Forside » Børn & unge » Omsorgssvigt » Fædres involvering i børnesager

Fædres involvering i børnesager

Det kan have stor betydning for børnene, at fædrene inddrages i det sociale familiesamarbejde. Dette gælder også i relation til skilsmisse, hvor faderen kan bidrage med ressourcer i forhold til barnets udviklingsmuligheder, som kan være centrale for barnets udvikling.

Overblik over fædres inddragelse

Der findes meget lidt forskning om fædres betydning for omsorgssvigtede børns trivsel og udvikling, men den eksisterende forskning peger i retning af, at det for børnenes skyld er centralt at inddrage fædrenes ressourcer (Smith, 2012). Det kan have stor betydning for børnene, at fædrene inddrages i det sociale familiesamarbejde. Også en fraflyttet fader kan have ressourcer i forhold til barnet og rumme udviklingsmuligheder, som viser sig centrale for barnets udvikling (Bellamy, 2009).

En dansk-norsk undersøgelse fra 2010 peger på, at nordiske socialarbejdere er uddannet til at have et stærkt fokus på udviklingspsykologi og på barnets tilknytning til moderen (Kildedal, 2010). Et forskningsreview af undersøgelser fra flere vestlige lande viser, at fædre fra socialt udsatte familier kun i ringe omfang inddrages i udredningen af- og i samarbejdet med myndighederne (Zanoni, 2013).

Den dansk-norske kvalitative undersøgelse fra 2010 viser, at socialarbejdere i ingen af de 17 udvalgte børnesager (§ 50-undersøgelser) opstillede forventninger til fædrenes deltagelse i familiesamarbejdet, hverken før, under eller efter den børnefaglige undersøgelse, til trods for at børnenes fædre enten boede sammen med børnene eller var fraflyttede og samarbejdede med det sociale system. I behandlingen af børnesagerne er det hovedsageligt mødrenes omsorg, der undersøges, imens der stilles meget få krav til fædrene. Det fremhæves bl.a., at en mor, der efterspørger hjælp til at kompensere for faderens fravær, får undersøgt mor-barn samspillet, hvor en far, der efterspørger hjælp, får tildelt støtte. Forskerne konkluderer, at de nordiske socialarbejderes prioriteringer direkte og indirekte kommer til at understøtte en familiemodel, hvor moderen er hovedansvarlig for børnenes trivsel og faderen tillægges få forpligtelser i forhold til egne børns trivsel (Kildedal, 2010).

Betydningen af fædres inddragelse i forbindelse med skilsmisse

SFI (Det Nationale Forskningscenter for Velfærd) har undersøgt sammenhængen mellem fædres tidlige involvering i børneomsorg og deres relation til barnet i forhold til risiko for skilsmisse. Undersøgelsen peger på, at fædre, der involverer sig i den tidlige børneomsorg, har en lavere risiko for skilsmisse, da børneomsorg bliver en fælles opgave. Undersøgelsen peger ligeledes på, at fædrene er bedre stillet i forhold til delt forældremyndighed ved skilsmisse (Ottosen, 2016).

På kort sigt (3-4 år) er fædre, der er tidligt involverede i børneomsorgen, sikret en tættere relation til deres barn efter en skilsmisse. På længere sigt har undersøgelsen ikke kunne vise en sammenhæng, da der er flere afgørende faktorer, der spiller ind (Ottosen, 2016). Fædres involvering måles i undersøgelsen i relation til fædreorlov og deltagelse i daglig omsorg og pleje af barnet.

Tilknytningsteoriens betydning

Socialarbejdere i vestlige lande kan under deres uddannelse blive påvirket af at anvende tilknytningsteori, som er influeret af bestemte forståelser af børns udviklingsbehov. I et interview mellem forskerne Newland og Coyl samt Richard Bowlby, der er søn af John Bowlby, fremhæves det, at John Bowlbys tilknytningsteori (1969, 1973) tillægger barnets tilknytning til moderen en altdominerende betydning for barnets psykologiske og sociale udvikling, mens tilknytningen til faderen spiller en sekundær rolle for barnets trivsel. Richard Bowlby giver udtryk for, at tilknytningsteorien har skabt et forvrænget kulturelt billede af faderens rolle i familien, og at socialarbejderne er præget af, at tilknytningsteorien ofte ignorer fædrenes rolle (Zanoni, 2013; Newland & Coyl, 2010).

Denne tilgang til tilknytningsteorien understøttes i den dansk-norske undersøgelse, der peger på, at socialarbejdere uddannes til at have et stærkt udviklingspsykologisk fokus på betydningen af barnets tilknytning til sin moder. Forskerne anfører, at dette fokus kan medføre, at socialarbejdere ignorerer faderens betydning og ressourcer i forhold til barnets udvikling og generelt nedtoner betydningen af familiens tilknytning til arbejdsmarkedet, barnets skolekammerater m.m. i forhold til barnets og familiens trivsel (Kildedal, 2010).

Et forskningsreview af nyere empirisk psykologisk forskning fra flere vestlige lande viser, at tilknytningsteoriens fokus dog nu er ændret og understreger betydningen af, at begge forældre er barnets primære tilknytningspersoner med forskellige og dog overlappende roller (Zanoni, 2013).

