Forside » Børn & unge » Opmærksomhedsforstyrrelser » Indsatser » De Utrolige År - Forældreprogrammet Basic Førskole

De Utrolige År - Forældreprogrammet Basic Førskole

Der er dokumenteret positiv effekt af forældreprogrammet De Utrolige År for forældre til 3-8-årige. Programmet medfører en reduktion af børnenes adfærdsvanskeligheder.

Andreas Benediktson &   | Socialstyrelsen

De Utrolige År er en samlebetegnelse for en serie evidensbaserede programmer til forældre, børn og pædagoger/lærere, som er udviklet af Carolyn Webster-Stratton, professor emeritus ved Washington University i Seattle, USA. Denne artikel handler kun om forældreprogrammet BASIC førskole, som er det mest udbredte program i Danmark. Programmet hedder på amerikansk: Incredible Years Preschool BASIC Parents Program og kaldes i Danmark for Førskole.

Programmet Førskole tilbydes til forældre med børn i alderen 3-8 år. Manualen til De Utrolige År Førskole nævner, at programmet er anvendeligt for følgende målgrupper:

  1. Alle forældre til børn i aldersgruppen.
  2. Forældre til børn med adfærdsproblemer, herunder ADHD, i aldersgruppen.
  3. Forældre, der risikerer at ty til overgreb eller omsorgssvigt.
  4. Pleje- og adoptivforældre.
  5. Teenagere, der deltager i babysitter-kurser eller kurser i familieliv.
  6. Familieterapeuter, socialrådgivere, børnepsykologer, lærere, sygeplejersker, læger, personale i kommunernes børne- og familieafdelinger, pædagoger og dagplejemødre.

Programmet fokuserer på de udviklingsmæssige stadier for børn i aldersgruppen 3-6 år. Dette indebærer bl.a. emotionelle og sociale kompetencer, selvregulering, etablering af venskaber og udvikling af skoleparathed.

Disse kompetencer søger programmet at styrke gennem børnestyret leg, effektiv brug af ros, social og følelsesmæssig coaching af barnet, coaching i vedholdenhed og skolemæssige kompetencer. Derudover arbejdes der også med problemløsning og grænsesætning.

Der er dokumenteret positiv effekt af De Utrolige År og flere studier viser, at programmet reducerer adfærdsvanskeligheder hos børnene og reducerer stress hos forældrene at gennemføre programmet.

Hvor meget ved vi om indsatsen?

Der er dokumenteret positiv effekt af De Utrolige År for 3-6-årige. Behandlingen reducerer børnenes adfærdsvanskeligheder, herunder børn med opmærksomhedsforstyrrelser fx ADHD. 

Hvor meget ved vi om indsatsen ?

De Utrolige År - Forældreprogrammet Basic Førskole Der er dokumenteret positiv effekt af forældreprogrammet De Utrolige År for forældre til 3-8-årige. Programmet medfører en reduktion af børnenes adfærdsvanskeligheder.ABCDMålgruppeMetodeImplementeringEffektØkonomi
Målgruppe
Tildeles scoren A: Solidt vidensgrundlag
Metode
Tildeles scoren A: Solidt vidensgrundlag
Implementering
Tildeles scoren A: Solidt vidensgrundlag
Effekt
Tildeles scoren A: Solidt vidensgrundlag
Økonomi
Tildeles scoren A: Solidt vidensgrundlag

Læs hele artiklen

Målgruppe

Programmet De Utrolige År Førskole kan tilbydes til forældre med børn i alderen 3-8 år. Kernemålgruppen er 3-6 år. I Danmark vurderes det, at ca. 10 pct. af en årgang er i målgruppen for De Utrolige År Førskole.

Manualen til De Utrolige År Førskole nævner følgende målgrupper:

  1. Alle forældre til børn i aldersgruppen.
  2. Forældre til børn med adfærdsproblemer, herunder ADHD, i aldersgruppen.
  3. Forældre, der risikerer at ty til overgreb eller omsorgssvigt.
  4. Pleje- og adoptivforældre.
  5. Teenagere, der deltager i babysitter-kurser eller kurser i familieliv.
  6. Familieterapeuter, socialrådgivere, børnepsykologer, lærere, sygeplejersker, læger, personale i kommunernes børne- og familieafdelinger, pædagoger og dagplejemødre (Webster-Stratton, 2011).

