Forside » Børn & unge » Omsorgssvigt » Indsatser » MST-CAN: Multisystemisk Terapi for Child Abuse and Neglect

MST-CAN: Multisystemisk Terapi for Child Abuse and Neglect

MST-CAN er en intensiv hjemmebaseret intervention, der har til formål at støtte familier, hvor er barn eller en ung har været udsat for omsorgssvigt af deres forældre.

MST-CAN er en intensiv hjemmebaseret intervention, hvor der især arbejdes med forældrene samt det netværk, der omgiver familien. Et MST-CAN-forløb er af varierende længde og består af interventionsmøder mellem en MST-CAN-terapeut og familien. Møderne finder sted 3-7 gange om ugen i mellem 50 minutter og 2 timer. Indholdet af interventionsmøderne kan variere fra urintestning af forældrene til kommunikationsøvelser eller løsningsfokuseret dialog. Et amerikansk studie viser, at MST-CAN har en bedre effekt end andre lignende behandlingstilbud til målgruppen. Studiet viser bl.a., at de unge medvirkende oplever en større forbedring i deres mentale helbredstilstand, forældrene oplever en reducering i deres psykiske stressniveau, ligesom forældrene oplever en generelt forbedret forældreadfærd sammenlignet med de familier, der modtager anden behandling end MST-CAN.

MST-CAN er i september 2016 implementeret i Holland, Schweitz, Storbritannien og USA. MST-CAN er således ikke implementeret i Danmark, men standard MST anvendes i 41 danske kommuner. 

Hvor meget ved vi om indsatsen ?

MST-CAN: Multisystemisk Terapi for Child Abuse and NeglectMST-CAN er en intensiv hjemmebaseret intervention, der har til formål at støtte familier, hvor er barn eller en ung har været udsat for omsorgssvigt af deres forældre. ABCDMålgruppeMetodeImplementeringEffektØkonomi
Målgruppe
Tildeles scoren B: Rimeligt vidensgrundlag
Metode
Tildeles scoren B: Rimeligt vidensgrundlag
Implementering
Tildeles scoren D: Intet eller yderst sparsomt vidensgrundlag
Effekt
Tildeles scoren B: Rimeligt vidensgrundlag
Økonomi
Tildeles scoren C: Begrænset vidensgrundlag

Læs hele artiklen

Målgruppe

Multisystemisk Terapi for Child Abuse and Neglect (MST-CAN) er målrettet børn og unge, der har været udsat for alvorligt omsorgssvigt af deres forældre, og som er i overhængende risiko for at blive anbragt uden for hjemmet. Indsatsen rettes særligt mod forældrene i familien og de risikofaktorer, der er omkring fortsat omsorgssvigt og udøvelse af vold.

Målgruppen for varianten MST-CAN er børn og unge i alderen 6-17 år, som har været udsat for fysisk mishandling, vold i hjemmet eller anden form for alvorligt omsorgssvigt. Der kan være tale om familier med negative kommunikationsmønstre, anvendelse af fysisk og/eller psykologisk magt i forældrerollen, problemer omkring misbrug, arbejds- og hjemløshed. Familier, hvor barnet/den unge er anbragt, og hvor hjemgivelse er målet, kan også være i målgruppen (Swenson & Schaeffer, 2012).

Målgruppen for standard MST er hjemmeboende unge i alderen 12-17 år med alvorlige adfærdsproblemer i form af anti-social adfærd, kriminalitet, misbrug, fravær, aggressiv adfærd og vold.

Læs mere om MST her.

Kilder

Henggeler, Scott W. & Cindy M. Schaeffer (2010): Treating serious antisocial behavior using multisystemic therapy. I: John R Weisz. & Alan E. Kazdin (2010): Evidence-based psychotherapies for children and adolescents (kan lånes gennem bibliotek.dk). The Guilford Press. 

Swenson, Cynthia Cupit & Cindy M. Schaeffer (2012): Multisystemic Therapy for Child Abuse and Neglect. I: Allen Rubin (2012): Programs and interventions for maltreated children and families at risk (kan lånes gennem bibliotek.dk). John Wiley & Sons.

