Forside » Handicap » Udviklingshæmning og sundhedsfremme » Mestring og selvbestemmelse i relation til sundhedsfremme

Mestring og selvbestemmelse i relation til sundhedsfremme

Meningsfulde, håndterbare og begribelige aktiviteter fremmer mestringsevne og kontrol hos den enkelte voksne med udviklingshæmning. Fokus på sundhedsfremmende aktiviteter kræver engagerede og motiverede medarbejdere, som gennem fremme af den enkeltes selvbestemmelsesret kan bane vejen til en sundhedsfremmende hverdag.

 | Socialstyrelsen

Kontrol

Voksne med udviklingshæmning har historisk set kun i et begrænset omfang været involveret i beslutninger, som berører dem selv (Owren & Linde, 2017). Voksne med udviklingshæmning har dog et lige så stort behov for at have kontrol over eget liv som mennesker uden udviklingshæmning (Jensen, 2012).

At opnå kontrol over eget liv er tæt forbundet med evnen til at kunne mestre nye situationer fx sundhedsfremmende aktiviteter, hvor den voksne med udviklingshæmning skal med ud i haven til nye aktiviteter med vand, bål eller dans (From, 2013; Andersen, 2019).

Mestring og oplevelsen af sammenhæng

Den israelsk-amerikanske professor i medicinsk sociologi Aron Antonowski bruger begrebet ”oplevelse af sammenhæng”. Et individ opnår en oplevelse af sammenhæng, hvis en ny situation er meningsfuld, kan begribes samt håndteres af den enkelte voksne med udviklingshæmning. Oplevelsen af sammenhæng er tæt forbundet med evnen til at kunne mestre en ny situation, øge kontrollen og fremme sundheden. Oplever den enkelte, at en ny situation fx er uforudsigelig eller meningsløs, er evnen til at kunne mestre situationen forringet (Johansson & Roslund, 2017; From, 2013).

Derfor er det væsentligt, at alle sundhedsfremmende aktiviteter er tilrettelagt ud fra det grundlag, at den enkelte voksne med udviklingshæmning skal kunne opnå en oplevelse af sammenhæng (From, 2013).

Sundhedsfremmende aktiviteter skal derfor tilrettelægges, så:

  1. aktiviteten kan forudsiges og begribes af den enkelte
  2. kravene for aktiviteten balanceres med den enkeltes ressourcer
  3. den enkelte inddrages i planlægning og udførelse af aktiviteten, så denne bliver så meningsfuld for den enkelte som muligt (From, 2013).
Såfremt en af de tre parametre ikke er til stede, er der risiko for, at den enkelte voksne med udviklingshæmning har vanskeligt ved at mestre situationen, hvilket kan medføre risiko for magtesløshed, mistrivsel, usund adfærd og øget sygelighed (UCC et al., 2015; Johansson & Roslund, 2017).

Selvbestemmelse og motivation

Selvbestemmelse er retten til at træffe egne beslutninger, hvilket øger oplevelsen af kontrol over eget liv (Jensen, 2012).

Kontrol over eget liv bygger på forståelsen af, at tilværelsen skal være begribelig, håndterbar og meningsfuld (From, 2013).

Oplever den enkelte ikke kontrol, kan det medføre, at den enkelte fravælger at deltage i sundhedsfremmende initiativer og aktiviteter (Elvén, 2011).

En del undersøgelser viser, at der fortsat er stor forskel på idealet for, hvordan selvbestemmelse skal praktiseres, og hvad der reelt sker i praksis. Praksis kan fortsat være præget af en udstrakt institutionalisering, hvor selvbestemmelsesretten er knyttet til kompetenceevne, herunder hvornår den enkelte voksne med udviklingshæmning formelt er kompetent til at udøve selvbestemmelse. Derfor er det helt væsentligt at få sat fokus på den enkeltes ret til selvbestemmelse i praksis for derfra at komme fra tale til handling (Jensen, 2012).

Med henblik på at fremme kontrol og deltagelse i sundhedsfremmende aktiviteter fastslår Socialpædagogernes Landsforbund, at den socialpædagogiske indsats i højere grad skal bygge på den enkeltes ønsker og deltagelse (Jensen, 2012).

Indsatsen skal også fremme motivationen gennem relationer, sjov og inddragelse og give den enkelte et valgudbud af sundhedsfremmende aktiviteter. Den pædagogiske refleksion skal derfor handle om, hvad der udbydes, og hvordan det udbydes (Molbæk-Steensig, 2019).

Engagerede og aktive medarbejdere smitter

Det kræver engagerede medarbejdere at sætte sundhed på dagsordenen og dagligt motivere både voksne med udviklingshæmning og medarbejdere til at deltage i sundhedsfremmende aktiviteter. Engagementet vokser gennem medarbejdernes fælles tilgang og fælles sprog om sundhedsfremmende aktiviteter og adfærd. Samtidig gør det samarbejdet mellem medarbejdere og borgere nemmere og styrker derigennem den enkelte sundhedsfremmende indsats (Brinck et al., 2010).