Målgruppen i danske kommuner

I 2008-2010 fulgte Rambøll Management i en evaluering for Socialstyrelsen De Utrolige År Førskole i 12 danske kommuner. Evalueringen viste, at kommunerne generelt tilbød programmet til forældre med børn i alderen 3-8 år, som var i alvorlige adfærdsvanskeligheder. Dette svarer til manualens målgruppe nummer 2.

Antal børn og unge i målgruppen

Eyberg Child Behavior Inventory (ECBI) er et redskab, som måler adfærdsvanskeligheder hos børn. En norsk undersøgelse har defineret, at børn er i behandlingskrævende adfærdsvanskeligheder, hvis de ligger i de øverste 10 pct. af populationen målt med ECBI (Reedtz et al., 2008). Denne vurdering anvendes generelt i arbejdet med De Utrolige År i Norge og i Danmark.

Der fødes ca. 60.000 børn årligt i Danmark. Der vil dermed i Danmark på landsplan årligt være 6.000 børn i målgruppen for De Utrolige År Førskole, nemlig de øverste 10 pct. af en årgang.

Kilder

Reedtz et al. (2008): Eyberg Child Behavior Inventory (ECBI): Norwegian norms to identify conduct problems in children (Kan lånes gennem bibliotek.dk)

Webster-Stratton, C. (2011): The Incredible Years Parents, Teachers, and Children's Training Series. Seattle: Incredible Years Inc.

Metode

Førskole er et gruppebaseret undervisningsforløb, hvor 10-14 forældre mødes to timer én gang ugentligt over 14-22 uger. Grupperne ledes af to gruppeledere, som har gennemgået et oplæringsforløb i De Utrolige År.

Oprindelse og udbredelse

Programserien De Utrolige År er udviklet af professor emeritus Carolyn Webster-Stratton ved Washington University i Seattle. De første programmer i serien blev udviklet i 1980'erne, og der foregår en kontinuerlig forskning i og tilpasning af programmerne koordineret af programudvikleren og Incredible Years-organisationen i USA.

De Utrolige År er udbredt til flere lande. Foruden USA benyttes programmerne bl.a. i England, Wales, Irland, Holland, Canada, Norge, Sverige, Finland, Danmark, New Zealand, Portugal, Palæstina og Rusland.

Formidlingsform

Undervisningsforløbet er praktisk orienteret med brug af videoklip, diskussion, udveksling af principper, øvelser og hjemmeopgaver.

Kernekomponenter

I De Utrolige År Førskole fokuseres der på de udviklingsmæssige milepæle for børn i aldersgruppen 3-6 år, herunder emotionel kompetence og selvregulering, begyndende sociale kompetencer, etablering af venskaber og udvikling af skoleparathed.

Programmets temaer omfatter børnestyret leg, effektiv brug af ros, social og følelsesmæssig coaching af barnet, coaching i vedholdenhed og skolemæssige kompetencer, at lære barnet problemløsning, at give gode beskeder, hensigtsmæssige strategier for grænsesætning og flere andre temaer.

De første temaer i programmet har til formål at styrke relationen mellem forældre og børn gennem leg og positivt samvær. Dette udgør fundamentet for, at forældre kan få succes med de temaer, som introduceres senere i programmet, fx hensigtsmæssig grænsesætning og regler for hjemmet (Webster-Stratton, 2011).

Hvilke kvalifikationer skal medarbejderne have?

Uddannelsen til gruppeleder i De Utrolige År forældreprogrammet Førskole udbydes i Danmark af VIA. Uddannelsen løber over ca. 2 år, og personalet leverer gruppeforløb til forældre, fra uddannelsen påbegyndes. Uddannelsen består af:

  • Introdag
  • 3-dages workshop
  • 2 konsultationsdage
  • 4 peer coach-vejledninger (ca. halve dage)
  • Leverance af to gruppeforløb i egen organisation.

Efter den indledende uddannelse kan gruppelederen søge om certificering i programmet. 

Læs mere om uddannelsen i De Utrolige år på VIAs hjemmeside.

Medarbejdernes erfaring og uddannelsesniveau

Uddannelsen som gruppeleder i De Utrolige År henvender sig til en række forskellige faggrupper, som fx pædagoger, lærere, psykologer, sundhedsplejersker og socialrådgivere. Der kræves som minimum en relevant mellemlang uddannelse. Endvidere er anbefalingen, at de fagfolk som uddannes har erfaring i at arbejde med De Utrolige Års målgruppe.