Metode

MST-CAN er en variant af standard MST (Multisystemisk Terapi) og er en intensiv hjemmebaseret intervention for familier med børn og unge, der er udsat for omsorgssvigt i form af psykisk eller fysisk vold, traumer, forældres misbrug eller anden form for alvorligt omsorgssvigt.

Et standard MST-forløb er intensivt og involverer megen direkte kontakt mellem en MST-terapeut og familien og/eller andre i den unges netværk. I varianten MST-CAN er intensiteten øget, så der især arbejdes med forældrene samt det netværk, der omgiver familien. Terapeuten og familien afholder interventionsmøder mellem 3 og 7 gange om ugen. Møderne kan vare fra 50 minutter op til 2 timer, og indholdet kan variere fra urintestning af forældrene til kommunikationsøvelser eller løsningsfokuseret dialog.

Efter visitation til MST begynder behandlingen med en afdækning af de mål, som både familien, den unge/børnene, sagsbehandleren og andre vigtige parter i familiens liv har for behandlingen. Med udgangspunkt i målene og inputtene fra de forskellige parter bliver familiens problemadfærd analyseret.

I et MST-CAN-forløb er der fokus på hele familien og ikke kun den unge, som i et standard MST-forløb. På baggrund af analysen tilrettelægger MST-CAN-terapeuten i samarbejde med sit MST-CAN-team de konkrete interventioner, der er relevante for at arbejde med hele familien. På grund af de svære vanskeligheder i familien udvikles en sikkerhedsplan for familien, som alle underskriver. Der bliver desuden inkorporeret elementer af kognitiv-adfærdsterapi, hvis der er behov for det (Swenson & Schaeffer, 2012).

MST-CAN-terapeuten følger interventionen tæt under hele behandlingsforløbet. Det sker bl.a. gennem direkte kontakt med den unge, familien og andre relevante parter samt gennem ugentlige strukturerede supervisionsforløb på den konkrete sag. Denne tætte monitorering af indsatsen optimerer MST-CAN-terapeutens muligheder for at beslutte, hvornår de konkrete interventioner skal iværksættes, om der er barrierer, der skal ryddes af vejen, eller om interventionerne skal justeres undervejs, så behandlingen får størst mulig effekt (Henggeler & Schaeffer, 2010).

Særligt for et MST-CAN forløb er, at terapeuten har øget fokus på den unges/barnets sikkerhed under hele behandlingsforløbet. På grund af de særlige omstændigheder i familien er det desuden vigtigt, at terapeuten og myndighedssagsbehandleren arbejder tæt sammen, så familien føler sig inddraget. Forældre i disse familier er ofte utrygge og udviser angst for, at deres barn fjernes fra hjemmet (Swenson & Schaeffer, 2012).

Hvilke kvalifikationer skal MST-terapeuter have?

Ifølge programudvikler Scott W. Henggeler (Henggeler & Schaeffer, 2010) skal MST-terapeuterne som minimum have en relevant mellemlang uddannelse (Masters degree) inden for det sociale område.

Ofte er MST-terapeuter med efteruddannelse i- eller praktisk erfaring med familie-system-intervention, adfærdsterapi og kognitive adfærdsteknikker bedst klædt på til at foretage MST-interventionen (Henggeler & Schaeffer, 2010).

For at kunne arbejde som MST-CAN-terapeut er det nødvendigt at deltage i 4 særlige uddannelsesdage i MST-CAN. Disse indeholder bl.a. viden omkring misbrug og traumebehandling for voksne og børn. Disse uddannelsesdage ligger ud over MST-standarduddannelsen, som består af 5 uddannelsesdage.

Et MST-CAN-team er tilgængeligt 24 timer i døgnet 7 dage om ugen, og medarbejdere skal derfor være indstillet på, at arbejdet også kan foregå om aftenen og i weekender.

Kilder

Henggeler, Scott W. & Cindy M. Schaeffer (2010): Treating serious antisocial behavior using multisystemic therapy. I: John R Weisz. & Alan E. Kazdin (2010): Evidence-based psychotherapies for children and adolescents (kan lånes gennem bibliotek.dk). The Guilford Press. 

