Forside » Handicap » Søskende til børn og unge med funktionsnedsættelse » Fokus på søskende i småbørnsalderen

Fokus på søskende i småbørnsalderen

Søskende i småbørnsalderen har ligesom ældre søskende behov for at tale om den anderledes søskendesituation, som de befinder sig i. Det er imidlertid begrænset, hvad der findes af publiceret viden om små søskende, som har en søster eller bror med funktionsnedsættelse og/eller en kronisk lidelse. I et svensk projekt arbejdes der med en nær kobling mellem små søskendegrupper og forældregrupper.

 | Socialstyrelsen

Forskning om ældre søskende viser, at samtale inden for familien og dét at tale om sin bror eller søsters funktionsnedsættelse har en stærkt beskyttende virkning på søskende (Vermaes et al., 2012). Den svenske psykolog og psykoterapeut Christina Renlund gør imidlertid opmærksom på, at forældre og fagpersoner kan blive bedre til også at styrke små børn, og at det for de små børns vedkommende må ske i et familieperspektiv, hvor forældre udgør basen (Renlund, 2009). Internationalt er det primært den amerikanske forsker Debra Lobato og hendes medarbejdere på Rhode Island Hospital i USA, som har haft fokus på tidlig støtte til børn i alderen 4-7 år samt deres forældre (Lobato, 2005).

I artiklen anvendes også termerne små søskende og små børn om netop søskende i småbørnsalderen.

Der findes ikke noget entydigt svar på, hvor meget man skal - eller kan - sige til et barn, der har en bror eller søster med en funktionsnedsættelse eller kronisk lidelse, og som i den forbindelse stiller svære spørgsmål. Ifølge Renlund er det dog vigtigt at tale med børn for derigennem at hjælpe dem med at gøre virkeligheden mere begribelig. At vente og se tiden an, når det gælder samtale med børn om svære ting, er en indstilling, som kan medføre risici for børnene. Det kan fx betyde, at der aldrig bliver nogen samtaler om emnet, og/eller at barnet får information fra andre i stedet for fra en nærtstående person. Det er de voksnes ansvar at hjælpe barnet frem til en tiltagende forståelse (Habilitering & Hälsa, 2013).

Børnepsykolog Magne Raundalen og speciallærer Jon-Håkon Schultz anvender begrebet ”generationspligt”, som udtryk for det ansvar, som voksne har for at hjælpe barnet med at gøre det, som er svært at forstå, mere begribeligt og håndterbart (Studentlitteratur, 2010).

Barnets behov for samtale og viden

Søskende i småbørnsalderen fornemmer tidligt, at der er noget galt med deres bror eller søster. De kan beskrive dét, som er anderledes, hvis de får hjælp til at sætte ord på deres virkelighed. De små søskende har mange tanker og behov for at berette, få mere viden og lov til at dele. Hvis ikke dette sker, så risikerer man, at barnet (søskendebarnet) går rundt og er bange, føler skyld eller føler sig ene med egne tanker og spørgsmål. Børn i småbørnsalderen har også brug for et navn på deres søskendes funktionsnedsættelse samt viden herom for bedre at være rustet til at kunne svare på venners spørgsmål.  Samtidig behøver forældre mere viden om - og hjælp til - at tale mere forebyggende med søskende i småbørnsalderen for derved at styrke barnet (i et familieperspektiv) (Ågrenska, 2013). At have viden og få mulighed for at udtrykke både sine positive og negative tanker og følelser om sin bror eller søster og sin egen søskendesituation har en stærkt beskyttende virkning (Habilitering & Hälsa, 2013). Søskende i småbørnsalderen har brug for hjælp til at skabe en helhedsorienteret beretning for at kunne skabe sammenhæng og dermed blive rustet for livet (Ågrenska, 2013).