Hvilken teori er indsatsen baseret på?

Den teoretiske baggrund for De Utrolige År programserien angives af programudvikleren (Webster-Stratton, 2011) at være:

  • Kognitiv social læringsteori, særligt Pattersons hypotese om at negativ forstærkning udvikler og opretholder afvigende adfærd.
  • Banduras teorier om modellering og "self-efficacy".
  • Piagets udviklingsfaser og interaktive læringsmetoder.
  • Teorier om forældres påvirkning af hjernens udvikling.
  • Kognitive strategier til at udfordre vrede, negative og depressive tanker og til at fremme forældres selvfølelse og selvværd.
  • Bowlbys og Ainsworths tilknytningsteorier og teorier om relationer.

Kilder

Socialstyrelsen (2016): Socialstyrelsens hjemmeside - De utrolige år førskole (december 2016) 

Webster-Stratton, C. (2011): The Incredible Years Parents, Teachers, and Children's Training Series. Seattle: Incredible Years Inc.

Implementering

Erfaringer fra Danmark peger på, at den rette balancegang mellem tilpasning og fidelitet regelmæssig uddannelse, grundig forberedelse og en god organisering er væsentlige faktorer for at opnå en succesfuld implementering af De Utrolige År.

De Utrolige År i Danmark

De Utrolige År blev indført i Danmark i 2006. Programmet startede op som et kommunalt initiativ i Herning, Holstebro, Ikast-Brande og Aalborg Kommune, men er senere blevet udbredt til flere kommuner gennem projekter. Programmet er i 2016 implementeret i 26 kommuner.

Læs mere om De Utrolige År i Danmark på Socialstyrelsens hjemmeside.

Dansk evaluering af implementeringen af De Utrolige År

Når De Utrolige År skal implementeres, er det særligt væsentligt at finde den rette balance mellem loyalitet over for programseriens kerneprincipper og tilpasningen til den lokale kontekst. Dette viser en evaluering af implementeringen af DUÅ BASIC og DUÅ DINO i 12 danske kommuner foretaget af Rambøll Management for Socialstyrelsen i 2011 (Socialstyrelsen, 2011).

Resultaterne i den danske evaluering er fremkommet ved brug af både kvalitative og kvantitative metoder, bl.a. gruppeledernes besvarelser af procestjeklister og deres tilfredshedsmålinger. Disse besvarelser og målinger blev i evalueringen sammenholdt med parathedsmålinger samt med kvalitative analyser af implementeringsmiljøerne.

Evalueringen viser, at balancen mellem loyalitet over for programmet og tilpasningen til den lokale kontekst er et vigtigt element i programserien, og at dette har en betydning for, hvilke resultater man kan forvente at opnå. Evalueringen påpeger endvidere, at det for at skabe et stærkt implementeringsmiljø er centralt at være opmærksom på de lokale rammer for implementeringen.

Et særligt væsentligt opmærksomhedspunkt i evalueringen er, at det for at opnå en god implementering af programmet er vigtigt, at gruppelederne får regelmæssig uddannelse og vejledning. Dette gælder særligt for de gruppeledere, der arbejder med den tungere målgruppe. Regelmæssig uddannelse og vejledning er afgørende for, at programserien kan implementeres med loyalitet over for kerneprincipperne og for, at programmet kan tilpasses den lokale kontekst, idet gruppelederne herigennem rustes til at reflektere over brugen af programmets øvelser, materialer og teknikker.

Evalueringen peger også på, at det er væsentligt med en engageret og synlig leder samt at der er afsat tilstrækkelig tid og ressourcer til intern træning og vejledning.

Det er vigtigt at påpege, at evalueringen er gennemført parallelt med implementeringen af programmet. Evalueringen er derfor baseret på analyser af forløb, hvor gruppelederne stadig var under uddannelse, og derfor endnu ikke var certificerede.

Implementeringserfaringer fra Ikast-Brande Kommune

Ifølge Ikast-Brande Kommune har de gode erfaringer med implementeringen af De Utrolige År. Disse erfaringer stemmer overens med konklusionerne i evalueringen fra 2011 (Socialstyrelsen 2011), men peger desuden på, at det for at gennemføre en god implementering af programmet er essentielt at skabe en god organisering i kommunen.

