Forside » Handicap » Udviklingshæmning og udfordrende adfærd » Risiko- og beskyttelsesfaktorer

Risiko- og beskyttelsesfaktorer

Udfordrende adfærd hos borgere med udviklingshæmning kan opstå på baggrund af særlige risikofaktorer, der kan forekomme hos borgeren selv eller i samspil med omgivelserne. De samme faktorer kan også forebygge en udfordrende adfærd.

| Socialstyrelsen

Begreberne risiko- og beskyttelsesfaktorer beskriver forhold, som har betydning i forhold til enten at mindske eller øge borgerens mulighed for at mestre vanskelige situationer, uden at der opstår udfordrende episoder.

Risikofaktorer kan relateres til borgerens vanskeligheder på grund af udviklingshæmning. På samme måde kan borgerens ressourcer udgøre beskyttelsesfaktorer (Røgeskov et al., 2018). Den udfordrende adfærd opstår dog oftest i samspillet med omgivelserne, ligesom de beskyttende faktorer i stort omfang findes i samspillet med omgivelserne (Andersson et al., 2014).

Borgerinddragelse

Borgerinddragelse udgør en væsentlig beskyttelsesfaktor i forebyggelse af udfordrende adfærd. Når borgeren oplever af at have indflydelse på sig eget liv, vil risikoen for udfordrende adfærd minimeres (Elvén, 2010 & Korsgaard, 2016). 

Borgerinddragelse og selvbestemmelse karakteriseres ved, at borgeren oplever:

  • at blive hørt, respekteret og anerkendt
  • indflydelse på beslutninger vedrørende sig selv
  • støtte til at udvikle og gøre brug af sine ressourcer
  • mulighed for at indgå i relationer – også uden for tilbuddet
  • den ønskede kontakt til familie og netværk 
  • at trives i tilbuddet og opnår øget fysisk og mental sundhed
  • at blive støttet i at opnå optimalt udbytte af samfundets støttemuligheder (Socialstyrelsen, 2017).

Borgerens inddragelse i udformning af egen handleplan, og planer for forebyggelse af udfordrende episoder udgør en væsentlig beskyttende faktor. Når borgeren selv er med til at identificere risikofaktorer samt den forebyggende indsats, herunder borgerens egne mestringsstrategier og ressourcer, øges indflydelsen på eget liv (Korsgaard, 2016 & NICE – National Institute for Health and Care Excellence, 2015).

Borgerinddragelse er ofte betinget af, at borgeren har relevant kommunikationsteknologi til rådighed. 

Læs om velfærdsteknologi til at reducere udfordrende adfærd på Vidensportalen.

Kommunikation er en væsentlig risiko- eller beskyttelsesfaktor

Et centralt vilkår i forhold til risiko- og beskyttelsesfaktorer omhandler borgerens kommunikation. Helt grundlæggende ses kommunikationsvanskeligheder i mange tilfælde at udgøre en risikofaktor og ofte i kombination med andre forhold. Risiko for udfordrende adfærd opstår, når borgeren ikke har et verbalt sprog eller har andre kommunikative vanskeligheder og ikke har kompenserende kommunikationsteknologi til rådighed.
Modsat kan borgernes kommunikative ressourcer og de kommunikationsredskaber, der stilles til rådighed for borgeren, udgøre beskyttende faktorer, fordi borgeren gives mulighed for at fortælle omverdenen om sine ønsker og drømme, om forhold der frustrerer og i det hele taget at være i kontakt med sine omgivelser på en hensigtsmæssig måde (Holden & Gitlesen, 2006 & Socialstyrelsen, 2017).

Udredning af borgerens problemstillinger og ressourcer

En grundig udredning af borgerens problemstillinger og ressourcer er en væsentlig beskyttelsesfaktor. Jo mere præcist de fagprofessionelle kan beskrive, hvad der udløser udfordrende episoder, jo mere præcist kan den forebyggende indsats planlægges med en målrettet socialpædagogisk indsats. Udredningen betyder, at indsatsen kan planlægges med konkret udgangspunkt i borgerens vanskeligheder og ressourcer. Hermed kan borgerens udviklingspotentiale inddrages. Når der ikke foreligger en udredning, er der øget risiko for, at indsatsen ikke målrettes borgerens udfordringer og ressourcer, og risikoen for udfordrende episoder øges (Andersson et al., 2014 & NICE – National Institute for Health and Care Excellence, 2015).

