Småbørn

Ikke mange forskningsstudier beskæftiger sig med hjernerystelser hos småbørn, og det til trods for at særligt de yngste børns hjerner er under udvikling og derfor særligt sårbare. Småbørn, som pådrager sig en hjernerystelse, ser ud til at have større adfærdsmæssige vanskeligheder end deres jævnaldrende.

 | Socialstyrelsen

De fleste børn slår hovedet i løbet af deres opvækst. For langt de fleste er dette helt ukompliceret, men nogle pådrager sig en hjernerystelse. Igennem barndommen er forekomsten af hjernerystelse særlig høj i førskoleårerne, og her bør der være en øget opmærksomhed på at formidle viden om hjernerystelsen og mulige følger heraf til forældrene (Gagner et al., 2018).

Forskningsstudier, der vedrører tidsrammen for at komme sig efter en hjernerystelse, omhandler ofte sportsrelaterede skader i ungdomsårene (Risen et al., 2017). På trods af et øget fokus på hjernerystelser hos små børn (0-5 år) er følgerne af dette endnu ikke systematisk afdækket (Garcia et al., 2015). Yngre børn pådrager sig i højere grad hjernerystelse i forbindelse med ulykker, der ikke er sportsrelaterede, hvilket er blevet sat i forbindelse med en højere rapportering af symptomer (Dillard et al., 2017 & Risen et al., 2017), ligesom studier antyder, at yngre børn er længere tid om at komme sig efter en hjernerystelse (Seiger et al., 2015).

En hjerne under udvikling er særlig sårbar

Få studier vedrørende adfærdsmæssige udfald efter hovedtraumer (TBI) har specifikt været målrettet førskolebørn. De fleste studier fokuserer på moderat eller svær TBI eller sammenblandede sværhedsgrader og dermed ikke på de milde hovedtraumer.

De studier, der vedrører hele gruppen af børn og unge med TBI, byder på modstridende resultater. Studier, som rapporterer om en øgning i adfærdsmæssige problemer (Keenan et al., 2007 & Chapman et al., 2010), står i modsætning til de, som rapporterer om gode adfærdsmæssige resultater (Goldstrohm & Arffa, 2005 & Wetherington et al., 2010).

Internaliserende og eksternaliserende problemer

Det fremgår af et studie fra 2017 af den canadiske forsker Gagner et al., at førskolebørn, som pådrager sig en hjernerystelse, fremviser flere internaliserende (fx depression og angst) og eksternaliserende problemer (fx aggression og adfærdsforstyrrelser) end deres ligesindede seks måneder efter ulykken (Gagner et al., 2018).

Børn, som pådrager sig en hjernerystelse, ser ud til at have større adfærdsmæssige vanskeligheder end deres jævnaldrende. Dette er ifølge Ganger et al. relateret til selve hjernerystelsen, og det kan fx ikke forklares ved de eksisterende psykosociale egenskaber hos børnene. Et resultat tyder på, at en hjernerystelse i den tidlige barndom kan forårsage forstyrrelser af den udviklende hjerne, som er alvorlige nok til at resultere i adfærdsmæssige ændringer, der kan vare ved i flere måneder (Gagner et al., 2018).

Tidligere studier har kun fundet negative resultater hos førskolebørn, når

  • børnene havde pådraget sig en mere alvorlig hjernerystelse (let hjerneskade), som krævede indlæggelse
  • børnene havde en fortid med flere hjernerystelser (McKinlay et al., 2009).

En mulig forklaring herpå er, at kohorten i Gagner et al.’s studie består af de yngste og muligvis mest sårbare aldersgrupper, hvilket samstemmer med tidligere konklusioner om, at forskelligheden i de rapporterede resultater på tværs af studier vedrørende hjernerystelse hos børn kan være en følge af alder ved skadestidspunkt (Emery et al., 2016).

Gagner et al. fandt endvidere, at mødrenes bekymring og børnenes eksternaliserende problemer efter skaden gensidigt påvirker hinanden uhensigtsmæssigt. På baggrund af dette konkluderes, at forældrecoaching og andre forebyggende interventioner kan være gavnlige, selv når det handler om en hjernerystelse (Gagner et al., 2018).

Social- og følelsesmæssig adfærd

Ifølge Hessen et al. har de fleste undersøgelser i forhold til hjernerystelse fokuseret på generelle aspekter af kognition, hvorimod der er meget lidt viden om, hvordan en hjernerystelse påvirker de sociale færdigheder hos de yngste børn (Hessen et al., 2006).

Et studie af Kaldoja & Kolk fra 2012 har set på de sociale og følelsesmæssige udfald, som fortsat eksisterer ni måneder efter skaden. 35 småbørn i alderen tre måneder til 5½ år med hjernerystelse indgik i studiet, som fandt, at

  • børn, som havde pådraget sig en hjernerystelse tidligt i livet, allerede inden hjernerystelsen udviste vanskeligheder i den sociale og følelsesmæssige adfærd
  • vanskeligheder i selvregulering og autonomi fortsat var til stede ni måneder efter skaden, og at nye vanskeligheder tillige var stødt til
  • gruppen med hjernerystelse sammenlignet med kontrolgruppen viste flere vanskeligheder indenfor selvregulering og autonomi (Kaldoja & Kolk, 2012).