Endvidere påpeger Birgitte Rønnow, at det i forberedelsen og opstarten af implementeringen af De Utrolige År er vigtigt, at:

  • der laves en grundig interessentanalyse, så det bliver afklaret, hvem der er de væsentlige samarbejdspartnere
  • der skabes en grundig afklaring af, hvem målgruppen er
  • der laves et sikkert, klart og synligt visitationssystem
  • de fysiske og praktiske rammer er på plads
  • der ansættes personale, der er forandringsparate og som kan arbejde manualbaseret
  • der ansættes minimum 4 terapeuter.

Læs om kommunernes praksiserfaringer med De Utrolige År - forældreprogrammet Førskole 

Kilder

Socialstyrelsen (2011): Evaluering af De Utrolige År. Slutrapport. Rambøll Management Consulting A/S

Effekt

Effekten af De Utrolige År Førskole er dokumenteret i mere end 10 kontrolgruppeforsøg udført af programudvikleren og tilsvarende mere end 10 kontrolgruppeforsøg udført af uafhængige forskere både fra USA og andre lande.

Studierne fremgår med præcise referencer af programudviklerens bog fra 2011, som indeholder en samlet beskrivelse af De Utrolige År (Webster-Stratton, 2011).

Måling af adfærdsvanskeligheder

Hvordan måler man adfærdsvanskeligheder?

De Utrolige Års programudvikler anbefaler i manualen til Førskole-programmet det validerede måleredskab Eyberg Child Behaviour Inventory (ECBI) til måling af adfærdsvanskeligheder hos børn. Dette redskab er oversat til dansk og benyttes ofte sammen med andre validerede måleredskaber i undersøgelser og evalueringer af De Utrolige År programmerne. ECBI består af 36 udsagn om barnet, som forældrene skal vurdere på to skalaer.

I Norge er der udarbejdet nationale normtal for ECBI. Det betyder, at man i Norge kender de gennemsnitlige ECBI-værdier for børn i forskellige aldersgrupper og har udregnet, hvornår et barn, målt med ECBI, er i adfærdsvanskeligheder af behandlingskrævende karakter. Nemlig ved en ECBI-score i det, som svarer til de øverste 10 pct.

Positive resultater i meta-analyse

En meta-analyse af De Utrolige Års forældretræning (Menting et al., 2013) konkluderer samlet set, at De Utrolige Års forældretræning medfører et fald i forstyrrende adfærd og en stigning i prosocial adfærd hos de børn, der modtager indsatsen. Resultatet er målt umiddelbart efter interventionen.

Effekten af programmet er i følge meta-analysen størst for de børn, som har den mest problematiske adfærd før programmet, og programmet virker bedre for børnene, jo flere sessioner forældrene deltager i (Menting et al., 2013).

Meta-analysen har vurderet effekten af De Utrolige År i 50 videnskabelige studier udgivet i perioden 1980 til april 2010. Analysen inddrager dels studier af førskoleprogrammet uden andre programmer dels af førskoleprogrammet i kombination med andre programelementer fra De Utrolige År. I de 50 studier indgår i alt 4745 deltagere, hvoraf 2472 er i interventionsgrupper, og 2273 er i kontrol- eller sammenligningsgrupper (Menting et al., 2013).

Nordisk forskning

Flere undersøgelser fra Norden, et norsk randomiseret kontrolleret forsøg og to svenske randomiserede kontrollerede forsøg, viser signifikant positiv effekt af De Utrolige År Førskole sammenlignet med ventelistekontrolgrupper. Studierne peger på, at De Utrolige År førskoleprogrammet, hvis positive resultater er dokumenteret gennem forskning fra en række lande, også er effektive i Norge og Sverige (Larsson et al., 2009; Axberg & Broberg 2012; Stattin et al., 2015).

I det norske studie indgår 127 familier med børn i alvorlige adfærdsvanskeligheder og med diagnoserne ODD/CD eller mange symptomer fra de diagnoser. En del af børnene havde desuden ADHD eller ADHD-lignende adfærd. De 127 familier blev fordelt tilfældigt i tre grupper, to interventionsgrupper og en kontrolgruppe. I det norske studie faldt interventionsgruppen 41 point på Eyberg Child Behaviour Inventory. Kontrolgruppen, som stod på venteliste, faldt med 22 point. Undersøgelsens statistiske analyser viste, at denne forskel var statistisk signifikant, hvilket betyder, at interventionsgruppens positive udvikling kunne tilskrives indsatsen med De Utrolige År (Larsson et al., 2009).

