Forside » Handicap » Børn og unge med følger efter hjernerystelse » Sociale og psykologiske konsekvenser

Sociale og psykologiske konsekvenser

Børn og unge kan være i risiko for at få både sociale og psykologiske udfordringer efter en hjernerystelse. Problemerne kan fx være i forhold til tætte venskaber, selvregulering og psykiatriske problemer såsom ADHD.

 | Socialstyrelsen

Følgerne af en hjernerystelse kan være både fysiske, kognitive, sociale og psykologiske. I denne artikel er fokus på de sociale og psykologiske konsekvenser.

Læs mere om de fysiske og kognitive konsekvenser af hjernerystelse på Vidensportalen

I to amerikanske kohorte studier udviste 12-14 pct. af de børn, som havde pådraget sig en hjernerystelse, fortsat symptomer tre måneder efter skaden (Babikian et al., 2011 & Emery et al., 2016). Symptomerne kan lede til forsinket tilbagevenden til skole, et behov for særlig tilrettelagt undervisning, forsinket tilbagevenden til sport og et øget behov for sundhedsydelser (Emery et al., 2016).

Psykologiske konsekvenser – en markør for at komme sig

Somatiske følgevirkninger, som eksempelvis hovedpine og svimmelhed, er ofte i fokus efter hjernerystelse og fungerer dermed som en nøgleindikator for at komme sig (Emery et al., 2016). Det til trods, så er psykologiske og psykiatriske symptomer et ligeså vigtigt parameter. De børn, som er i risiko for længerevarende følger i form af psykologiske, adfærdsmæssige og psykiatriske problemer, er ifølge Emery et al. dem med gentagne tidligere hjernerystelser eller tidligere kendt psykiatrisk sygdom (Emery et al., 2016).

Venskaber og social kognition

At have venner gennem barndommen udgør et vigtigt grundlag for såvel social støtte som at lære de nødvendige sociale færdigheder. Den amerikanske psykolog Sandra Scarr har sammen med sine kolleger set på skolebørns venskaber, og de bemærker, at de børn, der har det godt i skolen (akademisk og atletisk), ofte har flere venner (Scarr et al., 1986).

I en amerikansk undersøgelse vedrørende sociale handlinger og reaktioner har forskerne Prigatano & Gupta (2006) set på venskaber hos børn med hovedtraumer af forskellig sværhedsgrad. De fandt tegn på, at:

  • Børn med alle sværhedsgrader af hovedtraumer havde færre tætte venskaber end børn uden
  • Børn med moderate og svære hovedtraumer havde færre tætte venskaber end børn med milde hovedtraumer, herunder hjernerystelse (Prigatano & Gupta, 2006 & Rosema et al., 2012).

Studier af Donders og Warschausky samt Hanten og kolleger antyder, at alderen ved skadestidspunktet kan have negative konsekvenser i forhold til socialitet i særdeleshed på den sociale kognition. Således fandt Donders et al., at børn og unge, som pådrager sig hjernerystelsen i 6-12 års alderen, viste dårligere resultater i særligt de højere kognitive færdigheder end børn og unge, som pådrog sig hjernerystelsen i 16-20-årsalderen (Donders & Warschausky, 2007 & Hanten et al., 2008).

Læs mere om småbørn og hjernerystelse på Vidensportalen

Psykiatriske forstyrrelser

Opmærksomhedsproblemer og en adfærd præget af manglende hæmninger er hyppige følger efter hovedtraumer. I mange tilfælde forsvinder symptomerne over tid, men hos nogle børn er symptomerne vedvarende, og børnene bliver diagnosticeret med ADHD (Stojanovski et al., 2018).