Kaldoja & Kolk pointerer, at opfølgning på den sociale og følelsesmæssige udvikling hos alle børn med hjernerystelse er særlig afgørende. Ligeledes understreges, at de sociale og følelsesmæssige vanskeligheder hos barnet kan finde sted langt senere i livet, hvorfor der bør være opmærksomhed på eventuelle sociale og følelsesmæssige udfald hos børn med hjernerystelse indtil slutningen af ungdomsårene (Kaldoja & Kolk, 2012).

Funktioner under udvikling ved skadestidspunkt

Der er på nuværende tidspunkt ikke entydig evidens for, at hjernerystelse giver kognitive vanskeligheder. Undersøgelser tyder dog på, at funktioner, der er under udvikling på tidspunktet for skaden, er i størst risiko for forstyrrelse. Førskolebørn er ved at erhverve sig grundlæggende færdigheder, og deres udvikling af socio-kognitive færdigheder, som fx Theory of Mind (ToM), kan derfor være mere skrøbelige og dermed mindre modstandsdygtige over for forstyrrelser (Snodgrass & Knott, 2006; Dennis et al., 2009; Dennis et al., 2012 & Dennis et al., 2013). ToM er vigtig for udvikling og vedligeholdelse af social adfærd og færdigheder, herunder kommunikation, konfliktløsning, empati m.m. Færdigheder, der alle har betydning for, at børnene bliver mere socialt kompetente (Bellerose et al., 2015).

I et mindre studie vedrørende førskolebørn med hjernerystelse fandt man tegn på, at hjernerystelsen kan være forbundet med vanskeligheder i forhold til ToM hos de meget små børn (1,5-5 år) (Bellerose et al., 2015 & Bellerose et al., 2017). Resultaterne er interessante, men kræver replikation og udvidelse, førend det med sikkerhed kan siges, at hjernerystelse hos de yngste børn er forbundet med negative resultater i ToM, og at eventuelle vanskeligheder i ToM har funktionelle konsekvenser for målgruppen (Yeates, Professor of Psychology/University of Calgary, 2018 & Beauchamp, 2018).

Forældre-barn-relationen

Et canadisk studie af Lalonde et al. (2018) har set på forældre-barn relationen efter hjernerystelse ved brug af observerbare opgørelsesmetoder og forældrenes indberetninger. Undersøgelsen inkluderede 130 børn i alderen 1½-5 år inddelt i tre grupper:

  1. Børn med hjernerystelse
  2. Børn med ortopædkirurgiske skader
  3. Børn uden skader

De fandt, at børn med hjernerystelse og deres forældre udviste lavere kvalitet i interaktionen sammenlignet med børn uden skader og deres forældre, idet

  • de viste mindre harmonisk kommunikation i forhold til de andre børn og deres forældre
  • de ikke var så dygtige til at aflæse hinandens tegn
  • de var mindre modtagelige for den gensidige strøm af kommunikation 
  • deres kommunikation syntes mere afbrudt (Lalonde et al., 2018).

Begge grupper af børn med skader (hjernerystelse og ortopædkirurgiske) viste en forandret forældre-barn interaktion, men kun gruppen af børn med hjernerystelse og deres forældre afveg signifikant fra den normgivende forældre-barn dyade. Resultater, der ifølge forfatterne indikerer, at selv en skade af mindre traumatisk karakter (fx en utilsigtet ortopædkirurgisk skade) kan påvirke forældre-barn interaktionen, men at skaden ser ud til at skulle involvere hovedet, førend betydelige (signifikante) ændringer kan observeres (Lalonde et al., 2018). Kvaliteten af forældreinteraktionen i den tidlige barndom er ikke bare en indikator på børns sociale funktion, men også en af de stærkeste prædiktorer, når det gælder børns socialisering (Kochanska & Murray, 2000), hvorfor der er al mulig grund til at støtte forældre og børn og informere om hjernerystelsen ud fra en såkaldt bio-psyko-social forståelse.

Læs mere om effekten af tidlig information efter hjernerystelse på Vidensportalen

Kilder

Anderson, V. et al. (2018). Impact of Moderate Exercise on Post-concussive Symptoms and Cognitive Function after Concussion in Children and Adolescents. International Journal of Sports Medicine, Vol. 39(9): 696–703.

Bellerose, J. et al. (2015). When Injury Clouds Understanding of Others: Theory of Mind after Mild TBI in Preschool Children. Journal of the International Neuropsychological Society, Vol. 21(7): 483-493.

Bellerose, J. et al. (2017). Long-term brain-injury-specific effects following preschool mild TBI: A study of theory of mind. Neuropsychology, Vol. 31(3): 229-241.

