Forside » Handicap » Udviklingshæmning og demens » Omfang og målgruppe

Omfang og målgruppe

Personer med udviklingshæmning bliver i lige så høj grad eller i højere grad ramt af demens end resten af befolkningen. Den hyppigste årsag er Alzheimers sygdom. Personer med Downs syndrom er i særlig risiko for at få demens.

| Socialstyrelsen

Personer med udviklingshæmning lever længere. Der er derfor de seneste ti år blevet flere ældre med udviklingshæmning. Det betyder også en højere forekomst af aldersbetingede sygdomme, som fx demens, end tidligere. Denne udvikling med en markant stigning i antallet af ældre med udviklingshæmning ser ud til at fortsætte. En engelsk undersøgelse viser, at antallet af ældre med udviklingshæmning vil stige fire gange hurtigere end det samlede antal personer med udviklingshæmning (NICE, 2018). 

Downs syndrom og demens

Personer med Downs syndrom er i særlig risiko for at få demens, og forekomsten af demens blandt personer med Downs syndrom er væsentligt højere end både blandt personer med udviklingshæmning, der ikke har Downs syndrom, og blandt befolkningen generelt.

Læs mere om Downs syndrom og demens i artiklen Downs syndrom og demens på Vidensportalen

Personer med udviklingshæmning, der ikke har Downs syndrom

For personer med udviklingshæmning, der ikke har Downs syndrom, varierer den fundne forekomst af demens i forskellige studier. Nogle studier angiver, at der blandt personer med udviklingshæmning er en højere forekomst af demens sammenlignet med befolkningen generelt (Strydom et al., 2013; Cooper, 1997; Patel, 1993).

Andre studier viser dog forholdsvis samme forekomst af demens blandt personer med udviklingshæmning, der ikke har Downs syndrom, som blandt befolkningen generelt (Zigman et al., 2004; Janicki & Dalton, 2000).

Det anslås, at ca. 6,9 pct. af befolkningen generelt fra 60 år og opefter i Vesteuropa er ramt af demens (Nationalt Videnscenter for Demens, u.å.).

En engelsk undersøgelse viser, at der er en højere andel af personer med let og moderat grad af udviklingshæmning, der har demens (omkring 14-15 pct.), end personer med svær og meget svær udviklingshæmning (3,4 pct.) (Wigaard 2009). Det er sandsynligt, at problemer med at stille diagnosen i gruppen med svær og meget svær udviklingshæmning er betydelig, og at underdiagnostisering kan forklare meget af forskellen (Wigaard, 2009).

Ovennævnte engelske undersøgelse benytter desuden tre forskellige diagnoseværktøjer og fik herved forskellig forekomst på samme population i samme aldersgruppe. Forskelle i diagnostiseringsværktøjer kan således også være med til at forklare de forskellige resultater (Wigaard, 2009).

For personer med udviklingshæmning, der ikke har Downs syndrom, er gennemsnitsalderen for at udvikle demens 60-65 år. Forekomsten af demens øges kraftigt med alderen (Prasher, 2014).

Forskellige former for demens

Demens er ikke en naturlig del af at blive gammel, men opstår som en følge af sygdom. En del sygdomme kan føre til demens, og sygdomsforløbene er forskellige (Salem, 2012).

Det er derfor afgørende, at der foretages en grundig udredning for at opnå en så sikker diagnose som mulig (Prasher, 2014).

Læs mere om udredning i artiklen Opsporing og udredning af demenssygdomme hos borgere med udviklingshæmning på Vidensportalen

Den hyppigste årsag til demens blandt personer med udviklingshæmning er Alzheimers sygdom og herefter vaskulær demens, men også Lewy body demens, Huntingtons sygdom og Parkinsons sygdom med demens kan forekomme (Janicki & Dalton, 2000; Prasher, 2014).

Symptomer på demens

Symptomer på demens vil variere i forhold til

  • individuelle forskelle
  • graden af udviklingshæmning
  • omgivelsernes krav til personen (Appelgren, 2014).

Symptomerne vil desuden variere, alt efter hvilken type demenssygdom den enkelte har, men der er en vis grad af fællestræk (Prasher, 2014).

Symptomer på demens kan være svækket hukommelse, svækket abstraktionsevne, svækket dømmekraft, taleforstyrrelser, tab af praktiske færdigheder og personlighedsændringer (Salem, 2012).

I de tidlige stadier kan symptomer være nedsat hukommelse og koncentration, øget desorientering og humørændringer. Senere kan der være problemer med

  • Tale.
  • Mobilitet.
  • Følelsesmæssige ændringer.
  • Vrangforestillinger.
  • Hallucinationer (Prasher, 2014).

Til sidst er der ofte bl.a. inkontinens, fravær af kommunikation, anfald, vægttab, immobilitet og alvorligt synkebesvær (Prasher, 2014). 

Kilder

Appelgren, Marie (2014). Åldrande och demens hos personer med utvecklingsstörning. FoU-trainee, Uppsats nr. 31. Malmö: Stadskontoret, FoU Malmö.

Cooper S.A. (1997). High prevalence of dementia among people with learning disabilities not attributable to Down’s syndrome. Psychological Medicine, Vol. 27(3): 609-616.

Janicki, M.P. & Dalton, A.J. (2000). Prevalence of dementia and impact on intellectual disability services. Mental Retardation, Vol. 38(3): 276-288.

Patel, P. et al. (1993). Psychiatric morbidity in older people with moderate and severe learning disability: II. The prevalence study. British Journal of Psychiatry, Vol. 163(4): 481-491.

Prasher, Vee (2014). Practical Dementia Care for adults with Down Syndrome or with intellectual Disabilities. New York: Nova Science Publishers

Nationalt Videnscenter for Demens (u.å.). Tal og statistik om demens. Nationalt Videnscenter for Demens. Tilgængelig fra: http://www.videnscenterfordemens.dk/statistik/. [Lokaliseret 01-07-2019].

NICE (2018, 11. april). Care and support of people growing older with learning disabilities: NICE guideline [NG96]. NICE: National Institute for Health and Care Excellence. Tilgængelig fra https://www.nice.org.uk/guidance/ng96 [Lokaliseret 25-03-2020].

Salem, Lise Cronberg (2012). Demens hos mennesker med udviklingshæmning – en lægelig og pædagogisk udfordring. Specialpædagogik, Vol. 32(4): 41-44.

Strydom, A. et al. (2013). Incidence of dementia in older adults with intellectual disabilities. Research In Developmental Disabilities, Vol. 34(6): 1881-1885.

Wigaard, Elisabeth (2009). Demens hos personer med utviklingshemning. I: Larsen, Frode Kibsgaard & Wigaard, Elisabeth (red.), Utviklingshemning og aldring: En lærebok. Tønsberg: Forlaget Aldring og helse.

Zigman, W.B. et al. (2004). Incidence and prevalence of dementia in elderly adults with mental retardation without Down syndrome. American Journal of Mental Retardation, Vol. 109(2): 126-141.

Publiceret: 29.04.2020. Sidst opdateret: 29.04.2020