Der blev i et af de svenske studier rekrutteret 62 familier, og disse blev fordelt ved lodtrækning til to grupper, en gruppe som fik tilbudt De Utrolige År Førskole og en gruppe, som stod på venteliste. Børnenes niveau af adfærdsvanskeligheder blev målt både før og efter indsatsen med De Utrolige År. Interventionsgruppen i den svenske undersøgelse, som fik De Utrolige År, faldt med 32 point på Eyberg Child Behaviour Inventory, som måler adfærdsvanskeligheder. Kontrolgruppen, som stod på venteliste, faldt med 5 point på samme skala. Også her var forskellen statistisk signifikant (Axberg & Broberg, 2012).

I en national evaluering i 2015 undersøgte en række svenske forskere den kortsigtede effekt af fire forskellige forældreprogrammer som tilbydes i Sverige, herunder De Vidunderlige År for 3-8-årige. I et randomiseret kontrolleret forsøg blev 112 familier tilbudt De Utrolige År, mens 159 familier stod på venteliste. Ligesom det andet svenske studie (Axerg & Broberg, 2012) viser dette studie også, at der er en signifikant sammenhæng mellem deltagelse i De Utrolige År og en reduktion af børns adfærdsproblemer (Stattin et al., 2015).   

Intensiteten af indsatsen

Det norske studie (Larsson et al., 2009) peger på, at dosering af De Utrolige År Førskole er vigtig for at skabe effekt. Mødre, som deltog i 75 pct. eller flere af sessionerne i programmet, fik i det norske studie signifikant bedre effekt af programmet sammenlignet med mødre i kontrolgruppen. For mødre, som deltog i mindre end 75 pct. af sessionerne i programmet, var der ikke samme signifikante forskel sammenlignet med kontrolgruppen.

Langt størstedelen af familierne i det norske lodtrækningsforsøg deltog i 75 pct. eller flere af programmets sessioner.

Det norske studie konkluderer, som metaanalysen fra 2013, at effekten af De Utrolige Års forældretræning er bedre, jo flere sessioner forældrene deltager i (Menting et al., 2013; Larsson et al., 2009).

Dansk undersøgelse af effekten af DUÅ målrettet forældre til børn med ADHD

Forskere fra Aarhus Universitet har i samarbejde med Center for ADHD gennemført en effektevaluering af de første gruppeforløb for forældre til 3-8-årige børn med ADHD-symptomer (33 familier) afholdt i perioden 2011-12 i Danmark. Studiet undersøgte effekterne af DUÅ forældreprogrammet til forældre til børn med ADHD-symptomer.

I forhold til børnenes ADHD-symptomer og problemskabende adfærd viser undersøgelsen statistiske og kliniske signifikante reduktioner fra før til efter behandlingen. Undersøgelsen viser også en signifikant forbedring af børnenes sociale kompetencer og følelsesregulering. Forældre rapporterede desuden, at de i højere grad anvendte incitamenter og ros overfor deres barn. Data viser, at alle effekter blev opretholdt eller blev forbedret frem mod 6 måneders-opfølgningen (Trillingsgaard et al., 2014).

Den langsigtede effekt for særlige grupper

På baggrund af opfølgningsstudier af De Utrolige År Førskole fra Norge og Storbritannien er der grund til at have særlig opmærksomhed på piger, børn af enlige mødre, og på de børn, som har et højt niveau af adfærdsvanskeligheder på trods af, at forældrene har gennemført De Utrolige År Førskole. Disse grupper vil oftere end andre grupper have behov for at De Utrolige År Førskole suppleres med andre interventioner.

Deltagerne i det norske lodtrækningsforsøg med De Utrolige År Førskole blev fulgt i 5-6 år efter det oprindelige forsøg. I det oprindelige forsøg havde alle deltagere en diagnose med ODD/CD [RDíH1] eller havde mange symptomer. Dette var tilfældet for kun en tredjedel ved opfølgningsstudiet. Den største tendens til at fastholde diagnosen 5-6 år efter det oprindelige forsøg blev set hos piger og børn som ved det oprindelige forsøg boede hos enlige mødre (Larsson et al., 2009; Drugli et al., 2010).

