Målgruppen

Børn og unge med opmærksomhedsforstyrrelser er en bred målgruppe med mange forskellige karakteristika. Målgruppen bliver af omgivelserne ofte oplevet som impulsive, urolige og uopmærksomme.

Vanskeligheder med opmærksomhed viser sig ved, at man skal bruge betydeligt mere energi på at tolke, opfatte og sortere i daglige indtryk end andre mennesker (Socialstyrelsen, 2013). Børn og unge med opmærksomhedsforstyrrelser er en bred målgruppe, hvor kun en del opfylder kriterierne for diagnosen ADHD.

I den sociale indsats er der derfor behov for at kunne tilrettelægge en indsats overfor målgruppen uden henvisning til, om der foreligger en diagnose eller ej (Socialstyrelsen, 2014).

Børn og unge med opmærksomhedsforstyrrelser, f.eks. ADHD, opleves ofte som impulsive, urolige og ukoncentrerede inden for de rammer og krav, omgivelserne stiller i f.eks. dagtilbud og skole. Derfor kan de kræve ekstra ressourcer, tid og støtte. Det kan medføre, at voksne omkring dem bliver negative, skælder mere ud og føler sig inkompetente eller magtesløse (Maniadaki et al., 2006; Sonuga-Barke et al., 2006).

Børn og unge, der ofte bliver mødt med skældud eller irettesættelse, vil sjældent trives eller udvikle sig optimalt. Et vedvarende negativt samspil med de nære omgivende personer, herunder forældre, pædagoger, lærere og kammerater, kan påvirke trivsel, identitetsdannelse og funktion senere i livet. Børn med ADHD kan være forsinkede i deres udvikling. Det kan betyde, at de ikke er parate til at forstå og imødekomme de krav, omgivelserne stiller på samme tidspunkt som deres jævnaldrende (Socialstyrelsen, 2013; DuPaul et al., 2011).

I nogle tilfælde kan opmærksomhedsproblemer også have en mere diskret form, hvor barnet eller den unge afledes af indre stimuli og derfor opleves som distræt eller indadvendt. Børn og unge, der har den type vanskeligheder, kan være svære at få øje på for de voksne omkring dem. At problematikken synes mere diskret betyder ikke, at den er mindre alvorlig og denne gruppe har høj risiko for ikke at få den støtte, som de har behov for (Steinhausen, 2011).

Der er flere drenge end piger, der får stillet en ADHD-diagnose (Kopp, 2010). ADHD kan komme anderledes til udtryk hos piger og kvinder end hos drenge og mænd. Drenge beskrives ofte mest som hyperaktive og impulsive, mens piger med ADHD ofte knyttes til den mere diskrete form for opmærksomhedsproblemer og beskrives som distræte og indadvendte. Der ses også en tendens til, at pigernes vanskeligheder ofte tolkes som et resultat af sociale faktorer, mens drenges vanskeligheder tolkes som et resultat af neurologiske faktorer. Det kan medføre, at pigernes behov for støtte overses eller misforstås af omgivelserne (Kopp, 2010).

Sammensatte vanskeligheder                                                            

Børn og unge med opmærksomhedsforstyrrelser og ADHD har en øget risiko for samtidig at have kognitive vanskeligheder, herunder specifikke sproglige forstyrrelser og indlæringsvanskeligheder. Mange har sammensatte problemer i form af andre psykiske og/eller adfærdsmæssige vanskeligheder såsom søvnforstyrrelser, adfærdsproblemer andre udviklingsproblemer, angst og depression. Disse tilstande kan hos nogle børn og unge betyde mere for den daglige funktion end selve problemerne forbundet med at have opmærksomhedsforstyrrelser og ADHD(Socialstyrelsen, 2014). 

Særligt i forhold til børn

Børns vanskeligheder i forbindelse med opmærksomhedsforstyrrelser og ADHD kommer almindeligvis til udtryk i familien, i dagtilbud, i skolen og i fritidslivet (Socialstyrelsen, 2014). Udfordringerne kan bl.a. komme til udtryk ved, at barnet har problemer med at overholde regler og tidsfrister, som dets skolekammerater ikke har (Christoffersen & Hammen, 2011). Derudover kan børn med opmærksomhedsforstyrrelser og ADHD have svært ved at håndtere sociale relationer, fordi de kan have svært ved at vente og styre deres følelser, impulser og humør. Nogle børn har også vanskeligt ved at tolke og forstå regler i lege og kan opleve, at de ikke passer ind og ikke lykkes i sociale relationer (Socialstyrelsen, 2014, Christoffersen & Hammen, 2011).

