Komorbiditet

Personer med udviklingshæmning har en øget risiko for komorbiditet, hvilket vil sige at de typisk lider af somatiske sygdomme eller psykiske lidelser sammen med udviklingshæmningen. Samtidig er der en øget risiko for, at omverdenen ikke opdager deres sygdomme og mistrivsel.

 | Socialstyrelsen

International forskning viser, at personer med udviklingshæmning generelt har en øget risiko for komorbiditet. Det vil sige en øget risiko for, at der forekommer to eller flere indbyrdes uafhængige lidelser på samme tid hos den samme person. Personer med udviklingshæmning er særligt udsatte for en række somatiske sygdomme og for psykiske lidelser, som forekommer samtidig med udviklingshæmningen (Ineland, 2014).

Årsagerne til komorbiditeten kan være mange, men kan overordnet sammenfattes i genetiske faktorer, sociale faktorer, miljørelaterede faktorer samt livsstilsfaktorer.

Genetiske faktorer omhandler arvelige sygdomme som for eksempel allergi og visse arvelige former for hjerte- og kræftsygdomme.

Sociale faktorer kan være lav indkomst, social isolation, mobning etc. De miljørelaterede faktorer kan handle om manglende tilgængelighed til og forskelle i adgang til sundhedssystemet. Livsstilsfaktorer omhandler blandt andet, hvordan der gives/formidles information til personer med udviklingshæmning om sammenhængen mellem livsstil og sundhed, og om hvilken støtte personen får til en sund livsstil (Ineland, 2014).

Samtidig med, at der er en øget risiko for sygdomme og dårlig fysisk og psykisk trivsel hos målgruppen, er der en betydelig risiko for, at sygdomme og mistrivsel ikke opdages, og at de dermed ikke får den behandling, de har behov for.

Udfordringen er, at mange personer med udviklingshæmning ikke selv opdager, eller kan give udtryk for, at de har sundhedsproblemer eller føler sig syge. Personer med udviklingshæmning er derfor afhængige af, at de fagprofessionelle har et stort kendskab til den enkelte person, og at de har den faglige kompetence til at vurdere, hvornår der er tale om sundhedsmæssige problemer, som kræver lægefaglig opfølgning og behandling. Når en person med udviklingshæmning er kommet i behandling, er det desuden en daglig opgave for de fagprofessionelle i botilbuddet at følge op på, hvordan personen efterkommer behandlingen, og at støtte op om personens behandlingsrelaterede egenomsorg (Kittelsa, 2015).

De behandlingskrævende sygdomme, som personer med udviklingshæmning ofte kan have, er for eksempel epilepsi, der forekommer hos mere end 25 % i målgruppen. Andre lidelser kan for eksempel være lavt stofskifte, hudsygdomme, luftvejssygdomme, psykiske lidelser og demenssygdomme (Ineland, 2013). Læs mere om epilepsi i baggrundsartiklen om epilepsi hos mennesker med udviklingshæmning.

Somatiske sygdomme

Kvinder med udviklingshæmning er overrepræsenterede i forhold til den øvrige befolkning, når det gælder brystkræft og livmoderhalskræft. Det skyldes til dels, at de ikke selv kan reagere på eller får hjælp til at reagere på indkaldelser til screeninger på samme måde som andre kvinder. Kvinder med udviklingshæmning har ofte svært ved at forstå formålet med screeningen, og dermed også svært ved at samarbejde om det. Generelt er kvinder med udviklingshæmning i lettere grad mere udsatte for sygdomme relateret til reproduktiv og seksuel sundhed, hvilket i stort omfang skyldes vanskeligheder med for eksempel at læse og skrive, som igen har indflydelse på, i hvor stort et omfang de modtager og kan tilegne sig viden om for eksempel menstruationshygiejne, kønssygdomme og anvendelse af præventionsmidler (Ineland, 2013).

Mænd med udviklingshæmning i lettere grad har på samme måde sundhedsrisici, der er koblet til køn. For eksempel er kønssygdomme otte gange mere almindelige hos mænd med udviklingshæmning end hos jævnaldrende mænd uden udviklingshæmning (Ineland, 2013).

