandsdygtighed over for stress og udfordringer. På det sociale plan vil det påvirke negativt at opsøge en risikobetonet adfærd og antisocialt samvær (flakken omkring, tidlig rygning og alkohol brug, rapseri mv.). Desuden giver dårligt fysisk sundhed høj risiko (Jeppesen et al., 2020; Socialstyrelsen, 2017).

Det omgivende sociale miljø kan udgøre en risiko, hvis barnet/den unge er udsat for omsorgssvigt, er opvokset i en familie med vold og misbrug eller på institution, eller hvis der i familien er høj forekomst af psykologiske problematikker, et højt stressniveau, eller hvis familien er socialt ekskluderet (Socialstyrelsen, 2017).

Strukturelt set er fattigdom, lav levestandard og et miljø med vold og kriminalitet de stærkest forekomne risikofaktorer sammen med omsorgssvigt og manglende skolegang samt manglende sociale støttefunktioner (Socialstyrelsen, 2017; Jeppesen et al., 2020; Christiansen et al., 2019).

Forældrenes betydning

Samspillet mellem forældrene og forældrenes tilgang til barnet eller den unge kan have en stor betydning for, hvordan ADHD-symptomer og opmærksomhedsforstyrrelserne udvikler sig, samt for hvilke andre problematikker der opstår. Barnets symptomer påvirker til gengæld også samspillet mellem forældrene og forældrenes livsvilkår (Theule et al., 2018; Muñoz-Silva et al., 2017; Breaux & Harvey, 2019).

Læs mere om forældrenes betydning her

Kombination af flere faktorer

En række andre faktorer vil i kombination med opmærksomhedsforstyrrelser og ADHD kunne spille ind ved forværring af problematikkerne eller omvendt kunne medvirke til at beskytte mod yderligere forværring eller fremkomst af følgevirkninger. Det drejer sig fx om forskellige former for træningsaktiviteter, misbrug, selvskadende adfærd, kriminalitet mv. Det er kendetegnende for disse faktorer, at der er en gensidig påvirkning mellem faktorerne og forstyrrelsens problematikker. Fx kan hyperaktivitet give tendens til mere risikobetinget adfærd som kriminalitet. Deltagelse i kriminalitet vil gennem øget stressniveau kunne forstærke hyperaktiviteten (Bliesener et al., 2012; Hartmann et al., 2016).

Kriminalitet

En lang række internationale undersøgelser har påvist, at opmærksomhedsforstyrrelser og ADHD giver forhøjet risiko for deltagelse i kriminalitet og derved flere anholdelser, domme og fængselsstraffe (Russell et al., 2015; Young et al., 2015; Jensen et al., 2019).

Denne forhøjede risiko for kriminalitet kan dog ikke tilskrives ADHD-forstyrrelsen alene. Det ser ud til, at det skyldes kombinationen af andre forstyrrelser eller sociale faktorer som

  • svær adfærdsforstyrrelse
  • forældres skilsmisse
  • anbringelse
  • forældre med psykiske forstyrrelser
  • antisocial adfærd.

Derimod ser kombination af ADHD og autisme forstyrrelse ud til at være en beskyttende faktor for involvering i kriminalitet (Jensen, 2016; Jensen et al., 2019).

Social og fysisk træning

Da børn og unge med ADHD ofte er impulsive, hyperaktive og har problemer med at fastholde opmærksomheden samt ved sociale interaktioner generelt, har denne gruppe ofte ringe sociale færdigheder, der kan bevirke, at de ekskluderes i kammeratskaber. Dette bevirker igen, at de får ringere chance for at øve deres sociale færdigheder (Storebø et al., 2019). Der har derfor været forsøgt med forskellige former for social færdighedstræning (Storebø et al., 2019; Sonne et al., 2016; Jensen et al., 2018).

Effekten af disse træningsprogrammer er undersøgt i en større gennemgang af over 25 kvalificerede studier. Programmerne var rettet til børn og unge med ADHD mellem 5 og 18 år og var fx baseret på kognitiv adfærdsterapi, metakognitiv terapi eller psykosocial terapi og indeholdt træning af verbal og nonverbal kommunikation, følelseskontrol, lære at vente på tur mv. Undersøgelsen kunne ikke påvise signifikant effekter af disse programmer, selvom børnenes lærere oplevede et vist fald i ADHD-symptomerne (Storebø et al., 2019).

