For at kontrollere for en påvirkning på kognition og adfærd, som enhver mindre skade kan forårsage, valgte Ponsford et al. at medtage to kontrolgrupper bestående af børn, som har pådraget sig skader, som ikke involverede hovedet. Børnene i kontrolgrupperne fordelte sig således, at 70 pct. af kontrollerne havde en blød vævskader og 30 pct. havde knogleskader.
Outcome-mål
Deltagerne gennemførte målinger vedrørende:
- Adfærd før pådragelsen af hjernerystelsen
- Psykologisk tilpasning
- Symptomer efter hjernerystelsen
- Test af opmærksomhed, fart og informationsprocessering
- Test af hukommelse (Ponsford et al., 2001).
Børn med hjernerystelse, der indgik i studiet
Børnene i effektstudiet blev rekrutteret fra skadestuer på to store hospitaler i Australien, og følgende inklusionskriterier gjorde sig gældende:
- Børnene kunne tale engelsk
- Børnene havde en fortid med traume eller acceleration/deceleration bevægelse påført hovedet resulterende i bevidsthedstab (under 30 minutter), en periode med posttraumatisk amnesi (under 24 timer) og en score på Glasgow Coma Scale (GCS) på mellem 13-15 ved præsentation på skadestuen (Ponsford et al., 2001).
En GCS score på mellem 13-15 betyder, at barnet har haft spontan øjenåbning, adlyder ordre og responderede verbalt, men muligvis på en desorienteret, forvirret eller upassende måde eller med en manglende evne til at huske igangværende begivenheder (Ponsford et al., 2001).
En subgruppe i målgruppen
Børn med hjernerystelse rapporterede flere symptomer end kontrolgrupperne efter en uge, hvorimod de ikke havde nogle funktionsnedsættelser set i forhold til de neuropsykologiske målinger. De indledende symptomer var væk hos de fleste børn tre måneder efter hjernerystelsen, men en lille gruppe af børn rapporterede om vedvarende problemer. I subgruppen af børn med vedvarende problemer (24 børn) fandt man en signifikant højere forekomst af børn med præmorbide stressfaktorer såsom familiesammenbrud, præeksisterende psykiatriske/neurologiske problemer og indlæringsvanskeligheder (Ponsford et al., 2001).
Resultaterne fra evalueringen af interventionen viste overordnet set, at der i forhold til kontrolgrupperne var en højere procentdel af gruppen af børn med hjernerystelse (både interventionsgruppen og ikke-interventionsgruppen) som havde
- tidligere hovedskader
- andre psykologiske/neurologiske problemer
- indlæringsvanskeligheder (Ponsford, 2001).
Ingen af forskellene var dog signifikante. Ponsford et al.’s studie støtter dermed påstanden om, at disse børn med større sandsynlighed end andre pådrager sig sådanne skader. Det er et fund, som er i tråd med tidligere studier på området (Ponsford et al., 2001).
Kilder
Ponsford, J. et al. (2001). Impact of Early Intervention on Outcome After Mild Traumatic Brain Injury in Children. Pediatrics, Vol. 108(6): 1297-1303.