Definition

En hjernerystelse kaldes også commotio cerebri. Når følgevirkninger efter en hjernerystelse ikke forsvinder efter nogle ugers tid og dermed bliver længerevarende, taler man om postcommotionelt syndrom.

 | Socialstyrelsen

Hjernerystelse

Der er ikke en entydig definition af hjernerystelse, og i forskningslitteraturen skelnes der sjældent mellem en hjernerystelse og en mild traumatisk hjerneskade (mTBI) (Cassidy et al., 2004; Jantz, 2015 & McInnes et al., 2017). Der er en fortsat debat om, hvorvidt en hjernerystelse og en mTBI er to forskellige former for skader, eller om hjernerystelse er en mindre kompliceret form af mTBI. Ifølge den canadiske forsker Keith Yeates er der tendenser, der går i retning af at betragte alle hjernerystelser som en mTBI, men ikke alle mTBI som en hjernerystelse (oplæg på Copenhagen Concussion Conference November 8th to 9th 2018).

Hjernerystelse kan opstå på grund af et direkte eller indirekte slag mod hovedet, hvor den bløde hjerne bliver rystet uhensigtsmæssigt mod kraniekassen (McKinlay, 2010 & Russell, 2017). Hos børn og unge kan dette ske i forbindelse med, at de fx falder, bliver ramt af en genstand eller i forbindelse med sportsskader.

I de milde tilfælde medfører hjernerystelse umiddelbart hovedpine, kvalme, evt. opkastninger samt træthed. I moderate og svære tilfælde kan man desuden tabe bevidstheden i kortere eller længere tid samt miste hukommelsen før og/eller efter skaden. Nogle kan få et kortvarigt krampeanfald umiddelbart efter en ellers upåfaldende hjernerystelse. Moderate og alvorlige tilfælde af hjernerystelse kan også efterfølges af en forvirringstilstand eller søvntrang (McKinlay, 2010; Jantz, 2015 & Russell, 2017). Varigheden af bevidsthedstab og hukommelsestab afspejler skadens alvor. Ofte vender hukommelsen for det tabte tidsrum tilbage efter et stykke tid (Russell, 2017). Disse følgevirkninger er almindelige de første dage eller uger efter skaden og vil for langt de fleste umiddelbart forsvinde af sig selv (Blume et al., 2011).

Postcommotionelt syndrom

Ikke alle børn og unge oplever, at følgevirkninger forsvinder inden for nogle dage eller uger. Når følgevirkningerne bliver længerevarende kaldes det for postcommotionelt syndrom (PCS). I nogle forskningsartikler benyttes terminologien persistent postconcussion symptoms (PPCS) for følgevirkninger over tre måneder (Jantz 2015). Størstedelen af den internationale forskning anslår, at tre måneder efter en hjernerystelse vil mellem ca. 10-36 pct. stadig have følgevirkninger, og for ca. to pct. kan følgevirkninger vare op til et år eller mere (Barlow et al., 2010; Barlow, 2016; Jantz, 2015 & McInnes et al., 2017). Der ses en tendens til, at børn, der er ældre end seks år og har pådraget sig en kompliceret hjernerystelse, har en større risiko for at opleve følgevirkninger efter tre måneder sammenlignet med yngre børn (Barlow et al., 2010).

De mest almindelige følgevirkninger er

  • somatiske følgevirkninger som fx hovedpine og træthed 
  • kognitive funktionsnedsættelser som fx opmærksomhedsproblemer, glemsomhed, langsomt tænkende og handlende
  • adfærdsmæssige vanskeligheder som fx irritabilitet
  • emotionelle og følelsesmæssige vanskeligheder 
  • søvnproblemer (Jantz, 2015; Barlow et al., 2010 & Yeates, 2010).

Børn og hjernerystelse

Når børn pådrager sig en hjernerystelse, sker det i en periode af deres liv, hvor deres hjerne er i udvikling, hvilket gør, at de påvirkes anderledes end voksne . De har til forskel fra voksne endnu ikke så lang livserfaring, hvilket også kan have en indflydelse på deres forløb efter en hjernerystelse. Der er tegn på, at de færdigheder, som børn har indlært, er mindre sårbare over for en hjernerystelse, til forskel fra de færdigheder som de er i gang med at lære. Ligeledes tyder det på, at selv hvis de kognitive vanskeligheder kun er kortvarigt til stede efter en hjernerystelse, så kan vanskelighederne stadig have længerevarende indflydelse alt afhængig af det udviklingsniveau, som barnet er på, når skaden sker (McKinlay, 2010).

Læs mere om småbørn og hjernerystelse på Vidensportalen

Kilder

Barlow, K. M. (2016). Postconcussion syndrome: A review. Journal of child neurology, Vol. 31(1): 57-67.

Barlow, K. M. et al. (2010). Epidemiology of postconcussion syndrome in pediatric mild traumatic brain injury. Pediatrics, Vol. 126(2): 374-381.

Blume, H. K. et al. (2011). Subacute concussion-related symptoms in youth. Physical medicine and rehabilitation clinics of North America, Vol. 22(4): 665-681.

Cassidy, D. J. (2004). Incidence, risk factors and prevention of mild traumatic brain injury: results of the WHO collaborating centre task. Journal of rehabilitation medicine, Vol. 43: 28-60.

Jantz, P. B. (2015). A primer on persistent postconcussion symptoms. National associations of school psychologist, Vol. 9(3): 230-248.

McInnes, K. et al. (2017). Mild traumatic brain injury (mTBI) and chronic cognitive impairment: a scoping review. Plos One, Vol. 12(4): 1-19.

McKinlay, A. (2010). Controversies and outcomes associated with mild traumatic brain injury in childhood and adolescences. Child: Care, health and development, Vol. 36(1): 3-21.

Russell, M. B. (2017, 14. August). Hjernerystelse, hvad er det? Patienthåndbogen - Sundhed.dk. Tilgængelig fra: https://www.sundhed.dk/borger/patienthaandbogen/akutte-sygdomme/sygdomme/hovedskader/hjernerystelse-hvad-er-det/ [Lokaliseret 15-08-2018]

Russell, M. B. (21. August 2017). Råd efter hjernerystelse. Patienthåndbogen - Sundhed.dk. Tilgængelig fra: https://www.sundhed.dk/borger/patienthaandbogen/akutte-sygdomme/sygdomme/hovedskader/raad-efter-hjernerystelse/ [Lokaliseret 16-08-2018]

Yeates, K. O. (2010). Mild traumatic brain injury and postconcussive symptoms in children and adolescents. Journal of the international neuropsychological society, Vol. 16(6): 953-960.

Publiceret: 30.01.2019. Sidst opdateret: 08.02.2019