I et studie fra Storbritannien (Scott et al, 2014) er det blevet undersøgt, hvorledes det kan undgås, at børn og unge med eller i risiko for at udvikle antisocial adfærd får problemer med antisocial personlighed i deres voksenalder. Studiet indeholder to randomiserede opfølgningsstudier. I det første studie indgår 120 børn mellem 3 og 7 år, der er blevet henvist til behandling på mentale sundhedsklinikker for børn på grund af antisocial adfærd. For 93 af de 120 børn blev der foretaget en opfølgning, da de var mellem 10 og 17 år. Det andet studie omfatter 109 børn mellem 4 og 6 år, der gennem et spørgeskema om antisocial personlighed og antisocial adfærd, besvaret af forældre og lærere, har scoret højt og dermed betegnes at være i højrisiko for udviklingen af antisocial personlighed. 90 af børnene deltog i opfølgningen, da de var mellem 9 og 13 år (Scott et al., 2014).

I begge studier har forældreinterventionen været De Utrolige År Basic Videotape Program. Opfølgningen på denne intervention har vist, at for gruppen af børn som er blevet henvist til behandling, er der sket en mindskelse i antisocial adfærd i deres ungdomsår sammenlignet med kontrolgruppen, hvor forældrene ikke har deltaget i De Utrolige År-programmet. Studiet viser også, at der er sket en forbedring i gruppens læseevner. For gruppen af børn i højrisiko for udvikling af antisocial personlighed var der ikke dokumenterede forbedringer (Scott et al., 2014).

Etniske minoriteter

Tre effektundersøgelser fra hhv. England, Holland og USA finder, at der ikke er forskel på behandlingseffekten mellem forskellige etniske grupper. Der er tale om et RCT studie fra England, som inddrager 120 børn, en undersøgelse fra USA blandt 634 lavindkomst grupper med blandet etnisk baggrund og et hollandsk RCT studie med 154 familier, hvoraf 66 % tilhører en etnisk minoritet (Leijten et al., 2015; Reid et al., 2001; Scott et al., 2014).

Kilder

Axberg, U., & Broberg, A. G. (2012): Evaluation of "The Incredible Years" in Sweden: The transferability of an American parent-training program to Sweden. Scandinavian Journal of Psychology, vol. 53, pp. 224-232.

Drugli, M. B. et al. (2010): Five- to six-year outcome and its prediction for children with ODD/CD treated with parent training, Journal of Child Psychology and Psychiatry (PDF). Vol. 51; Issue 5 ; pp. 559 - 566.

Larsson, B. et al., (2009): Treatment of oppositional defiant and conduct problems in young Norwegian children: Results of a randomized controlled trial. European child & adolescent psychiatry (PDF). Vol. 18; Issue 1 ; pp. 42 – 52.

Leijten, P., et al. (2015): "Effectiveness of the Incredible Years Parenting Program for Families with Socioeconomically Disadvantaged and Ethnic Minority Backgrounds". Journal of Clnical Child & Adolescent Psychology, 0(0), pp. 1–15.

Menting et al. (2013):  Effectiveness of the Incredible Years parent training to modify disruptive and prosocial child behavior: A meta-analytic review. Clinical Psychology Review 2013; 33; pp.901-913

Reid, M. J. et al. (2001): Parent training in Head Start: A comparison of program response among African American, Asian American, Caucasian, and Hispanic mothers. Prevention Science, 2, 209–227.

Scott, S. et al. (2014): Early Prevention of Antisocial Personality: Long-Term Follow-Up of Two Randomized Controlled Trials Comparing Indicated and Selective Approaches (kan lånes via bibliotek.dk). The American Journal of Psychiatry; vol. 171; Issue 6; pp. 649 – 657

Stattin, H. et al. (2015): "A National Evaluation of Parenting Programs in Sweden: The Short-Term Effects Using an RCT Effectiveness Design". Journal of Consulting and Clinical Psychology. Vol 83(6), pp.1069-1084.

Trillingsgaard et al. (2014): Assessing the effectiveness of the ’Incredible Years ® parent training’ to parents of young children with ADHD symptoms – a preliminary report (kan lånes gennem bibliotek.dk). I: Scandinavian Psychological Associations and John Wiley & Sons Ltd.