Buckley, T. et al. (2016). Acute Cognitive and Physical Rest May Not Improve Concussion Recovery Time. Journal of Head Trauma Rehabilitation, Vol. 31(4): 233–241.

Chapman, L. et al. (2010). Clinically significant behavior problems during the initial 18 months following early childhood traumatic brain injury. Rehabilitation Psychology, Vol. 55(1): 48-57.

Davis, G. & Purcell, L. (2014). The evaluation and management of acute concussion differs in young children. British Journal of Sports Medicine, Vol. 48(2): 98-101.

Dennis, M. et al. (2009). Theory of mind depends on domain-general executive functions of working memory and cognitive inhibition in children with traumatic brain injury. Journal of Clinical and Experimental Neuropsychology, Vol. 31(7): 835-847.

Dennis, M. et al. (2012). Theory of Mind in children with Traumatic Brain Injury. Journal of the International Neuropsychological Society, Vol. 18(5): 908-916.

Dennis, M. et al. (2013). Cognitive, affective, and conative theory of mind (ToM) in children with traumatic brain injury. Developmental Cognitive Neuroscience, Vol. 5: 25-39.

Dillard, C. et al. (2017). Post-concussion symptoms in mild traumatic brain injury: Findings from a paediatric outpatient clinic. Disability and Rehabilitation, Vol. 39(6): 544-550.

Emery, C. et al. (2016). A systematic review of psychiatric, psychological, and behavioral outcomes following mild traumatic brain injury in children and adolescents. Canadian Journal of Psychiatry, Vol. 61(5): 259-269.

Gagner, C. et al. (2018). Behavioral consequences of mild traumatic brain injury in preschoolers. Psychological Medicine, Vol. 48(9): 1551-1559.

Garcia, D. et al. (2015). Topical Review: Negative Behavioral and Cognitive Outcomes Following Traumatic Brain Injury in Early Childhood. Journal of Pediatric Psychology, Vol. 40(4): 391-397.

Goldstrohm, S. & Arffa, S. (2005). Preschool children with mild to moderate traumatic brain injury: an exploration of immediate and post-acute morbidity. Archives of Clinical Neuropsychology, Vol. 20(6): 675-695.

Hessen, E. et al. (2006). Neuropsychological function in a group of patients 25 years after sustaining minor head injuries as children and adolescents. Scandinavian Journal of Psychology, Vol. 47(4): 245–251.

Kaldoja, M. & Kolk, A. (2012). Social-emotional behavior in infants and toddlers with mild traumatic brain injury. Brain Injury, Vol. 26(7-8): 1005-1013.

Keenan, H. et al. (2007). Neurodevelopmental consequences of early traumatic brain injury in 3-year old children. Pediatrics, Vol. 119(3): 616-623.

Kochanska, G. & Murray, K. (2000). Mother-child mutually responsive orientation and conscience development: From toddler to early school age. Child Development, Vol. 71(2): 417-431.

Lalonde, G. et al. (2018). Investigating social functioning after early mild TBI: the quality of parent–child interactions. Journal of Neuropsychology, Vol. 12(1): 1-22.

McKinlay, A. et al. (2009). Adolescent psychiatric symptoms following preschool childhood mild traumatic brain injury: Evidence from a birth cohort. Journal of Head Trauma Rehabilitation, Vol. 24(3): 221-227.

Papoutsis, J. et al. (2014). Long-Term Executive Functioning Outcomes for Complicated and Uncomplicated Mild Traumatic Brain Injury Sustained in Early Childhood. Developmental Neuropsychology, Vol. 39(8): 638-645.

Razza, R. (2009). Associations among false-belief understanding, executive function, and social competence: A longitudinal analysis. Journal of Applied Developmental Psychology, Vol. 30(3): 332-343.

Risen, S. et al. (2017). The Course of Concussion Recovery in Children 6-12 Years of Age: Experience From an Interdisciplinary Rehabilitation Clinic. PM&R, Vol. 9(9): 874-883.

Seiger, A. et al. (2015). Does Mechanism of Injury Play a Role in Recovery from Concussion? The Journal of Head Trauma Rehabilitation, Vol. 30(3): 52-56.

Snodgrass, C. & Knott, F. (2006). Theory of mind in children with traumatic brain injury. Brain Injury, Vol. 20(8): 825-833.

Turkstra, L. et al. (2004). Theory of Mind and social beliefs in adolescents with traumatic brain injury. Neurorehabilitation, Vol. 19(3): 245-256.

Wellman, H. et al. (2011). Sequential Progressions in a Theory‐of‐Mind Scale: Longitudinal Perspectives. Child Development, Vol 82(3): 780-792.

Wetherington, C. et al. (2010). Parent ratings of behavioral functioning after traumatic brain injury in very young children. Journal of Pediatric Psychology, Vol. 35(6): 662-671.

Yeates, Keith (2018). Professor of Psychology, University of Calgary. Mail-korrespondance. Pediatrics, and Clinical Neurosciences. Calgary, Canada. December 2018.

Publiceret: 30.01.2019. Sidst opdateret: 08.02.2019