Forside » Handicap » Udviklingshæmning og demens » Hjælpemidler til mennesker med udviklingshæmning og demens

Hjælpemidler til mennesker med udviklingshæmning og demens

Hjælpemidler kan kompensere for de færdigheder, der gradvist svækkes ved demens hos mennesker med udviklingshæmning. Hjælpemidlerne kan blandt andet understøtte kommunikation og hukommelse.

| Socialstyrelsen

Demenssymptomer har betydning for borgeren på mange forskellige områder, men symptomerne vil variere, alt efter hvilken type demenssygdom den enkelte har. Demens fører til nedsat hukommelse og desorientering og kan medføre

  • humørændringer
  • problemer med tale
  • følelsesmæssige ændringer
  • nedsat mobilitet
  • epilepsi.

De fleste mennesker med udviklingshæmning, som får demens, vil desuden få neurologiske og motoriske vanskeligheder, som betyder, at ellers automatiserede handlinger og funktioner svigter. Det kan fx være balancen, hørelse og syn, synkefunktion, samt det at holde på afføring/urin (Dodd et al., 2009; Prasher, 2014; Wigaard, 2012).

Der kan derfor være mange forskellige hjælpemidler, som kan være relevante, når et menneske med udviklingshæmning får demens. I den fagprofessionelle tilgang sker der overordnet set et markant skift fra fokus på træning og vedligeholdelse af færdigheder til fokus på at støtte borgerens mestring, kontrol og overblik i hverdagen, blandt andet ved brug af hjælpemidler (Wigaard, 2012).

Generelle opmærksomhedspunkter ved valg og brug af hjælpemidler til mennesker med udviklingshæmning og demens

Simple løsninger

Det kan være vigtigt, at hjælpemidler til mennesker med udviklingshæmning og demens ikke har flere funktioner end nødvendigt (Høeg & Jensen, 2005).

En tablet kan fx rumme mange nyttige funktioner, men det er ikke nødvendigvis en fordel for borgeren, fordi de mange muligheder bliver for uoverskuelige og skaber forvirring. Her kan løsningen være, at tabletten kun benyttes til et enkelt eller få formål, fx til en aktivitetsplan eller til påmindelsesfunktioner.

Et nyttigt redskab kan også være en fysisk tavle, som kan bruges til at vise dagens aktiviteter med billeder. Det er også vigtigt, at hjælpemidlet er simpelt at overskue, så brugeren støttes til lettere at kunne benytte hjælpemidlet (Høeg & Jensen, 2005; Holthe, 2016).

Hvornår skal produkterne tages i brug?

Det vil ofte være en fordel, at borgeren begynder at bruge hjælpemidler i de tidlige faser af sygdommen, så borgeren har mulighed for at blive fortrolig med dem og have gavn af hjælpemidlerne længst muligt (Nationalt Videnscenter for Demens, 2019b; Hjælpemiddelinstituttet et al., 2008; Holthe, 2016).

Derudover bør fagpersonalet løbende følge op på, om hjælpemidlerne fortsat passer til borgeren, i takt med at demenssymptomerne ændres (Socialstyrelsen, 2018; Holthe, 2016).

Forskellige typer hjælpemidler til mennesker med udviklingshæmning og demens

Livshistorier og livsfortællinger

Når man mister sammenhæng i sine minder og dermed sin egen livshistorie, er det normalt at reagere med angst, tristhed og aggressivitet (Wigaard, 2012; Westergård, 2009).

Ved at arbejde med borgerens livsfortælling kan den fagprofessionelle få en bedre forståelse for, hvad der motiverer borgeren, og hjælp til at forstå og håndtere udfordrende adfærd og stærke følelser (Westergård, 2009; Dodd, 2010).

Der er forskellige måder at arbejde med livsfortællinger på. Det kan være gennem talende fotoalbums, hvor billeder kan suppleres med indtalt tekst, fx fra en pårørende eller borgeren selv (Westergård, 2009).

Man kan også arbejde med borgerens livsfortælling gennem teater/rollespil og mindekasser, som både kan indeholde objekter, billeder, lyde osv.

