Krop og bevægelse

Dansk og international forskning viser, at mennesker med udviklingshæmning er mindre fysisk aktive end den øvrige befolkning. En række barrierer vanskeliggør målgruppens fysiske udfoldelse.

| Socialstyrelsen

Mennesker med udviklingshæmning er generelt mindre fysisk aktive end den øvrige befolkning. Samtidig er mennesker med udviklingshæmning mindre fysisk aktive end det niveau, som WHO anbefaler kan være med til at fastholde fysisk sundhed (Blomqvist & Börje, 2015).

I en dansk undersøgelse fra 2013 ses, at 38 pct. i målgruppen ikke dyrker motion (Sørensen et al., 2013).
Mennesker med udviklingshæmning er overrepræsenteret ift. den øvrige befolkning i en række sygdomme, og de dør tidligere og i større udstrækning som følge af bl.a.:

  • Overvægt.
  • Diabetes.
  • Hjertekarsygdomme.
  • Højt blodtryk.
  • Knogleskørhed.
  • Depression (Blomqvist & Börje, 2015).

Disse sygdomme, som kan være en konsekvens af fysisk passivitet, kan forebygges og påvirkes i positiv retning med fysisk aktivitet. (Blomqvist & Börje, 2015).

Særlige udfordringer gør fysisk aktivitet vanskelig for mennesker med udviklingshæmning

Det kan være særligt udfordrende for mennesker med udviklingshæmning at være fysisk aktive.
Målgruppen har ofte et stillesiddende og passivt liv. Mange har ikke erfaringer med at træne og at blive trætte efter fysisk anstrengelse (Sveriges Kommuner och Landsting, 2018; Blomqvist & Börje, 2015).

Den kognitive funktionsnedsættelse kan betyde, at det er svært for mennesker med udviklingshæmning at forstå og erkende nytten af fysisk aktivitet. Samtidig kan kognitive og sociale vanskeligheder være en udfordring ift. at deltage i gruppeaktiviteter. Deltagelse i fysisk aktivitet i foreninger og klubber kan være udfordrende, hvis man ikke selv kan transportere sig frem og tilbage til aktiviteten og er afhængig af hjælp til transport og evt. også til deltagelse. En mangelfuld økonomi kan betyde, at personen ikke har råd til at betale et eventuelt deltagergebyr og transport (Elnan, 2010; Wallén, 2014; Blomqvist & Börje, 2015).

Nogle diagnoser medfører særlige udfordringer

Nogle mennesker i målgruppen er pga. deres handicap særligt udfordret ved udførelse af fysisk aktivitet. Det stiller krav til de fagprofessionelles viden om den enkeltes handicap, og hvordan fysisk aktivitet skal gennemføres, så det ikke skader borgeren, men i stedet styrker fysisk sundhed og velvære (Blomqvist & Börje, 2015).

Diagnoserne Prader-Willi Syndrom og fragilt X-syndrom kan påvirke fysisk kondition og respons på træning, da både den grov- og finmotorisk udvikling er nedsat og udvikles senere end normalt på grund af lav muskeltonus (muskelspænding) og hypermobile led. Mennesker, der har fragilt X-syndrom, har desuden svært ved at holde balancen. Hos mennesker med Prader-Willi Syndrom ses muskelslaphed, overspisning og et energiniveau, der er 50 til 60 pct. af det normale energiniveau (Blomqvist & Börje; 2015).

Ved Downs syndrom ses også hypermobilitet og muskelslaphed. Mennesker med Downs syndrom har desuden ofte en hjertefejl, som kan nedsætte den fysiske formåen (Blomqvist & Börje; 2015).

Begrænset forskningsviden om effekten af fysisk aktivitet

Der er både i Danmark og internationalt fundet eksempler på flere fysiske aktivitetstiltag for målgruppen, som er gennemført og beskrevet, på trods af at forskningen på området er mangelfuld. Der er tale om aktivitetstiltag, der både foregår i hverdagen i borgerens bo- eller beskæftigelsestilbud og i klubber, sportscentre m.v. Tiltagene er kun i begrænset omfang blevet systematisk evalueret, men der synes dog at være en positiv effekt for målgruppen ift. at styrke fysisk, emotionel og social sundhed. Der er tegn på, at fysisk aktivitet er mindst lige så vigtigt for denne målgruppe som for øvrige befolkning (Elnan, 2010).