Webster-Stratton, C. (2011): The Incredible Years Parents, Teachers, and Children's Training Series. Seattle: Incredible Years Inc.

Webster-Stratton, C. et al. (2011): Long-Term Outcomes of Incredible Years Parenting Program: Predictors of Adolescent Adjustment, Child and Adolescent Mental Health. 2011; Vol. 16; Issue 1 ; pp. 38 – 46.

Økonomi

En økonomisk analyse, foretaget af Rambøll Management Consulting fra 2012, peger på, at der i et langsigtet perspektiv kan være besparelser at hente ved at omlægge den tidlige indsats for børn med adfærdsvanskeligheder til De Utrolige År. Det offentlige kan primært hente gevinsterne gennem øget uddannelse og beskæftigelse samt færre udgifter til kriminalitet.

Et studie fra Irland blandt udsatte børn peger ligeledes på, at der er økonomisk gevinst at hente fra De Utrolige År Førskole forældreprogrammer i form af færre offentlige udgifter til børnene. 103 familier som tidligere havde deltaget i et randomiseret kontrolleret forsøg med De Utrolige År Førskole målrettet udsatte familier deltog i en 12-måneders-opfølgning. Resultatet heraf indikerer, at opnåede forbedringer i forhold til børnenes adfærd og forældrenes adfærd blev fastholdt. Studiet indikerer, at reduktioner i offentlige udgifter til børnene (herunder sociale- og sundhedsudgifter) ligeledes blev fastholdt efter 12 måneder. De offentlige udgifter til børnene udgjorde 12 måneder efter gennemførelsen af forældreprogrammet kun 60 % i forhold til de samlede udgifter, inden familierne deltog i De Utrolige År Førskole (McGilloway et. al. 2014).

Potentielle besparelser

Rambøll Management Consulting har for Social- og Integrationsministeriet i 2012 foretaget en analyse af de forventede økonomiske gevinster for samfundet ved at omlægge indsatsen for udsatte børn og unge. Rapporten konkluderer, at der er et langsigtet samlet økonomisk potentiale på ca. 1,6 mia. kr., hvis den tidlige forebyggende indsats omlægges til De Utrolige År for 10.000 børn mellem 4-6 år.

Forfatterne estimerer, at der i et livsperspektiv er mulighed for en nettogevinst på ca. 158.000 kr. pr. barn, fordelt som en besparelse på ca. 52.000 kr. for kommunerne og ca. 55.000 kr. for staten samt en forventet højere lønindtægt for deltagere svarende til ca. 50.000 kr. i nutidsværdi. Det offentlige kan primært hente gevinsterne gennem øget uddannelse og beskæftigelse samt færre udgifter til kriminalitet.

Udgifter til De Utrolige År

Udgiften til De Utrolige År estimeres i analysen at være ca. 30.000 kr. pr. programforløb. Prisen er baseret på, at der under et forløb er ugentlige gruppemøder af 2½ time over 18-20 uger, med grupper af 5-8 familier, under ledelse af to uddannede gruppeledere. Herudover vil der være udgifter til etablering i form af uddannelse af medarbejdere og efterfølgende vejledning og sparring internt.

Beregninger i et livsperspektiv

I analysen er der anlagt et perspektiv, hvor forfatterne anskuer det forventede nettobidrag til samfundet gennem et livsforløb for en person i målgruppen for De Utrolige År – her analyseret i forhold til børn og unge, der modtager forebyggende foranstaltninger. Det forventede økonomiske scenarie for børn, der indgår i forløb med De Utrolige År, sammenholdes med scenariet for børn der modtager den sædvanlige indsats. Af nedenstående figur fremgår det, at nettobidraget til samfundet forventes at være væsentlig højere for de, der indgår i forløb med De Utrolige År. Området mellem den grønne og den røde kurve udgør den samlede forventede gevinst over et livsforløb.

Figur 1: Estimeret nettobidrag til samfundet gennem et livsforløb

 En figur over estimeret nettobidrag til samfundet gennem et livsforløb

Forudsætninger i analysen

Som grundlag for beregningen vurderer forfatterne, at det landsdækkende samlede potentiale for De Utrolige År er omkring 10.000 børn i alderen 4-6 år. Vurderingen er foretaget med baggrund i, at der på landsplan er ca. 200.000 børn i alderen 4-6 år og med en antagelse om, at 5 % af disse har adfærdsvanskeligheder.