Det er afgørende, at støtten tilpasses individuelt og med borgerens egne ønsker og behov som omdrejningspunkt. Det er derfor centralt, at borgeren og dennes netværk inddrages i videst mulige omfang i udredningen. Det er også vigtigt, at der er fokus på, i hvilke situationer borgeren trives og hvilke situationer i hverdagen, borgeren aktuelt mestrer, uden at der opstår udfordrende episoder (Andersson et al., 2014; NICE – National Institute for Health and Care Excellence, 2015; Socialstyrelsen, 2015a & Socialstyrelsen, 2015b).

Den fagprofessionelle rolle har en stor betydning i det forebyggende arbejdede

Viden og kompetencer hos de fagprofessionelle er centrale i indsatsen til borgeren med udviklingshæmning og udfordrende adfærd og udgør en beskyttelsesfaktor, når de fagprofessionelle:

  • generelt har viden om forebyggelse, håndtering og læring af voldsomme episoder har specialiseret viden om borgerens problematikker og lidelser
  • kan tilbyde en målrettet og kvalificeret indsats, der kan forebygge situationer, hvor borgerens stressniveau øges 
  • tilpasser krav og forventninger til borgerens ressourcer og kompetencer i en anerkendende og ikke-konfronterende tilgang
  • kan håndtere konkrete udfordrende situationer, så de afsluttes på en god måde for både borgeren og omgivelserne (Overgaard & Ørsted, 2016; Røgeskov et al., 2018 & Socialstyrelsen, 2017)

Fagprofessionelles forståelse af udfordrende adfærd udgør en beskyttende faktor, når de fagprofessionelle:

  • ikke opfatter udfordrende adfærd som en intenderet adfærd hos borgeren
  • forstår adfærden som forhold der kan reguleres af andre i borgernes omgivelser og på den baggrund møder borgeren på en venlig og anerkendende måde
  • ser det som deres faglige ansvar at forebygge udfordrende episoder, at håndtere episoder på bedste vis for borgeren og overordnet at varetage forhold, der øger borgerens oplevelse af trivsel (Willem et al., 2016 & Lambrechts et al., 2016).

”Mennesker der kan opføre sig ordentligt, gør det” (Elvén, 2010). Citatet beskriver fagprofessionelles indsigt i funktionen bag borgerens udfordrende adfærd, som tager udgangspunkt i, at:

  • borgeren ikke bevidst ender i situationer med selvskade eller udadreagerende adfærd, men tackler svære situationer, som de bedst kan (Elvén, 2010). Udfordrende adfærd er en kommunikativ handling, hvor borgere med nedsatte kommunikative, sociale eller følelsesmæssige kompetencer giver udtryk for oplevelser og følelser, som fx angst, smerte, stress og oplevelsen af manglende imødekommelse af ønsker og behov (Bowring et al., 2017 & Liversage, 2017).
  • udfordrende adfærd medvirker til, at borgeren kan genoprette en oplevelse af kontrol. Et menneske, der oplever at miste kontrol, vil forsøge at genoprette kontrollen ved enten at flygte (selvskade) eller gå til kamp (udadreagerende adfærd) (Uhrskov, 2012).

Læs om Low Arousal på Vidensportalen 

Læs om Positiv adfærdsstøtte på Vidensportalen 

Fysiske rammer kan forebygge og minimere udfordrende adfærd

De fysiske rammer i tilbuddet udgør en beskyttende faktor, der forebygger og minimerer udfordrende adfærd. Derfor er det afgørende, at der er fokus på, hvordan bygninger og udearealer kan indrettes med sikkerhed og tryghed for begge parter. Venlige og æstetisk gennemtænkte rammer udgør også en beskyttende faktor (Bjønnum & Myklebustad, 2017).

En beskyttende faktor findes i en indretning, hvor borgeren har mulighed for at deltage i sociale fællesskaber og meningsfulde aktiviteter samt kan trække sig eller opholde sig i periferien af fællesskabet. Borgere, der oplever isolation, inaktivitet eller utryghed i fællesskabet, oplever samtidig meningsløshed og/eller stressbelastninger. Dette ses ofte at være en risikofaktor for udfordrende adfærd (Matson, 2011 & Socialstyrelsen, 2017).