Hjernerystelse og ADHD

I et studie af Max et al. fandt man, at ca. 28 pct. af de 60 børn med hjernerystelse, som blev re-testet efter 12 måneder, udviklede hidtil ukendte eller fik nyopståede psykiatriske forstyrrelser i perioden 6-12 måneder efter skaden (Max et al., 2013). Den hyppigst forekommende psykiatriske forstyrrelse, som kom til efter en hjernerystelse, var ADHD og personlighedsændringer efterfulgt af humør -, angst - og adfærdsforstyrrelser. Særligt den nyopståede ADHD er opsigtsvækkende og i tråd med andre studier, der har vist, at 14-21 procent af de unge, som indlægges på hospitalet med et hovedtraume, får en ny ADHD diagnose efter skaden (Levin et al., 2007). Denne prævalens gør ADHD til den hyppigst forekommende forstyrrelse, som kan udvikles efter hovedtraume hos de unge (Stojanovski et al., 2018).

Det er uvist, hvorvidt genetiske risici for ADHD medvirker til risikoen for at udvikle ADHD efter TBI (Levin et al., 2007 & Max et al., 2005). En undersøgelse af Stojanovski et al. viser, at det i mange tilfælde ikke er gener og arv, som fører til ADHD, men hjernerystelser og andre former for mindre hjerneskader, der er årsag til diagnosen. I studiet har Stojanovski og kolleger undersøgt, hvorvidt ADHD symptomer er forskelligt associeret med genetiske risici og hjernestrukturer hos unge med og uden en historie med TBI. Resultaterne af studiet antyder, at genetiske prædispositioner for ADHD ikke øger risikoen for ADHD-symptomer i forbindelse med TBI. ADHD-symptomer kan ifølge Stojanovski et al. dermed også være resultatet af en konkret skade mod hovedet (Stojanovski et al., 2018).

Kilder

Babikian, T. et al. (2011). The UCLA Longitudinal Study of Neurocognitive Outcomes Following mild Pediatric Traumatic Brain Injury. Journal of International Neuropsychological Society. Vol. 17(5): 886-895.

Donders, J. & Warschausky, S. (2007). Neurobehavioral Outcomes After Early Versus Late Childhood Traumatic Brain Injury. The Journal of Head Trauma Rehabilitation. Vol. 22(5): 296-302.

Emery, C. et al. (2016). A Systematic Review of Psychiatric, Psychological, and Behavioural Outcomes following Mild Traumatic Brain Injury in Children and Adolescents. The Canadian Journal of Psychiatry, Vol. 6(15): 259-269.

Hanten, G. et al. (2008). Correlates of social problem solving during the first year after traumatic brain injury in children. Neuropsychology, Vol. 22(3): 357-370.

Levin, H. et al. (2007). Symptoms of attention-deficit/hyperactivity disorder following traumatic  brain injury in children. Journal of Developmental & Behavioural Pediatrics, Vol. 28(2): 108-118.

Max, J. et al. (2005). Predictors of secondary attention-deficit/hyperactivity disorder in children and adolescents 6 to 24 months after traumatic brain injury. Journal of the American Academy of Child and Adolescent Psychiatry. Vol. 44(10): 1041-1049.

Max, J. et al. (2013). Psychiatric Disorders in Children and Adolescents Six-to-Twelve Months After Mild Traumatic Brain Injury. The Journal of Neuropsychiatry and Clinical Neurosciences, Vol. 25(4): 272-282.

Prigatano, G. & Gupta, S. (2006). Friends after traumatic brain injury in children. The Journal of Head Trauma Rehabilitation. Vol. 21(6): 505-513.

Rosema, S. et al. (2012). Social Function in Children and Adolescents after Traumatic Brain Injury: A systematic Review 1989-2011. Journal Of Neurotrauma, Vol. 29(7): 1277-1291.

Scarr et al. (1986). Understanding Development. San Diego: Harcourt Brace Jovanovich.

Stojanovski, S. et al. (2018). Polygenic Risk and Neural Substrates of Attention-Deficit/Hyperactivity Disorder Symptoms in Youths With a History of Mild Traumatic Brain Injury. Biological Psychiatry. Article in Press.

Publiceret: 30.01.2019. Sidst opdateret: 16.04.2019