Børn i småbørnsalderen forstår også

Ifølge forfatter og psykolog Christina Renlund har børn allerede i 1-årsalderen en opfattelse af andre børns behov og en følelse af, at den, som har et behov, skal have hjælp. I sin bog ”Litet syskon” (2009) tager hun udgangspunkt i børns beretninger om, hvordan det er at have en bror eller søster med en funktionsnedsættelse, ligesom der også indgår beretninger fra forældre. En mor fortæller bl.a. om, hvordan lillesøsteren på 2½ år forsøger at sørge for, at tingene bliver sådan, at storebror, der er 5 år og har autisme, ikke bliver vred, oprevet eller ked af det. Når storebror fx får det forkerte bestik eller glas til maden, og i stedet vil have hendes, så behøver han næsten ikke give udtryk for det, førend hun allerede har byttet med ham (Renlund, 2009).

Barnet behøver hjælp til at tale om det, som er svært

Der eksisterer begrænset viden om små børns personlige oplevelser og ”indefra-beretninger” (Ågrenska, 2013). Nyere forskning og erfaring fra området viser dog, at børn allerede tidligt skaber deres egne forklaringer og forestillinger om deres familie og deres egen situation (Vatne, 2014). Nogen gange ved barnet ting, som forældre og andre voksne ikke tror, at de ved, og på den anden side har barnet nogle gange ikke den viden, som de voksne ellers tror. Der kan også være risiko for, at barnet forsøger at beskytte forældrene fra følelser og tanker, som, de tror, er for svære og i stedet skaber sin egen beretning om sin søster eller brors funktionsnedsættelse, og om hvordan det kommer til at gå i fremtiden.  Disse beretninger kan bygge på misforståelser og til tider være værre end virkeligheden. Noget, der kan medføre, at barnet går rundt med tanker, som ikke altid er nemme at bære på i al hemmelighed, når man er lille (Renlund, 2009; Vatne, 2014).

For at voksne bedre skal kunne forstå, hvordan barnet oplever sin situation, er det vigtigt at give barnet mulighed for at tale, berette og reflektere. Ifølge psykolog Christina Renlund kan der på denne måde opnås mere viden om barnets tanker og spørgsmål og dermed mulighed for at hjælpe barnet, hvis de fx har skabt nogle forkerte forklaringer om deres bror eller søsters funktionsnedsættelser (Habilitering & Hälsa, 2013). Ved at dele deres virkelighed får børnene deres situation bekræftet, hvilket de ifølge Renlund har behov for. Børn vil også gerne dele deres oplevelser med andre, hvilket er meget vigtigt for deres selvfølelse og psykiske sundhed (Renlund, 2009).

Ifølge Renlund er det at tale om funktionsnedsættelsen og søskendesituationen noget, som forældre og fagpersoner bør vende tilbage til igen og igen under barnets opvækst. Barnet har i de forskellige aldre forskelligt behov for at forstå sin søskendesituation ud fra lige præcis de grundlæggende livsspørgsmål, som den aktuelle udviklingsfase ansporer. De særlige livsspørgsmål om søskendesituationen findes igennem hele livet (Habilitering & Hälsa, 2013).

Svensk projekt om søskende i småbørnsalderen

I Sverige har man under projektet ”Syskonkärlek – i skuggan av ett syskon” lavet et idé- og metodekatalog om arbejdet med søskendegrupper, specifikt i forhold til de små søskende og deres forældre. Det svenske projekt er på sin vis nyskabende, da der gennem projektet er indsamlet viden og erfaringer med arbejdet med de helt små søskende. Habilitering og Hälsa i Stockholms landsting gennemførte i projektet 12 gruppeforløb for børn i alderen 3½ -6½ år mellem år 2010-2012. Projektets overordnede mål var at styrke og støtte søskende til børn med funktionsnedsættelser og deres familier. Dette skete gennem fokus på søskendes situation og gennem udvikling af værktøjer til at hjælpe søskende i tale om deres tanker, følelser og spørgsmål. Projektet havde også som mål at øge forældrenes kompetencer i forhold til at tale med deres børn, når de er i førskole- og skolealderen. Med et forebyggende sigte søgte projektet dermed at skabe forskellige muligheder for samtale og dialog (Ågrenska, 2013).