Se eksempler på produkter til livsfortællinger og livshistorier under produktgruppen Erindringssystemer på Hjælpemiddelbasens hjemmeside

Understøttelse af hukommelsen

Kalendere, tidsplaner og aktivitetsskemaer kan understøtte borgerens hukommelse, og strukturen kan være med til at skabe ro og overskud hos borgeren i hverdagen (Wigaard, 2012).

Planerne kan udfyldes med brug af tekst, billeder, figurer eller konkreter alt efter funktionsniveau, og hvad borgeren synes bedst om. Det giver et overblik over, hvad der skal ske, og i hvilken rækkefølge aktiviteterne skal ske (Wigaard, 2012).

Der findes programmer og apps til tablets, smartwatches og smartphones, som viser oversigter over dagens aktiviteter og kan give en påmindelse, når noget skal ske (Holthe, 2016). Her er det dog vigtigt, at teknologien er simpel og nem at bruge, så borgeren får mest muligt ud af den. Elektroniske dag-/natkalendere viser og påminder borgeren om, hvorvidt det er nat eller dag. Det kan være nyttigt, i tilfælde hvor demens medfører problemer med tidsorientering og natteuro (Holthe, 2016).

Se kalendere og tidsplaner på Hjælpemiddelbasens hjemmeside

Se hjælpemidler til strukturering på Hjælpemiddelbasens hjemmeside

Kommunikation

Mennesker med udviklingshæmning kan have allerede eksisterende sprogvanskeligheder, som bliver forværret i demensforløbet (Kerr, 2007).

Det kan vise sig på mange måder, fx ved at borgeren

  • ikke husker eller ikke kan udtrykke ordene
  • ikke taler så meget som tidligere
  • øger nonverbal adfærd (fx skrig eller gråd)
  • gentager sætninger osv. (Dodd et al., 2009; Prasher, 2014).

Det er vigtigt, at borgeren kan kommunikere – både med ord og krop – så længe som muligt. Det kan blandt andet ske ved at supplere den talte kommunikation med elektroniske eller ikkeelektroniske billedsamlinger og konkreter, eller ved brug af talemaskiner (Prasher, 2014).

I kommunikationen med borgeren er det vigtigt at være tålmodig og tydelig, fx ved ikke at stille flere spørgsmål på én gang (Prasher, 2014).

Læs mere om Alternativ Supplerende Kommunikation på Vidensportalen

Se symbolbaseret kommunikationssoftware på Hjælpemiddelbasens hjemmeside

Se også talemaskiner på Hjælpemiddelbasens hjemmeside

De fysiske omgivelser

Demens kan medføre, at borgeren får sværere ved at orientere sig i omgivelserne og derved bliver mere tilbøjelig til at blive hjemme eller ikke tager initiativ til at komme omkring (Larsen, 2009).

Tilpasning af omgivelsernes fysiske udformning kan derfor have betydning for borgerens trivsel og mestring i hverdagen. Et demensvenligt miljø er blandt andet kendetegnet ved

  • hjemlighed
  • genkendelighed
  • tryghed/sikkerhed
  • tilpas stimulerende omgivelser (Nationalt Videnscenter for Demens, 2019a; Styrelsen for Social Service, 2004).

Afmærkning og tydelige markører, lysforhold, farver og kontrastbrug samt indretning kan gøre det nemmere for borgeren at færdes, finde frem til sin bolig eller toilettet og kan også motivere til bevægelse (Styrelsen for Social Service, 2004; Wigaard, 2012; Larsen, 2009; Dodd et al., 2009).

Et godt tilrettelagt udendørsmiljø, fx i form af sansehaver, kan også stimulere til aktivitet. Sansehaver er typisk aflukkede og med gangstier, som leder én tilbage til udgangspunktet, så borgere med demens kan gå korte ture på egen hånd (Gonzales & Kirkevold, 2016).

Sansehaverne stimulerer særligt syns-, lugte-, og følesansen, men også smagssansen og hørelsen. At være udendørs medfører desuden, at borgeren bliver eksponeret for mere sol- og dagslys, hvilket kan have positiv effekt på døgnrytmen og søvnkvaliteten (Gonzales & Kirkevold, 2016).

Sansestimulation

Demens kan medføre uro, angst og stress, dels pga. desorientering, forværring af sproget, forværring af fysikken, dels fordi borgeren oplever velkendte steder eller ting som fremmede og ukendte (Prasher, 2014).

