Kommunikationspartneren

Succesfuld interaktiv kommunikation, der involverer personer, som bruger Alternativ og Supplerende Kommunikation (ASK), afhænger ikke kun af de færdigheder, som disse personer har, men også af de færdigheder, som kommunikationspartnerne har.

 | Socialstyrelsen 

Når den ene part i samtalen er en person, der har særlige kommunikative behov, vil der ofte være en asymmetri i samtalen, hvor den ene samtalepartner er nødt til at tage større ansvar for, at kommunikationen lykkes (McConkey et al., 1999).

Kommunikativ støtte til mennesker med komplekse kommunikationsbehov handler først og fremmest om etablering af en anerkendende social interaktion, som tager udgangspunkt i de mulige udtryksmuligheder, som personen med svære kommunikative funktionsnedsættelser har. Det omfatter også respekten for de ofte anderledes måder at kommunikere på. At kommunikere med mennesker med komplekse kommunikationsbehov er et fuldgyldigt personligt møde mellem to mennesker, selvom det må foregå på andre betingelser og atypiske måder end de kulturelt gængse (Dammeyer & Bøttcher, 2015; Lorentzen, 2008).

Læs om ASK – Alternativ og Supplerende Kommunikation - en fælles betegnelse for forskellige kommunikationsformer.

Forberedelse af samtalen

Kommunikation med mennesker med komplekse kommunikationsbehov kræver generelt, at kommunikationspartneren er god til at observere anderledes udtryk og kommunikationsformer. På grund af personens kommunikative funktionsnedsættelser vil samtaleforberedelsen ofte kræve et pædagogisk analysearbejde for at finde frem til, hvordan kommunikationen og samtalen kan etableres. Videoobservation og -analyser kan være nødvendige redskaber (Dammeyer & Bøttcher, 2015).

Læs om Udredning og planlægning af ASK-løsninger for mennesker med komplekse kommunikationsbehov. 

Instruktion til kommunikationspartnere

Aktuel litteratur om ASK, herunder et systematisk review (Shire & Jones, 2015), peger på, at instruktion til kommunikationspartnere i anvendelse af målrettede kommunikationsstrategier kan være et vigtigt element i ASK-indsatsen. Kommunikationspartnere, som har deltaget i et instruktionsprogram, opnår tilsyneladende færdigheder og strategier, som foruden at kunne understøtte kommunikationen med ASK-brugere også kan fremme deres kommunikative kompetencer (Shire & Jones, 2015; Kent-Walsh et al., 2015; Kent-Walsh & McNaughton, 2005).

Læs om Kommunikative kompetencer

Kilder

Dammeyer, J. & L. Bøttcher (2015): Kommunikationshandicap (kan lånes gennem bibliotek.dk). Samfundslitteratur

Lorentzen P. (2008): Fra tilskuer til deltager – samspil og kommunikation med voksne udviklingshæmmede (kan lånes gennem bibliotek.dk)

McConkey et al. (1999): “Communications between staff and adults with intellectual disabilities in naturally occurring settings. Journal of Intellectual Disability Research, vol. 43, (3)

Kent-Walsh, J. et al. (2015): “Effects of Communication Partner Instruction on the Communication of Individuals using AAC: A Meta-Analysis”. Augmentative and Alternative Communication

Kent-Walsh J. & D. McNaughton (2005): “Communication Partner Instruction in AAC: Present Practices and Future Directions”. Augmentative and Alternative Communication, vol. 21 (3)

Shire, S. Y. & N. Jones (2015): “Communication Partners Supporting Children With Complex Communication Needs Who Use AAC: A Systematic Review”. Communication Disorders Qauterly, vol. 37(1).

Publiceret: 27.01.2017. Sidst opdateret: 27.01.2017