Swenson, Cynthia Cupit & Cindy M. Schaeffer (2012): Multisystemic Therapy for Child Abuse and Neglect. I: Allen Rubin (2012): Programs and interventions for maltreated children and families at risk (kan lånes gennem bibliotek.dk). John Wiley & Sons. 

Implementering

Varianten MST-CAN tilbydes pr. september 2016 ikke i Danmark. Der er på baggrund af den systematiske søgning foretaget i efteråret 2013 ikke fremkommet implementeringsstudier af MST-CAN i hverken dansk eller international kontekst.

Standard MST i Danmark

MST blev indført i Danmark i 2003. Det tidligere Ringkøbing Amt og Aarhus Amt samt Aarhus Kommune var de første i Danmark til at afprøve programmet. På nuværende tidspunkt (2016) er programmet implementeret i 41 kommuner. Aarhus, Herning og Slagelse Kommune er driftskommuner og har egne MST-standardteams. Derudover har FEC (Familie & Evidens Center Danmark) et privatorganiseret standardteam, som servicerer Københavnsområdet (mstdanmark.dk, 2017; socialstyrelsen.dk, 2017).

I Danmark er det MST Danmark/Metodecentret, der har licensrettighederne til programmet. MST Danmark/Metodecentret har endvidere licens fra programudviklerne i USA til at udføre MST i Danmark som såkaldt Network Partner. MST Danmark/ Metodecentret samt Familie & Evidens Center Danmark har ligeledes egne MST-standardteams.

I Europa praktiseres MST i England, Irland, Skotland, Schweitz, Belgien, Holland, Island, Norge Sverige og Danmark, mens det uden for Europa bliver anvendt i USA, Canada, New Zealand og Australien (Ibid).

Kilder

Mstdanmark.dk (2017): MST i Danmark (Besøgt 10.03.2017)

Socialstyrelsen.dk (2017): Multisystemisk Terapi (Besøgt 16.03.2017)

Effekt

Et amerikansk RCT-studie af MST-CAN viser, at MST-CAN giver større effekt end den standardbehandling, der tilbydes familier, hvor et barn/en ung har været udsat for fysisk mishandling.

Studiet (Swenson et al., 2010) viser, at MST-CAN har en bedre effekt end andre lignende behandlingstilbud rettet mod familier, hvor et barn/en ung har været udsat for fysisk mishandling af deres forældre. De familier, der modtog behandling efter MST-CAN-programmet, får det bedre på en række områder sammenlignet med de familier, der modtog standardbehandlingen. De unge, der har modtaget MST-CAN, oplever en større forbedring i deres mentale helbredstilstand. Forældrene oplever en reducering i deres psykiske stressniveau og en forbedring i deres forældreadfærd. Antallet af anbringelser uden for hjemmet er også mindre i de familier, der har modtaget MST-CAN sammenlignet med standardbehandlingen (Swenson et al., 2010). Studiet viser ydermere, at MST-CAN-behandling er mere effektfuld i forhold til at forbedre de deltagende forældres evne til at støtte deres børn sammenlignet med de forældre, som modtager standardbehandling. Der var færre unge i gruppen, der modtog MST-CAN-behandling, som oplevede mishandling efter behandlingens afslutning, men i forhold til kontrolgruppen var forskellen ikke statistisk signifikant (Ibid).

Studiet af MST-CAN er foretaget blandt 86 unge i alderen 10-17 år og deres forældre. Alle de unge i studiet havde været udsat for fysisk mishandling af deres forældre, men ingen var anbragt uden for hjemmet ved behandlingens start. I studiet er der foretaget målinger før behandlingens opstart samt 2, 4, 10 og 16 måneder efter behandlingens afslutning. 44 af familierne modtog MST-CAN, og 42 familier modtog standardbehandling. I studiet er der blevet målt på de unges samt forældrenes følelses- og adfærdsmæssige funktionsniveau, forældrenes adfærd i forhold til mishandling, forældrenes støtte til deres barn, tilfælde af mishandling samt omfanget af de unges og forældrenes brug af tilbud – såsom eksempelvis psykiatrisk behandling. Der er for de fleste mål anvendt validerede måleinstrumenter – herunder bl.a. CBCL, CBCL-PTSD, TSCC, GSI, BSI, PST og CTS (Swenson et al., 2010).