Sansestimulerende hjælpemidler og teknologier kan virke beroligende og være med til at give øget kropsfornemmelse. Sansestimulationen kan blandt andet ske gennem lys- eller musikterapi, kugledyner og -veste, krammedukker med tyngde eller sanserum. En individuelt orienteret tilrettelæggelse af en sansestimulerende tilgang kan kvalificeres ved en udredning, fx ved hjælp af redskabet Sensory Profile, der kan bidrage til at afdække borgerens sansebearbejdningsmønstre (Dunn, 1999).

Se Hjælpemiddelbasens guide om sansestimulerende hjælpemidler på Hjælpemiddelbasens hjemmeside

Epilepsianfaldsalarmer

Hvis borgeren har epilepsi, kan der anvendes en epilepsianfaldsalarm. En anfaldsalarm kan bruges til at opdage anfaldene, fx når borgeren sover eller er alene. Anfaldsalarmer varsler epileptiske anfald ud fra kroppens signaler og kan give informationen videre til fx pårørende eller personale, så de kan hjælpe borgeren. Typen af anfaldsalarm afhænger af, hvilke typer anfald borgeren får, og skal afklares i samarbejde med en læge og evt. personale og pårørende.

Se Hjælpemiddelbasens guide om epilepsianfaldsalarmer på Hjælpemiddelbasens hjemmeside

Læs mere om epilepsi hos mennesker med udviklingshæmning på Vidensportalen

Nødkaldshjælpemidler

Nødkaldshjælpemidler kan bruges af borgeren, når der opstår behov for hjælp. Der er forskellige slags nødkald; nogle skal borgeren selv aktivere ved at trykke på en knap, mens andre bliver aktiveret automatisk, fx hvis borgeren forlader et bestemt område eller falder (Hjælpemiddelbasen, 2016).

Nødkaldshjælpemidler fås også med en GPS-sporingsenhed, så pårørende eller personale kan lokalisere borgeren, hvis man ikke ved, hvor borgeren befinder sig. Disse teknologier kan øge tryghed, frihed og autonomi hos mennesker med udviklingshæmning og demens, hvis de bliver brugt med en personcentreret tilgang (Niemeijer et al., 2014).

Se Hjælpemiddelbasens guide om GPS-baserede overvågningssystemer på Hjælpemiddelbasens hjemmeside

Bevægelse og oplevelser

Der findes mange muligheder for aktiviteter og oplevelser på trods af demens. Nogle aktiviteter er mulige, hvis man laver små justeringer i forhold til det, borgeren kender. Hvis borgeren ikke kan cykle alene, findes der fx parcykler, hvor to personer sidder ved siden af hinanden og cykler. Undersøgelser viser, at træning og bevægelse har en positiv effekt på mennesker med udviklingshæmning og demens i forhold til både fysisk og kognitiv funktion samt adfærd (Heyn et al., 2004).

Man kan desuden sørge for, at det, borgeren bruger til de aktiviteter, som borgeren holder af at lave, ligger synligt fremme, fx strikketøjet, ugebladene, radioen osv. Derved bliver borgeren mindet om aktiviteterne og motiveret til at gå i gang med dem (Prasher, 2014; Wigaard, 2009).

Andre hjælpemidler til mennesker med demens

På Hjælpemiddelbasen kan man finde inspiration til relevante hjælpemidler i forskellige hverdagssituationer for mennesker med demens (ikke specifikt med udviklingshæmning).

Gå til Hjælpemiddelbasens oversigt over hjælpemidler til mennesker med demens på Hjælpemiddelbasens hjemmeside

Kilder

Dodd, Karen (2010). Psychological and other non-pharmacological interventions in services for people with learning disabilities and dementia. Advances in Mental Health and Learning Disabilities, Vol. 4(1): 28-35.

Dodd, Karen et al. (2009). Down's syndrome and dementia: A resource for carers and support staff (2 .udg.). Birmingham: British Institute of Learning Disabilities.

Dunn, W. (1999). The Sensory Profile: User’s Manual. San Antonio: The Psychological Corporation.