Derimod har en række undersøgelser har påvist, at der for børn og unge med opmærksomhedsforstyrrelser eller ADHD er god positiv effekt af fysisk træning på samme vis som for dem uden forstyrrelserne. For børn med ADHD gælder, at der yderligere ses positive effekter på angst- og depressionsadfærd, sociale problematikker og selvværd ved fysisk træning. Det tyder på, at specifik fysisk træning i barndom og ungdom kan bevirke, at ADHD-symptomerne ikke overføres til voksenlivet, og at symptomerne svækkes i ungdomsårene (Christiansen et al., 2019).

Læs mere om mestringsstrategier til børn med opmærksomhedsforstyrrelser her 

Overgang til voksenlivet

Det er i høj grad usikkert, om børn og unge kan vokse sig ud af opmærksomhedsvanskeligheder og ADHD. Forekomsten af ADHD er estimeret til at være lavere blandt voksne end blandt børn og unge, på verdensplan 5 pct. for børn og 2,5 pct. for voksne (Faraone et al., 2015). Dog har et enkelt fransk studie fundet, at 7,1 pct. i alderen 18-37 år havde høj forekomst af ADHD-symptomer (Moulin et al., 2018).

Selvom der forsat mangler undersøgelser på dette område, er der studier, der viser, at symptomerne og de underliggende mekanismer ændrer sig fra barndom over ungdom og videre til voksenlivet afhængigt af opvækstvilkår og -omstændigheder. Fx er der risiko for, at kraftige opmærksomhedsforstyrrelser bevirker et senere fald i de kognitive funktioner, men at nogle symptomer fastholdes fra barndom, selvom de ændrer karakter ved overgang til voksenlivet. Unge og voksne udviser ikke så ofte samme urolige adfærd som børn, men kan i stedet få indre uro, hovedrysten mv. Forskellighed i empatisk evne samt det at denne evne stiger i ungdomsårene via trygge relationer, kan bevirke øgede sociale kompetencer. Ligeledes ser impulsivitet ud til at mindskes for en del med alderen (Hartman et al., 2016).

Misbrug

Det har længe været kendt, at ADHD, ligesom andre psykiske forstyrrelser, giver en alvorlig risiko for efterfølgende misbrug i ungdoms- og voksenlivet. Et eventuelt misbrug i kombination med forstyrrelserne vil forøge risikoen på de øvrige risikofaktorers indvirkning, som fx deltagelse i antisociale grupper og kriminalitet (Jensen et al., 2019).

Der ser samlet set ikke ud til at være kønsforskelle med hensyn til denne risiko, men misbruget udspiller sig lidt forskelligt. Kvinder med ADHD har højere risiko for hashmisbrug end mænd, mens mænd har højere misbrug af andre stoffer. Risikoen for misbrug ændrer sig og bliver betragtelig større, hvis der er andre forstyrrelser i kombination med ADHD. I disse tilfælde har kvinder betydeligt større risiko for et alkohol- og stofmisbrug (Ottesen et al., 2016).

Selvskade og selvmordstruende adfærd

Et dansk studie af de nationale registre fra 1995 til 2014 påvist, at der er en forhøjet risiko for selvmord eller selvmordsforsøg blandt dem, der bliver diagnosticeret med opmærksomhedsforstyrrelse eller ADHD (Fitzgerald et al., 2019).

Risikoen er specielt forhøjet for piger. Selvmordsraten er i visse perioder over ni gange så høj som for dem uden ADHD. Den forhøjede selvskadende adfærd stiger endnu mere, når ADHD findes i kombination med alkohol- og stofmisbrug, med andre forstyrrelser eller involvering i kriminalitet. Derfor er det specielt vigtigt, at forældre og professionelle har opmærksomhed på denne risikofyldte kombination og især har opmærksomhed på pigerne i denne gruppe (Fitzgerald et al., 2019).

Indsatser rettet mod selvskadende adfærd, der er ikkesuicidal, er omtalt i Vidensportalens tema om selvskadende adfærd

Det danske studie undersøgte, om kombinationen af opmærksomhedsforstyrrelse og udvikling af angst kunne forstærke den forhøjede risiko for selvmordsadfærd, men det er ikke tilfældet. Her ser det tværtimod ud til, at børn og unge med denne kombination udgør en særlig gruppe, der relativt set er beskyttet for forhøjet selvmordsrisiko (Fitzgerald et al., 2019).

Kilder

Bendiksen, B. et al. (2020). The Associations Between Pre- and Postnatal Maternal Symptoms of Distress and Preschooler’s Symptoms of ADHD, Oppositional Defiant Disorder, Conduct Disorder, and Anxiety. Journal of Attention Disorders, Vol. 24(7): 1057-1069.