Erfaringer fra gruppeforløbene viste, at de var medvirkende til at sætte en proces i gang hos både børn og forældre. Mange forældre beskrev efterfølgende, hvordan børnenes måde at optræde på/forholde sig på over for deres søskende med funktionsnedsættelse ændrede sig. Fx ved at søskende blev mere opmærksomme og kontaktsøgende over for deres bror eller søster med funktionsnedsættelse (Habilitering & Hälsa, 2013).

Børnegruppe og parallel forældregruppe

Ideen bag det svenske projekt er, at der ved at køre grupper for søskende i småbørnsalderen med parallelle forældregrupper sker en samtidig proces hos både barn og forældre. En proces, som skal lede til en videre samtale i familien. Et vigtigt sigte med grupperne er dermed at give både barn og forældre de redskaber, som er nødvendige for at kunne fortsætte samtalen i familien.

I søskendegruppen får de små søskende hjælp til at finde ord og udtryk for egne funderinger om sig selv og sin situation samt omkring sin bror eller søster. Fokus er her på at styrke barnet som individ og som gruppemedlem.

I forældregruppen tager forældrene del i dét, som sker i børnegruppen, og deler erfaringer om de samme spørgsmål. De får mulighed for at tale om deres forældrerolle, og om hvordan de opfatter barnets situation, når søskendebarnet er sammen med deres bror eller søster med funktionsnedsættelse (Ågrenska, 2013).

Forældrenes forberedelse til samtaler med barnet

Det nyskabende i forhold til det svenske projekt ”Syskonkärlek eller i skuggan av ett syskon” er, ifølge Christina Renlund, arbejdet med og den nære kobling mellem børnegruppen og forældregruppen. At give forældre mulighed for selv at tale om søskendesituationen i deres familie og for at tænke sig om og forberede sig på søskendetanker.

Forældrene har ligesom barnet behov for at få mere viden og konkrete måder, hvorpå de kan tale med søskende i småbørnsalderen om søskendesituationen. Det svenske projekt viser, at forberedte voksne, som har viden, bliver bedre til at opfange og virkelig lytte til barnets beretninger og spørgsmål. Forberedte voksne giver også bedre og mere gennemtænkte svar. Børn, som bliver lyttet til, føler sig sete og respekterede, og de lærer at give udtryk for egne tanker, følelser og svære spørgsmål. At deltage i en børnegruppe og parallel forældregruppe kan blive starten på en samtale i familien om, hvordan det er at vokse op med en søster eller bror med en funktionsnedsættelse (Habilitering & Hälsa, 2013).

Læs mere om idéhæftet ”Syskonkärlek eller i skuggan av ett syskon – ett idéhäfte om grupper för små syskon med parallell föräldragrup” (PDF) 

Kilder

Habilitering & Hälsa (2013): Syskonkärlek eller I skuggan av ett syskon – ett idéhäfte om grupper för små syskon med parallell föräldragrupp. Stockholms läns landsting.

Ågrenska (2013): Syskonkärlek eller i skuggan av ett syskon – ett metodhäfte om lägervistelser för skolbarn, ungdomar och unga vuxna som har en syster eller bror med funktionsnedsättning.

Lobato, D. & B.T. Kao (2005): Brief Report: Family-based group intervention for young siblings of children with chronic illness and developmental disability. Journal of Pediatric Psychology, 30, 678-682).

Renlund, Christina (2009): Litet syskon. Om att vara liten och ha en syster eller bror med sjukdom eller funktionsnedsättning (kan lånes gennem bibliotek.dk). Gothia Förlag.

Vatne, T. M. (2014): Et annerledes søskenliv? Barn i Norge, 8-21.

Vatne, T. M., Helmen, I. Ø., Bahr, D., Kanavin, Ø. & L. Nyhus (2014): “She Came out of mum’s Tummy the  Wrong way» (Mis)Conceptions Among Siblings of Children with Rare Disorders. Journal of Genetic Counseling, 1–12.

Vermaes, I. P., van Susante, A. M. & H.J. van Bakel (2012): Psychological functioning of siblings in families of children with chronic health conditions: a meta-analysis. Journal of pediatric psychology. jsr081. 

Publiceret: 12.09.2017. Sidst opdateret: 12.09.2017