Forskningen peger desuden på, at målgruppen har svært ved at fastholde fysiske aktiviteter, og at det i højere grad er samværet med andre og det at være ”god til noget”, der motiverer målgruppen, i højere grad end målet om at fastholde sund livsførelse. Der kan derfor være et behov for sammen med den enkelte person at finde måder til at motivere, inspirere og stimulere til aktivitet og at bevæge sig igennem kontinuerlig hverdagsmotion og træning. Det gælder både i dagtilbud og bolig (Furesø Kommune, 2014; Sveriges Kommuner och Landsting, 2018).

Inddragelse af borgernes egne ressourcer og mestringsevne har været gennemgående i indsatserne, hvilket har vist sig at være afgørende for, at mennesker med udviklingshæmning oplever meningsfuldhed og motivation for den fysiske aktivitet (Furesø Kommune, 2014; Bergström et al., 2013; Bergström & Börje, 2015; CFK, 2015).

Særligt forudsigelighed og genkendelighed har stor betydning for borgerens engagement i aktiviteter og lyst til at bevæge sig. Mange har oplevelser fra tidligere, hvor de ikke har kunnet leve op til forskellige idrætsformer og bestemte krav til, hvordan kroppen skal bruges (Socialpædagogen Online, 2014).

Et tiltag til at sætte mere fokus på borgerens lyst og engagement i bevægelse kan være at inddrage ”The Feel Good Way” som motionsform. Denne er udviklet og designet til mennesker med udviklingsmæssige, intellektuelle og fysiske handicap og handler om at danse og bevæge sig igennem simple trin og bevægelser, så alle får succes fra start (Socialpædagogen Online, 2014).

Læs artikel om selvbestemmelse og mestring her

Indsatser, der kombinerer kost og fysisk aktivitet, ses at føre til en vis forbedring i sundhed. Studier viser samtidig, at støtte fra omsorgspersoner og nære pårørende samt fra sundhedsvæsenet er vigtige for, at mennesker med udviklingshæmning opretholder fysisk aktivitet (Bergström et al., 2013; Blomqvist & Börje, 2015; CFK, 2015).

Læs artiklen Krop og mad her

Kilder

Bergström H. et al. (2013). Hälsofrämjande gruppbostad: Planering, genomförande och utvärdering av ett hälsofrämjande program. Rapport 2013: 5. Stockholm: Centrum för epidemiologi och samhällsmedicin.

Blomqvist, Sven & Rehn, Börje (2015). Fysisk aktivitet och hälsa för personer med utvecklingsstörning. Fysioterapi, (1): 26-31.

CFK (2015). Indflydelse på egen sundhed. Aarhus: CFK – Folkesundhed og Kvalitetsudvikling.

Elnan, I. (2010). Idrett for alle? Studie av funksjonshemmedes idrettsdeltagelse og fysiske aktivitet. Trondheim: NTNU Samfunnsforskning AS, Senter for Idrettsforskning.

Furesø Kommune (2014). Slutevaluering af ’Sundhedsfremmeprojekt på bosteder for psykisk udviklingshæmmede’. Furesø Kommune.

Socialpædagogen Online (2014). Det skal være sjovt at slå dovenskab. Socialpædagogen Online, Vol. 71(20): 14-17.

Sveriges Kommuner och Landsting (2018). Hur skapar vi bättre hälsa för personer med funktionsnedsättning? Beskrivning av ojämlikheter idag samt förslag på förändrade arbetssätt. Stockholm: Sveriges Kommuner och Landsting.

Sørensen, J. et al. (2013). Barrierer for lige adgang til det primære sundhedsvæsen: For personer med en intellektuel eller psykisk funktionsnedsættelse. Taastrup: Danske Handicaporganisationer.

Wallén, Eva Flygare (2014). Betydelsen av hälsomma kost- och motionsvanor hos personer med utvecklingsstörning: En sammanställning av evidens. Evidensrapport nr. 5. Stockholm: Habilitering & Hälsa. Stockholms Läns Landsting.

Publiceret: 22.03.2021. Sidst opdateret: 20.05.2021