Forside » Handicap » Børn og unge med cerebral parese » Risiko- og beskyttelsesfaktorer

Risiko- og beskyttelsesfaktorer

Børn og unge med funktionsnedsættelse har større risiko for udvikling af adfærd, der vil blive opfattet som problematisk af andre børn eller voksne i deres omgivelser. Ligeledes er der en større risiko for, at de udvikler en adfærd, som gør det sværere for dem at leve op til de krav og forventninger, der hører til deres aldersgruppe.

Der findes ikke én udviklingsvej, der fører alle børn hen imod målet om en moden personlighed. Samspillet mellem biologiske og miljømæssige faktorer er afgørende for, hvordan barnet udvikler sig. Dette betyder også, at børns udvikling ikke kan forstås løsrevet fra deres omgivelser. Selvom undersøgelser viser, at børn og unge med cerebral parese har en øget forekomst af emotionelle forstyrrelser og adfærdsforstyrrelser, så har funktionsnedsættelse ikke nødvendigvis negative udviklingsmæssige konsekvenser. Risikoen øges, hvis der er uoverensstemmelse mellem barnets udvikling og de krav og forventninger, der er til barnet/den unge.

Graden af funktionsnedsættelsen er ikke afgørende for, hvordan uoverensstemmelsen mellem barnet/den unge og omgivelserne kan overvindes. En funktionsnedsættelse kan ses som en risikofaktor i den form, at den er et grundlæggende udviklingsvilkår, der gennem opvæksten må forstås konkret i de sammenhænge hvert enkelt barn/ung deltager i. Cerebral parese kan medføre andre forudsætninger for kognitive udvikling, men gennem tilpasninger i form af hjælpemidler, støttende instruktioner, strategier, udvikling af kompetencer m.m. reduceres uoverensstemmelsen mellem barnets forudsætninger og de krav og betingelser, omgivelserne stiller. Indsatser der retter sig imod at begrænse uoverensstemmelse, kan her betragtes som beskyttelsesfaktorer.

Det er væsentligt at understrege, at risiko- og beskyttelsesfaktorer ikke er statiske, men derimod skal ses som negative og positive faktorer i barnets videre udviklingsproces (Michelsen S. I. et al. 2010). 

Kilder

Michelsen S. I. et al. (2010): Børn med cerebral parese i Danmark

Publiceret: 31.10.2013. Sidst opdateret: 26.09.2017