Målgruppe og omfang

Forskningen peger på, at mellem 4 og 20 pct. af personer med udviklingshæmning har en udfordrende adfærd. Der er sammenhæng mellem en øget grad af udviklingshæmning og hyppigere og alvorligere grad af udfordrende adfærd.

 | Socialstyrelsen

Det er svært at angive et præcist tal for, hvor stor en andel af personer med udviklingshæmning der udviser udfordrende adfærd. Der er foretaget en række internationale studier, der angiver forskellige antal af personer med udviklingshæmning og udfordrende adfærd, men størstedelen viser en prævalens mellem 4 og 20 pct. (Socialstyrelsen, 2015; Bowring et al., 2017; Davies & Oliver, 2013; Lundqvist, 2013; Lowe et al., 2007 & Myrbakk & Von Tetzchner, 2008).

Alvorlig udfordrende adfærd optræder mindre hyppigt. Populationsbaserede studier viser, at udfordrende adfærd optræder i 10-20 pct. og alvorlig udfordrende adfærd i 4-10 pct. (Lundqvist, 2013).

Typer af udfordrende adfærd

Flere studier har undersøgt prævalens i forhold til forskellige typer af udfordrende adfærd. Et britisk populationsstudie blandt 265 voksne med udviklingshæmning viser fx, at den samlede prævalens var på 18,1 pct. fordelt således:

  • Stereotypi: 10,9 pct.
  • Aggressiv-destruktiv adfærd: 8,3 pct. 
  • Selvskadende adfærd: 7,5 pct (Bowring et al., 2017). 

En metaanalyse fra 2009 viser en prævalens på mellem 4,4 og 21 pct. for selvskadende adfærd (Tureck et al., 2013).

Flere studier konkluderer, at størstedelen af borgerne udviste to eller flere typer udfordrende adfærd (Emerson et al., 2001 & Lowe et al., 2007).

Udfordrende adfærd er mere udbredt blandt personer med høj grad af udviklingshæmning

Studier viser, at svær udviklingshæmning og kommunikationsvanskeligheder typisk hænger sammen med hyppigere og alvorligere grad af udfordrende adfærd (Bowring et al., 2017; Socialstyrelsen, 2015; Lundqvist, 2013; Tureck et al., 2013; Myrbakk & Von Tetzchner, 2008; Heyvaert et al., 2010 & Emerson et al., 2001). Flere studier nævner desuden en sammenhæng mellem personer, der ud over udviklingshæmning også har autisme og øget risiko for udfordrende adfærd (Myrbakk & Von Tetzchner, 2008; NICE – National Institute for Health and Care Excellence, 2015 & Lundqvist, 2013).

Alder og køn

Aldersmæssigt viser flere studier, at der er højest prævalens af udfordrende adfærd blandt mandlige og relativt unge personer i målgruppen (Emerson et al., 2001; Crotty et al., 2014a; Crotty et al., 2014b & Davies & Oliver, 2013). Nogle studier finder dog ingen kønsforskel eller større forekomst af aggressiv adfærd blandt kvinder (Bowring et al., 2017 & Lundqvist, 2013), og et svensk studie blandt 915 personer med udviklingshæmning viser, at der blandt personer på 70 år og derover var en høj prævalens af udfordrende adfærd (Lundqvist, 2013).

Kilder

Bowring, Darren L. et al. (2017). Challenging behaviours in adults with an intellectual disability: A total population study and exploration of risk indices. British Journal of Clinical Psychology, Vol. 56(1): 16-32.

Crotty, Gerard et al. (2014a). Identifying the prevalence of aggressive behaviour reported by Registered Intellectual Disability Nurses in residential intellectual disability services: an Irish perspective. Advances in Mental Health and Intellectual Disabilities, Vol. 8(3): 174-187.

Crotty, Gerard et al. (2014b). Aggressive behaviour and its prevalence within five typologies. Journal of Intellectual Disabilities, Vol. 18(1): 76-89.

Davies, Louise & Oliver, Chris (2013). The age related prevalence of aggression and self-injury in persons with an intellectual disability: A review. Cerebra Centre for Neurodevelopmental Disorders, Vol. 34(2): 764-775.

Emerson, Eric et al. (2001). The prevalence of challenging behaviors: a total population study. Research in Development Disabilities, Vol. 22(1): 77-93.

Heyvaert, M. et al. (2010). A meta-analysis of intervention effects on challenging behaviour among persons with intellectual disabilities. Journal of Intellectual Disability Research, Vol. 54(7): 634-649.

Lowe, K. et al. (2007). Challenging behaviours: prevalence and topographies. Journal of Intellectual Disability Research, Vol. 51(8): 625-636.

Lundqvist, Lars-Olov (2013). Prevalence and risk markers of behavior problems among adults with intellectual disabilities: A total population study in Örebro County, Sweden. Research in Developmental Disabilities, Vol. 34(4): 1346-1356.

Myrbakk, Even & Von Tetzchner, Stephen (2008). The Prevalence of Behavior Problems Among People with Intellectual Disability Living in Community Settings. Journal of Mental Health Research in Intellectual Disabilities, Vol. 1(3): 205-222.

NICE – National Institute for Health and Care Excellence (2015). Challenging behaviour and learning disabilities: prevention and interventions for people with learning disabilities whose behaviour challenges. NICE – National Institute for Health and Care Excellence, NICE guideline.

Socialstyrelsen (2015). Insatser vid utmanande beteende hos personer med intellektuell funktionsnedsättning. Sverige: Socialstyrelsen.

Tureck, Kim et al. (2013). An investigation of self-injurious behaviors in adults with severe intellectual disabilities. Research in Developmental Disabilities, Vol. 34(9): 2469-2474.

Publiceret: 13.12.2018. Sidst opdateret: 08.01.2019