Særligt har den motiverende samtale vist sig at være et anvendeligt redskab i forbindelse med motivationsarbejdet, som kan benyttes i praksis. Aktiv medarbejderdeltagelse i sundhedsfremmende aktiviteter har ifølge sundhedsprojektet i de sociale tilbud i Gladsaxe Kommune også vist en særlig gavnlig effekt på motivationen for sundhedsfremmende aktiviteter hos voksne med udviklingshæmning (Brinck et al., 2010). I aktiviteten er det særlig vigtigt, at medarbejderne giver verbal støtte og er opmærksomme på at anerkende indsatsen af den enkelte voksne med udviklingshæmning (Molbæk-Steensig, 2019).

Læs mere om den motiverende samtale

Dilemma mellem selvbestemmelse og omsorgspligt

En svensk rapport fra FoU-Södertörn peger på, at der kan opstå dilemmaer mellem personalet og den voksne med udviklingshæmning, specielt når den voksne med udviklingshæmning spiser eller drikker for meget og samtidig skal støttes i sin selvbestemmelsesret og varetage egne valg (Assadi, 2012).

I rapporten fra FoU-Södertörn fremhæves særligt konflikten mellem individets ret til selvbestemmelse på den ene side og behovet for omsorg på den anden side, hvilket kan ende med tvivl og konflikt i praksis. Afvejningen mellem at forsøge at påvirke den enkeltes handlinger og samtidig respektere individets egne valg, når det gælder kost, alkohol og motion, er ofte svær (Assadi, 2012).

For at imødekomme dette dilemma fremhæver rapporten fra FoU-Södertörn, at medarbejderen skal støtte og motivere den enkelte voksne med udviklingshæmning, snarere end at kontrollere og italesætte den enkelte. En sundhedsfremmende omsorg skal have fokus på det enkelte individ, så denne oplever hverdagen og de krav, der stilles, som håndterbare, begribelige og meningsfulde. Har den enkelte en oplevelse af sammenhæng, kan det løfte kontrollen, motivationen, skabe en adfærdsændring og imødekomme dilemmaet mellem selvbestemmelsesret og omsorgspligt (Assadi, 2012). 

Kilder

Andersen, B.R. (2019, 28. januar). Sundhed er andet end gulerødder: Botilbud vægter samvær og relationer højt. VPT Viden på Tværs. Tilgængelig fra: https://vpt.dk/handikapomradet/sundhed-er-andet-end-gulerodder-botilbud-vaegter-samvaer-og-relationer-hojt [lokaliseret 12-03-2021].

Assadi, A. (2012). Att hantera övervikt och alkoholmissbruk: Exempel från gruppbostäder för personer med utvecklingsstörning. FoU-Södertörns skriftserie nr. 110/12. Tullinge: FoU-Södertörn.

Brinck, N. et al. (2010). Sundhed i sociale tilbud – til voksne med særlige behov. Kbh.: Sundhedsstyrelsen.

Elvén, B.H. (2010). Problemskabende adfærd ved udviklingsforstyrrelser eller udviklingshæmning. Virum.: Dansk Psykologisk Forlag.

From, D.-M. et al. (2013). Sundhedsfremmende pædagogik i hverdagskulturen: Et forsknings- og udviklingsprojekt om sundhedsfremmende erfaringer og praksis i specialiserede institutioner for mennesker med funktionsnedsættelser. Roskilde: Roskilde Universitet.

Jensen, N.R. (2012). Viden om voksne mennesker med handicap (pdf). Kbh.: Socialpædagogernes Landsforbund.

Johansson, C. & Roslund, J. (2017). Motivation för vuxna med funktionsnedsättning: En utvärdering af av Remotivationsprocessen som habiliteringsinsats vid vuxenhabiliteringen (pdf). FoU-rapport 5/2017. Ystad: FoU-enheten, Habilitering og hjälpmedel Region Skåne.

Molbæk-Steensig, S. (2019, 1. maj). Arbejd med mental sundhed på botilbud. VPT Viden på Tværs. Tilgængelig fra https://vpt.dk/projekt/mental-sundhed-pa-botilbud [lokaliseret 12-03-2021].

Owren, T. & Linde, S. (2017). Mellom vilje og valg: En drøfting av tjenesteyternes handlinger og begrunnelser i fire eksempler på insisterende praksis. Tidsskrift for Omsorgsforskning, Vol. 3(01): 55-63.

UCC et al. (2015). Afstemt pædagogik: Metodebeskrivelse Del I: Teoretisk grundlag (pdf). Odense: Socialstyrelsen.

Widerlund, L. (2012). Delaktighet som hälsofrämjande faktor, med fokus på personer med utvecklingsstörning. I: Möller, A. (red.), Funktionshinder ut ett folkhälsoperspektiv (s. 11-23). Göteborg: Nordic School of Public Health.

Publiceret: 22.03.2021. Sidst opdateret: 20.05.2021