Bliesener, T. et al. (2012). Antisocial Behavior and Crime. Contributions of Developmental and Evaluation Research to Prevention and Intervention. Virum: Hogrefe Psykologisk Forlag.

Breaux, R. P. & Harvey, E. A. (2018). A longitudinal study of the relation between family functioning and preschool ADHD symptoms. Journal of Clinical Child & Adolescent Psychology, Vol. 48 (5): 749-764.

Christiansen, L. et al. (2019). Effects of Exercise on Cognitive Performance in Children and Adolescents with ADHD: Potential Mechanisms and Evidence-based Recommendations: Potential mechanisms and evidence-based recommendations. Journal of Clinical Medicine, Vol. 8(6), Art. Nr. 841.

Faraone, S. V. et al. (2015). Attention-deficit/hyperactivity disorder. Nature Reviews Disease Primers, Vol. 1, Art. nr: 15020.

Fitzgerald, C. et al. (2019). Suicidal behavior among persons with attention-deficit hyperactivity disorder. British Journal of Psychiatry, Vol. 215(4): 615-620.

Hartman, C. A. et al. (2016). Changing ASD-ADHD symptom co-occurrence across the lifespan with adolescence as crucial time window: Illustrating the need to go beyond childhood. Neuroscience and Biobehavioral Reviews, Vol. 71: 529-541.

Jensen, D.A. et al. (2018). Keeping Emotions in Mind: The Influence of Working Memory Capacity on Parent-Reported Symptoms of Emotions Lability in a Sample of Children with and Without ADHD. Frontiers in Psychology, Vol. 9: 1846.

Jeppesen, P. et al. (2020). Mental sundhed og sygdom hos børn og unge i alderen 10-24 år: Forekomst, udvikling og forebyggelsesmuligheder. Kbh.: Vidensråd for Forebyggelse.

Jensen, C.M. (2016). ADHD in Danish children and adolescents: Incidence, validity, psychiatric comorbidity, and antisocial outcomes. Ph.d.-serien for Det Humanistiske Fakultet, Aalborg Universitet. Aalborg: Aalborg Universitetsforlag.

Jensen, C.M. et al. (2019). Attention-Deficit/Hyperactivity Disorder in childhood and adolescence and the risk of crime in young adulthood in a Danish nationwide study. Journal of the American Academy of Child and Adolescent Psychiatry, Vol. 58(4): 443-452.

Moulin, F. et al. (2018). Prevalence and Psychosocial Correlates of ADHD Symptoms in Young Adulthood: A French Population-Based Study. Journal of Attention Disorders, Vol. 22(2): 167-181.

Muñoz-Silva, A. et al. (2017). Child/Adolescent’s ADHD and Parenting Stress: The Mediating Role of Family Impact and Conduct Problems. Frontiers in Psychology, Vol. 22(8): 2252.

Ottosen, C. et al. (2016). Gender Differences in Associations Between Attention- Deficit/ Hyperactivity Disorder and Substance Use Disorder. Journal of the American Academy of Child and Adolescent Psychiatry, Vol. 55(3): 227-234.

Rasmussen, P. D. et al. (2018). Childhood ADHD and treatment outcome: The role of maternal functioning. Child and Adolescent Psychiatry and Mental Health, Vol 12, ArtID: 31.

Russell, A.E. et al. (2015). Socioeconomic Associations with ADHD: Findings from a Mediation Analysis. PLoS ONE, Vol. 10(6): e0128248.

Socialstyrelsen (2017). National ADHD-handleplan: Pejlemærker, anbefalinger og indsatser på det sociale område. Odense: Socialstyrelsen.

Sonne, T. et al. (2016). An assistive technology design framework for ADHD. Conference paper. 28th Australian Conference on Computer-Human Interaction (OZCHI2016). Launceston: Assistive Technologies for Mental Disorders.

Storebø, O. J. et al. (2019). Social skills training for attention deficit hyperactivity disorder (ADHD) in children aged 5 to 18 years. Cochrane Database of Systematic Reviews, Vol. 6(6), Art. Nr: CD008223.

Theule, J. et al. (2018). Children’s ADHD Interventions and Parenting Stress: A Meta-Analysis. Journal of Child and Family Studies, Vol. 27(9): 2744-2756.

Young, S. et al. (2015). Co-morbid psychiatric disorders among incarcerated ADHD populations: A meta-analysis. Psychological Medicine, Vol. 45(12): 2499-2510.

Publiceret: 26.08.2014. Sidst opdateret: 01.03.2021