Beregningerne er foretaget med en forudsætning om, at 15 % af børnene, som indgår i forløb med De Utrolige År, opnår den fulde effekt af programmet. I beregningerne er der indregnet en fuld effekt af programmet, svarende til at børnene opnår livsforløb, som er sammenlignelige med normalbefolkningens i forhold til misbrug og kriminalitet. Samtidig er det forventet, at de stadig ligger marginalt under normalbefolkningen i forhold til uddannelse, beskæftigelse og overførsler, da der som udgangspunkt er tale om mere udsatte familier end normalbefolkningen og indsatsen ikke forventes fuldt ud at kunne kompensere for dette. Det er forudsat, at de 15 pct., som opnår fuld effekt, ikke efterfølgende har behov for foranstaltninger.

Kilder

Rambøll Management (2012): Analyse af de økonomiske konsekvenser på området for udsatte børn og unge.

McGilloway et. al. (2014). Reducing child conduct disordered behaviour and improving parent mental health in disadvantaged families: a 12-month follow-up and cost analysis of a parenting intervention. European Child and Adolescent Psychiatry. 23: pp. 783-794.  

 

Hvor meget ved vi om indsatsen ?

De Utrolige År - Forældreprogrammet Basic Førskole Der er dokumenteret positiv effekt af forældreprogrammet De Utrolige År for forældre til 3-8-årige. Programmet medfører en reduktion af børnenes adfærdsvanskeligheder.ABCDMålgruppeMetodeImplementeringEffektØkonomi
Målgruppe
De Utrolige Års målgruppe er meget velbeskrevet i manualer og forskningslitteratur. Der findes støtteredskaber til at identificere målgruppen. Målgruppen er aldersmæssigt afgrænset, og der foreligger tydelige eksklusionskriterier, såsom psykopati og autisme, for målgruppen. Der findes erfaringer med og forskningsbaseret viden om indsatsens målgruppe i en dansk kontekst. På den baggrund tildeles vidensgrundlaget for indsatsens målgruppe scoren A.
Metode
De Utrolige År er meget velbeskrevet i manualer og forskningslitteratur. Indsatsens mål er veldefinerede, og der findes redskaber og procedurer for at sikre metodeintegritet. Indsatsens aktiviteter og fremgangsmåder er detaljeret beskrevet. Der foreligger en klar forandringsteori i form af forældrepyramiden, hvor hvert element i læringen hos forældrene forventes at bevirke en specifik ændring i barnets adfærd. Metoden er udviklet gennem mange års erfaring med målgruppen og bygger på et relevant teoretisk fundament. På den baggrund tildeles vidensgrundlaget for indsatsens metode scoren A.
Implementering
Programmet har været anvendt i danske kommuner siden 2006. Der er derfor et godt kendskab til og erfaringer med implementering af programmet i dansk kontekst. Der foreligger dokumenterede internationale implementeringserfaringer samt en evaluering af implementeringen af indsatsen i Danmark. På den baggrund tildeles vidensgrundlaget for indsatsens implementering scoren A.
Effekt
Der er gennem en årrække udført en række randomiserede kontrollerede forsøg af De Utrolige År. Der foreligger således solid forskningsmæssig dokumentation for metodens effekt internationalt. Der er udført et nyere metastudie af De Utrolige Års forældretræning samt 2 nyere randomiserede kontrollerede forsøg i Norge og Sverige, som vurderes at være overførbare til dansk kontekst. Derudover er der i 2011 foretaget en før – og eftermåling af børneprogrammet Dinosaurskolen (DINO) og forældreprogrammet BASIC i 13 danske kommuner. På den baggrund tildeles vidensgrundlaget for indsatsens effekt scoren A.
Økonomi
Der foreligger en dansk cost-benefit analyse af De Utrolige År, der opgør samlede samfundsmæssige forventede besparelser i et livsperspektiv. Der foreligger et estimat over indsatsens omkostninger ved opstart. På den baggrund tildeles vidensgrundlaget for indsatsens økonomi scoren A.

Publiceret: 27.08.2014. Sidst opdateret: 14.11.2017