Kilder

Swenson, Cynthia Cupit et al. (2010): Multisystemic Therapy for Child Abuse and Neglect: A Randomized Effectiveness Trial (Kan lånes gennem bibliotek.dk). National Institute of Health - NIH Public Access. Journal of Family Psychology, vol. 24. 

Økonomi

På baggrund af den systematiske søgning foretaget efterår 2013 er der ikke fremkommet studier, der belyser cost-benefit eller cost-effectiveness for MST-CAN.

Du kan læse om økonomi for standard MST her.

Hvor meget ved vi om indsatsen ?

MST-CAN: Multisystemisk Terapi for Child Abuse and NeglectMST-CAN er en intensiv hjemmebaseret intervention, der har til formål at støtte familier, hvor er barn eller en ung har været udsat for omsorgssvigt af deres forældre. ABCDMålgruppeMetodeImplementeringEffektØkonomi
Målgruppe
Målgruppen for MST-CAN er familier, hvor barnet eller den unge har været udsat for alvorlig omsorgssvigt og er i risiko for at blive anbragt uden for hjemmet. Indsatsen rettes primært mod forældrene og familiens netværk. Der foreligger ingen danske erfaringer med afgrænsning af målgruppen. Det anbefales, at der er ved anvendelse af indsatsen er opmærksomhed omkring at sikre, at indsatsen ikke forsinker rettidig anbringelse. Der foreligger ingen beskrivelser vedrørende rekruttering af borgere. Det er til dels beskrevet, hvordan borgeren søges fastholdt i indsatsen. På den baggrund tildeles vidensgrundlaget for indsatsens målgruppe scoren B.
Metode
MST-CAN er udviklet på baggrund af MST, og bygger på samme anerkendte teoretisk begrundede antagelser. Det er tydeligt beskrevet, hvilke effekter indsatsen tilstræber. Forløb og aktiviteter tilpasses den enkelte families behov og problemstillinger, og er derfor ikke detaljeret beskrevet. Redskaber og procedurer til understøttelse af metodeintegritet i implementeringen foreligger, men er ikke tilpasset dansk kontekst. Der foreligger ingen beskrivelser eller standarder for løbende og systematisk opfølgning på indsatsens implementering og effekt specifikt i relation til MST-CAN. Det vurderes dog, at der i forbindelse med MST findes velbeskrevne redskaber til opfølgning på implementering og monitorering af indsatsens effekt, som i vidt omfang er overførbare. På den baggrund tildeles vidensgrundlaget for indsatsens metode scoren B.
Implementering
MST-CAN er ikke implementeret i Danmark og der foreligger ingen dokumenterede erfaringer med implementering i international kontekst. Der er god implementeringsstøtte for MST, men det er ikke beskrevet, hvorvidt denne er overførbar i relation til implementering af MST-CAN. På den baggrund tildeles vidensgrundlaget for indsatsens implementering scoren D.
Effekt
Der er ikke gennemført effektstudier af MST-CAN i dansk eller anden nordisk kontekst. Et amerikansk RCT-studie peger på, at indsatsen har signifikant effekt for både barn og forældre i familier, hvor barnet har været udsat for fysisk mishandling af forældrene. På den baggrund tildeles vidensgrundlaget for indsatsens effekt scoren B.
Økonomi
Der foreligger ikke cost benefit eller cost effectiveness analyser af indsatsen. Det vurderes dog, at oplysninger om ressourceforbrug og faktiske omkostninger i nogen grad er overførbare fra erfaringerne med MST. På den baggrund tildeles vidensgrundlaget for indsatsens økonomi scoren C.

Publiceret: 11.12.2013. Sidst opdateret: 18.08.2017