Der er altså ikke tale om, at det ene køn har patent på én tilknytningsstil med tilhørende udviklingspotentiale, men om studier af to grundlæggende klassiske tilknytningsstile, som på en gang supplerer og overlapper hinanden (Zanoni, 2013; Smith, 2012).

Den psykologiske forskning i tilknytningsstile viser, at både mor og far udvikler barnets tilknytning gennem forskellige aktiviteter, og at de to typiske former for tilknytning har lige stor betydning for barnets udvikling i forskellige stadier. En stærk tilknytning til en klassisk faderfigur udfoldes typisk gennem fysisk leg, og har, ifølge forskerne, betydning for udviklingen af barnets kompetencer til at udforske dets miljø, skolegang, venskaber og sociale kompetencer. En stærk tilknytning til en klassisk moderfigur udfoldes typisk via trøst og omsorg og tillægges betydning for udviklingen af barnets grundlæggende indre følelse af tryghed og tillid (Zanoni, 2013).

Fædre og familierettede indsatser

Flere undersøgelser peger på, at fædres udbytte af familierettede indsatser er væsentligt mindre end mødres, og at forældrekurser ikke målrettes mænds behov for støtte til forældrerollen (Smith 2012, Huebner 2008).

Et review viser, at forældreprogrammer og -kurser ofte ikke evalueres af fædre. En gennemgang af datasæt fra flere hundrede evalueringer af forældreindsatser og -kurser i USA viser, at evalueringsdata hovedsageligt var indsamlet fra mødre på vegne af begge forældre, og at fædrenes egne effekt-vurderinger ikke indgik i evalueringernes konklusioner pga. manglende repræsentation. Dette medfølger, at der ikke kan ses nogen forskelle mellem kønnene, samt at der er meget få studier, der har produceret viden om faderens rolle (Smith, 2012).

Fædres ressourcer og betydning

Mødre begår omsorgssvigt mod børn stort set lige så ofte som fædre, viser forskningsreviews, og der er altså ikke grundlag for direkte eller indirekte at ekskludere fædre fra samarbejdet om børnesagen (Zanoni, 2013; Smith, 2012).

Socialarbejdere kan ifølge Smith (2012) opleve, at samarbejdet med socialt udsatte familier besværliggøres af, at faderen er udearbejdende, kan være fraflyttet eller holder sig væk, når socialarbejderen undersøger familien. I nogle børnefamilier er faderen ukendt eller har i hele barnets liv ikke haft kontakt med moderen og børnene, og i nogle sager forhindrer mødre samarbejdet med fædrene. Disse familiekonstellationer kan naturligt vanskeliggøre vurderingen af faderens ressourcer (Smith, 2012).

Ifølge flere forskere er der i de familier, hvor der er en - omend sporadisk - kontakt med faderen, har han ofte stor indflydelse på børnenes trivsel og udvikling, idet han frekventerer familien og påvirker børnene både positivt og negativt. Også samboende stedfædre eller moderens kærester kan have indflydelse på børnenes trivsel og bør derfor, efter en vurdering, enten yde en indsats og/eller inddrages i børnesagen (Zanoni, 2013; Bellamy, 2009; Huebner, 2008; Smith, 2012; Kildedal, 2012).

Forskning viser, at inddragelsen af en ’velfungerende mandlig rollemodel’ fra familienetværket kan være gavnlig for børnenes skolegang og sociale kompetencer generelt, og amerikanske studier viser, at en del anbringelser kan undgås fx ved at inddrage en velfungerende stedfader eller et andet positivt mandligt voksent familiemedlem i børnesagen (Bellamy, 2009).

Anden dansk forskning foretaget af Mai Heide Ottosen viser, at fædres sociale status har betydning for deres relation til deres barn. 33 pct. af fædre, der er placeret øverst i samfundshierarkiet, har en tæt kontakt med deres barn efter en skilsmisse, og kun 3 pct. har mistet kontakten. Modsat ses en tendens til at fædre lavest i samfundshierarkiet mister kontakten til deres barn efter en skilsmisse (Ottosen, 2016). 

Kilder

Bellamy, J. (2009): A National Study of Male Involvement Among Families in Contact with the Child Welfare SystemChild Maltreatment 2009, 14, pp. 255-262

Huebner, R.A. et al. (2008): Engaging Fathers: Needs and Satisfaction in Child Protective ServicesAdministration in Social Work 32:2, pp. 87-103

Kildedal, Karin et al. (2010): Den børnefaglige undersøgelse – på vej mod handleplan. I Dansk Socialrådgiverforening. Uden for Nummer, 21/2010

Newland, L.A. & Coyl, D.D. (2010): Fathers’ role as attachment figures: An interview with Sir Richard Bowlby. Early Child Development and Care, side 25-32.

Ottosen, Mai Heide (2016): The long-term impacts of early paternal involvement in childcare in Denmark: What happens after nuclear family dissolution (kan lånes på bibliotek.dk). Policy Press, kapitel 12, s. 251-273 

Smith, T.K, et al. (2012): Systematic Review of Fathers’ Involvement in Programmes for the Primary Prevention of Child Maltreatment. Child Abuse Review, 21, pp. 237-254

Zanoni, L. et al. (2013): Fathers as ’core business’ in child welfare practice and research: an interdisciplinary review (kan lånes via bibliotek.dk). Children and Youth Services Review 35, pp. 1055-1070

Publiceret: 15.05.2014. Sidst opdateret: 13.09.2017