Gonzales, Marianne T. & Kirkevold, Marit (2016). Sansehage som miljøbehandling for personer med demens. I: Berentsen, Vigdis Drivdal & Tretteteig, Signe (Red.), Demensboka: Lærebok for helse- og omsorgspersonell (s. 367-375). Tønsberg: Forlaget Aldring og helse.

Heyn, Patricia et al. (2004). The Effects of Exercise Training on Elderly Persons With Cognitive Impairment and Dementia: A Meta-Analysis. Archives of Physical Medicine and Rehabilitation, Vol. 85(10): 1694-1704.

Hjælpemiddelbasen (2016, 27. oktober). GPS-baserede overvågningssystemer. Socialstyrelsen. Tilgængelig fra https://hmi-basen.dk/news.asp?newsid=2628&x_newstype=33 [Lokaliseret 07-04-2020].

Hjælpemiddelinstituttet et al. (2008). Teknologi og demens i Norden: Hvordan bruger personer med demens tekniske hjælpemidler: En interviewundersøgelse i Danmark, Finland, Island, Norge og Sverige. Taastrup: Hjælpemiddelinstituttet.

Høeg, Mogens & Jensen, Lily (2005). Hjælpemidler til mennesker med udviklingshæmning. Taastrup: Hjælpemiddelinstituttet.

Holthe, Torhild (2016). Velferdsteknologi og hjelpemidler. I: Berentsen, Vigdis Drivdal & Tretteteig, Signe (red.): Demensboka: Lærebok for helse- og omsorgspersonell (s. 129-145). Tønsberg: Forlaget Aldring og helse.

Kerr, Diana (2007). Understanding Learning Disability and Dementia: Developing Effective Interventions. London: Jessica Kingsley Publishers.

Larsen, Frode Kibsgaard (2009). Fysisk tilrettelegging av miljøet. I: Larsen, Frode Kibsgaard & Wigaard, Elisabeth, Utviklingshemning og aldring: En lærebok. Tønsberg: Forlaget Aldring og Helse.

Nationalt Videnscenter for Demens (2019a, 22. august). Demensvenlige boliger – byggeri og indretning. Nationalt Videnscenter for Demens. Tilgængelig fra http://www.videnscenterfordemens.dk/bolig/. [Lokaliseret 12-11-2019].

Nationalt Videnscenter for Demens (2019b, 22. august). Teknologiske hjælpemidler. Tilgængelig fra http://www.videnscenterfordemens.dk/pleje-og-behandling/pleje-og-omsorg/teknologiske-hjaelpemidler/. [Lokaliseret 12-11-2019].

Niemeijer, Alistair R. et al. (2014). The experiences of people with dementia and intellectual disabilities with surveillance technologies in residential care. Nursing Ethics, Vol. 22(3): 307-320.

Prasher, V. (2014). Practical Dementia care for Adults with Down Syndrome or with Intellectual Disabilities. New York: Nova Science Publishers.

Socialstyrelsen (2018, 26. oktober). Pejlemærker i hjælpemiddelformidlingen. Socialstyrelsen. Tilgængelig fra https://socialstyrelsen.dk/tvaergaende-omrader/hjaelpemidler-og-velfaerdsteknologi/viden-og-metoder/pejlemaerker-i-hjaelpemiddelformidlingen. [Lokaliseret 2014] .

Styrelsen for Social Service (2004). Indretning af plejecentre – for svage ældre og mennesker med demens. Odense: Styrelsen for Social Service (nu: Socialstyrelsen).

Westergård, Britt-Evy (2009). Personlige livsfortellinger i tjenester til eldre med utviklingshemning. I: Larsen, Frode Kibsgaard & Wigaard, Elisabeth (red.), Utviklingshemning og aldring: En lærebok. Tønsberg: Forlaget Aldring og Helse.

Wigaard, Elisabeth (2009). Demens hos personer med utviklingshemning. Larsen, Frode Kibsgaard & Wigaard, Elisabeth (red.), Utviklingshemning og aldring: En lærebok. Tønsberg: Forlaget Aldring og Helse.

Wigaard, Elisabeth (2012). Demens. I: Bakken, Trine Lise & Olsen, Mette Egelund (red.), Psykisk lidelse hos voksne personer med utviklingshemning: Forståelse og behandling (s. 190-204). Oslo: Universitetsforlaget.

Publiceret: 29.04.2020. Sidst opdateret: 05.05.2020