Organisering

Organiseringen internt i tilbuddet er en anden væsentlig risiko- eller beskyttelsesfaktor. Når tilbuddets ledelse tager ansvar for, at de fagprofessionelle har kendte trygge rammer at agere inden for, kan de møde borgeren på en anerkendende og positiv måde (Willem et al., 2016). Der kan her bl.a. peges på:

  • Forebyggelses- og sikkerhedspolitikker.
  • Trivselspolitikker.
  • Supervision.
  • Kompetenceudvikling (Socialstyrelsen, 2017 & Røgeskov et al., 2018).

Et velfungerende samarbejde med borgerens nærmeste netværk og et tværsektorielt samarbejde udgør på samme måde en beskyttende faktor eller en risikofaktor for udfordrende adfærd, når det ikke er til stede.

Læs mere om netværk og tværsektorielt samarbejde på Vidensportalen

Kilder

Andersson, Annelie et al. (2014). Behandlingsinsatser för personer med intellektuell funktionsnedsättning och problemskapande beteende. Föreningen Sveriges Habiliteringschefer, Rikstäckande nätverk för habiliteringen i Sverige.

Bjønnum, S. & Myklebustad, H. (2017). Veileder: Forebygning og håndtering av aggresjon og vold. Oslo: Stiftelsen SOR.

Bowring, Darren L. et al. (2017). Challenging behaviours in adults with an intellectual disability: A total population study and exploration of risk indices. British Journal of Clinical Psychology, Vol. 56(1): 16-32.

Elvén, Bo Hejlskov (2010). Problemskabende adfærd ved udviklingsforstyrrelser eller udviklingshæmning. Virum: Dansk Psykologisk Forlag.

Holden, Børge & Gitlesen, Jens Petter (2006). A total population study of challenging behaviour in the county of Hedmark, Norway: Prevalence, and risk markers. Research in Developmental Disabilities, Vol. 27(4): 456-465. 

Lambrechts, Greet et al. (2008). Staff Variables that Influence Responses to Challenging Behaviour of Clients with an Intellectual Disability: A Review. Education and Training in Developmental Disabilities, Vol. 43(4): 454-473.

Matson, Johnny (2011). What is the evidence for environmental causes of challenging behaviors in persons with intellectual disabilities and autism spectrum disorders. Research in Developmental Disabilities, Vol. 32(2): 693-698. 

NICE – National Institute for Health and Care Excellence (2015). Challenging behaviour and learning disabilities: prevention and interventions for people with learning disabilities whose behaviour challenges. NICE – National Institute for Health and Care Excellence, NICE guideline.

Overgaard, Kirsten & Ørsted, Anette (2016). Vold på botilbud og forsorgshjem – Tværgående analyse af 10 cases om voldsepisoder. Region Midtjylland: DEFACTUM.

Røgeskov, M.L. et al. (2018). Voksne med udviklingshæmning og udadreagerende adfærd. En kortlægning af virksomme metoder og lovende praksis. Kbh: VIVE - Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd.

Socialstyrelsen (2015a). Att förebygga och minska utmanande beteende I LSS-verksamhet. Ett kunskapsstöd med rekommendationer för chefer, verksomhetsansvariga och personal. Sverige: Socialstyrelsen.

Socialstyrelsen (2015b). Insatser vid utmanande beteende hos personer med intellektuell funktionsnedsättning. Sverige: Socialstyrelsen.

Socialstyrelsen (2017). Nationale retningslinjer for forebyggelse af voldsomme episoder på botilbud samt på boformer for hjemløse. Danmark: Socialstyrelsen.

Uhrskov, T. (2012). En undersøgelse af Low Arousal metodens teoretiske grundlag og de mulige implikationer for den professionelle praksis. Internt dokument – ikke publiceret. Kandidatspeciale på Institut for Psykologi: Københavns Universitet.

Willems, A. et al. (2016). Towards a framework in interaction training for staff working with clients with intellectual disabilities and challenging behaviour. Journal of Intellectual Disability Research, Vol. 60(2): 134-148. 

Publiceret: 13.12.2018. Sidst opdateret: 08.01.2019