En Ph.D. afhandling fra Aarhus Universitet (Lemcke 2013), der bl.a. er baseret på registerdata fra en dansk fødselskohorte og interviews med mødre peger på, at der kan spores en sammenhæng mellem særtræk hos barnet de 2 første leveår og en senere ADHD diagnose.  Disse særtræk er bl.a., at:

  • børnene græder mere
  • børnene er mere rastløse
  • børnene er mere aktive
  • børnene er mindre opmærksomme
  • børnene bliver oplevet som om de ikke kan høre
  • børnene bliver ammet i kortere tid og i mindre omfang end andre børn (Asmussen J et al. (submitted))
  • børnene har søvnproblemer (rastløs søvn)
  • børnene udviser temperament.

Andre studier har også fundet sammenhænge mellem biologiske og sociale risikofaktorer og udvikling af ADHD-symptomer hos førskolebørn (SAFARI-studiet i Odense Børnekohorte).

  • Lavt D-vitamin hos gravide mødre øger forekomst af ADHD-symptomer (Mossin et al., 2016).

Disposition til psykiatrisk sygdom øger symptom forekomst.

Særligt i forhold til unge

Ungdomslivet rummer udfordringer, der kan være særligt store for unge med opmærksomhedsforstyrrelser og ADHD. Den forsinkede udvikling kan betyde, at de fremstår mindre modne end deres jævnaldrende og derfor også mindre parate til det ansvar, som omgivelserne forventer (Sødergaard, 2011). Dertil kommer, at unge med ADHD har en markant højere risiko for at få andre psykiske vanskeligheder end deres jævnaldrende (Christoffersen & Hammen, 2011). Vanskeligheder med impulsivitet og opmærksomhed kan endvidere betyde, at de unge kan have en mere risikobetonet adfærd end andre unge. Problemerne er ofte meget komplekse. Det betyder, at de unge kan have brug for en tværfaglig indsats, der involverer en række aktører og forskellige forvaltninger og lovgivninger (Socialstyrelsen, 2013;2014). Hos unge vil udfordringerne almindeligvis komme til udtryk i familien og netværket, i forbindelse med uddannelse, job og mestring af hverdagen (bolig og økonomi), samt i relation til venner og fritid. Det er derfor vigtigt, at den sociale indsats har fokus på netop disse områder (Socialstyrelsen, 2013;2014).

Kilder

Christoffersen, M. og I. Hammen (2011): ADHD-indsatser. En forskningsoversigt.

DuPaul, G. J. et al (2011): ADHD in the Classroom: Effective Intervention Strategies. Theory onto Practice, 50:35-42

Kopp, S. (2010): Girls with Social and/or Attention Impairments. Institute of Neuroscience and Physiology, Child and Adolescent Psychiatry, University of Gothenburg.

Lemcke, S. (2013): The early signs of ADHD and autism in toddlers. Ph.D. afhandling. Aarhus Universitet.

Maniadaki, K. et al. (2006): Adults’ self-efficacy beliefs and referral attitudes for boys and girls with AD/HD. European Child & Adolescent Psychiatry, 15, (3), 132-140.

Mossin, M. H. et al. (2016): Inverse associations between cord vitamin D and attention deficit hyperactivity disorder symptoms: A child cohort study. Austral N Zealand J Psychiatry, 51 (2)

Socialstyrelsen (2013): National ADHD-handleplan – pejlemærker, anbefalinger og indsatser på det sociale område. Socialstyrelsen 2013.

Socialstyrelsen (2014): Mennesker med ADHD. Sociale indsatser der virker. Socialstyrelsen.

Sonuga-Barke, E. J. S. et al. (2006): Nonpharmacological Interventions for Preschoolers With ADHD: The Case for Specialized Parent Training. Infants & Young Children, 19 (2), pp. 142-153.

Steinhausen, H. (red.) (2011): ADHD. Liveslange perspektiver og særlige behov (Kan lånes gennem bibliotek.dk).  Dansk Psykologisk forlag.

Sødergaard, P. S. (2011): Konstant uro – om med ADHD (Kan lånes gennem bibliotek.dk). Turbine forlaget. 

Publiceret: 27.08.2014. Sidst opdateret: 28.06.2017