Internationale og danske studier viser, at der er en markant overdødelighed blandt personer med udviklingshæmning inden for de største dødsårsagsgrupper, som er kræftsygdomme, kredsløbssygdomme og øvrige naturlige og ikke-naturlige årsager, for eksempel ulykker. Dødeligheden synes at være større for personer med moderat, svær og dyb udviklingshæmning end for personer med let udviklingshæmning (Meulengracht Flachs et al., 2014, Heslop et al., 2013).

Psykiske lidelser

Psykiske lidelser blandt mennesker med udviklingshæmning forekommer to til tre gange oftere end hos befolkningen i øvrigt, og omkring halvdelen af alle mennesker med udviklingshæmning modtager psykofarmaka. Psykiske lidelser forekommer i størst omfang hos gruppen af personer med udviklingshæmning i sværere og sværeste grad.

Psykofarmaka ordineres enten som følge af en diagnosticeret lidelse, eller på grund af adfærdsmæssige problematikker – for eksempel udadreagerende eller selvskadende adfærd, hvor der ikke ligger en egentlig diagnose til grund for ordinering af psykofarmaka (Ineland, 2013 ).

En særlig udfordring er, at det kan være vanskeligt at adskille psykiske lidelser fra udviklingshæmning, idet mange af de samme symptomer, som indgår i en vurdering af en psykisk lidelse, også forekommer som følge af udviklingshæmning. Mange personer med udviklingshæmning er ikke er i stand til at medvirke i udredninger eller undersøgelser med deres egen beskrivelse af symptomer og oplevelser af ændret adfærd, hvilket yderligere vanskeliggør en diagnosticering. I mange tilfælde er det desuden ikke muligt at stille en egentlig psykiatrisk diagnose, når personen har udviklingshæmning (Kittelsaa et al., 2015).

Dermed stilles store krav til de fagprofessionelles viden om psykiatriske lidelser hos personer med udviklingshæmning, hvor lidelsen ofte har et særligt udtryk, og til observationskompetencer. Samtidig er der en begrænset viden om udviklingshæmning i det psykiatriske sundhedssystem, og der er risiko for overdiagnosticering, eller for en mangelfuld diagnosticering og dermed overbehandling eller manglende behandling (Kittelsaa et al., 2015).

De psykiske lidelser, der ses hos personer med udviklingshæmning, er især de sygdomme og lidelser, der nævnes i International Classification of Diseases (ICD-10) og Diagnostic criteria for psychriatric disorder for use with adults with learning disabilities/ mental retardation (D)

  •  autisme
  • udviklingsforstyrrelser
  • adfærdssyndromer forbundet med fysiologiske forstyrrelser og fysiske faktorer
  • adfærdsforstyrrelser og følelsesmæssige forstyrrelser som ofte opstår i barndommen og ungdommen
  • skizofreni og paranoide lidelser
  • neurotiske, belastningsrelaterede og somatoforme lidelser.

DC-LD har desuden en egen kategori, problemadfærd, som vurderes vigtig i forhold til at sikre personer med problemskabende adfærd den nødvendige støtte og behandling. DC-LD kobler følgende kriterier til problemskabende adfærd:

  •  Den problemskabende adfærd skal være så hyppig, alvorlig og kronisk, at der er behov for en klinisk vurdering og for særlige tiltag.
  •   Den problemskabende adfærd er ikke en direkte følge af andre psykiatriske tilstande.

Desuden skal følgende forhold være opfyldt:

  • Adfærden har et omfang, så den reducerer personens egen eller andres livskvalitet.
  • Adfærden har et omfang, så den reducerer personens egen eller andres sundhed og eller tryghed.

(Holden, 2008)

Livsstilssygdomme

Personer med udviklingshæmning har en øget risiko for sygdomme, der relaterer sig til en livsstil med usund kost og inaktivitet samt for et misbrug af alkohol og stoffer.

Der findes ingen forskningsmæssig dokumentation for, at selvhjælpsgrupper, støtte og rådgivning har en varig effekt i forhold til, at personer med udviklingshæmning kan bevare eller opnå en generel sund livsstil (Steive, 2012).

Når der gælder om at mindske risiko for livstilssygdomme og øge en sund livsstil blandt mennesker med udviklingshæmning, anbefaler flere eksperter derimod kontinuerlige indsatser, som også inddrager betydningsfulde netværk, herunder pårørende og fagprofessionelle (Steive, 2012).

Usund kost og fysisk inaktivitet

Flere end 50 procent i målgruppen er overvægtige med livsstilsrelaterede kroniske sygdomme, som for eksempel diabetes, til følge (Ineland, 2013/Kittelsaa et.al., 2015).

International forskning peger på, at overvægt forekommer oftere hos kvinder med udviklingshæmning end hos mænd med udviklingshæmning. Samtidig forekommer overvægt i et større omfang hos personer med lettere udviklingshæmning, som bor selvstændigt og kun modtager begrænset støtte, end hos personer, der modtager en mere omfattende støtte i botilbud.

Modsat er graden af fysisk aktivitet lavere hos personer med udviklingshæmning, der bor på botilbud end hos de personer, der bor mere selvstændigt i samfundet.

Det er ikke påvist, at øget viden hos målgruppen om vægt, fysisk aktivitet og sundhed fører til en bedre livsstil. Der er studier, der snarere peger på det modsatte. (Steive, 2012).

Misbrug

International forskning viser, at misbrug af alkohol og stoffer forekommer i et mindre omfang hos personer med udviklingshæmning end hos den øvrige befolkning, og fortrinsvis hos gruppen af personer med udviklingshæmning i lettere grad (Steive, 2012).

Forskningen viser desuden, at personer med udviklingshæmning, der misbruger alkohol, tåler mindre alkohol og hurtigere oplever negative konsekvenser af misbruget end den øvrige befolkning. Personer med udviklingshæmning bliver misbrugere af samme årsager som den øvrige befolkning; ensomhed, social arv, problematiske opvækstforhold og psykiske lidelser De modtager kun hjælp i den almene misbrugsbehandling i begrænset omfang.

Eksperter på området vurderer, at psykoterapi og klassiske rådgivningssamtaler kun har en lille effekt hos målgruppen i forhold til at nedbringe eller stoppe et misbrug. Konkrete indsatser, som bygger på konsekvensbetonede samtaler, rollespil, tilpasset kommunikation og konkrete hverdagseksempler og billedmateriale synes at have en bedre og mere varig effekt. Præventionsprogrammer med fokus på at øge målgruppens viden om alkohol og stoffer synes ikke at have egentlig indflydelse på misbrugets omfang (Steive, 2012).

Læs også temaets artikel om Epilepsi hos mennesker med udviklingshæmning.

Kilder

Heslop, P. et al (2013): Confidential inquiry into premature deaths of people with learning disabilities (CIPOLD) Final reportNorah Fry Research Centre, University of Bristol,

Holden, Børge (2008): Psykiske lidelser og utviklingshemning. Atferdsanalytisk forståelser og behandling. Gyldendal Akademisk.

Socialmedicinsk Tidsskrift nr. 6, 2014

Ineland, Jens (2013): Mäta hälsa, levnadsvanor och livsvillkor hos personer med utvecklingsstörning: Teoretiska och metodologiska perspektiv och överväganden. Pedagogiske Institutionen, Umeå Universitet

Ineland, Jens (2014): Kropp och känsla: Perspektiv på utvecklingsstörning och hälsa. Socialmedicinsk Tidsskrift nr. 6, 2014

Kittelsaa, Anna et. al (2015): Levekår for personer med nedssatt funksjonsevne: Fellestrek og variation. NTNU samfunnsforskning

Meulengracht Flachs, Søren et. al (2014): Sundhedstilstanden blandt voksne med udviklingshæmning. Institut for Folkesundhed. Syddansk Universitet

Steive, Karin (2012): När mat och alkohol på gruppbo‐staden blir ett dilemma - om livsstilsrelaterad problematik bland personer med utvecklingsstörning. FoU‐Södertörns skriftserie nr. 106, 2012

Publiceret: 02.06.2016. Sidst opdateret: 10.06.2016